er jeg helt forkert?

Hej jeg er en pige på 12 år.
Jeg har 2 storesøstre, en på 14 og en på 17.
Jeg føler jeg er helt forkert :(
En ting er udseendet, hvor jeg er så lille og så tynd, ingen bryster osv, hvor mine søstre er høje og slanke og pæne. En anden ting er væremåden. De kan godt rende rundt og skændes med hinanden og med vores forældre, de har masser af venner.
Og når mine forældre så langt om længe kommer hjem fra arbejde, er der næsten en eller anden ting en af mine søstre kan gøre eller sige så de kommer op og skændes.
Så sidder jeg fint tilbage, og læser mine lektier. (jeg er en af de bedste i skolen, jeg vil gerne være den bedste :P)
Men hvor er jeg så i det spil, jeg er den der sidder tilbage og ikke siger noget. Jeg skal 1 time før i seng end mine søstre, og i den time forestiller jeg mig at de andre sidder i stuen og hygger sig og har det rart. Jeg prøver på og hjælpe rigtig meget derhjemme, kan huske en gang jeg tabte et glas hvor min far kom og blev rigtig sur. Mine 2 søstre hjælper ikke med noget. Jeg behøver heller ikke hvis jeg ikke vil, men jeg vil gerne. Jeg vil gerne have de synes jeg er god nok. Men tror ikke rigtig de lægger mærke til mig. Tror i det? De aflyser også tit vores aftaler pga mine søstre skal hentes hos alle deres dumme veninder. Nogen af dem går jeg i skole med. De kalder mig splejs, eller stankelben. Det synes min klasse er sjov. Der passer jeg heller ikke rigtig ind. Har egentlig kun 1 rigtig god ven, men tør ikke sådan snakke med ham i frikvaterene. Han bliver mobbet meget. Nogen gange siger de også ting til mig fordi de ved vi er gode venner. Han går en klasse under mig, men vi er lige gamle. Han er heller ikke ligeså "voksen" som alle de andre. Og egentlig synes jeg det er lidt pinligt på en måde. For vi "leger" stadig. Jeg elsker og klatre i træ, nogen gange siger mine forældre om jeg ikke er for gammel til det. Det gør mig ked af det, men jeg ved det jo godt.
Det sker også tit at jeg går ind til min ældste storesøster om natten fordi jeg ikke kan lide og sove alene. Men tit har hun også en veninde med hjemme og sove. Kristoffer må gerne sove hjemme hos mig men vi må ikke sove i samme rum. Og jeg kan ikke forstå det. Han er jo trods alt min bedste ven. Er jeg helt forkert?

Du må ikke tro at du er forkert! Du har bare din egen personlighed, og den er måske væsentlig forskellig fra dine søstres.
Hvis du føler at dine forældre ikke lægger mærke til det, så prøv at samle mod sammen til at spørge dem om de elsker dig... Det gør de med garanti - men hvis du direkte spørger, gør du samtidig dine forældre opmærksom på din usikkerhed. Så vil de forhåbentligt være mere opmærksomme på det i fremtiden...
Det er godt at du er god i skolen - prøv at fokusere på de positive ting ved dig selv og glem dem du ikke synes om... Hvis du tænker positivt, bliver dit humør bedre - og det smitter... Og så kan andre folk altid bedre lide glade mennesker, end dem hvor de er i tvivl om humøret...
Det med at du godt kan li at klatre, synes jeg ikke er barnligt... Jeg er 27 og elsker også at klatre - har desværre bare ikke mulighed for det i samme omfang som da jeg var på din alder. Hvis du virkelig godt kan li at klatre, kunne du måske undersøge om der er en klatre-klub i nærheden af hvor du bor. Og så spørge dine forældre om ikke du måtte starte til det - så ville du også møde nogle andre med samme interesse som dig - og det er en rigtig god måde at få venner på...
At din bedste ven er en dreng, skal du bare være glad for... Men jeg må desværre afsløre for dig at du nok altid vil blive drillet med det... Jeg har også flest drenge-venner, og bliver hele tiden spurgt om jeg er forelsket i nogen af dem. Du skal bare være glad for at du i en så ung alder har fundet ud af at venner ikke behøver være af samme køn.
Jeg håber at du kan bruge lidt af det jeg har skrevet... Og husk så at alle er smukke og dejlige på deres egen måde... Du skal nok komme til at føle dig "normal" - men teenagetiden, som du er på vej mod, gør alle mennesker forvirrede...
Held og lykke - og smil :-)
Fra Sus

men jeg tror ikke jeg tør og spørge direkte om de elsker mig, er bange for atde bare ville sige nej :(
Jeg tror måske det er fordi jeg er sur på mine forældre fordi de arbejder så meget. Men det gør de jo for vores skyld.
Det med klatresporten havde jeg slet ikke tænkt på, tror jeg helt klart jeg vil prøve og undersøge. Helt bestemt. Tak tak tak :):)
Teenagertiden.🙁føler mig stadig som et barn nogengange.

Jeg bliver så uendelig ked af at læse dit svar. For det burde ikke være en tanke der strejfer et barns tanker.
Men på den anden side så er jeg ikke overrasket. For jeg selv er barn af forældre der er alkoholiker e. Om mine forældre elsker mig eller ej. Var ikke noget der interesserede mig. Da det var et helved for mig at vokse op med det og mobning i skolen. Og dårligt selvværd til følge.
Jeg tror jeg var midt tyverne, før jeg for alvor troede på mine veninder, når de sagde de elskede deres forældre og specielt fædre. For jeg var vokset op med en far der i den grad var fraværende pga druk og nr han var der. Var han tit fuld.
jeg vidste at kom han ikke hjem inden kl 18.00, så havde han drukket med sine kollegaer og var fuld.
Fedt. han begik selvmord da jeg var teen ageer. Og det var en lettelse for mig. Da jeg i det meste af min barndom var jeg a l t i d var på vagt for ikke at gøre ham sur.
I dag er jeg 40 år. Jeg er flyttet til den anden ende af landet og arbejder og lever der. Ser ikke meget til min familie. jeg orker dem ikke.
Med det her vil jeg bare fortælle dig at du er din egen herre. men kommer til at trækkes med en masse ting i gennem dit liv. Du er nød til at være positiv og se at efter skolen, så ser du dem ikke mere. Undtagen du vælger dette. Familien er lidt svære.
Men sug hvad du kan til dig i skolen og brug det til at fundere dit arbejdsliv på. Og få dig nogen interesse der kan gøre dig glad.
Klatring var et godt eksempel. 🙂
Mouantine bike måske noget andet🙂
Lad dig ikke trække ned i mudret af de andre. Der er kun en som kan ødelægge sit liv, heldigvis. Og det er dig. Men jeg aner at du er en stærk pige. Og du kan sagtens være venner med ham fra den anden klasse. Jeg tror som mænd nok at i 🙂 er venner længere end nogen andre i jeres omgangs kreds.
Held og lykke og knuzzer herfra.🙂[s][s][s]
Du føler dig som et barn mens du er teen ager. hi, hi. Når du er 80 vil du stadig føle dig som en ung pige indvendigt selv om kroppen ikke er det. Det kanjeg skrive under på. Og det var et par vise ord fra en tante.
Vær glad for du føler dig ung. Det er vigtigt at holde fast i dit essens. hold fast i dig selv.