Døden og at vågne op til livet

Fortsat fra http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=1624769
"Så enkelt er det" og så er det alligevel enklere. 🙂
Vidnerne "beviser" deres kærlighed, ved at gøre hvad "Guds Organisation her på jorden" instruerer vidnerne til at gøre. Kærligheden hos vidnerne, er derfor bundet til de instrukser, som Selskabet udsteder.
Det være sig deltagelse og udførelse/natur af/til møder, forkyndelse, bøn, instruering af familielivet, sexuallivet i ægteskabet, nøjagtige syn på skolegang, motiv og handling i forbindelse med "tjenesteforrettigheder" i menigheden, hvad og hvordan man skal føle i den og den situation osv osv.
Kærligheden er "bevist" ved tilhørsforholdet, loyaliteten og lydigheden mod Selskabet.
Er man loyal mod Selskabet, er man loyal mod Gud.
Med opstillelsen af alle retningslinierne, forestiller udstederne sig, at hvis disse ikke var der og blev læst af vidnerne, ville vidnerne ikke kunne være kærlige og loyale mod Gud. Når man forkaster Selskabet med de retningslinier der fører med, forkaster man altså kærligheden og loyaliteten mod Gud, for kærlighed og loyalitet mod Gud kommer ikke fra mennesket selv, men fra tilslutningen til de kærlige instrukser.
Et vidne vil altså, når det står overfor et dilemma, søge ned i Selskabets "bibelske" litteratur i "ydmyghed", for at finde ud af, hvordan at det skal forholde sig til dilemmaet. Vidnet er ikke klog i egne tanker og stoler ikke på sit forræderiske hjerte.
Da vidnet således har nedbrudt sig selv, anser det selv for en kvalitet og udtryk for godhed af højeste karat, at det søger de gode svar i Selskabets "bibelske" litteratur.
Da resten af verdenen forkaster den "bibelske" litteratur fra Selskabet, er det dermed fordi, at de forkaster al godhed sammen med Gud. "Verdenen" ønsker ikke at gøre godt og følge Gud, da de forkaster Selskabet med de "bibelske" instrukser, der følger med.
Derfor er det stadigt tilhørsforholdet, loyaliteten og lydigheden mod Selskabet der definerer hvad "Sandheden" er for Jehovas Vidner. Er man loyal og lydig mod Selskabet og dets instrukser, er man i "Sandheden" som er kærlig.

Når der opstilles "reklamer", hvor at forskellge værdier præsenteres, kan hver af disse værdier tiltale den der læser/hører om dem. Dette kan ske, fordi at individdet I FORVEJEN har udviklet en værdsættelse af netop de fremholdte værdier. Det, følelsen, værdsættelsen og ønsket, kommer i forvejen indefra, hvorfor at det vil virke som frihed og glæde for individdet at tilslutte sig Selskabet (Jehovas Vidner). Med tiden vil individdet dog overgive HELE sin samvittighed og empati til Selskabets instruks, hvorfor at det, som før gav mening og fylde, nu er blevet tomt og mekanisk.
Man gør det ikke, fordi man vi og har lyst, man gør det, fordi at instruksen kræver det.
Har man først overgivet sig til Selskabets instruks og accepteret den som det gode, kan Selskabet til enhver en tid ændre på instruksen og vidnet vil følge den, uanset om den nye instruks går modsat de værdier, udfra hvilke man oprindeligt tilsluttede sig.
Men vidnet mærker det ikke rigtigt mere. For den eneste følelse, den eneste etik, den eneste moral er nu, at følge instruksen.
Man er nu en mand/kvinde af vejledningen.
Et tomt og hult menneske, som taler om værdier, definerer værdier, udtrykker værdier, men ikke ejer dem i sin sjæl.
.......men der er altid liv gemt væk et sted, som kæmper for at komme fri.

mvh
billen76

Du skriver nogle gode indlæg.
Som supplement til dit indlæg her, kan jeg fortælle, at jeg kender kristne fra andre samfund, som sagtens kan finde ud af at opføre sig forbilledligt uden alle disse retningslinjer. Og som har imponeret mig med deres væremåde. Snu som slanger og blide som duer. Og klogere på mennesker end jeg nogensinde har været. Og de har ikke haft andre lærebøger end Biblen.
solsystem

Sålænge at de man læser, er noget der tjener til inspiration, og ikke egentlig instruks, så kan læsning og samtale om værdier, tjene til at man får overvejet sine egne standpunkter og værdier i livet. Men man skal selv håndtere dem. Og de må ikke optræde som instruks. Ellers bliver disse værdier tømt for indhold. Det tragiske er så, at det ikke sikkert, man selv kan se det og opfatte det.
Så dette er ikke et anklageskrift imod religion som et hele, men et anklageskrift imod en måde at bruge religionen og kristendommen på.......eller et hvilket som helst tanke,- og værdisæt man nu måtte opstille.

Det vigtigste er livet, sit eget og andres, at nyde samværet med andre, sin hustru, sine venner, sine kollegaer, sine naboer, og hvem mere der støder på ens vej. Glæde sig over de små som store ting, man nu får en del af her i livet og glæde sig over andres glæde over samme. At ønske det samme for andre, som man ønsker for sig selv.
(har jeg fået nævnt, at jeg er lidt af en romantiker? 🙂)
Sættes instruksen over det, som den havde til formål at udvirke, har man forfejlet formålet. Og det man ønskede sig med instruksen, glider bort sammen med formålet.

mvh
billen76
NB: og tak 🙂