Forstå Nordsøaftalen på fem minutter
Det handler om olie, politik og milliarder af kroner, når politikere, eksperter og erhvervsfolk taler om Nordsøaftalen.
Aftalen har suget enorm opmærksomhed til sig, efter at klima- og energiminister Martin Lidegaard i aftes meddelte, at aftalen skal til serviceeftersyn.
Men hvad handler aftalen og Nordsøaffæren i bund og grund om?
DR Nyheder er dykket ned i historien for at finde svar.
Gammel aftale
Nordsøaftalen så dagens lys for første gang tilbage i 1962. Dengang gav politikerne A. P. Møller Mærsk eneretsbevilling til at efterforske og udvinde olie og gas fra Danmarks undergrund.
Virksomheden havde dengang ikke nogen synderlig erfaring med olie- og gasområdet, og derfor blev Dansk Undergrunds Consortium (DUC) stiftet, som i dag består af Shell og Chevron foruden A. P. Møller selv.
Det var og er stadig det danske samfund - altså de danske borgere - der ejer olie- og gasressourcerne, mens DUC's rolle er at stå for efterforskningen og udvindingen af olie og gas.
Oliekriser og priser
Det stykke arbejde skal DUC have betaling for. Hvor meget den skal have er imidlertid diskussionens kerne, når Nordsøaftalen er til debat.
Da aftalen blev indgået i 1962 var oliepriserne meget lave, men under oliekriserne i 1970'erne steg priserne fra omkring 2 dollars per tønde til 40 dollars.
Det fik de danske politikere til at indføre en særlig kulbrinteskat på 70 procent af såkaldte ekstraordinære høje indtægter.
Samtidig blev det dog muligt at trække investeringer fra i skat, så det fortsat var attraktivt for for DUC at efterforske og udforske Nordsøen. Reelt set betød det, at det ikke gav ekstra penge til staten, som var ejer af ressourcerne i Nordsøen.
Forslag om ny kulbrinteskat
Som konsekvens af de manglende indtægter fra kulbrinteskatten nedsatte den hedengangne SR-regering i 2001 et kulbrintebeskatningsudvalg
Udvalget kom med et foreslag, som ville give en markant stigning i statens indtægter fra Nordsøen.
Ifølge den grønne tænketank Concito viser en 2001-rapport fra kulbrintebeskatningsudvalget, at statens andel af værdien fra Nordsøen ville stige fra 50 til 84 procent, hvis forslaget blev gennemført.
VK-regering til magten
En måned efter at kulbrintebeskatningsudvalget blev fremsat, kom VK-regeringen til magten, og den gik imidlertid en anden vej, end kulbrintebeskatningsudvalget havde foreslået.
I 2003 indgik Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og De radikale en ny nordsøaftale, som løber frem til 2042 og kun kan ændres, hvis "afgørende forudsætninger" opstår.
Det er den aftale radikale energi- og klimaminister Martin Lidegaard nu vil have til serviceeftersyn, selvom han og hans parti stemte for aftalen tilbage i 2003.
Ny langvarig aftale
Aftalen sikrede, at staten nu fik omkring 60 procent af overskuddet. Et tal der lå på omkring 50 procent, før aftalen blev indgået.
Til gengæld skulle DUC nu betale en mindre andel, hvis oliepriserne begyndte at stige. Og det gjorde de i den grad.
Da aftalen blev indgået i 2003, kostede en tønde olie 20 dollars. I dag koster den omkring 110 dollars - prisen er altså mere end femdoblet.
Høj løn
Ifølge beregninger fra tænketanken Concito er staten gået glip af omkring 75 milliarder, fordi kulbrintebeskatningsudvalgets forslag ikke blev en realitet.
I kroner og øre betyder det, at staten ifølge Energistyrelsen og Concitos beregninger har fået 185 milliarder i statskassen mellem 2004 og 2010.
Til sammenligning har DUC i samme periode modtaget 125 milliarder for at udføre arbejdet i Nordsøen gennem de tre firmaers - Shell, Mærsk og Chevron - andel i overskuddet.
Serviceeftersyn på otte måneder
En ret høj løn vil nogen mene, og blandt andet det har sendt aftalen på værksted til serviceeftersyn.
Om aftalen kan laves om før 2042, og "lønnen" til DUC dermed kan sænkes till fordel for statskassen, vil det kommende serviceeftersyn vise.
Serviceeftersynet vil strække sig de næste otte måneder. Måske vil endnu en nordsøaftale blive et resultat. Som Martin Lidegaard sagde i går:
- Nordsøaftalen skal til serviceeftersyn. Og det eftersyn kan føre til, at forhandlingerne bliver genåbnet.
Aftalen har suget enorm opmærksomhed til sig, efter at klima- og energiminister Martin Lidegaard i aftes meddelte, at aftalen skal til serviceeftersyn.
Men hvad handler aftalen og Nordsøaffæren i bund og grund om?
DR Nyheder er dykket ned i historien for at finde svar.
Gammel aftale
Nordsøaftalen så dagens lys for første gang tilbage i 1962. Dengang gav politikerne A. P. Møller Mærsk eneretsbevilling til at efterforske og udvinde olie og gas fra Danmarks undergrund.
Virksomheden havde dengang ikke nogen synderlig erfaring med olie- og gasområdet, og derfor blev Dansk Undergrunds Consortium (DUC) stiftet, som i dag består af Shell og Chevron foruden A. P. Møller selv.
Det var og er stadig det danske samfund - altså de danske borgere - der ejer olie- og gasressourcerne, mens DUC's rolle er at stå for efterforskningen og udvindingen af olie og gas.
Oliekriser og priser
Det stykke arbejde skal DUC have betaling for. Hvor meget den skal have er imidlertid diskussionens kerne, når Nordsøaftalen er til debat.
Da aftalen blev indgået i 1962 var oliepriserne meget lave, men under oliekriserne i 1970'erne steg priserne fra omkring 2 dollars per tønde til 40 dollars.
Det fik de danske politikere til at indføre en særlig kulbrinteskat på 70 procent af såkaldte ekstraordinære høje indtægter.
Samtidig blev det dog muligt at trække investeringer fra i skat, så det fortsat var attraktivt for for DUC at efterforske og udforske Nordsøen. Reelt set betød det, at det ikke gav ekstra penge til staten, som var ejer af ressourcerne i Nordsøen.
Forslag om ny kulbrinteskat
Som konsekvens af de manglende indtægter fra kulbrinteskatten nedsatte den hedengangne SR-regering i 2001 et kulbrintebeskatningsudvalg
Udvalget kom med et foreslag, som ville give en markant stigning i statens indtægter fra Nordsøen.
Ifølge den grønne tænketank Concito viser en 2001-rapport fra kulbrintebeskatningsudvalget, at statens andel af værdien fra Nordsøen ville stige fra 50 til 84 procent, hvis forslaget blev gennemført.
VK-regering til magten
En måned efter at kulbrintebeskatningsudvalget blev fremsat, kom VK-regeringen til magten, og den gik imidlertid en anden vej, end kulbrintebeskatningsudvalget havde foreslået.
I 2003 indgik Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og De radikale en ny nordsøaftale, som løber frem til 2042 og kun kan ændres, hvis "afgørende forudsætninger" opstår.
Det er den aftale radikale energi- og klimaminister Martin Lidegaard nu vil have til serviceeftersyn, selvom han og hans parti stemte for aftalen tilbage i 2003.
Ny langvarig aftale
Aftalen sikrede, at staten nu fik omkring 60 procent af overskuddet. Et tal der lå på omkring 50 procent, før aftalen blev indgået.
Til gengæld skulle DUC nu betale en mindre andel, hvis oliepriserne begyndte at stige. Og det gjorde de i den grad.
Da aftalen blev indgået i 2003, kostede en tønde olie 20 dollars. I dag koster den omkring 110 dollars - prisen er altså mere end femdoblet.
Høj løn
Ifølge beregninger fra tænketanken Concito er staten gået glip af omkring 75 milliarder, fordi kulbrintebeskatningsudvalgets forslag ikke blev en realitet.
I kroner og øre betyder det, at staten ifølge Energistyrelsen og Concitos beregninger har fået 185 milliarder i statskassen mellem 2004 og 2010.
Til sammenligning har DUC i samme periode modtaget 125 milliarder for at udføre arbejdet i Nordsøen gennem de tre firmaers - Shell, Mærsk og Chevron - andel i overskuddet.
Serviceeftersyn på otte måneder
En ret høj løn vil nogen mene, og blandt andet det har sendt aftalen på værksted til serviceeftersyn.
Om aftalen kan laves om før 2042, og "lønnen" til DUC dermed kan sænkes till fordel for statskassen, vil det kommende serviceeftersyn vise.
Serviceeftersynet vil strække sig de næste otte måneder. Måske vil endnu en nordsøaftale blive et resultat. Som Martin Lidegaard sagde i går:
- Nordsøaftalen skal til serviceeftersyn. Og det eftersyn kan føre til, at forhandlingerne bliver genåbnet.