Dåb og konfirmation

Blev lige inspireret af et indlæg omkring konfirmation.
En spørger om, hvorfor man skal konfirmeres, når man ikke tror på Gud eller ved om man tror.
Og da konfirmation er en bekræftigelse af dåben, som forældrene har valgt for deres barn, er mit spørgsmål :
Hvorfor vælger mange at døbe deres børn, give et løfte i kirken om at opdrage deres barn i den kristne tro, men ikke gør det, og måske ikke har tænkt sig at efterleve det.
Er løfter da så ugyldige ?

Jeg mener at man kun bor give det lofte hvis man foler for det og har taenkt sig at efterkomme det. Jeg er selv Gudmor og tager loftet jeg har givet alvorligt. Men jeg synes desvaerre at se af det ofte ikke er saadan. Ja undskyld, men jeg har ikke danske bogstaver paa dette tastertur.

fra en, der tager det seriøst.
vil du så også tage dig af Gudbarnet, hvis det ulykkelige skulle ske for forældrene ?
ved godt at det ikke er juridisk bindende

Altsaa at barnet flytter ind hos mig og jeg tager foraeldre rollen❓
Hvis der skulle ske noget med foraeldrene, ville jeg tage stilling til hvad ville vaere bedst for barnet, sammen med resten at barnets familie, hvis det ville vaere bedst at barnet boede hos mig og at jeg kunne tilbyde det barnet har brug for, saa ja det ville jeg. Men om barnet bor hos mig eller ej, ville jeg holde mit lofte om at laere barnet i Kristendommen.

dig Durden

Jeg selv er døbt men ikke konfirmeret. Grunden til jeg blev døbt, på trods af at mine forældre ikke er videre kristne (kun min far er medlem af folkekirken), var at de i bund og grund godt kunne lide den kristne tro, og synes jeg skulle have valget senere. Desuden tror jeg også det var for at glæde bedsteforældrene, men det kan jeg kun gisne om.
Jeg valgte ikke at blive konfirmeret, da jeg synes det virkede absurd at bekræfte en tro man ikke har, overfor en gud man ikke tror på, og så tilmed gøre det et sted, der er helligt for andre...
Mine børn skal ikke døbes, for jeg vil ikke stå i en kirke og love jeg vil opdrage dem i den kristne tro, når jeg nu ikke vil det... Til gengæld må det være dem frit for, om de senere i livet finder ud af de gerne vil være kristne.

"Hvorfor vælger mange at døbe deres børn, give et løfte i kirken om at opdrage deres barn i den kristne tro, men ikke gør det, og måske ikke har tænkt sig at efterleve det.
Er løfter da så ugyldige ?"
Her i Danmark skyldes det vore traditioner. Det er tradition at man bliver døbt som spæd, og senere siger god for det ved en konfirmation.
Personligt ser jeg det dog ikke som en god løsning. Dåben er i Bibelen et udtryk for at man siger ja til at efterleve Bibelens princippper, ja at tjene Gud i et og alt. Og hvordan kan andre personer sige ja for et spæd?! Jeg hælder selv til voksendåb, hvor personen SELV tager standpunkt, og forskellige religioner praktiserer da også dette.
Bare se på eksemplet med Jesus. Han var 29 år ved sin dåb!

Dåben på små børn bliver jo netop bekræftet ved konfirmationen, fordi man godt ved de ikke selv kan sige ja til gud når de er så små...
Jeg ved ikke hvorfor man så skal døbe små børn, mit bedste bud er at traditionen stammer fra en tid med megen overtro: Ved dåben får barnet gud beskyttelse mod alt muligt mystisk...
Jeg ved ikke om det passer, men det er da en mulig forklaring...

Hej
Nogle mener åbenbart, at det er barnet der bekræfter ved konfirmationen. Det er ikke tilfældet!
Ved dåben fik man en gave. Den kan man gøre ved, hvad man vil - men ved konfirmationen bekræfter Gud gaven over for konfirmanden.

Mener du ikke omvendt... At det er konfirmanden der bekræfter, at handlingerne fra forældrene da han/hun var spæd var korrekt!?

Mit yngste barn var alvorlig sygt ved fødslen. Og jeg var alene om at føde hende, fordi min mand ikke nåede frem.
Der var slet ingen tvivl i mit sind, da jeg blev spurgt om jeg ville have barnet nøddøbt. Da dåben, som i øvrigt var meget, meget smuk - var overstået. Så undrede jeg mig faktisk lidt over, hvorfor det var så vigtigt for mig at få hende døbt. Jeg var også utrolig lettet over at jeg nåede det.
Det jeg kom frem til, var egentlig ret enkelt: At jeg ikke ville have, at hun døde uden at få Guds velsignelse (gennem præsten).
vichri

Jeg selv er 32 år og blev aldrig døbt som barn, ja rent faktisk har jeg aldrig været medlem af noget trossamfund, jeg har dog en tro på Gud, men opfattelse af Gud er dog ikke noget jeg har fundet familiær med bestemte eksisterende religioner, så jeg er måske det man kalder religionsløs eller "hedning".
Jeg vil sige det har været enddog MEGET sundt for mig IKKE at være døbt fra fødslen, for det fik mig VIRKELIG til at spekulere over det hinsides da jeg var 12-13 år og skulle overveje om jeg ville gå til konfirmationsforberedelse ligesom hovedparten af mine kammerater gjorde det. Jeg havde også et par jævnaldrende kusiner (som jeg dengang var tæt fortrolige med), der lod sig døbe, så kom virkelig tæt ind på tankerne omkring min tro.
Jeg tror ikke jeg havde haft de samme tanker hvis jeg på forhånd var døbt, idet at det at man selv skal overveje at lade sig døbe sætter tanker igang når ens kammerater i skolen ikke skal igennem samme proces.
Så jeg kan kun tale med begejstring i stemmen om ikke at lade sig døbe mens man er barn.

Hej anonym
Det forholder sig, som jeg skrev i mit første indlæg. Det er ikke barnet, der bekræfter.

barnet bekræftiger dåben, at vedkende sig sin kristne tro ved konfirmationen.
Førhen betragtede man børn i den alder for voksne nok til selv at tage vigtige beslutninger.
Dengang havde de fleste af dem jo også tjent til føden i flere år forinden.
min mormor født i 1907 kom ud at tjene på en gård da hun fyldte 9 år.
Jeg har fået forklaret af en præst, at kort fortalt fra gammel tid betragtes et lille udøbt barn for ikke rent, da det ikke var kristnet.
Dåben er en rituel handling, hvor man "slår det, sjælen ihjel, og ved dåben genopstår sjælen igen i kristi navn.
Derfor døber man hurtigt nyfødte børn, hvis deres tilstand er kritisk.
For ikke særlig mange år siden i sidste århundrede, kunne man ikke blive begravet på en kirkegård, men fik en plads udenfor kirkegårdsmuren, hvis man ikke var døbt, da man så ikke var "ren" af sjæl.
Min families første reaktion på at jeg ikke ville døbe min førstefødte, var åh nej, så kan han ikke blive ordenligt begravet, hvis der sker noget med ham.

Det kommer vel lidt an på hvad du anser for være "at opdrage i den kristne tro". Man behøver vel ikke gå i kirke hver søndag for at være kristen. For mig handler det lige så meget om værdier og normer man lever efter.

er ikke at tale for eller imod dåben af det lille barn.
Men at man overvejer, hvorfor man gør det, at det forpligter og at det ikke bare er noget "man" gør fordi det er tradition, eller familien står og presser på.
Min yngste er snart nået konfirmations alderen, og det er hendes valg om hun vil det, det indebærer an dåb først, og det er helt fint med mig, for hun overvejer virkelig.
Vi taler om tro, og jeg har lært mine børn at bede en bøn for andre er i mine øjnne en god og kærlig handling.
Men om de vil bruge det er deres valg.
Da min næstyngste var i den alder og alle andre i klassen skulle konfirmeres valgte hun det fra.
Hun undrede sig over deres dobbeltmoral, som hun kaldte det, de drillede hende med ikke at være døbt, og hun svarede at det var ironisk at hun den eneste troende i klassen, og dem som skulle i kirken ikke troede en skid på det hele.
Tja det var da meget godt set ikke.

hver søndag, nej det er ikke det jeg mener.
kirken er i mine øjne ikke up to date, salmer, der ikke kan synges, og tekster, der ikke kan forstås af nulevende.
Men mellem mennesker, at lære sine børn moralske og etiske værdier, at se på sig selv inden man dømmer andre osv.
jeg har jo heller ikke døbt mine børn, for min tro er ikke i så fasttømret rammer, som den dogmatiske kirke.

Men at opdrage i den kristne tro efter løfte i kirken, at lære børnene, hvad der står i biblen, Jesu liv osv. det er det man lover.

Hvis der kom gospel i kirken, så var jeg en hyppig gæst, kan jeg love dig.
Det er da livsglæde, at få kirken til at rykke.

Indenfor folkekirken er der to retninger - den ene siger, at det er barnet, der bekræfter - den anden, at det er Gud.
Du kender sikkert et andet sted på nettet, hvor man tærsker langhalm på emnet.
De uforsonlige er dem, der deler din holdning. God fornøjelse siger jeg bare.

at jeg syntes det er for svagt ikke at vide, hvad man står og lover ?
At blot følge en tradition uden at tænke nærmere over det ?
fatter du selv, hvad du skriver

Kære guller,
Tak for dit indlæg. Det er interessant og jeg synes også du får mange fine kommentarer på det.
Du lyder, som en meget tænksom person med dybe rødder i den Danske Kristne tradition.
Der er mange ting og hvis du virkelig føler som du siger, så kan jeg kun sige een ting til dig. Det er Gud, som har lagt det på dit hjerte. Gå derfor og gør som du siger.
Gud velsigne dig.
Enoch.

til dig enoch, mange tak for dine ord, de glæder mig.

Ja jeg tror virkelig på det jeg skriver, og gør mit bedste for at efterleve min tro, hver dag.
Vel vidende at vi jo kun er mennesker, med alle de facetter og ting, der endnu er at lære, og at vi alle ikke altid magter at handle som Guds bedste børn :-)
Og jeg er kritisk overfor mig selv og for mine egne menneskelige fejl.
Hvilket håber jeg, forhindre mig i at tage himmelflugten til at være hellig og højttravende.

Min bekymring er på to ting :
At handle uden eftertænksomhed, og bare gøre ting fordi, det gør man.
At overtage en tro uden selv at tage stilling i sit hjerte, med fare for fanatisme.
Egentlig handler der om at være tilstede og tage sine beslutninger alvorligt, både for sig selv og for sine børn.
God dag til dig

Kære Guller,
Tak for smukke ord. Jeg har en email.adr. millennium7@mail.dk, du gerne må skrive til.
Jeg skal nok fortælle hvorfor. Det bliver en overraskelse for dig.
Det har noget at gøre med, at her på Debatten kan vi kun sende tekster.
Altså hvis du synes.
Hilsen
Enoch