Fjenden er her
VI VIDSTE udmærket i 1939-40, hvad nazisterne havde gang i.
Vi vidste, at sandsynligheden for, at Danmark ville blive besat, var stor. I marts-april 1940 vidste vi, at store troppestyrker blev samlet syd for vores grænse. Efterretningstjenesten arbejdede effektivt. Den danske marineattache i Berlin, kommandørkaptajn Kjølsen, meddelte 4. april regeringen, hvad der var planlagt.
Scavenius, endnu kun formand for Politikens bestyrelse, sagde: »Vrøvl.« Ritmester Lunding fra den militære efterretningstjeneste var i Sydslesvig som ”turist” og kunne time for time berette hjem om forberedelserne til invasionen. Regeringen nægtede at erkende truslerne. Den ville ikke handle. Soldaterne måtte ikke grave skyttegrave. De måtte ikke gå i stilling, ikke før det var for sent. Vi skulle jo ikke provokere vore fjender.
Hvad har det dog at gøre med Danmark 2008? Egentlig ikke noget. Der er ingen fjendtlige troppestyrker på vej mod vore grænser. Vore soldater kæmper mod fjenden fjernt fra Danmark. På nuværende tidspunkt har vi mistet omtrent det samme antal soldater i Irak og Afghanistan, som vi gjorde 9. april 1940.
Fjenden er her
Men fjenden har alligevel overskredet vore grænser. Han er midt iblandt os, og vi finansierer ham i vidt omfang selv - ikke over clearingkontoen i Nationalbanken som i 1940-45, men over alle de poster på finansloven og de kommunale budgetter, som står åbne for de mange fremmede, der kræver deres liv finansieret af danskerne.
Efterretningstjenesten er dygtig og velinformeret. Den ved, hvem vore fjender er, og hvor de sidder. Men vi skal jo ikke provokere dem, så vi lader dem arbejde på at infiltrere og rekruttere.
En af fjendens celler er Hizb ut-Tahrir. Vores lovgivning er så svag, at Rigsadvokaten indtil dato har ment, at staten ikke kan vinde en sag om at forbyde organisationen, for selv om dens trusler er klare nok, har dens medlemmer ikke åbnet ild endnu.
Man kan spørge, hvad ideen er i at forbyde Hizb ut-Tahrir. Så vil den bare operere mere skjult. Det spørgsmål, vi skal stille, er et andet: Hvordan får vi fjenden smidt ud af landet? Nogle af organisationens medlemmer er født her og har dansk statsborgerskab, nogle har erhvervet statsborgerskab på grund af vores alt for svage lovgivning. Det kræver flere lovgivningsinitiativer at få dem ud. Vi må begynde med at stramme bestemmelserne om udvisning. Et land har ret til at forsvare sin frihed og sit demokrati.
Forsvar demokratiet
Vi har ret til politisk at bestemme, hvem der skal have opholdstilladelse i Danmark. Vi har ret til at tage et statsborgerskab tilbage, hvis det er tildelt folk, som vil bekæmpe vores demokrati. Det skal ikke være alle Scavenius' arvtagere her, i EU og i FN, der skal bestemme. Det skal ikke være konventioner, som er blevet til for mere end et halvt århundrede siden i en helt anden sammenhæng. Det skal ikke være multikulturalisterne, som mener, at vi skal dele Europa med den europæiske kulturs fjender.
Det er tænkeligt, at regeringer i visse af islamisternes hjemlande, som kæmper deres egen kamp mod fanatikerne, vil behandle udviste kalifattilhængere mindre kærligt, end vi har for vane. Det er ikke vores problem.
Hvis Europa gør sig nogen forestillinger om at bevare frihed og demokrati, må det kaste sine fjender ud af Europa.
Vi vidste, at sandsynligheden for, at Danmark ville blive besat, var stor. I marts-april 1940 vidste vi, at store troppestyrker blev samlet syd for vores grænse. Efterretningstjenesten arbejdede effektivt. Den danske marineattache i Berlin, kommandørkaptajn Kjølsen, meddelte 4. april regeringen, hvad der var planlagt.
Scavenius, endnu kun formand for Politikens bestyrelse, sagde: »Vrøvl.« Ritmester Lunding fra den militære efterretningstjeneste var i Sydslesvig som ”turist” og kunne time for time berette hjem om forberedelserne til invasionen. Regeringen nægtede at erkende truslerne. Den ville ikke handle. Soldaterne måtte ikke grave skyttegrave. De måtte ikke gå i stilling, ikke før det var for sent. Vi skulle jo ikke provokere vore fjender.
Hvad har det dog at gøre med Danmark 2008? Egentlig ikke noget. Der er ingen fjendtlige troppestyrker på vej mod vore grænser. Vore soldater kæmper mod fjenden fjernt fra Danmark. På nuværende tidspunkt har vi mistet omtrent det samme antal soldater i Irak og Afghanistan, som vi gjorde 9. april 1940.
Fjenden er her
Men fjenden har alligevel overskredet vore grænser. Han er midt iblandt os, og vi finansierer ham i vidt omfang selv - ikke over clearingkontoen i Nationalbanken som i 1940-45, men over alle de poster på finansloven og de kommunale budgetter, som står åbne for de mange fremmede, der kræver deres liv finansieret af danskerne.
Efterretningstjenesten er dygtig og velinformeret. Den ved, hvem vore fjender er, og hvor de sidder. Men vi skal jo ikke provokere dem, så vi lader dem arbejde på at infiltrere og rekruttere.
En af fjendens celler er Hizb ut-Tahrir. Vores lovgivning er så svag, at Rigsadvokaten indtil dato har ment, at staten ikke kan vinde en sag om at forbyde organisationen, for selv om dens trusler er klare nok, har dens medlemmer ikke åbnet ild endnu.
Man kan spørge, hvad ideen er i at forbyde Hizb ut-Tahrir. Så vil den bare operere mere skjult. Det spørgsmål, vi skal stille, er et andet: Hvordan får vi fjenden smidt ud af landet? Nogle af organisationens medlemmer er født her og har dansk statsborgerskab, nogle har erhvervet statsborgerskab på grund af vores alt for svage lovgivning. Det kræver flere lovgivningsinitiativer at få dem ud. Vi må begynde med at stramme bestemmelserne om udvisning. Et land har ret til at forsvare sin frihed og sit demokrati.
Forsvar demokratiet
Vi har ret til politisk at bestemme, hvem der skal have opholdstilladelse i Danmark. Vi har ret til at tage et statsborgerskab tilbage, hvis det er tildelt folk, som vil bekæmpe vores demokrati. Det skal ikke være alle Scavenius' arvtagere her, i EU og i FN, der skal bestemme. Det skal ikke være konventioner, som er blevet til for mere end et halvt århundrede siden i en helt anden sammenhæng. Det skal ikke være multikulturalisterne, som mener, at vi skal dele Europa med den europæiske kulturs fjender.
Det er tænkeligt, at regeringer i visse af islamisternes hjemlande, som kæmper deres egen kamp mod fanatikerne, vil behandle udviste kalifattilhængere mindre kærligt, end vi har for vane. Det er ikke vores problem.
Hvis Europa gør sig nogen forestillinger om at bevare frihed og demokrati, må det kaste sine fjender ud af Europa.