For nu at forholde mig krystalklart til emnet: Den ”anden” verden; den åndelige verden, den verden der ikke består af atomer og molekyler, men som er af ”en åndelig karakter”.
Nu har jeg så eftersøgt nogle af de eksperter der rører sig her på denne debat om hvad ”den åndelige karakter” er for en størrelse, men ingen af disse (dem) ved det åbenbart.
Nu har samme eksperter udtalt sig om alt muligt (og umuligt), men det ser ud til, at med hensyn til ”det åndelige” aner de ikke hvad de skal sige.
Ja, som again siger; ”man kan jo tro så meget” eller ”det er så min tro, og den er ikke til debat”. Det er fair nok, enhver bliver som bekendt salig i sin tro og det før han altså også.
Det jeg her er inde på er ”den ene verden”. Her bestemmer troen alene hvad der ere sandt eller ikke sandt. Så kan det ellers være ligegyldigt med hensyn til ”eksakt viden” fordi, troen alene handler ”ikke specifikt om eksakt viden”, men om ”eksakt viden om den tro man nu specifikt engang har besluttet sig for” er sandheden.
----------------------------------
Nu vil jeg så henvise til ”den anden verden”.
Jeg vil tage mit udgangspunkt i Bibelen.
1 Mosebog kap. 1:
I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke over Verdensdybet. Men Guds Ånd svævede over Vandene.
Og Gud sagde: "Der blive Lys!" Og der blev Lys. Og Gud så, at Lyset var godt, og Gud satte Skel mellem Lyset og Mørket, og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat. Og det blev Aften, og det blev Morgen, første Dag.
Citat slut.
--------------------------------------
Nu kunne man så tro, at det jo er så enkelt som det kan være, men det er det aldeles ikke. Det er en meget vanskelig tilgængelig udtalelse (fra Moses, som ikke engang anerkendes kommer fra ham, eller som er overleveringer, skriftlig og mundtlig der så citeres; og det alene åbner op for adskillige fortolkninger eller direkte meninger fra disses tidligere overleveringer i de respektive kulturer).
Ak ja, det er desværre ikke lige så let.
Min egen version? I 1. Mosebog bliver vi præsenteret for Gud, som er Hebræernes Gud, som er Israelitternes Gud, som er jødernes Gud.
Denne Gud har så et navn, et almindeligt navn El`shadaj, men her et litterært navn Hebraisk Gud Ruach. Der bruges her på Hebraisk; ruach.
http://www.hebrew4christians.com/Names_of_G-d/Spirit_of_God/spirit_of_god.html
Ruach = JHVH
---------------------------------------------
men, altså vi præsenteres altså for Gud der er ånd og ikke alene er ånd, men også betegnes med samme ord for ånd på Hebraisk, ruach.
Nu kan man så fravælge det og sige, at man har sin egen tro om det og det kan man selvfølgelig. Der er mange der gør det og der er ligeledes mange Guder og mange religioner og sekter og meninger og hvad ved jeg.
Men rent litterært videnskabeligt er Gud ruach.
Således opfattede jøderne (Hebræerne/ Israelitterne), betegnede jøderne også deres Gud og udtrykte dette på følgende måde: Hør Israel, HERREN vor Gud (ruach) er én”.
Yahweh of course is the Eternal Being, as revealed to us in the Scriptures. Like mankind whom He created in His image, Yahweh is composed of several attributes. These are 1.) The soul or being of Yahweh, 2.) The spirit or character of Yahweh and
3.) The body of Yahweh, or the form in which He chooses to manifest Himself towards us. This is not to say that Yahweh is a "trinity", as in three persons or beings, but rather ONE Elohim (Mighty One) which is composed of numerous attributes, in accordance with the Sh''ma passage of Deuteronomy 6:4. "Hear O Yisra''el, Yahweh your Elohim, Yahweh is ONE."
http://www.joyintheworld.info/teachings/ruachkodesh.html
--------------------------------------------
Så dette er altså forskellen mellem den “ene verden” og “den anden verden”. I den ”ene verden” manifestere Gud sig som vi kan erkende, men i ”den anden verden” aner vi ikke hvordan Ånd kan beskrives eller ”ser ud”.
Nu sker der så det:
1.Mosebog kap. 6 :
” ….fik Gudssønnerne Øje paa Menneskedøtrenes Skønhed, og de tog saa mange af dem, som de lystede, til Hustruer”.
------------------------
”Men dette siger jeg, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige. Det forgængelige arver heller ikke det uforgængelige. Se, jeg siger jer en hemmelighed:
Vi skal ikke alle sove ind, men vi skal alle blive forvandlet, i et nu, på et øjeblik, ved den sidste basun.
Thi basunen skal lyde, og de døde skal opstå uforgængelige, og vi skal blive forvandlet. For dette forgængelige må blive iklædt uforgængelighed, og dette dødelige må blive iklædt udødelighed.
Når så dette forgængelige er blevet iklædt uforgængelighed, og dette dødelige er blevet iklædt udødelighed, da skal det gå i opfyldelse, det ord som er skrevet: Døden er opslugt til sejr. Død, hvor er din brod? Dødsrige, hvor er din sejer? Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud være tak, som giver os sejer ved vor Herre Jesus Kristus.” 1. Kor. 15:50-57.
Citat slut.
Her er så begrundelsen for denne ekstra dimension:
I 1. Pet. 3:18-20 kan vi læse, at Jesus i ånden gik til nogle ånder, der var i forvaring på grund af ulydighed mod Gud, og prædikede for dem. (Den nye danske bibeloversættelse staver her Ånden med stort Å, idet man udlægger det som Helligånden. i King James og i den ældre danske oversættelse af Ny Testamente er ordet stavet med lille å, som må betyde, at man udlægger det som Jesu menneskelige ånd.
Den første udlægning (stort Å) antyder, at denne begivenhed skete efter Jesu opstandelse, medens den anden udlægning (lille å) antyder, at begivenheden skete mellem Jesu død og opstandelse. Det afgørende spørgsmål er imidlertid ikke, om det var ved Helligånden eller i sin menneskelige ånd (legemløse tilstand), Jesus prædikede for disse ånder, men snarere hvem disse ånder var.
Ordet ånd bruges i Skriften kun om mennesker, når det udtrykkeligt siges, at der er tale om menneskeånder. Står ordet ånd derimod uden forklaring, betyder det engel (falden eller ikke falden).
Peter forklarer, om ulydige ånder (engle) som også er omtalt i Judas’ Brev, hvor der står, at de "ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig." Videre står der, at de holdes "bundet i mørket med evige lænker indtil dommen på den store dag." Judas v. 6.
Den afgørende forklaring om disse, ulydige engle får vi ved at sammenholde Jud. V. 7 med l. Mos. 6:1-4, hvor det fremgår, at faldne engle i tiden før syndfloden bedrev utugt ved at gå ind til menneskedøtrene, og der fødtes dem børn.
Det sataniske formål med dette var at ødelægge menneskeslægten – fordi det jo var profeteret, at Satans hoved skulle knuses af en kvindes afkom, dvs. af et menneske. Guds straf over dette anslag var dels syndfloden og dels de ulydige engles fængsling i evige lænker.
Det, Jesus gjorde (før eller efter sin opstandelse), var at prædike (eller rettere: proklamere) sejrsbudskabet for disse ånder og dermed endeligt besegle deres dom.
------------------------------------
Som du kan se, er det ikke noget problem for ånderne, at materialisere sig og iklæde sig kød og blod endog i en sådan grad, at de kan producere afkom; spise og drikke og vi mennesker opfatter således disse materialiserede ånder som væsener af kød og blod.
Venlig hilsen
Ven af Sandheden.