faderen bærer stadig nag

over at vores søn blev født for 6 år siden.....
Jeg havde fra starten af sagt til faderen, at jeg ikke tog p-piller, da jeg ikke kunne tåle det, men at jeg ifølge flere læger havde utrolig svært ved at blive gravid og skulle det ske, ville jeg sikkert føde for tidligt...
Vi havde kun været kærester i ca 3-4 måneder da jeg blev gravid...han blev stik tosset, for han mente, at jeg havde ført ham bag lyset, men det havde jeg virkelig ikke - jeg var selv overrasket over, at jeg var blevet gravid... men vi blev hurtig gode venner igen og besluttede os for at beholde barnet, men efter ca 2 måneder blev vi meget uvenner, ikke over graviditen, men over andre ting/det er kompliceret, så uddyber ikke lige nu)
Vi blev så enige om, at jeg skulle have abort, for vi ville ikke kunne finde sammen igen og jeg havde heller ikke lyst til at stå alene med et barn igen ( har et barn fra tidligere ægteskab-faderen smuttede, da barnet var 4 måneder gammelt)
Men da jeg kom til scanning på sygehuset sagde lægen, at jeg kun havde 1 uge til abort - lægen prøvede på at overbevise om om, at jeg skulle beholde barnet, men jeg sagde nej, men lægen drejede fjernsynsskærmet ved scanningen, så jeg kunne se det lille foster med arme og ben svømme rundt inde i min mave og så spurgte lægen, om jeg ville have et billede med hjem... nej sagde jeg, men han overhørte mit svar og printede biledet ud og lagde det på bordet foran mig og så var jeg solgt og kom grædende ud i kantinen til min mor..
Jeg valgte at beholde barnet trods aftalen med faderen...
Der er nu gået 6 år og faderen bliver med års mellemrum stiktosset på mig stadigvæk over, at jeg valgte at få barnet, for han føler, at han gerne vil have kontakt til barnet, men kke har overskud til det mere end en halv dag hver 14 dag....
Jeg synes det er hårdt, at jeg stadigvæk efter så mange år får et kæmpe møganfald fra faderen over, at jeg valgte barnet - jeg har sagt til faderen, at jeg ikke længere vil stå model til hans vrede, for vi har talt om det flere gange eller nærmere sagt, faderen råber og skriger i telefonen og kalder mig det værste af det værste- jeg har sagt til ham, at han bør opsøge en psykolog eller andet for at hjælpe ham over hans frustrationer, for jeg vil ikke blive ved med at stå model til hans vrede...
Jeg tænker, hvad sker der oveni faderens hovede, jeg kan, når jeg ser tilbage godt forstå, at faderen blev vred over, at jeg alligevel valgte at beholde barnet, men nu her så mange år efter, at jeg stadigvæk skal høre for det, det er ikke rimeligt...OG NU HAR FADEREN SAGT, AT HAN KUN VIL SE SIN SØN, HVIS VI FÅR FÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED, MEN DET TØR JEG IKKE, NÅR HAN ER SÅ VRED, JEG ER BANGE FOR, AT FADEREN VIL BRUGE FÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED TIL AT HAVE MAGT OVER MIG NU, EN FORM FOR HÆVN, HVOR HAN JO NETOP VED FÆLLES FORÆLDREMYNDIGHED KAN VÆRE MEDBESTEMMENDE OVER OG TAGE BESLUTNINGER OVER, HVOR JEG SKAL BO OSV
Jeg har nu sagt til faderen, at jeg IKKE vil gå med til fælles forældremyndighed lige pt... så nu idag, har faderen ikke set sin søn i 4 måneder - efter hans eget valgt.
Jeg vil til slut lige pointere, at jeg har været meget åben for, at faderen saelv kunne bestemme, hvornår han ville have samkvem med sin søn og hvor det skulle foregå henne, så der har jeg ikke spændt ben for hem overhovedet...
Og så spørger jeg mig selv - dette her drejer sig om barnets tarv, ja, men jeg kan sige, at drengen ikke har nævnt hans far en eneste gang i de 4 måneder, jeg har spurgt ham to gange ad, om han savner sin far, for så ville jeg være åben for fælles forældremyndighed for drengens skyld, men det eneste drengen sagde var: " nej, men jeg savner hans hund"
Jeg har nu ind til videre valgt, at sætte det hele på stand by i samråd med statsforvaltningen og så må faderen sejle i sin egen vrede sø...
Jeg havde lige brug for at komme af med mine tanker og I er velkommen til at smide en kommentar ind - bare den er konstruktiv tak.[s][s][s][sol]

Det var virkelig trist at læse om din historie. Det lyder, som om din vilje har ligget i lommen på faderen til din søn. Ærlig talt! Glem ham og lad din søn glemme ham, til han evt. ønsker selv at regulere besøg eller ikke besøg, når han bliver teenager eller ældre. Du skal IKKE få fælles forældremyndigheden. Manden virker helt utilregnelig, og når han oven i købet burde gå til en psykolog pga. problemer med at styre sin vrede, så tror jeg virkelig ikke, du inderst inde ønsker, at din søn skal udsættes for hans påvirkning. Børn er så påvirkelige og har brug for ro og stabilitet.
Mit ønske for dig er derfor, at du helt undlader at have kontakt til faderen. Han fik en chance engang, men han er slet ikke voksen nok eller en god nok person til at fungere som far og som menneske i forhold til din søn og dig. Jeg mener, du skal koncentrere dig om at lave et stærkt og hyggeligt liv for din søn, så han ikke bliver en af rødderne på gaden engang eller bliver en dreng med psykiske problemer, for så vil du bebrejde dig selv resten af dit liv.
Du skal ikke føle skyld for noget som helst i forhold til faderen hverken dengang eller nu. Brug alle dine kræfter på dig selv og din søn. Det er i hvert fald farligt, hvis faderen får del i forældremyndigheden, for så kan han virkelig skabe ballade og true og alt muligt andet med loven på sin side til skade for din søn og dit forhold til din søn.
Knus fra mig[l]

- Den stand by giver dig åbenbart helt ro fra ham, så det var da et godt råd.
- Hvis han stadig kan hidse sig op efter 6 år, når han ser på sin søn, så skulle han måske have deltaget lidt mere i præventionen! Andre kommentarer, synes jeg det er svært at have til hans opførsel.
- Med samvær ½ dag hver fjortende dag, har han ikke en kinamands chance for at få fællesforældremyndighed, hvis du sætter dig imod - og hvorfor i alverden skulle han have den? Han får vel ikke bedre tid til drengen af den!?
- Livet spiller os nogle gange nogle pus, men det er ikke normalt at vi skal høre for vore "fejltagelser" i 6 år - og fejltagelse er med vilje skrevet i gåseøjne, for det kan man vel dårligt kalde et elsket barn.
- Jeg håber, for dig og din søn, at roen holder.
De bedste tanker og hilsener🙂
//Dulkis

det er lige det, som faderen måske vil give mig og det er lige det, som jeg får, eller nærmere sagt - har givet ham lov til, men i og med, at jeg sagde stop for al hans vrede og i og med jeg ikke vil gå med til fælles forældremyndighed, så har jeg fået vendt den dårlige samvittighewd til noget andet - nemælig en handling, hvor jeg ikke skal se og høre på ham længere..
Det er rigtigt, faderen er utilregnelig, for i knap to år, gik samkvemmet rigtigt godt og det virkede som om, at drengen og fadeen havde nogle gode timer sammen, men trods det, så har det samkvem ikke påvirket drengen så meget, at han savner sin far, men hvordan kan han da også det, når det kun er hver 14 dag - så må faderen jo omprioritere hans liv - efter min mening...
Ja, hvis drengen engang har brug for at se sin far i teenageårende eller senere, så vil jeg ikke spænde ben for det, men jeg vil så længe drengen er lille ikke stå model til faderens ballade, som jo i den sidste ende også kan gå ud over drengen..
Mange tak for dit indput - dejligt at du havde lyst til at læse det lange brev.
Fortsæt god dag🙂[s]

[s]at jeg nu får ro fra faderen.

Jeg har faktisk truet ham med politiet, for i de 4 måneder, hvor han ikke så sin søn, da ringede han af og til og manipulerede med mig og prøvede på at overtale mig til fælles forældremyndighed - først i en sød tone, for dernæst at hidse sig op, når jeg sagde nej - for så at smække røret på og dernæst ringe igen og undskylde, for påny at ringe igen 1 uge eller et par uger efter og igen være manipulerende.Hans forklaringer på at han gerne vil have fælles forældremyndighed er, at han føler sig underdanig, men som jeg har sagt til ham, at den situation har han selv bragt sig i og jeg vil ikke gå med til fælles forældremyndighed pga at jeg har drengen 98 % af tiden og han skal ikke træffe beslutninger om drengen, når vi er så uenige - det vil ikke gavne drengen.
Faderen sagde, at det eneste det handler om er ikke at føle sig underdanig og han vil IKKE HAVE MERE SAMKVEM OG HELLER IKKE VÆRE MED TIL DIV. MØDER OSV. Jeg er dog ikke siker på ham og jeg vil ikke gå med til noget, jeg ikke føler mig siker på.
Det er faktisk lidt skræmmende at tænke på, for han ringede og generede mig 2 dage før min mors begravelse - (han havde hørt fra min (dengang veninde) de arbejder nemlig sammen at min mor skulle begraves....
At jeg har været så dum, at lade ham manupulere med mig, puh ha da, men jeg vil nu glædes over, at jeg endelig har sagt fra.
Jeg sgade til ham for nogle uger siden, at hvis han igen ringede og ville genere mig, så tog jeg ikke telefonen og blev han ved med at ringe, så ville jeg kontakte politiet - nu har jeg ikke hørt fra ham lige siden, så han er nok blevet lidt bange...
Jeg synes faktisk, at det er lidt sygt, at kan hænge sig i noget, der er sket for 6 år siden..
Jeg er glad for, at have så godt et samarbejde med statsforvaltningen og for den sags skyld også kommunen og børnehaven.
Mange tak for dit indput Dulkis,🙂 [sol]for det var jo ikke ligefrem et lille brev jeg havde slået op...

personligt syntes jeg at du skal lade den knold sejle sin egen sø.
Det kan godt være at han gav klatten der var med til at skabe din søn, men han er da ellers et nul.
han er jo ikke andet end et negativt indslag i dit liv.
og ringer han igen syntes jeg også at du skal gøre brug af din trussel til ham, ring til politiet og anmeld ham for chikane.
alt held og lykke til dig og dine børn i fremtiden.