En far og en mor??

Undrede mig lidt over nogle af svarene i prohomo tråden.
Der er rigtig mange der mener at homo'er ikke skal have børn, fordi de SKAL have en FAR og en MOR.
Sig mig hvilket århundrede lever I i?
Der er da så mange børn der vokser op uden den ene eller den anden, eller kun på lavt blus.
Så nu skal det måske også forbydes at få børn, medmindre man skriver under på man bliver sammen så længe barnet er et barn, eller faren skal skriver under på han vil være der for barnet hvis moren og ham går fra hinanden?
Er det kun mig som opfatter denne dille med at barnet SKAL have en FAR og en MOR som noget oldnordisk vås?

hvis forældrene også opfører sig som en ordentlig far og mor og ikke drikker og ikke skændes og ikke roder i økonomien og ikke er utro og ikke.... rend mig
Selvfølgelig skal bøsser og lesbiske have ret til at få børn. De hjem jeg kender af slagsen fungerer aldeles upåklageligt.

ud over et navn på et papir.
Jeg kan nævne navne på 7 børn, hvis fædre er skredet fra dem.
Men det optimale ville være at ingen forældre svigtede deres børn og at barnet have
far og mor. Nogle af dem lider altså under det, fordi det ikke har været deres valg.
vh anonym

..ikke kun dig der har denne holdning,jeg syns osse det er noget vås, for som du jo selv soger mange børn lever idag med enten det ene eller andet.
At bøsser og lesbiske skal have retten til at få børn syns jeg kun er rimeligt, de har jo (efter som de jo osse er mennesker) et behov for at få og elske og opfostre et barn. Og det syns jeg ikke man kan benægte dem. Og helt ærligt hvad er det lige der er så galt med homoseksuelle forældre ???? Alt det fis med mandlige rollemodeller eller kvindelige for den sags skyld, helt ærligt!!!!! come on..., hvad med alle de børn der bor hos enlige mødre og fædre, de finder da deres såkaldte forbilleder i andre mennesker omkring dem, det behøver ihvertilfald ikke lige være hos mor eller far.
Og som om at vi hetroforældre altid er fantastiske rollemodeller......nej vel !!!!!
metromusen

Nu er jeg hetero, men dog ikke forældre og skal aldrig være det, men jeg kan næppe forestille mig at jeg er et specielt godt rollemodel, men min veninde som er lesbisk og hendes kone er I mine øjne hel fantastiske som rollemodeller og helt sikkert lige så gode som min anden veninde og hendes mand.
Og hvad jeg kan forestille mig - også når jeg kigger tilbage på min egen barndom er det vigtigste er forældrene, om de er så en af hver køn eller 2 af sammen køn er glade for hinanden og har de tgodt sammen.

og nej de vare tager ikke barnets rettighedder. jeg gik gennem amtet fordi min datters far kom og gik i hendes liv som det passer ham og det ville jeg ikke acceptere så jeg regnede med statsamtet kunne hjælpe. vi fik sat samværdet men da han begyndte at droppe aftalerne og ikke dukke op ville jeg stoppe samværdet mellem min datter og ham da min datter ikke er tjent med en far der kommer og går (så min nye kæreste bedre). men da jeg ville ha stoppet det fik jeg bare afvide "vi kan ikke tvinge ham til at se sin datter" holda op tænkte jeg bare his vi mødre var sådan ville de fjerne vores børn så nu har jeg søgt om at samværdet stopper, det har kostet trudsler men det går nok. jeg går stadig og venter på at få et skrivelse fra statsamtet med svar fra min datter far men har intet hørt endnu de er så laangsomme..
Men ja i "gamle dage" havde de for det meste både en mor og far.

Det er jeg egentligt ikke i tvivl om de gør - hvis man vælger fra starten, at man ikke skal være sammen, eller hvis man er homoseksuel og vælger at få barn, er tingene jo på plads. Ingen tvivl, ingen vrede.
Det jeg tror der sker i debatten er, forældre med børn der mangler eks. far, føler sig svigtet.
Jeg har selv kun drenge og min 13 åriges far er død (selvmord da ham var lille) , den mindstes far gider ikke tage sig af ham, (men vil gerne mig, flot? not..) og så bliver man sur og bitter.
For mig lige nu, er der ingen tvivl om at mine drenge savner en far/mand, alle de andre børn de omgiver sig med -næsten- har en.. Min 13 årige bliver ind i mellem stadig ked af at hans far er død og føler sig skyldig, spørg tit hvorfor, mor... Den lille kender sin far, da vi har et tæt forhold til hans farmor og farfar, han er lige begyndt at stille mig spørgsmål som - hvornår skal jeg være sammen med far? og kommer far til fodbold?
Så er det at jeg bliver så fandens gal på den mand... Han er far... men er det ikke alligevel...
det var så lige min reaktion på dette...
Smil og god sommer

Jeg var selv det barn, der voksede op uden en far (død af selvmord da jeg var 4 år).
At vokse op uden en far, har for mig været.. svært til tider.
Nu skal jeg snart selv være far, så det sætter jo nogle tanker i gang.
At få børn, bør ikke kun være en egoistisk handling..
Jeg tror desværre, at børn af homoseksuelle vil få de meget svært.
Og selvom jeg ikke et sekund tvivler på, at de vil være langt bedre forældre end gennemsnittet. Så synes jeg, af hensyn til børnene, at det vil være forkert af dem at få børn.
Hård dom måske, men jeg har svært ved at se hvordan de unger skal få det nemt.

Problemet er jo ikke, om det er far eller mor der mangler. Problemet er, at er kun er én voksen til at klare begge roller og forsørge alene. Det problem følger jo ikke med.
Kender du overhovedet nogle homoseksuelle par med børn? Det tror jeg ikke du gør, for så ville du ikke skrive sådan. Men jeg skulle hilse og sige vi stortrives - både mig og min søster.
Koncentrer du dig hellere om at få dit forhold til at køre så dit barn ikke skal være skilsmissebarn istedet for at bruge tiden, på at have ondt af os der har alt man kunne ønske sig.

Nogen der selv har 2 af samme køn som forældre og kan fortælle om det, i steden for vi andre gætter os frem.
Dem jeg har kendskab til har 2 mødre er stadig så små, så de ikke rigtig kan snakke om det, men stortrives da.
Jeg tror det er meget vigtigere at forældrene er glade for hinanden end at det er en af hvert køn, det kommer der større succes ud af.

Hvis de får det svært tror jeg det er pga. folk dom over dem og den som det lyder til du vil giver videre til dit barn.
Som sagt dem jeg kender der har 2 mødre er stadig så små (7 måneder og 8 år) så de intet har mærket endnu og hende på 8 har stadig legekammerater og der er aldrig nogen der har stillet noget spørgsmål ved det, men forældrene til de andre børn er også meget åbne og synes bare det er skønt at de 2 kvinder har det godt sammen, for det får jo børnene til at stortrives.

... undren - for hvad der er "normalt", til barnets bedste osv osv udhules jo at den måde vi lever på, HELE vejen igennem. Det er jo ikke kun når det kommer til det med en far og en mor. Mange timer i institutioner med skidne nomeringer, mange timer i en folkeskole der har været udsultet i årevis osv osv.
En anden ting er at hvem som helst kan vælge at sætte børn i verden - egnet eller uegnet.
Men det er da klart at børn har brug for voksne af begge køn at indentificere sig med. Det må så bare være forældrenes opgave at sørge for at børnene har en tæt kontakt til det køn der mangler............. det er jo toit sådan det foregår i skilsmissefamilier!
1-2-3

- og hvis du kigger lidt på de familier, der består af to mødre eller to fædre, så er de ofte mere bevidste om den indsats, der skal gøres for børnenes trivsel.
- Idag er det ofte, for de par, som for (næsten) 100 år siden, da jeg var enlig mor og noget mere obs på mine unger, end så mange kernefamilier var, fordi jeg ikke ville risikere, at der skulle være noget at sige hverken mine børn eller mig på - i hvert fald ikke efterfulgt af den der "jamen hun er også enlig mor". Kernefamiliernes unge kunne godt rende rundt med et hul i strømpen, men du så det aldrig blandt de enlige mødres børn.
- Mine drengebørn gik en børnehave med en mandlig leder og 3 andre mandlige pædagoger. Bevidst valg. De havde foruden kontakten til deres far, næsten daglig kontakt med både min bror og far, så det har heller ikke manglet "mandeforbilleder".
- De familier jeg kender, der idag består af hhv 2 mødre eller to fædre virker absolut lige så bevidste om den side af sagen som jeg var. Så de børn er jeg slet ikke nervøs for.