Fråds og griseri - dengang som nu
Tidens snak om kommunalform er hver morgens brækmiddel her i Nørre Usseldrup. Om der så skal reformeres efter den røde eller den blå parole, er mig lige fedt. Det fører i begge tilfælde kun til, at det dovne flertal af offentligt ansatte bliver flyttet rundt under megen jammer, uhyre omkostninger og tidsspilde, mens de tilsyneladende lidt mere flittige krabber sig i vejret til nyoprettede embeder med inflaterede titler, egne spytbakker og tjenestecykler.
Allerede først i 1950’erne ville socialister og andet skidtfolk sammenlægge Nørre Usseldrup med vort på alle måder underlegne nabosogn Klamhuse. Administrationen bestod dengang af en (1) kæmner i hvert af sognene. I Klamhuse, hvor fråds og griseri alle dage har gået i svang, havde man desuden en halvdags bogholder, som sad ved et utæt vindue og hostede tuberkler over sine pergamenter.
I kraft af sammenlægningen skulle den yngste af de to kæmnere kunne undværes, og stortalende sognerådsmedlemmer antydede endog, at han ville blive skudt og hans skævbenede kone sendt tilbage til Holstebro, hvorfra hun var kommet. Sådan lokkede man den blåøjede vælger - også dengang.
Jeg vidste, at det ville komme til at gå helt anderledes, såfremt deres plan nød fremme. Den ældre kæmner ville blive forfremmet til kommunaldirektør, den yngre til socialområdechef, og et støt voksende antal bogholdere ville under lignende frastødende titler sværme som afrikanske græshopper frem og tilbage over vor sløjfede sognegrænse.
Inden den næste serie 4-kamp mellem fodboldholdene fra Nørre Usseldrup og Klamhuse fik jeg derfor pisket en folkestemning op, idet jeg blandt andet lod forlyde, at dommeren var blevet bestukket med natlig adgang til en eftertragtet avlsso, Bertha Maxima XIV, i et dertil indrettet skur på Klamhuse hede.
Få minutter inde i kampen fløjtede han for et tvivlsomt frispark til vore modstandere.
- Nu gælder det folk og frihed! brølede jeg fra min plads i boelsmand Jokumsens pæretræ. Mine sognebørn strømmede ind på banen, og et forbitret masseslagsmål tog sin begyndelse.
Dermed var al tale om sammenlægning lagt død i en snes år, måske de bedste år i sognets og mit liv. Men så kom den, kommunalreformen, dikteret ovenfra i 1970, og de afsindigt kostbare følger kender vel enhver.
Tro mig: Det bliver endnu værre denne gang
Allerede først i 1950’erne ville socialister og andet skidtfolk sammenlægge Nørre Usseldrup med vort på alle måder underlegne nabosogn Klamhuse. Administrationen bestod dengang af en (1) kæmner i hvert af sognene. I Klamhuse, hvor fråds og griseri alle dage har gået i svang, havde man desuden en halvdags bogholder, som sad ved et utæt vindue og hostede tuberkler over sine pergamenter.
I kraft af sammenlægningen skulle den yngste af de to kæmnere kunne undværes, og stortalende sognerådsmedlemmer antydede endog, at han ville blive skudt og hans skævbenede kone sendt tilbage til Holstebro, hvorfra hun var kommet. Sådan lokkede man den blåøjede vælger - også dengang.
Jeg vidste, at det ville komme til at gå helt anderledes, såfremt deres plan nød fremme. Den ældre kæmner ville blive forfremmet til kommunaldirektør, den yngre til socialområdechef, og et støt voksende antal bogholdere ville under lignende frastødende titler sværme som afrikanske græshopper frem og tilbage over vor sløjfede sognegrænse.
Inden den næste serie 4-kamp mellem fodboldholdene fra Nørre Usseldrup og Klamhuse fik jeg derfor pisket en folkestemning op, idet jeg blandt andet lod forlyde, at dommeren var blevet bestukket med natlig adgang til en eftertragtet avlsso, Bertha Maxima XIV, i et dertil indrettet skur på Klamhuse hede.
Få minutter inde i kampen fløjtede han for et tvivlsomt frispark til vore modstandere.
- Nu gælder det folk og frihed! brølede jeg fra min plads i boelsmand Jokumsens pæretræ. Mine sognebørn strømmede ind på banen, og et forbitret masseslagsmål tog sin begyndelse.
Dermed var al tale om sammenlægning lagt død i en snes år, måske de bedste år i sognets og mit liv. Men så kom den, kommunalreformen, dikteret ovenfra i 1970, og de afsindigt kostbare følger kender vel enhver.
Tro mig: Det bliver endnu værre denne gang