Er bange for at være alene....

Jeg er i et forhold med en fyr, som jeg har været sammen med noget tid... 2 år... Vi stoppede i en måneds tid... vi var begge sammen med en anden/andre... Troede det var helt slut, så prøvede derfor at komme videre...
Men.... Han kom tilbage og lovede guld og grønne skove og nu er vi tilbage i den samme gamle sure rille, hvor han kun tænker på sig selv og ingen andre...
Mit problem er, at jeg ikke rigtig kan komme mig over at han har haft en anden, på trods af at jeg også selv har haft det.. Jeg forstår det ikke... '
Jeg kan ikke være alene... jeg er så bange for ikke at finde en ny, eller fortryde, at jeg stoppede med ham jeg har nu...
Jeg har ellers aldrig nogensinde været tryghedsnarkoman... langt fra.... Men jeg frygter det virkelig nu... Jeg er kun 28. Pæn pige, der får masser af tilbud, men det hjælper jo bare ikke at kaste sig over en ny med det samme... og jeg ved at det er sådan detr ender, hvis jeg smider ham her ud...
Jeg ved godt der ikke er nogen fremtid med ham jeg har nu, så derfor har jeg måske bare opgivet på forhånd... Er det dumt??
Jeg ved ikke hvad jeg føler.. er i tvivl om hvad han føler...
Men I behøver IKKE at skrive noget i retning af : ´snak med ham om det`.... Tro mig... denne mand her kan man ikke snakke med...
Men håber i har nogle andre gode råd...

Når man er færdig med at tale sammen om tingene, er forholdene slut.
Og skal man være mere bange for en single periode, end for at leve ulykkeligt i resten af ens liv?
Tænk dig om.... Livet er langt når man er 28 år.
Og hvis du vælger at gå... så smid tøjlerne og ha det sjovt. Hvem siger man behøver at vente længe med at finde en ny... Man kunne jo finde flere og bare have det sjovt med det en periode.
Held og lykke

som "hende der" også skriver. Du har et langt liv foran dig som 28-årig, og det er bestemt bedre at være single end at være i et forhold, som man ved ikke har nogen fremtid - selvom det er svært at skulle indse og afslutte det.
Jeg har prøvet noget lignende. Havde det meget vanskeligt med kærlighedslivet som ung. Da jeg havde "opgivet" at finde en fyr/mand kunne jeg slappe af - og så BANG, mødte jeg min mand. Han var 25 og jeg var 32. Vi giftede os efter at have kendt hinanden i 3 måneder, og nu har vi altså været sammen i 28 år.
Tingene kan altså lykkes, og det tror jeg bestemt også, det kan for dig. For mig var nøglen at lære at slappe af med mig selv og mit eget selskab - og være tilfreds.
Hilsen - held og lykke med dit kommende kærlighedsliv.