en ny drejning....
Hej allesammen
Jeg sidder lige nu og har lidt ondt af mig selv og jeg håber egentligt at det kunne hjælpe at få luftet lidt ud her, så jeg håber i vil bære over med mig. Jeg har igennem en årrække været sammen med min kæreste vi har et barn sammen på 1½ år, og ud af til ser det hele fint ud, men vores forhold er ændret meget synes jeg, når jeg forsøger at snakke med manden om det bliver han sur og siger at det er det samme ævl jeg altid lukker ud, så det har været svært at snakke med ham om hvordan jeg føler og tænker. Det der er mit problem er at igennem længere tid er jeg begyndt at føle at han egentligt hellere vil lave alt muligt andet end og være sammen med os ikke at vi skal sidde og flette fingre hele tiden eller at jeg bare vil have ham hjemme, overhovedet ikke men det er hans holdning til det hele når han vil være sammen med vennerne og få en øl så går han når det passer ham og det bestemmer han men når jeg skal noget ca 2 gange om året så fornemmer jeg han vil vide det i god tid for nu skal han jo passe barnet og nogen gange siger han jeg fatter ikke du gider dette bla. bla. bla. også ender det som regel med at jeg bakker ud af det aftalte og bliver hjemme. Det er egentligt ikke det der går mig mest på , det der går mig mest på er at han kan finde på mit i aftensmaden og sige jeg skal lige det og det også når han går ligesom til aften og jeg spørger hvornår regner du med at være hjemme bliver det sent idag eller❓så siger han det ved jeg sgu ikke.... og kontakte jeg ham på mobil stille og roligt (uden brok) så føler jeg jeg er luft for ham en der passer barn og hus og laver mad og ikke mere.
og derfor har jeg nok lidt ondt af mig selv men er mest sur på mig selv fordi jeg ikke føler jeg har rygrad til at virkelig tage mit barn og gå for jeg elsker jo manden, og jeg ved hvad jeg har, og vil jo kæmpe for at vi er sammen for biite musens skyld, men nu ved jeg snart ikke hvad der er bedst....
er det bare mig er for nærtagende eller har i et råd?
Jeg sidder lige nu og har lidt ondt af mig selv og jeg håber egentligt at det kunne hjælpe at få luftet lidt ud her, så jeg håber i vil bære over med mig. Jeg har igennem en årrække været sammen med min kæreste vi har et barn sammen på 1½ år, og ud af til ser det hele fint ud, men vores forhold er ændret meget synes jeg, når jeg forsøger at snakke med manden om det bliver han sur og siger at det er det samme ævl jeg altid lukker ud, så det har været svært at snakke med ham om hvordan jeg føler og tænker. Det der er mit problem er at igennem længere tid er jeg begyndt at føle at han egentligt hellere vil lave alt muligt andet end og være sammen med os ikke at vi skal sidde og flette fingre hele tiden eller at jeg bare vil have ham hjemme, overhovedet ikke men det er hans holdning til det hele når han vil være sammen med vennerne og få en øl så går han når det passer ham og det bestemmer han men når jeg skal noget ca 2 gange om året så fornemmer jeg han vil vide det i god tid for nu skal han jo passe barnet og nogen gange siger han jeg fatter ikke du gider dette bla. bla. bla. også ender det som regel med at jeg bakker ud af det aftalte og bliver hjemme. Det er egentligt ikke det der går mig mest på , det der går mig mest på er at han kan finde på mit i aftensmaden og sige jeg skal lige det og det også når han går ligesom til aften og jeg spørger hvornår regner du med at være hjemme bliver det sent idag eller❓så siger han det ved jeg sgu ikke.... og kontakte jeg ham på mobil stille og roligt (uden brok) så føler jeg jeg er luft for ham en der passer barn og hus og laver mad og ikke mere.
og derfor har jeg nok lidt ondt af mig selv men er mest sur på mig selv fordi jeg ikke føler jeg har rygrad til at virkelig tage mit barn og gå for jeg elsker jo manden, og jeg ved hvad jeg har, og vil jo kæmpe for at vi er sammen for biite musens skyld, men nu ved jeg snart ikke hvad der er bedst....
er det bare mig er for nærtagende eller har i et råd?