droppe kontekt med familien

Jeg skriver her, fordi jeg mangler lidt input.
Min mor og far blev skilt da jeg var 2år(jeg er nu 28) pga min far drikker lidt for meget, og min far giftede sig igen med en der havde 2 børn og sammen fik de 1 barn. Min stedmor har altid været sur på mig eftersom jeg er barn fra tidligere ægteskab. F.eks. står hun altid i døren og lytter når jeg snakker med min far, lægger aftaler på min fars vegne når jeg skal komme osv. Min stedsøster og halvsøster fik et barn for 2 og 1 år siden, da min ældste datter var 6år(har 2 børn) og så kom der legetøj hjem til dem, sandkasse i haven, rygeforbud derhjemme, hvilket ikke var tilfældet ved mine 2. Der var ingen legetøj osv. Hun fik noget af min farmor til at have derhjemme til min datter, men forærede det straks til naboen. Efter jeg fødte, fik jeg ikke engang besøg eller barselsgave. Jeg tog selv derhen efter 1 md. men ved min stedsøster var der besøg og stor gave. Ligeledes holder de ferie med de andre børnebørn, men reagerer ikke når jeg spørger. Mine søstre reagerer ikke på noget af det. Jeg er gift med en fuldt integreret tyrkisk mand, som de jo så heller ikke kan lide, for han er jo anderledes.
Problemet er nu at i februar skulle min far og stedmor holde sølvbryllup og jeg havde fået lavet en personlig gave, købt kjoler til mig, manden og børnene og især børnene glædede sig meget til at de skulle til fest. Min datters halvsøsters mor blev meget syg et par dage før dagen og jeg blev spurgt om jeg kunne passe hende. Jeg skrev en besked til min stedmor om hun måtte komme med til festen, og så kom balladen. Min far ringede og bad os om at blive væk fra festen. Min farmor skrev alt muligt svinsk til mig. -hvorfor jeg lavede ballade, om jeg ønskede at være død for dem m.m. Jeg var helt ødelagt og stod nu med 2 forventningsfulde piger og skulle forklare hvorfor vi ikke skulle til morfars fest osv. Min ene stedsøster sendte derefter en mail til mig hvor vi blev nedrakket på det groveste og jeg skrev lidt efter festen med min halvsøster, hvor hun skrev at min far var meget skuffet over at vi ikke var kommet. Jamen for h..... Han bad os jo om at blive væk. Måske var han fuld, men min stedmor var der jo også og de havde endnu 2 dage inden festen til at ringe og sige at de ikke mente det eller noget i den stil. Jeg tror at de har sagt jeg ikke ville komme hvis jeg ikke kunne tage min datters halvsøster med, men det var jo ikke tilfældet. Det var et ja/nej spørgsmål og længere burde den jo ikke være. Jeg er nu gjort til bussemanden og synes det er så unfair. Jeg valgte at slette dem fra facebook og stoppe kontakten, hvilket jeg også fik ballade for. De mente at jeg brugte min datters face for at se hvad de lavede, så også der måtte jeg slette dem. Men den anden dag skrev min halvsøster at hun skal giftes til august og gerne vil have os med. Jeg har ikke noget imod at have kontakt til min søster, for jeg elsker hende jo og har en lille niece, men den øvrige del af "familien" kan jeg ikke bruge til noget. Jeg mener det er synd for mine børn at de skal udsættes for den forskelsbehandling der er og de spørger jo ikke til dem i forvejen. Hvad ville I gøre?
Jeg læste et indlæg på en side min halvsøster havde skrevet at hun gerne ville have mig med, men det var svært at tilgive mig for det jeg har gjort og de ønsker en undskyldning fra mig. Jeg har tænkt og tænkt og læst beskeder fra dengang igennem om det nu er mig der har gjort noget, men kommer frem til det samme. At der må være opbygget en historie fra min far og stedmor, for i mit hoved giver det ingen mening. Hvad er jeres mening???

Nogle gange kan det være en kæmpe lettelse at droppe familien. De er ikke altid gode for en, kort og godt!

Kan hun kompensere for dit dårlige forhold til din far og stedmor?
Det er altid svært at skulle droppe familie, fordi der er så mange følelser i klemme. Men at være udsat for forskelsbehandling igennem så mange år, gør ikke livet lettere for dig og din lille familie
Du kan se på det på den måde, hvor meget positivt er der i forhold til negativt i dit forhold til din far. Som jeg læser dit indlæg, så har du oplevet skuffelser på skuffelser og en far der reelt ikke har været der for dig, er det korrekt?
Tiden er så kommet til at spørge dig selv om, hvor meget mere du kan holde til? Om din selvtillid går af fløjten, når du er sammen med din far og hans familie?
Kunne du evt. skrive et sobert brev uden bebrejdelser, som fortæller, at det var vigigt at tage dig af dette familiemedlem, som havde brug for hjælp inden festen. Og det intet havde at gøre med at du ikke havde lyst til ikke at komme til festen, men at I faktisk havde glædet jer til den. Og du ikke forstå, at det kunne medføre så meget ballade.
Du skal ikke komme med en undskyldning,da du ikke har noget at skulle undskylde.
Hvis du vælger at cutte dem af, så er det vigtigt, at du får arbejdet med den følelse af skuffelse og sorg du har ved, at din far ikke har været der for dig, så det ikke sætter sig til en grim bitterhed, som vil gnave resten af dit liv.
Derfor håber jeg, at du har et godt forhold til din mor, som kan lindre på den sorg og vrede, som du uvilkårligt vil føle mod din far, fordi han altid har været for svag til at turde at stå op imod din stedmor, og være der for dig.
Giver min besvarelse mening?

synes ikke det er dig som har gjort noget forkert så du skylder dem ikke en undskyldning overhovedet kram til dig🙂så du er bedre tjent ud dem 🙁

tak for dit lange svar :-) Jeg har prøvet at forklare det på en pæn måde uden bebrejdelser, men det kom der mere ballade ud af. Jeg er nu efter 26år helt afklaret med at jeg ikke skal have mere kontakt med den side og føler en lettelse. Udover det med min lillesøster som nu skal giftes og gerne vil have os med. Hun har ikke gjort mig noget og jeg kan mærke at hun også ønsker kontakt. Men jeg føler også jeg straffer hende ved ikke at komme til brylluppet pga den øvrige familie, men samtidig er det for svært at tage med. Jeg har jo også mine børn at tænke på.
Mht min mor, så har hende og jeg et godt forhold. Og jeg har på den side mine bedsteforældre og en anden halvstoresøster. Min mor har aldrig snakket dårligt om min far. Nok også derfor jeg i alle disse år til han selv siger med sine egne ord at jeg skal blive væk, har higet efter hans kærlighed og anerkendelse. Men min mor er jo lavet til en heks af min fars side der printer ting i hovedet på mig, men det er absolut ikke tilfældet. Mange kunne lære af det :-)

for dine søde ord [l]

Mht. de sidste sætninger omkring at snakke dårligt om, så viser det meget tydeligt forskellen mellem din mor og far.
Jeg sagde selv min far fra for mange år siden, men han var en dumt svin for at sige det rent ud. En mand jeg altid havde været bange for, fordi han altid var fuld og kom midt om natten og sparkede på døren, hvis min mor ikke lukkede ham ind (de var også skilt). Lige pludselig en dag, da han kom og var ubehagelig igen, var jeg for første gang vred i stedet for bange. Jeg var omkring 16-17 år. Og jeg sagde til ham, at jeg aldrig ville se ham for mine øjne igen og han skulle forsvinde. Jeg har ikke set ham siden, og har heller ikke ønske om det selvom han har prøvet at kontakte mig via min søster.
At jeg sagde ham fra er det bedste jeg havde gjort.
Så jeg forstår godt at du efter at have higet efter din fars kærlighed og anerkendelse i så mange år har fået nok.
Mht din h.søsters bryllup og kontakten med din h.søster, så kan jeg ikke sige, hvad du skal gøre. Det bedste er nok at mærke efter, hvordan du har det med det. Som du selv siger, så er det jo ikke din h.søster, som har gjort dig noget.
Jeg ved ikke om din h.søster er til at snakke med, men så kan du måske skive et brev til hende omkring de ting du har skrevet her.