Enogtyvendende del af krimi-føljetonen
To civilklædte betjente hjælper Frank ind i toget på Ringsted Station, finder den reserverede plads og anbringer ham på sædet: - Nu skal du bare blive siddende her de næste godt 3 timer.
Frank nikker træt og giver sig til at kigge ud af vinduet.
Betjentene finder frem til en billetkontrollør og overgiver hende den behørige rejsehjemmel, samtidig med at de peger ind i kupeen på Frank: - Han er givetvis lidt omtåget, men på ingen måde fuld. Vil De sørge for, at han kommer af i Hjørring? Dér står et par af vore kollegaer og tager sig kærligt af ham.
- Det skal jeg nok klare, svarer den uniformerede kvinde.
- Du ser noget bleg ud, bemærker en ældre kvinde, som sidder overfor Frank.
- Jeg skal være far, svarer han og lyser op i et saligt smil, samtidig med han stadig ser meget fjern ud i blikket.
- Jamen, det var da herligt. Men det bliver man da normalt ikke syg af. I hvert fald ikke herren.
- Min kæreste er stukket af fra mig, da jeg en gang har slået en lille pige ihjel.
- Har du det? Det var dog en grove forbrydelse? Hvordan kunne du dog nænne det?
- Ved det ikke. Men politiet siger, at jeg har gjort det, og så må det vel passe.
- Det plejer det vist. Var det sådan 2 rigtige panserbasser, der anbragte dig her før?
- Øh ja. To rigtige panserbasser. Sådan nogle kan også være flinke. Nu skal jeg hjem til Borrisholt og slappe af, siger de. Det skal blive dejligt.
- Jamen, hvis de slipper dig løs igen, så er det vel fordi, at du er uskyldig?
- Er det? Vil det sige, at jeg ikke har gjort det alligevel?
- Ja, det kan jeg virkelig ikke vide. De må da have givet dig en forklaring, om de stadig mistænker dig.
- Nej, svarer Frank og rejser sig forskrækket op, da et andet tog mod Ringsted suser forbi udenfor vinduet.
Henriette nærmer sig huset i Borrisholt, mens hun spekulerer på, om Frank mon er taget på arbejde, og i givet fald hvordan han er kommet derhen, nu han ikke har Volvoen. Men da hun får øje på patruljebilen udenfor huset, kommer hun pludselig på nogle helt andre tanker: - Hvad satan! Er de nu alligevel kommet for at afhøre ham?
Hun triller Volvoen sagte ind i carporten, men netop som hun konstaterer at bryggersdøren i gavlen er låst, hører hun lyde omme fra baghaven. I stedet for at låse op, går hun hen til hushjørnet og skuler omkring dette. Da hun får øje på krimieleven fra i lørdags, trasker hun straks raskt hen til ham: - Hvad foregår der her?
- Goddag dame, som De ser, så er vi gået i gang med opgaven. Anton husker ikke hendes navn.
- Vil I straks holde op med det. Tror I virkelig, at I finder noget her?
- Det ser ikke sådan ud, svarer Jesper, tager et lommetørklæde frem og tørrer sveden af panden.
- Nej, vi kan vist ligeså godt indstille gravearbejdet, samtykker Svend: - Vi er nu nået 1½ meter ned uden at være stødt på andet end en gammel gummisko.
- En gummisko! udbryder Anton: - Hvorfor har ikke fortalt det? Lad mig straks se den.
- Ja værsgo, svarer Svend og kaster den over til ham: - De er måske fruen i huset her?
- Øh ja. Det er jeg, og det skulle jeg gerne blive ved med at være.
- Den sko er alt for stor til at have siddet på et etårigt barn, konstaterer Anton ærgerligt og kigger ned i hullet: - Så må han have gravet hende endnu længere ned.
- Det er det rene ler vi støder på nu. Det har der ikke været gravet i, svarer Jesper og afviser dermed kategorisk den tanke: - Beklager, men du var ikke helt så heldig med din efterforskning denne gang.
- Hvad har I gjort ved min Frank? spørger Henriette længselsfuldt: - I har vel ikke sat ham bag tremmer?
- Nej. Vi skal først have fundet nogle indicier på ham. Og det ser beklageligvis ... eller heldigvis, hvordan man nu ser på det ... ikke ud til at lykkedes her, forklarer Svend og står op af hullet: - Vi skal nok få bragt dette i stand igen, frue.
- Tak, det er så i orden. Men hvor er så Frank henne nu?
- Ved det ikke, erkender Anton og ser meget skeptisk ud. Især fordi han ved, hvad der venter ham, når han kommer tilbage til Bernhard uden resultat: - Det var ellers så oplagt.
- Tak for mad, siger Bjørn Steen og rejser sig fra stolen: - Hvis jeg skal nå at vandre helt til Paris inden lørdag, så må jeg vist hellere komme videre. Er det i orden, at jeg løber fra opvasken?
- Fint nok. Men der er noget helt andet, jeg absolut må vise dig, inden du drager ad sted. Kom med. Rüdiger fører Bjørn med ned i kælderen og ind i et stort, nærmest bart rum: - Kan du fægte?
- Næh, det har jeg aldrig prøvet, svarer Bjørn oprigtigt og kigger tvivlrådigt på pokalskabet.
- Så er det på høje tid at lære det, mener doktoren og rækker en sabel over i hans hånd, hvorpå han tager en til sig selv.
- Det kan man da ikke lære på et kvarter eller en halv time.
- Det bliver du nok nød til, svarer Rüdiger og begynder at prikke til Bjørns arme med den ikke skarpe side af sabelen.
Bjørn begynder at fornemme en vis alvor i legen, løfter sin egen sabel og puffer den anden ud til siden. Og da modstanderen bliver ved at angribe, må han vedholdende forsvare sig: - Skal vi ikke have nogle masker på?
- Jo, svarer Rüdiger, drejer sig omkring og griber 2 ansigtsmasker fra en hylde.
I det samme styrter Bjørn over til døren i håb om at kunne løbe ud af huset i en helvedes fart, men konstaterer desværre, at døren er låst og nøglen taget ud: - For satan!
- Her, grib, kommanderer Rüdiger og kaster masken gennem luften, samtidig med at han demonstrerer, hvorledes den skal tages på: - Nå. Er du klar til den helt store fejd?
- Nej. Kan vi ikke finde på noget andet at foretage os, foreslår Bjørn men indser snart, at han bliver nød til at forsvare sig, hvis han skal undgå at få skræmmer på kroppen.
Fortsættelse følger.
Frank nikker træt og giver sig til at kigge ud af vinduet.
Betjentene finder frem til en billetkontrollør og overgiver hende den behørige rejsehjemmel, samtidig med at de peger ind i kupeen på Frank: - Han er givetvis lidt omtåget, men på ingen måde fuld. Vil De sørge for, at han kommer af i Hjørring? Dér står et par af vore kollegaer og tager sig kærligt af ham.
- Det skal jeg nok klare, svarer den uniformerede kvinde.
- Du ser noget bleg ud, bemærker en ældre kvinde, som sidder overfor Frank.
- Jeg skal være far, svarer han og lyser op i et saligt smil, samtidig med han stadig ser meget fjern ud i blikket.
- Jamen, det var da herligt. Men det bliver man da normalt ikke syg af. I hvert fald ikke herren.
- Min kæreste er stukket af fra mig, da jeg en gang har slået en lille pige ihjel.
- Har du det? Det var dog en grove forbrydelse? Hvordan kunne du dog nænne det?
- Ved det ikke. Men politiet siger, at jeg har gjort det, og så må det vel passe.
- Det plejer det vist. Var det sådan 2 rigtige panserbasser, der anbragte dig her før?
- Øh ja. To rigtige panserbasser. Sådan nogle kan også være flinke. Nu skal jeg hjem til Borrisholt og slappe af, siger de. Det skal blive dejligt.
- Jamen, hvis de slipper dig løs igen, så er det vel fordi, at du er uskyldig?
- Er det? Vil det sige, at jeg ikke har gjort det alligevel?
- Ja, det kan jeg virkelig ikke vide. De må da have givet dig en forklaring, om de stadig mistænker dig.
- Nej, svarer Frank og rejser sig forskrækket op, da et andet tog mod Ringsted suser forbi udenfor vinduet.
Henriette nærmer sig huset i Borrisholt, mens hun spekulerer på, om Frank mon er taget på arbejde, og i givet fald hvordan han er kommet derhen, nu han ikke har Volvoen. Men da hun får øje på patruljebilen udenfor huset, kommer hun pludselig på nogle helt andre tanker: - Hvad satan! Er de nu alligevel kommet for at afhøre ham?
Hun triller Volvoen sagte ind i carporten, men netop som hun konstaterer at bryggersdøren i gavlen er låst, hører hun lyde omme fra baghaven. I stedet for at låse op, går hun hen til hushjørnet og skuler omkring dette. Da hun får øje på krimieleven fra i lørdags, trasker hun straks raskt hen til ham: - Hvad foregår der her?
- Goddag dame, som De ser, så er vi gået i gang med opgaven. Anton husker ikke hendes navn.
- Vil I straks holde op med det. Tror I virkelig, at I finder noget her?
- Det ser ikke sådan ud, svarer Jesper, tager et lommetørklæde frem og tørrer sveden af panden.
- Nej, vi kan vist ligeså godt indstille gravearbejdet, samtykker Svend: - Vi er nu nået 1½ meter ned uden at være stødt på andet end en gammel gummisko.
- En gummisko! udbryder Anton: - Hvorfor har ikke fortalt det? Lad mig straks se den.
- Ja værsgo, svarer Svend og kaster den over til ham: - De er måske fruen i huset her?
- Øh ja. Det er jeg, og det skulle jeg gerne blive ved med at være.
- Den sko er alt for stor til at have siddet på et etårigt barn, konstaterer Anton ærgerligt og kigger ned i hullet: - Så må han have gravet hende endnu længere ned.
- Det er det rene ler vi støder på nu. Det har der ikke været gravet i, svarer Jesper og afviser dermed kategorisk den tanke: - Beklager, men du var ikke helt så heldig med din efterforskning denne gang.
- Hvad har I gjort ved min Frank? spørger Henriette længselsfuldt: - I har vel ikke sat ham bag tremmer?
- Nej. Vi skal først have fundet nogle indicier på ham. Og det ser beklageligvis ... eller heldigvis, hvordan man nu ser på det ... ikke ud til at lykkedes her, forklarer Svend og står op af hullet: - Vi skal nok få bragt dette i stand igen, frue.
- Tak, det er så i orden. Men hvor er så Frank henne nu?
- Ved det ikke, erkender Anton og ser meget skeptisk ud. Især fordi han ved, hvad der venter ham, når han kommer tilbage til Bernhard uden resultat: - Det var ellers så oplagt.
- Tak for mad, siger Bjørn Steen og rejser sig fra stolen: - Hvis jeg skal nå at vandre helt til Paris inden lørdag, så må jeg vist hellere komme videre. Er det i orden, at jeg løber fra opvasken?
- Fint nok. Men der er noget helt andet, jeg absolut må vise dig, inden du drager ad sted. Kom med. Rüdiger fører Bjørn med ned i kælderen og ind i et stort, nærmest bart rum: - Kan du fægte?
- Næh, det har jeg aldrig prøvet, svarer Bjørn oprigtigt og kigger tvivlrådigt på pokalskabet.
- Så er det på høje tid at lære det, mener doktoren og rækker en sabel over i hans hånd, hvorpå han tager en til sig selv.
- Det kan man da ikke lære på et kvarter eller en halv time.
- Det bliver du nok nød til, svarer Rüdiger og begynder at prikke til Bjørns arme med den ikke skarpe side af sabelen.
Bjørn begynder at fornemme en vis alvor i legen, løfter sin egen sabel og puffer den anden ud til siden. Og da modstanderen bliver ved at angribe, må han vedholdende forsvare sig: - Skal vi ikke have nogle masker på?
- Jo, svarer Rüdiger, drejer sig omkring og griber 2 ansigtsmasker fra en hylde.
I det samme styrter Bjørn over til døren i håb om at kunne løbe ud af huset i en helvedes fart, men konstaterer desværre, at døren er låst og nøglen taget ud: - For satan!
- Her, grib, kommanderer Rüdiger og kaster masken gennem luften, samtidig med at han demonstrerer, hvorledes den skal tages på: - Nå. Er du klar til den helt store fejd?
- Nej. Kan vi ikke finde på noget andet at foretage os, foreslår Bjørn men indser snart, at han bliver nød til at forsvare sig, hvis han skal undgå at få skræmmer på kroppen.
Fortsættelse følger.