Eksisterer selvmordscyklister i virkeligheden?
Eksisterer selvmordscyklister i virkeligheden?
I mange år har medierne understøttet den opfattelse, at de svage trafikanter også er de åndsvage trafikanter. Cyklister, der mister livet under højresvingende biler, er et velkendt avisfænomen. Men hvem har set det i virkeligheden? For mange år siden opgav jeg troen på disse historier efter en personlig oplevelse. Jeg cyklede med fuld fart ned ad en stærkt faldende vej og min hastighed var høj. Da stod en bil klar til et højresving og ventede, så jeg brugte klokken ivrigt for at undgå et sammenstød. Jeg havde en af de sjældne (ulovlige?) klokker, der virkelig larmer. Lige på det helt rigtige tidspunkt hoppede bilen frem, så jeg slet ingen chance havde for at bremse. Cyklen ramte bilen lige i siden og jeg havnede på taget. Bilen var næsten uskadt, mens jeg og min cykel fik nogle skrammer. Ingen af disse skrammer gjorde mig på nogen måde berettiget til erstatning. Jeg var ikke ung længere, cyklen var af en meget lettere konstruktion end de, der bruges i dag, og min hastighed var højst mulig. Selv i en situation hvor bilisten udviste klart overlæg, opstod der ingen skade af erstatningsberettingende omfang. Hermed er en kendt medieillusion reduceret til nul.
I sine erindringer fortæller C.E.Soya, at før bilerne blev almindelige, døde cyklister dagligt i aviserne efter styrt mod kantstenen med et flækket kranium til følge. Man tror det gerne.
I mange år har medierne understøttet den opfattelse, at de svage trafikanter også er de åndsvage trafikanter. Cyklister, der mister livet under højresvingende biler, er et velkendt avisfænomen. Men hvem har set det i virkeligheden? For mange år siden opgav jeg troen på disse historier efter en personlig oplevelse. Jeg cyklede med fuld fart ned ad en stærkt faldende vej og min hastighed var høj. Da stod en bil klar til et højresving og ventede, så jeg brugte klokken ivrigt for at undgå et sammenstød. Jeg havde en af de sjældne (ulovlige?) klokker, der virkelig larmer. Lige på det helt rigtige tidspunkt hoppede bilen frem, så jeg slet ingen chance havde for at bremse. Cyklen ramte bilen lige i siden og jeg havnede på taget. Bilen var næsten uskadt, mens jeg og min cykel fik nogle skrammer. Ingen af disse skrammer gjorde mig på nogen måde berettiget til erstatning. Jeg var ikke ung længere, cyklen var af en meget lettere konstruktion end de, der bruges i dag, og min hastighed var højst mulig. Selv i en situation hvor bilisten udviste klart overlæg, opstod der ingen skade af erstatningsberettingende omfang. Hermed er en kendt medieillusion reduceret til nul.
I sine erindringer fortæller C.E.Soya, at før bilerne blev almindelige, døde cyklister dagligt i aviserne efter styrt mod kantstenen med et flækket kranium til følge. Man tror det gerne.