Er børn et problem for et nyt parforhold ?

Jeg synes egentlig, at når jeg møder en mand, så siger de, at børn ikke er et problem.
Når de så finder ud af, at børn tager meget tid, så begynder de at trække sig.
Så nu vil jeg gerne høre om børn er et problem ?
Det er ikke kun mænd som ikke har børn, men også weekendfædre. De vil gerne have en kvinde til weekendhygge en gang imellem, men når det kommer til fremtidsplaner, så kan de ikke hverken love noget eller overskue det.
Er det kun mig, der synes at børn virker som et problem for mænd ?
venlig hilsen
en enlig mor

Der er forskel på mænds holdning, har jeg bemærket.
De er de der vil weekendhygge med voksensnak, rødvin og sex.
De synes at børn kan fylde meget, men synes moderen er lækker.
Så er der de der vil familie, og synes det er hygge med børn, aktiviteter, almen snak og det erotiske kommer efter at børnene sover, når man har haft en god familiedag.
De synes børn er et plus for samvær, men kan være desperate for familie.
Mænd er forskellige. Men man må vel undersøge motiverne for deres interesse for én.
Børn må ikke blive en klods om benet for at finde en ny partner.
Hellere enlig med et godt familieliv, end en mand der ikke ved at børn har førstepriortet. (Bare min mening..)
Det er ikke nemt!
Pas på dig selv! ;-)

Så tror jeg ofte at det afhænger af opdragelsen af ens børn.
Er de vant til at være verdens navle, at alt drejer sig om dem, har de aldrig lært at opfører sig så andre mennesker kan holde ud at være sammen med dem - og er der ingen konsekvens, ja så tror jeg hurtigt at mænd, men også kvinder bliver træt af det hele, og bakker ud af forholdet.
En anden ting som jeg mener ofte spiller ind er at den nye partner ikke må sige noget til barnet, hvis barnet er strid.
Barnet har jo en far - og ja det har det jo, men barnet skulle jo gerne have et stærkt og kærligt venskab med bonus forældren, og det opnår barnet og den nye partner ikke, hvis partneren ikke må vise hvor vedkommendes grænser er.
Nøjagtig som pædagoen i sfo´en gør det - men MANGE alene forældrer synes det er så forfærdeligt at kærsten sætter grænser, og skælder ud.
Vi kender jo alle de børn der er helt ulidelige at være sammen med - ofte, jeg generaliserer ikke, men kan huske det fra jeg selv var alene mor, har alene forældrene ikke så stort overskud, og det bevirker tit at man kan have et barn, men en uhensigtsmæsig opførsel.
Det er BARNET det er synd for, det er FORÆLDRENES skyld, men det er barnet man bliver træt af !
Derfor skylder vi vores afkom, at lærer det at begå sig bedst muligt - så det er elsket og værdsat som menneske, de steder barnet færdes.
Det er efter min menning den største gave man kan give sit barn.
Og jeg synes det er en form for omsorgssvigt, at lade være med at tage kampene, og ikke være konsekvent, og pådrage sig sit ansvar som den VOKSNE.
Så ja børn kan være et problem - men har du dit på det tørre, ved dine unger kan opfører sig ordentlig, og ikke skal fylde det hele ALTID, og HVER gang, så er det da bare manden, der går glip af at lære en skøn lille familie at kende.
Ayla

... er det nok en forkert partner...!

i mit tilfælde, da må manden gerne sige noget til børnene.

Jeg synes det efterhånden er sådan, at mænd på den ene side vil det hele i starten, men så vil de ikke alligevel, fordi friheden alligevel er vigtigst.
Det er bare irriterende, fordi jeg føler jeg spilder min tid på mænd, som ikke er til noget når det kommer til stykket...

Min mand må også gerne udele en skideballe, til min datter på 9 år. Men jeg kan da huske det var svært i starten. Hun var tre år gammel, da jeg mødte ham.
Men jeg kan se det fra mange veninder, og de er ærlige og siger de ikke vil have det - og så tror jeg altså man har svært ved at finde en partner.
Ayla

synes jeg er at fralægge alt dit ansvar.
Mange børn idag er fuldstændig uopdraget og ulidelige at være sammen med. Selvfølelig er der dumme mænd. Men jeg ville heller ikke kunne holde ud at være sammen med et barn der var het ustyrligt, og fyldte det hele HELE tiden.
Som forældrer elsker vi vores børn højere end alt andet - men vi kan ikke forvente at andre mennesker ser på vores børn med de same briller som vi selv gør - og er ligeså overbærende !
Ayla

Jeg kender faktisk ikke nogle "umulige" børn. Måske er jeg bare heldig med mit eget og de andre børn jeg kender. Det er en mulighed.
Min generelle grundholdning er bare, at man ikke præsenterer børn for en eventuel partner, før man er noget nær 100 pct. sikker på, at kærligheden holder.
Det er bare min holdning, din er sikkert noget andet!
Uopdragne børn...? Nej, kender ikke nogen..!

Du lyder som om at enlige mødre konsekvent har forkælede under...Som omverdenen ikke kan holde ud, og en potientiel partner slet ikke..
Der er da mænd der ikke vil noget når det kommer til stykket!
Og hvis de kan blive det tredie barn med at få alt serveret vil de gerne det. Så er ungerne jo i vejen, hvis moderen også tager omsorg for barnet alvorligt.
Os enlige mødre har sku da andet end besværlige børn!
Vi har da også søde og nysgerrige børn der er åbne for verden (og nye mænd i mors tilværelse).
Men hvis en potientiel partner trækker sig ud, fordi der er børns behov at dække.. Lol!
Synes du at man som mor skal lade en potientiel partner bestemme over ens barn? Eller synes du man finder ud af det med almindelig kommunikation?
Der er jo ikke tale om "møgunger"..

fordi jeg er mand.😉
Overskriften kunne også være: Alle har ret.🙂
Da jeg var gift havde hun to børn i forvejen, og jeg har en omgangskreds. Det er min forudsætning for at svare.
Når to mennesker møder hinanden og bliver forelsket, er det så ikke naturligt, at de gerne vil være "lidt" sammen uden børn?😮
Nogle "løser" det ved ikke at lade modparten se børnene det første stykke tid. Undskyldningen er, at børnene ikke skal se hvem som helst, hvilket er et rigtig godt argument, men jeg har tit tænkt på hvor mange mænd de piger møder om måneden? 😉
Har det ikke i lige så høj grad noget at gøre med, at to mennesker er usikre på hinanden og skal lige lærer hinanden at kender. Altså et meget mere selvisk motiv.🙂
Har det derfor ikke i sidste ende noget at gøre med, hvilke typer de to personer, som har fundet sammen er.🙂
Fordi det er jo også rigtigt, at det afhænger af hvordan børnene er, når det første møde bliver en kendsgerning, og ikke mindst hvordan den voksne person takler børnene. De behøver jo ikke være dårligt opdraget for at "mødet" ender "forkert."
Nogle børn vil gå lige på og spørge om alt muligt, mens andre trækker sig. Det kommer vel an på hvordan forholdet er til moderen og deres biologiske far er.😮
Sidst men ikke mindst er det vel afgørende, hvordan den nye stiller sig til børnene, og hvilke aftaler de to voksne laver omkring dem.🙂
Det er svært, at skulle generaliserer, men mit indtryk er, at nogle kvinder, vælger med en vis kønsdel, i stedet for hovedet, mens andre måske bruger hovedet for meget til at overveje om det nu også er den "rigtige" nye far.😮 De fleste er dog midt i mellem.😉
Det er lidt skægt, fordi en almindelig far, mor og børn familie vil aldrig tænke over hvordan tiden er fordelt mellem dem, men lige pludselig, så er det alt afgørende i familier, hvor den ene ikke er biologisk forældre.😉
Er tiden et problem i "almindelige" familier, så kører familien dårligt socialt, hvor i mod tiden åbenbart er et normalt samtale emne i sammenbragte familier.
Et eller andet sted er der noget der siger mig, at den sammenbragte familie så heller ikke fungerer under de betingelser.[:*(]
Jeg vil ikke bryde mig om, at leve i mit hjem uden at kunne irettesætte eventuelle børn, i samme hjem. Der er det så børnenes opdragelse kommer ind alligevel. Er de vant til at tage i mod besked fra en voksen og efterleve den. Det er jo fint ikke at kende nogen uopdragne børn, men hvis de for starten fornemmer, at de i en konflikt har "magten", så trækker manden sig jo i sidste ende også over for kvinden.
Da jeg levede sammen med min kone og hendes to børn, havde vi helt klare aftaler om, hvor grænsen gik med forskellige ting. Nøjagtig ligesom en "normal" familie har det, vil jeg tro. Da vi så af andre grunde fik problemer, så tog de helt naturligt parti for deres mor, og lod som ingenting, når jeg sagde noget til dem, og pludselig bakkede hun jo ikke op. En to-frontskrig, hverken i stor eller lille skala, har ingen vundet endnu.😉
Manden skal naturligvis heller ikke skælde ud for ingenting. Børn er jo børn og skal elskes på deres egne betingelser. Det er også det jeg hører alle i debatten sige på forskellig måde.
Langt indlæg for ingenting. Det korte af det lange er, at manden skal mande sig op og kvinden skal kvinde sig op, og kan de snakke og lave aftaler, så er verden ikke i fare for at gå under endnu. Men kan de ikke lave aftaler, så er det vel i virkeligheden vel også bedst det stopper. Ikke mindst for børnenes skyld.😉
Håber jeg har svaret på et eller andet.😖😖

Jeg er ikke enig i at hvis børnene er et problem, er det en forkert partner. Vil sige at der findes jo børn, der får 200% opmærksomhed eller mere, som bliver helt ude af den hvis (mor eller far)snakker og hygger sig med sin partner og ikke med barnet. Det må da være en nødvendighed i et parforhold at der er plads til alle også plads til "voksensnak", selvom barnet er tilstede. Med det mener jeg, at der er børn der afbryder og bogstavelig talt bestemmer at far/mor ikke skal snakke så meget med sin partner, men kun snakke med barnet selv. Der må da være en grænse for hvor meget et barn skal sætte dagsorden for hvor længe forælderen må snakke med sin partner. Tror da helt sikkert, at det er der da ikke mange mennesker der ville kunne holde ud uanset hvor meget kærlighed der er i mellem dem og så betaler kærligheden prisen.

men er da enlig mor 😉
Den manglende tids-faktor kan også være et problem for en biologisk familie - men i en familie hvor en af de voksne ikke er biologisk forælder til barnet/børnene, vil den veje endnu tungere.

Kære du
Hvis det er et mønster du føler der gentager sig igen og igen, synes jeg at du bliver nødt til at se på dine egne reaktioner! Hvis du ikke giver plads overhivedet til manden, vil han selvfølgelig trække sig - og hvis du "skyder skylden" på børnene, kan du ikke forvente at det ikke bliver på den baggrund at han trækker sig.
Du skriver at mænd ikke kan love noget eller overskue det- hvornår i forholdet kommer det frem? Skal man kunne love noget, i starten af et forhold? Eller først når man bliver så seriøs at han selv tager initiativ til at tale fremtid? Føler han sig presset? Virker du deperat efter at lege far, mor og børn?
Jeg er også enlig mor, og har ikke oplevet det problem du beskriver, medmindre jeg (En gang)har gjort netop fejlen med at presse manden og have et ønske om at leve med netop ham til mine dages ende.
Ellers har mænd generelt været ganske forstående og givet mig pladsen til børnene først - Jeg har heller ikke været sen til altid at understrege at jeg FØRST er mor og derefter kvinde.
Naturligvis har der været krusninger på overfladen, når børn og mand har skullet sammenføres - men det har nu alligevel været mig der , som oftest, har takket nej til at skulle gennemføre far, mor og børn-tanken, og mændene der har presset på.
Børn tager tid og overskud, men de er også en del af dig og en del af grunden til at du er den du er idag!
Sæt spillereglerne fra start (Børnene først og de mødes ikke før i 2 voksne synes at i er klar) - og slap af! Nyd weekend-forholdet så længe det varer, og hvis du og han synes det er skønt og lykke, skal han nok tage skridt til at tale med dig om fremtidsplaner. Der må i så aftale spilleregler om børnene ved en evt. fælles fremtid! Og husk - du kan ikke bedømme dit forhold 100%, før du har set og oplevet manden sammen med dine børn, for er det forhold umuligt, vil jeres forhold også hurtigt blive det!
Smil fra mig

kender jeg godt. Men det "sjove" er næsten, at de næsten alle er børn i såkaldte kernefamilier. Dvs. børn der bor sammen med både far og mor... De børn jeg kender, der er bedst opdraget er børn af enlige. Det er måske fordi, at de enlige sætter en ære i at opdrage deres børn godt, så man ikke kan pege fingre efter dem der og sige, at det er dårlige børn pga. at de er enlige.
Jeg har selv stået i den situation, at få at vide, at min søn var umulig i skolen, pga. at jeg var flyttet fra manden. Det var ikke grunden. Det var ikke min søns far, som jeg var flyttet fra og min søn havde fået det langt bedre ved flytningen. Men jeg var stemplet som dårlig opdrager, pga. jeg var alene. Nu har min søn skiftet skole og jeg får kun roser om hans opførsel og jeg er stadig alene og har ikke ændret opdragelsesmetode :-)

det er det jeg ser som problemet. Nemlig at jeg ikke for plads til at være mor og at børnene er et problem. Jeg bliver af og til bebrejdet, at jeg har fået børn. Det er den frihed til at gøre impulsive ting, som at gå i biografen osv. som jeg oplever som en irritation hos de mænd.
Jeg tror, det fordi de vil have deres frihed. Jeg har ikke talt i fremtid med nogle af de mænd. Nogen af dem har trukket sig inden de har mødt børnene. Jeg vil ikke lade mine børn møde alle mulige og har derfor holdt forhold til weekender indtil man vidste om det var seriøst.
Jeg tiltrækker nok de forkerte mænd. Jeg stiller ikke krav om noget, men gider bare ikke kun bruges til et knald engang imellem. Jeg tror mange ikke vil af med deres frihed.
venlig hilsen
enlig mor

Jeg siger ikke at enlige forældrer konsekvent har børn der ikke kan opfører sig ordentligt, slet ikke !
Det jeg siger, og jeg taler skam med af egen erfaring, er at man som enlig mor, med arbejde, afhentning af børn, handlen ind, lave mad, putte osv. Stå med alting omkring barnet mutters alene, OFTE grø at man kan mangle overskud !
Og har man ikke ret meget overskud, kan det være særdeles svært at være konsekvent, og stå fast, når ungen plager og plager, og man er skide træt og har 117 ting man skal nå.
Det er da en ihvertfald de minder jeg har som tiden som enlig mor - og det er samme smører jeg får kastet i hovedet, hver gang jeg snakker med mine veninder der er alene.
SELVFØLELIG er der mænd der ikke vil noget, når det kommer til stykket - om det så er ungerene reelt set, eller om det bare er en dårlig undskyldning, fordi han i virkligheden ikke gider kærsten længere, ja det ved kun han.
MEN jeg ville heller ikke gide en mand, med 2 unger, der feks aldrig kunne aktiverer sig selv. At man aldrig kunne sige, vi skal lige snakke voksensnak så du må lige gå ind på dit værelse i 10 min og tegne.
Eller børn, der ikke forstår at være stille og ikke konstant afbryde.
Almen opdragelse efter min menning - men der kender jeg flere børn, hvis forældrer synes bare er fedt. Er det de nysgerrige børn du snakker om ???
Min veninde der er pædagog, har et barn på 6år, der ALDRIG har fået et nej til noget som helst, og han er vitterlig ikke til at holde ud !
Hun er alene mor, og vil så gerne have en kærste - men der er ingen der kan holde hendes barn ud.
Han har feks slået deres lille gravhund så mange gange i hovedet med en sten ude i sandkassen, at hunden skulle aflives.
Han er skrækkelig - men det er hendes skyld !
Og nej ikke alle børn er sådan af enlige forældrer, gudskelov kun et fåtal. Men mange enlige har det svært hvis en potientiel partner vil bestemme over barnet, Det kan jeg fornemme at du har ????
Og hvordan kan det være ?
Feks , man er en tur i byen, og barnet vil have en is, må den potientielle kærste så ikke have lov til at sige nej - eller er det kun dig, MOREN der må det ?
Selvfølelig skal man være enige om tingene, voksne imellem -
Ayla

jamen, du har ret.😉 Tidsfaktoren bliver hurtigere et problem, hvis den ene ikke er biologisk forældre.😕
Jeg undre mig bare, hvis det virkelig er tidsfaktoren der er problemet.😖
Måske har manden (for) stort behov for bekræftelse.😮 Det kan der være mange grunde til. Barndom, lavt selvværd eller bare mand.(vi er jo encellede væsener, der kun tænker....).😉
Eller kvinden vælger at fokuserer på madpakker (børnene først, som flere af jer skriver), frem for lige at bruge et minut på at få/give et kram.😉 og så fortsætte bagefter med madpakkerne.
Her er det så mange kvinder der siger: jamen, han vil ALTID mere. (han vil have al min tid).😕
Der skal findes en balance, hvor kærlige blikke og kærtegn i løbet af dagen tilfredsstiller begge. Min erfaring siger mig, at det da også er det der giver den bedste sex senere.🙂 (Jeg ved så ikke om min expert rolle forsvandt der.😉)
Det gælder vel i alle familier.🙂
En grund til at tiden måske spiller en større rolle i sammenbragte familier kan være, fordi man tænker mere over fordelingen af tid i de familier. Når konen står for det hele derhjemme og manden er biologisk far til børnene, så er tolerancen åbenbart større end hvis manden ikke er biologisk. (Man VIL have det til at køre) På en eller anden måde er mand nummer to et friere valg (og så skal det f.. være godt, også med tiden).
Jamen, det er jo manden, der har et problem med tiden. Nej, begge parter.🙂
Manden tager i grove træk, den tid han kan få, hvilket opleves, med god grund i nogle tilfælde, som pres.😖 Her tænker jeg også på tid til sig selv.(Så nu er jeg på dybt vand og i fare for at gøre emnet, rigtig stort).😮
Jeg ved ikke om det ovenstående er rigtigt, men tiden som det primære problem har jeg altså svært ved, at forholde mig til, som sandt.
Men helt enige om, at tiden for det meste er en større faktor, i sammenbragte familier, det er vi.🙂
og smil herfra.😉

Jeg er ikke utilbøjelig til at give dig ret et stykke hen af vejen! (Faktisk startede jeg svaret til dig, fortød og annulerede, troede jeg - bare for at forklare hvorfor det var så kort 😖)
Jeg tror at tidsfaktoren er der, uanset om familien er sammenbragt eller ikke - men i begge tilfælde kan manden med omsorg og ligelighed være behjælpelig - man kan smøre madpakker sammen, snakke, kysse og kramme samtidig ...det samme kan lade sig gøre med alt andet husligt, hvis man ønsker at opbygge fællesskab.
De klare aftaler om hvad man kan/skal sige til - dine, mine og vores børn, skal også være på plads! Fx. kunne jeg ikke forestille mig at skulle have en mand indenfor dørene, der ikke kunne "sige noget" til mine børn - Dog skal man nok sikre sig at man som voksne er i rimelig tråd med hinanden, være meget opmærksom på hinanden og hinandens kropssprog, når forviklinger opstår omkring børnene! Børn er jo meget empatiske små skabninger og vil givet fornemme kurrer på tråden med det samme!
Men går man som mand eller kvinde ind til et kæreste-forhold hvor børn er indblandet skal man altså have langt mere tålmod med i bagagen, for der går jo tid før både forælderen og børnene helt kan kapere den nye situation.
Kort og godt (for igen at indsnævre emnet igen 😉) kan meget lade sig gøre, hvis manden og kvinden har ønske om at det skal fungere og de forstår at kommunikere!
Og stort smil herfra 🙂

Jeg mødte for snart 3 år siden en fantastisk kvinde, hun var lige gået fra sin eks. mand og havde en lille datter på 2 år.
Hun er weekend mor og har sin datter ca. 1/3 af tiden.
Alt fungerede vi så hinanden så tit som muligt og hun var så alene når hun havde sin datter. Jeg syntes det virkede. Tiden gik og efter 3 mdr lukkede hun mig stille og roligt ind i hendes liv med datteren. Jeg gik fra at være der en dag til hele perioden. Jeg var glad, kæresten virkede glad og datteren ligeså.
Pludselig trykkede eks.manden hende på maven, da han hørte jeg var der og fra den ene dag til den anden, så blev jeg skubbet helt ud igen. Hun havde nu sin datter alene og jeg var der aldrig.
Jeg følte mig såret, vraget og ked af det. Jeg kunne føle jeg ikke fik nok af min kæreste. Hun ville ikke have jeg skulle være en del af hendes liv med datteren.
Det kunne jeg ikke accepter. Kunne ikke acceptere at jeg blev vraget hver evig eneste gang og hver gang skulle køre trist hjem til mig selv.
Jeg følte mig ikke god nok, følte mit utilstrækkelig og tilsidesat.
Mange gange bad jeg om forandringer - luk mig ind bare lidt - lad mig være med og opleve dig også når du er mest glad sammen med din datter. Hun afviste mig igen og igen, indtil bæret var fyldt og jeg tilsidst gik min vej.
Jeg syntes ikke weekenderne var topspændende med kæresten og datteren men det var vidunderligt at opleve den side af hende også. Den side kunne jeg ikke undvære

vi er enige og har været det hele tiden.😃
Jeg har nemlig "snydt" lidt og også læst nogle af dine andre indlæg.😉
Det gælder nemlig for begge voksne lige at have situations fornemmelse, og så skade det jo heller ikke lige at give børnene lidt opmærksomhed, så de kan lære den mærkelige fremmede at kende, der kysser deres mor.😮😮
Godnat herfra, med et smil på læben.🙂

Det er lidt svært med børn og kærester. Fordi man gerne vil være sikker og fordi man ikke synes at ens børn skal møde "for mange" mænd.
Men jeg tror, at eks-kærster kan være en plage, især når det handler om børn. Jeg har hørt om tilfælde, hvor faren eller moren til børnene begyndte på alt muligt pjat, når de fandt ud af at der var en kæreste. Det var ligefra at lave "aftalerne" med børnene og spille uskyldig til at fortælle børnene, at de jo ikke var i familie med den papfaren-moren.

Hej igen
Nu faldt jeg over udtalelsen "for mange mænd" igen og begyndte at filosofere lidt over den:
Hvem vurderer hvornår der er "for mange"?
Hvorfor er det forkert at børn ser hvordan den verden er?
Når man ikke bør pakke sine børn ind i vat i alle andre sammenhæng, hvorfor så i denne?
Hvorfor kan man ikke forklare sine børn: Nej, vi er ikke kærester, men vi kan godt li hinanden og derfor er vi ved at finde ud af om vi skal være kærester?
Hvem har i tidernes morgen sat de der regler op om hvor mange mennesker der bør introduceres i et barns liv?
Og har dette menneske glemt, at livet består af en lang række goddag og farvel, som børn bør forberedes på, så de ikke føler et farvel som et svigt?
Selvfølgelig er der ydertilfælde som introducerer nye kærester til deres børn hver weekend .....eller som beder barnet om at kalde enhver ny kæreste for "far" ....men hvis man ser bort fra dem (De er garanteret alligevel ligeglade med normale normer), så synes jeg at de ovenstående spørgsmål står ret åbne og efterlader mig meget undrende ....

Solskinssmil herfra

men det sølle er da, at den der bliver "trykket i navlen" af exen retter ind til højre og bøjer sig for deres pladder.
Hvad havde de forestillet sig? At exen skal dirigere deres liv og dermed også andres (kæresternes)? Ja desværre meget ofte.
Ikke om jeg fandt mig i det.

Det er tåbeligt at lave til a big deal at lade ungerne se, hvem man omgås. Mange forhold ville være dømt ude, hvis "han" så ungerne allerede fra start i stedet for den sang om at "jeg elsker ham så højt" (efter 6 uger) man han kan ikke med mine børn. Få ham sorteret fra inden nogen skade er sket!! og tingene er "alvorlige".

Det kan være svært at svare på.
- Det kommer an på børnene.
- Det kommer (for mit vedkommende) også an på kvinden, og hvordan hun er overfor sine unger :-)
- Det kommer selvfølgelig også an på manden's egen indstilling.
Kan være mange årsager, men men skal nok (somi alle tilfælde) være opmærksom på at man skal have en hverdag til at passe sammen. Hvis manden (eller kvinden) ikke har erfaring og vant til at tage hensyn til famlen, så kan det jo godt være svært at få tingene til at passe sammen.
Der er ikke et svar på dette spørgsmål, der er mange :-)