En skrue uden ende.

Jeg er simpelthen så frustreret, ked af det og rundt på gulvet. Jeg er far til to dejlige børn; en dreng på tre et halvt og en lille dejlig pige på 11 uger. Min søn har jeg en resolution på samvær omkring – en 7/7 ordning som fungerer ganske fint. Min datter har jeg en aftale, men ingen resolution på, da hun simpelthen er for lille endnu. Jeg har hende tre gange to timer ugentligt og jeg nyder tiden med hende. Hun smiler, pludrer og virker fint tryg ved med – vi har en god kontakt i mine øjne.
Jeg bor sammen med min kæreste, som jeg har været sammen med i tre måneder. Efter jeg kom retur fra min udsendelse som soldat i august, var jeg så heldig at løbe ind i hende. Vi har et fint forhold og hun er så god mod mine børn – de er meget glade for hende begge to.
Problemerne med min ekskone har været mange. For at starte fra en ende af, så valgte jeg at gå fra hende i februar, efter nogle kæmpe sammenstød mellem familien derhjemme og hende. Hun havde raget sig uklar med min svigerinde og havde svinet denne til på en særdeles modbydelig og grim måde. Dette var ikke første gang, så jeg tog kontakt til hende og sagde det var på tide hun modererede sig. Det ville min eks ikke, og var meget fortørnet over min reaktion. ”Hvis det var sådan jeg havde det”, sagde hun, ”måtte vi jo gå fra hinanden” – det var dråben der fik bægeret til at løbe over. Jeg sagde stop og sagde jeg ville skilles. Det sidste års tid, havde jeg gået med tanker om jeg skulle blive, eller gå min vej. Ikke en sjov situation. Min eks blev meget sur og opførte sig helt vildt – jeg måtte have en anden, have været hende utro osv. Intet af dette er sandt. Tværtom. En ti dages tid senere, fandt jeg ud af at min eks var gravid. Ti uger henne. Det ændrede ikke min beslutning. På en kort ferie i forbindelse med at få ordnet min separation, løb jeg ind i en pige, som jeg blev kærester med. Vi havde kort mødt hinanden tidligere, men havde kun talt sammen. Da Min eks fandt ud af dette, og begyndte at terrorisere hende – så meget at hun tre måneder senere, i slutningen af maj måned, valgte at gå. En helt igennem forståelig reaktion.
Da jeg så kom hjem fra min udsendelse, løb jeg som sagt ind i min kæreste. Hun blev orienteret omkring der var problemer med min ekskone og at det nok kunne blive en anelse modbydeligt og hårdt ind i mellem. Jeg ville ikke introducere hende for min søn, før vi havde været sammen længe. Det var fint og i orden. En uge efter første møde, var vi kærester.
I den første tid jeg var hjemme, gik tingene frem og tilbage med enkelte kurrer på tråden. Ikke sjovt, når jeg samtidigt skulle tænke på at jeg igen i midten af september skulle være far igen. En helt igennem træls situation.
Min datter blev født – jeg var tilstede ved kejsersnittet og sad i forrummet og ventede på hun ville komme ud. Min eks ønskede selv kejsersnittet, var programsat til om formiddagen, men grundet akutte tilfælde kom hun først for sidst på eftermiddagen. Hun blev udsat og udsat – alt imens hun gik mere og mere amok. Hun ville hjem og så kunne hele verden rende hende noget så grusomt. Min ekses kusine var tilstede sammen med mig og vi fik hende overtalt til at blive liggende. Hun var helt oppe at ringe og var helt vildt vred. Jeg svarede en enkelt sms fra min kæreste og fik besked på at skride ad helvede til – rent ud sagt. Jeg blev dog, og kusinen sagde til hende at nu skulle hun tage sig sammen og blive voksen. Hun var ældre end fire år.
Omtrent en uge efter min datter blev født, skulle jeg hente min søn. Vi havde praktiseret en 7/7-ordning uden resolution. Jeg går ind for, at man skal klare tingene på lavest muligt niveau i første omgang. Nå, jeg hentede min søn og blev svinet til. Jeg valgte at gå min vej. Min eks løb efter mig ned ad trappen fra anden sal alt imens hun tæskede og tævede løs på mig. Slagene faldt mod mit hoved, min ryg, mine arme og mine skuldre. Meget hårde slag – og så råbte hun mod mig. Min søn græd og var bange. Aldrig nogensinde har jeg set ham så oprevet. Vel nede ad trappen, løb hun ind foran mig og slog mig for fuld kraft direkte i brystet. Hun tog fat i min søn og hev ham bagover ud af mine arme. Jeg gav slip og sagde grædende: ”Hvordan kan du byde min søn dette? Hvordan kan du finde på at opføre dig sådan her?” Min søn græd og tårerne piskede ned ad kinderne på ham. Jeg åbnede entredøren og gik henover græsplænen mod min bil. Grædende, rystet og frustreret. Min søn kom løbende efter mig og råbte ”Far – far – far”. Glemmer aldrig blikket i hans øjne da jeg tog ham op og fik ham sat på plads i bilen. Han var helt opløst og græd hulkende. Vi kørte væk derfra og kom ned til havnen, hvor jeg tog min søn ud og fik talt med ham. Vi græd begge og fik talt om det, så godt som man nu kan med en treårig dreng. Vi kørte så over til min mor og hendes kæreste for at få lidt ro og lidt hygge. Da jeg kom derover, væltede sms’erne ind fra min eks. ”Kom tilbage med min dreng! Du har ingen ret til at se ham, du har ikke søgt samvær!” – ”Kom tilbage – jeg melder dig til politiet nu.”. Jeg ringede selv til politiet og talte med den vagthavende betjent – han sagde jeg ingenting forkert gjorde og jeg bare skulle køre hjem og give min søn omsorg og tryghed. Det gjorde jeg. Denne aften var den første min kæreste og min søn så hinanden. Vi havde en hyggelig aften. Trods alle sms’erne fra min eks til både min kæreste, hvis nummer hun havde fundet på nettet, og til mig. Ambivalent – sådan kan jeg kun beskrive det. Samme aften udfyldte jeg en ansøgning for at få fastsat samværet.
Dagen efter. Min søn blev kørt i børnehaven og jeg kørte med min kæreste ned til statsforvaltningen i Åbenrå for at aflevere ansøgningen. Da den var afleveret, kørte vi igen nordpå for at mødes med min bror og hans kæreste. Vi fandt ud af at min eks var i storcentret og fik besked på at såfremt hun mødte os, ville hun springe på min kæreste og give hende en gang tæsk. Ikke sjovt. Jeg røg direkte tilbage i alarmtilstand og holdt øje med alt der skete omkring os – konstant nervøs. Efter at have handlet ind til fælles aftensmad, stod vi ved kassen. Min eks kom pludseligt farende med barnevognen og bankede direkte ind i min ryg. Jeg bad hende holde lidt afstand, og gik så til siden for at se ned til min datter. Dynen var pakket op omkring kalechen på barnevognen, således jeg ikke kunne se ned i vognen. Da jeg prøvede at få ”muren” væk, så jeg kunne se min datter, slog min eks min arm væk og råbte ”Hold fingrene for dig selv! Du har ingen ret til at se hende mere! Du ser hende aldrig mere!”. Det var dybt pinligt – de andre kunder så underligt på os. Mens vi fik betalt, råbte og skreg hun både af mig og min kæreste. Ekspedienten var rystet – jeg sagde til hende at jeg var så ked af hun skulle opleve dette. En helt igennem træls oplevelse.
Da jeg skulle hente min søn, fik jeg så telefonisk besked på at min eks havde hentet ham. Hun nægtede min kæreste at møde ham. Hun var meget voldsom mod mig, og da jeg prøvede at tale fornuft med hende ved at spørge om jeg nu skulle tale med hendes forældre omkring hendes opførsel, gik det helt galt. Efter tre timers forhandling, lykkedes det mig at få lov at hente min søn. Jeg tog min bror med, som vidne, hvis nu der skulle ske noget. Det gik stille og roligt, og jeg fik faktisk en undskyldning fra hende. Underligt.
I slutningen af oktober blev vi kaldt i statsforvaltningen og fik lavet en resolution på min søn. Det gik godt – jeg fik en 7/7-ordning gennemtrumfet. Min datter fik jeg tre gange to timer osv. En god dag – til alle fædre her vil jeg sige, at I ikke skal frygte statsforvaltningen. De er et organ til hjælp for børnene.
Midt i november, fik jeg så et telefonopkald en mandag aften. Jeg var på vej i seng og fik ikke besvaret det. Der kom så en sms med besked på at jeg skulle ringe nu! Jeg tog kontakt til hende, da jeg tolkede det som akut og noget jeg skulle tage action på nu. Da fik jeg beskeden ”Min underbo har meldt mig til de sociale myndigheder fordi jeg har råbt lidt af vores søn. Vores datter har kolik og grædt hele aftenen – derfor fik jeg nok”. Politiet var på vej med en børnesagkyndig fra kommunen. Jeg ringede selv til den vagthavende ved Sydøstjyllands politi og fik at vide at de ville kontakte mig så snart patruljen var kørt fra stedet. En halv time senere kom opkaldet så. Betjenten var stille og rolig og fortalte mig (jeg var selv oprevet og bange) at de ingen tegn havde kunnet finde på at mine børn lider overlast. Jeg kunne selv ringe til kommunen dagen efter for at tale med den der havde været ude at se til mine unger. Da jeg den følgende morgen gjorde det, fik jeg at vide hvad de havde set. De havde tilbudt hende hjælp, som hun havde afslået. Mine børn ville ikke blive fjernet, men næste skridt kunne være en såkaldt § 50 undersøgelse. Der ville jeg så blive draget ind i sagen, hvis det skulle komme så langt.
For rundt regnet en uge siden, fik jeg så besked på hvad der var sket i lejligheden. Min ven og dennes kæreste kender underboen til min ekskone. De havde hørt at Rikke havde råbt meget voldsomt af mine børn den aften. Så højt de tydeligt kunne høre hvert eneste ord af hvad der blev sagt. Derudover havde de tidligere observeret min eks slå min søn. Jeg har fået lavet en aftale om at få besked på alt der sker, hvad omhandler mine børn.
I dag skete der så noget igen. Jeg fik besked på at jeg ikke var far til min datter. Godt nok var det min pige af kød og blod, men hun ville aldrig blive min datter på samme måde som min søn er min. Det skulle hun nok sørge for. Jeg blev selvfølgelig ked af det og rystet.
Nu sidder jeg så her og tænker tilbage på det hele. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg søge fuld myndighed på begge unger? Skal jeg tale med statsforvaltningen omkring alt det her jeg har skrevet, eller skal jeg konfrontere min eks med dette? Hjælp søges.

Din eks virker fuldstændig ude i hampen, men du har da godt nok givet hende en dårlig behandling.
Man ringer sgu da ikke hjem fra langbortistan og kalder konen til ro ved at være soldarisk med en svigerinde. Hvad tænker du på mand? At du end ikke har overvejet at ændre standpunkt omkrig en seperation, da du opdager hun er gravid igen, siger ikke så lidt endda om dig.
Mit råd er, gear lidt ned med dit nye kæresteforhold og find ud af, hvad der er med din eks. Det er trods alt dér dine børn skal leve, så det er vigtigt, det kan fungere. Der er ikke noget i dit indlæg der giver mig mistanke om, at du er god til at tale dig tilrette med hende. TAL SAMMEN!!!

og hans forhold har da intet med sagen at gøre. Han kan da ikke gøre for, at han bliver forelsket og finder en som han vil være sammen med

Gider du? Kan ikke gøre for? Han har to børn - kan de gøre for det? Gu kan de ej. Gjorde han noget for at redde forholdet? Han har ikke engang overvejet det
Hun opfører sig ikke smart, men jeg er enig i hun sateme heller ikke er behandlet godt. Tænk dig lige i samme situation!!!!

så man forstår problematikken 🙂
jeg fornemmer så meget at din x er frustreret , du er udsendt hun har den lille og har hun været gravid på det tidspunkt med din svigerinde , så har det sikert været hormoner .
nu har hun gået gennem hele graviditeten uden dig og du er ovenikøbet løbetind i en anden kæreste mens hun går og venter jeres fælles barn . det er sgu en uheldig situation 😖
jeg medgiver en af de andre debatører i at du ikke kan gøre for at du forelsker dig i en anden , men kors hvor er det dårligt timet
og hvor får jeg ondt af din eks der har stået helt alene og frustreret og rigtig ked af det vel videne at du var sammen med en anden kvinde .
jeg kan ikke sige dig hvad du skal gøre , for jeg må indrømme min sympati nok ligger hos din eks ..
jeg kan godt forstå dig men dette er sådan en kedelig situation for hende - du er jo kommet videre .
kan ikke sige dig hvad du skal gøre , andet end at i prøver at samarbejde omkring børnene
de skal ihvertilfælde ikke have flere me´n af jeres ( ikke eksisterende ) forhold

Hej læser, og tak for dit svar!
Ja, jeg er en af jeres jenser, og er samtidigt også et menneske af kød og blod. Du kan ikke vide hvad der præcis er gået forud for denne beslutning, men jeg kan garantere dig, at jeg ikke bare har gjort det forbi for sjovt. Nok er nok - når man har prøvet alt, tilmed tilbudt at vi kunne gå i parterapi, som hun afviste, så kan man ikke rigtigt komme længere på den front. Det var bestemt ikke første gang jeg blev udsat for et fysisk overgreb af min eks - det skete ofte når hun blev vred.
Jeg har flere gange forsøgt at tale fornuftigt med min ekskone - uden held. Det ender i et stort og vredt udbrud fra hendes side - jeg har flere beviser på dette og kan dokumentere over 650 sms'er med mere eller mindre voldsomme ubekvemmeligheder fra hendes side. Jeg ved godt jeg ikke er en engel, men jeg har aldrig gjort hende fysisk ondt som hun har ved mig.
Hvad angår seperationen, kan vi sagtens være enige om at tidspunkt ikke var det bedste. Men skal man være sammen for børnenes skyld og så være ulykkelig? Jeg køber den ikke - hellere lykkelige hver for sig, end ulykkelige sammen.
At statsforvaltningen giver min en 7/7-ordning til at starte med, er da tegn på at jeg godt kan tage mig af mine børn. Det fungerer fint her, og jeg har en mærkbart gladere dreng.
Tak for dine synspunkter - håber du blev lidt mere klar over jeg ikke er så skidt en person som du stemplede mig som.

Hej allys,
Jeg gjorde meget for at redde vores forhold. I over et år kæmpede jeg. Tilbød parterapi - gjorde alt jeg kunne, men blev afvist konstant. Nok er nok - det gik udover min søn!
Prøv at læse mit svar til Læser - der står der lidt mere om hvad jeg gennemgik.

Hej tidsel1,
Tak for dit indlæg. En sag har jo altid to sider og det står folk frit for hvordan de vil forholde sig til den.
Samarbejdet fungerer nu, men har ikke fungeret uden kamp. Jeg har flere gange fået nægtet samvær - derfor søgte jeg blandt andet om at få det fastsat. Min filosofi er jo at tingene skal klares på lavest muligt niveau til at starte med, men når man konstant løber panden mod muren, så er der ikke andet at gøre end at tage et skridt videre.
Jeg ønsker et godt forhold til mine børn, og et acceptabelt forhold til min ekskone - ikke at skændes hele tiden. Spørger du omkring mig, hvem der er i stand til at holde tonen pæn og ren, så vil du møde et svar som tyder på at jeg er til at tale med og til at have med at gøre. Det er hun tvært om ikke - hun manipulerer, spiller folk ud mod hinanden, skriver onde ting til min kæreste osv. Ikke sjovt...

Jeg tror din ekskone har brug for hjælp. Hun har vist en masse undertrykte følelser og frustrationer hun ikke kan tackle. Det går desværre ikke kun ud over dig men også dine børn.
Jeg ved godt at mange har den holdning at det er kvinden som skal have børnene. Men synes efterhånden at der er mange kvinder, som har mistet fodfæstet og ikke kan tage ordentligt vare på deres børn.[:*(]
Jeg synes manden har ligeså meget ret til sine børn og i nogle tilfælde er det bedst at børnene er hos ham.
Så min mening er at du skal søge forældremyndigheden.
Håber din eks får styr på sit liv, så hun kan blive en god mor igen.
Held og lykke hvad end din beslutning bliver og hold hovedet koldt😉

Kender det alt for godt. Inden vi flyttede fra hinanden var der hustruvold i mit hjem - men det var ikke mig der slog!
- Og det var ikke bare et kærligt dask i ny og næ, men syngene lussinger, så det sortnede for øjene og man virkelig fir lyst til at pande hende sådan en på skallen at hun ville få varige men. Det gjorde jeg naturligvis ikke.
Men "jenser"
Du kan godt glemme alt om at tale med hende, du skal derimod have fat i statsamtet, enten for at få børnene hvis hun også slår dem som du skriver, eller for at få hjælp til at en 3. person hver gang du skal have samvær hjælper at få dem udleveret.
På den måde kommer i ikke op at slås eller råber og skændes.
De ubehagelige SMSer løser du let ved at skifte telefonnummer.
Du kunne også melde dig ind i foreningen far. søg den på google.
Jeg ville også "gøre tingede pænt og roligt" og det var vi enige om. Så længe vi var enige om alt var der ingen grund til at blande statsamt eller nogen anden ind det.
Vi aftalte bla mht til mit børnebidrag at hvis hun manglede mad, eller større ting som fx en cykel eller ny flyverdragt, sko støvler, eller hvad det nu kunne være, så kunne hun bare hente pengene hos mig.
Det gik også fint - i 5 mdr. Hun havde troligt med jævne mellemrum -sommetider dagligt manglet penge - og fået penge til alverdens ting - også til ting som slet ikke vedrører barnet, men jeg kan jo ikke bestemme hvad hun bruger dem på, men i mange tilfælde var det regninger - op til 2000 kr af gangen, som hun ellers ville komme i RKI for.
Jo naturligvis, jeg ønskede jo ikke økonomisk uføre for hende - og dermed mit barn.
Det viser sig jo naturligvis at hun allerede dagen efter bruddet havde ansøgt statsforvaltningen om pengene, men de er åbenbart 5 mdr om at "kigge" på sådan en ansøgning.
Nu stod jeg så og skyldte 7000 kr som jeg ikke har en jordisk chance for at betale. Jeg ved godt hun bare får dem af kommunen i stedet. Men hun fik godt nok snydt mig der.
Så nu er der HELT lukket "for det varme vand!". Hun kom endda en dag om morgenen efter at have afleveret vores datter i børnehave for at spørge om 100 kr til benzin, da hun ellers ikke kunne komme hjem! NÅ - så er det nok fordi enlige mødre LIGESOM fædre IKKE har råd til at have bil.
Hun fik et klippekort med 2 klip på, så kunne hun jo tage toget.
Næste gang får hun lov at gå.

hvordan kommer du på den ide med forældremyndighed ??? de har en 7/7 ordning 😮
synes du bare at hun skal hun straffes yderligere ???
eller kunne det tænkes der bare var en eller anden venlig sjæl der skulle hjælpe hende med at få styr på sit liv -- man træder da ikke på folk der ligger ned 🙁
som jeg hører det hele så uanset hvor urimelig hun har været gennem forløbet , så har hun også fået kæmpe øretæver .
tænk at gå og vente sit barn mens farmand smutter ud til en ny kæreste - det er da også ansvarlighed , der vil noget , istedet for at kæmpe
her er sgu tale om den nemme løsning
og uanset hvor egoistiske forældre er så har de 2 børn altså brug for begge forældre ... ingen har mere krav end den anden ..
hvad havde du egentlig forestillet digmed den fulde forældremyndighed ??? at baby som bliver ammet af mor skal afleveres til far som slet ikke var der under graviditeten ???
øhhh det gør man vist ikke vel ???????????
igen og igen ser jeg at der er fejl på begge sider i et brud , og man skal passe på med at kaste med sten når man selv bor i et glashus [f]

overset at 7/7 ordningen var fastsat af statsamtet. Men kun på drengen.(Hun vil kæmpe for fuld forældre myndighed på pigen, hvorfor skal han så ikke også have lov?)
Hvem siger hun ammer? Kender mange familier hvor manden tager det største slæb også mens de er spæde. Hvorfor er en far ikke ligeså god.
Jeg mener stadig ikke at hun er i stand til at tage vare på sine børn. Tæsker løs på eksmanden foran sin søn, råber og skriger i supermarkedet, slår hendes søn indimellem og truer eksmanden med alverdens ting. Er det pt en god opvækst for de børn?
Jeg ønsker ikke at straffe hende, men undskyld mig, er det hende eller børnene som kommer i første række. Vi er enige om at hun har brug for hjælp, men det har hun jo afslået og tror ikke hun indser det før noget går helt galt.
Skal han straffes, fordi han gik fra et forhold som ikke fungerer. Har han ikke ligeså meget ret til sin datter, bare fordi han ikke var der under graviditeten. Hvordan havde du reageret hvis det var hende som gik og ham som overfaldt hende fysisk, verbalt og kom med trusler om at tage børnene fra hende. Så var han en "psykopat" hun skulle skynde sig væk fra ik?
Vi er enige om at børn har brug for begge deres forældre og derfor skal hun have hjælp så hun igen kan blive en god mor.