Giver man for hurtigt op?

Noget har slået mig efter at have læst nogle af trådene under dette emne. Hvis nogle beder om forslag til hjælp med nogle ting der er galt i deres forhold, så er et at de meget anvendte råd "find dig en anden" eller "find dig en elsker"
Hvordan kan man som udenforstående og kun på basis af få linier omkring et problem opfordre til skilsmisse eller utroskab?
Utroskab er et alvorlig brud på tilliden mellem to partnere, og jeg ved efter at have oplevet det at jeg personligt aldrig ville kunne tilgive det eller få genoprettet det tillidsforhold der er nødvendigt i et parforhold.
Skilsmisse bør være absolut sidste udvej, særlig når der er børn involveret. Og det siger jeg vel og mærke efter selv at være blevet skilt. Det er ikke noget man bare lige gør. Dermed ikke sagt at man skal blive sammen for enhver pris.
Men jeg synes det er trist at se at det er den løsning så mange foreslår, er vi virkelig noget så langt ud at man ikke "gider" kæmpe for at få det godt med den man elsker?
Hvis det virkelig er den generelle holdning, og at man overføre brug- og smid-væk kulturen fra de materielle ting til ens kærlighedsliv, så bliver jeg da mere og mere overbevist om at jeg vil leve alene. Hvorfor i alverden skulle man give sig selv til en hvis man alligevel bliver kasseret lige så snart der melder sig nogle problemer og han bliver lidt utilfreds med noget.

Mange gir´ for let op overfor hinanden .... fordi de kan !!!
Vi er alle uafhængige af hinanden praktisk og økonomisk .... det er derfor ikke særlig svært,- til forskel fra i gamle dage,- at stå på egne ben !!

...synes jeg, hvis du læser en tråd om utroskab, at de fleste er af den opfattelse at det er uacceptabelt. Folk der åbent skriver at de har været utro bliver haglet ned, så mange ser det ikke som et forslag til at krybe udenom parforholdets problemer. Men jeg tror du har ret i at man giver for hurtigt op idag. Det kan man jo bare se på den høje skilsmisse procent.

det var det mest sygeste lort jeg nogensinde har LÆST."hvor kan man dog få sådanne et par unormale ideer?????

hmm.. hvis du er uenig kan du jo argumentere for din holdning, der er ikke meget debat over dit indlæg.
Mine ideer har jeg ud fra personlige erfaringer -og hvad jeg læser her.

skal man død og pine blive sammen! Mange der skriver indlæg har jo prøvet både det ene og det andet. Hvorfor skal man kæmpe for noget, der bare aldrig bliver bedre? Hvofor bruge tid og kræfter på ting der ikke rykker sig en meter?
Hvad er det der er så "helliget" ved ægteskab/forhold? Hvorfor skal man have dårlig samvittighed over at "give op"?
Jeg ved godt at der er andre problemer at tage hensyn til når man har børn. Personligt tror jeg at folk kunne gøre deres "hjemmearbejde" en del bedre før de begynder at få børn. Finde ud af hvad det egentligt er man vil. Hvad forventer man af den anden? Hvad forventer den anden af en❓Hvad betyder det at være i et forhold for den enkelte? Hvordan ønsker man hjemmelivet skal foregå? Hvor vigtig er sex? etc.
Jeg tror en del - ikke alle! - bekymringer kan være sparet, hvis man turde stille disse spørgsmål og være ærlige omkring dem. Så at man lige pludselig ikke står med en mand, der ikke gider at skifte bleer eller en kone, der bestemmer suværent hvordan familielivet foregår.

har over halvdelen af den danske befolkning været deres partner utro på et eller andet tidspunkt.
men jeg vil prøve at læse tråden om utroskab, det er dog rart hvis det er den genrelle holdning

jeg jo netop at man ikke for enhver pris skal blive sammen.
Og jeg er ganske enig med at man bør gøre "hjemmearbejdet" ordentligt, og lærer hinanden ordentligt at kende før man starter familie op, melde klart ud om hvor man selv står, og hvilke grænser man har.
Men hvordan kan DU vide at når folk skriver her har de vitterlig prøvet alt..og hvis de virkelig ønskede skilsmisse, hvorfor så skrive her? -for at få andre menneskers bekræftigelse på at det er en ok beslutning.
En sag her ses jo kun fra den ene vinkel, og i et parforhold er der altid to. Sker der uoprettelige fejl, så er det sjældent kun den ene der begår dem.

gør !!
Der er ingen der GIDER kæmpe for noget idag

moske er der mange der giver for hurtigt op – men hvad er for hurtigt? – hvis man føler at man har prøvet alt og jeg mene alt – så har man vel også lov til at få et godt liv eller?
Jeg gav selv op efter 15 år og der var tre børn, jeg kunne bare ikke kæmpe, mere der var ikke noget at kæmpe for.
Hvis man kigger et par genrationer tilbage så levede de sammen til døden, men hvilken omkostninger havde det, der var nok mange der ikke var lykkelige.
så kan vi spørge os selv, Hvad er lykke?
Jeg vil sige at jeg har fundet lykken, glæder mig hver dag til at komme hjem til min familie, glæder mig hver morgen når jeg vågner ved siden af den mand jeg elsker og skal dele en ny dag med ham og mine børn. – Det er for mig lykke.

...mener jeg heller ikke man skal blive sammen for enhver pris, og at kæmpe for et forhold, kræver jo også man er to om det. Men jeg har oplevet mange der kaster flaget i ringen efter kun kort tid. Og min bekymring blev bekræftiget af at det åbenbart er lidt af et standart svar her på debatten "at man skal smutte og finde en der er bedre", når folk skriver ind og beder om ideer til problemløsning.
Her kender vi jo ikke hinanden, nogle skriver måske ind fordi de virkelig føler de har gjort alt, mens andre måske skriver fordi et lille problem virker utrolig stort, og med et par dages tanke og god kommunikation, viser det sig måske kun at være et ganske lille problem.

... for enhver pris, hvornår giver man så for hurtigt op?.
Samfundet har også forandret sig siden "gamle dage" hvor folk blev sammen, det er nemmere at være uafhængig rent økonomisk end det var i "gamle dage" for begge parter.
Min Farmor blev sammen med min alkoholiserede Farfar som terrorisede hende og hendes tre børn indtil han kørte sig ihjel i en brandert. Det er i mine øjne en for høj pris at betale.
Er det ikke ganske naturligt at spørge andre udenforstående om råd? hentyder til vedkommende som skriver at det er underligt at folk søger råd her. Selvfølgelig søger man råd, og hvis der ikke er nogen i ens omgangskreds man kan ty til er dette vel det nærmeste man kan komme, og hvor er det dejligt at nogen gider "lytte" og rådgive.

Skillesmisse SKAL være den sidste udvej! Det er en forfærdelig ting og ødelægger en uden at vide det!
Derfår råder man også -par- altså kærste, som ikke er gift.. til at få ordnet problemerne før de gifter sig! Opfordre til at være hel sikre på at de to sammen kan overleve alt. Også et skænderi!!!
For det er bedre at skilles inden ægteskabet end efter.. og inden børnene!
Når man siger Ja til hinanden er det jo for resten af livet, og ikke bare resten af eftermiddagen, eller hvor lang tid i nu vil ha!
En undersøgelse har vist at 40 % eller i den retning, blir skilt igen! Og hvor er det da sørgelig!
Hvorfor så ikke lige tænke si lidt om inden man går hen og siger JA!
Tænk lige over Jaet og skillesmisset en ekstre gang! Og lad det dog for alt i verden blive den sidste udvej!