det sorte får bræger...

Jeg har skrevet dette brev, overvejer nu med en knude i maven hvorvidt jeg skal sende det..
September 04

Kære Far
Nu er det to år siden jeg sidst hørte fra dig... jeg tillod mig at bede om din hjælp.... jeg har aldrig før bedt dig om noget.. aldrig. Men du sagde nej med begrundelsen, at jeg skulle huske på at min lillebror havde fødselsdag efterfølgende måned... –jeg stod til at miste mit hjem... hjælpen kom i form af min mors kæreste. Han er alkoholiker og fik fremskaffet pengene ved at tage et bilka-lån... pengene har han fået igen, men prisen betaler min mor fortsat...
Jeg skriver dette brev, ikke i håbet om din kærlighed –men i håbet om at opnår en større forståelse for den mand der de første 22 år af mit liv kaldte sig min far...
Er blevet fortalt at dette brev er nytteløst.. at du ikke vil kunne forstå... –derfor er det for min egen skyld at dette kommer på skrift.. sandsynligvis for jeg aldrig samlet nok mod til at sende dig en kopi.
Undres..
Det undre mig til stadighed hvorfor du i alle disse år har fastholdt faderskabet... når det nu ikke det var noget du ville.. –hvorfor tillod du ikke min tidligere stedfar at adorbtere mig dengang?
Glemmer du –så husker jeg...
lille pige..
Utallige timer blev tilbragt i vindueskarmen –ventende, da du jo altid var timer forsinket. Tårer når jeg kom hjem, fordi weekenden var gået med at passe lillebror og lillesøster og underholde mig selv –ikke forstyrre far.. har aldrig haft så meget som en skuffe hos jer –ja ikke engang min tandbørste har der været plads til... man sletter alle spor...
Men hoppede på den igen og igen... for min far var så overbevisende i telefonen –han savnede mig jo, glædede sig jo til at se mig og vi skulle jo hygge os helt gevaldigt!

Din kone tugtede mig gennem hele min barndom både verbalt og ved hånd, men du tillod det –eller måske opdagede du bare ikke? –din familie har senere sagt at jeg skulle tilgive, blive venner... jeg gjorde hvad jeg kunne... men en ting er at tilgive –noget andet er at glemme...
Legede som barn en leg... –hvor mange gange kunne jeg fortælle min far den samme ting, før han opdagede gentagelsen –det blev hurtigt en kedelig leg...
Var du nogensinde stolt af mig? Topkaraktere i skolen, diagnosen ”over-intelligent” hos psykologen
”et lovende talent” –kunne forsætte listen... Intet imponerende dig tilsyneladende... mellemlederstilling på rekordtid som 22 årig –stadig ingen response.. det eneste positive jeg nogensinde har hørt fra dig var, at jeg var flot pige...
Svært at være voksen...
Ja, nu er jeg så 24, 25 om lidt.. har været alene med alt de sidste mange år.. ingen rådgivning i hvordan verden klares som voksen. Min eneste tilbageværende familie er min mor, som bekendt lever sammen med en alkoholiker. Når livet bliver hende for hårdt, søger hun tilflugt hos mig, sidder tavst og stirre ud i luften, græder, nægter at spise... kan intet magte. Dette forsætter i nogen dage, indtil hun knækker under for hans pres... og kommer ”hjem” .vi kan nu tælle det tredie år... Hendes valg –jeg ved det.
Men hvor går jeg hen når verden ramler sammen om ørene på mig? Hvor går jeg hen for at få trøst? Råd og vejledning?
-Hvor går jeg hen???
Har tit tænkt, om du overhovedet kendte mig, du har aldrig vist interesse.. derfor aldrig vidst hvad skete i mit liv.. du skulle vide hvor mange gange jeg har været bange og hvor mange nætter jeg har måtte ligge alene og græde mig sig selv i søvn... det sørgeligste i verden er at græde alene, velvidende om at der ikke kommer nogen og trøster dig.
Ligger syg på 12. uge
Har været sengeliggende siden 18-06-04 –det er knæet.. et stykke af min knæskal er gået løs og har sat sig fast inde bagved... stafylokokker i bylde-udbrud.. fra den ene læge, til den anden, til den tredie. Hjemmehjælp, hjemmesygeplejersker og morfinpiller –ville gerne stikke af fra det hele –men kan jo ikke gå..
Sidste år lå jeg 8 uger med svær mellemørebetændelse på venstre øre, mistede trommehinden og derved det meste af hørelsen på dette øre. Men klarede det, præcis som jeg også nok skal klare dette. –Alene.
De siger at psyken og kroppen hænger sammen, de siger at hvis den ene belastes for meget, at det så gå ud over den anden. Ved det ikke.
25 år -25. kæreste...
Bildte i mange år mig selv ind, at hvis min egen far ikke kunne elske mig –hvordan skulle andre så kunne? Er vist blevet klogere.. selvom min nuværende kæreste med tiden vil ende som nr. 25 i rækken af fjolser... mange har ikke været særlig søde, andre besiddende og andre igen, så mig som et statussymbol... –måske som dig, der introducerede mig, til naboer, kolleger og bekendte som det tredie og ukendte barn... men køn var hun.
Ved nu at man godt må forlange at blive behandlet ordentligt. En dag bliver jeg med garanti i stand til at sige til en mand at –jeg elsker ham... en dag finder jeg den rette, en dag stifter jeg min egen familie –og en dag starter jeg forfra.
En kladde..
Den første er altid en fejl, har du så tit pointeret for mig, men ved du hvad? -kære far –måske er det i virkeligheden dig der er fejltagelsen.
Mine søskende har min kærlighed, og jeg håber de en dag finder styrken til genoptage kontakten til mig -udenom dig, men jeg ved bedst af alle hvor meget mod dette kræver.
Det sorte får bræger nu en lille stille afskeds sang.

-din først fødte.

..hvor blev jeg trist af at læse det ...snøft !!!
Synes helt klart du skal sende det , for det var så sigende .
Held og lykke med det !!!
Høre gerne fra dig , hvis du høre noget fra ham !
Take care !!!

Manden er jo trods alt din far, og det må være fra ham du har din gode hjerne.
Vent til han blive ældre/gammel.......så giver du ham kniven...svigt ham som han har svigtet dig.

Hvor er din far dog et "dumt fjols" Det er hans tab, at han ikke ser, det dejlig menneske han har sat i denne verden. Du er værd at elske, du er værd at holde af, du betyder noget i denne verden. Det må du aldrig betvivle. Lad ikke ham tage dette fra dig. De kærligste hilsner

først tak for dit input...
psykisk ustabil?? du er først psykisk ustabil i det øjeblik du ved hvad du føler, men ikke ved hvorfor du føler det.
psykolog? alle mennesker har ting der nager.. og ja for nogen er psykoterapi afgjort den eneste vej, MEN jeg vil til hver en tid hævde at hvis man kan finde styrken i sig selv, er man sig selv den bedst mulige psykolog..
jeg skræmmer ingen væk, da jeg yderst sjældent deler mine inderste tanker. Jeg har grundet min egen uvidenhed tiltrukket de forkerte mænd og gang på gang tilladt deres behandling af mig.
til sidst vil jeg fortælle dig at min far og min mor faktisk var gift til jeg var tre, og at jeg var min fars et og alt indtil han mødte min stedmor og med hende fik to andre børn. -jeg var ikke et one-night-stand.

med afskedssang mener jeg at sætter punktum her, og lukker bogen.
en afsked til ham -langt fra et afsked til mig.
P.P.S. ked af du har misforstået mig.

Så er den bedste form for psykoterapi, at skrive om problemerne
og gemme papiret væk. For du kommer vist ikke igennem med
ret meget hos din far.
Det er dejligt, at du er blevet klogere med hensyn til mænd.
Men mænd er lige så forskellige som kvinder. Så du skal
arbejde hårdt med dig selv, hvis du skal tiltrække en
anden type mænd.
Hvorfor vil du tage afsked med ham? Jeg har selv en far, der
altid har været totalt ego centreret. Da han fik lidt modspil
af hans børn, så gad han ikke længere lege med dem. Så
det stoppede dengang vi var omring 5-6 år. Siden har han
kun gidet se tv, og bad os om at holde vores kæft.
Hans mor havde nemlig spoleret ham under opvæksten, ved
kun at overdænge ham med rosende superlativer. Så han
den dag i dag ikke kan modtage kritik.
Så du er ikke den eneste, der har haft problemer med din
far, uanset om han har været tilstede eller ej. Ja, jeg var
også min fars et og alt. Det er de fleste børn, hvis der ikke
er tale om et one-night-stand. ;-)
Find en rigtig ven der vil holde om dig hele natten, når
du har behov for tryghed. Det virker nemlig som om du hele
tiden vender tilbage til din far, og din kæreste kan åbenbart
ikke give dig den nødvendige tryghed.
P.S. Det gør ikke et spor med hensyn til misforståelsen.

Du virker ret afklaret og jeg synes helt klart, at du bør sende brevet. Du bør ikke tænke på, hvorvidt det kan såre andre, da der vist aldrig rigtig er nogen, der har tænkt på dine følelser.
Når jeg læser din beretning føler jeg mig priviligeret og mine "problemer" synes ligegyldige.
Jeg håber, at dette kan blive et opgør, en afslutning på den del af dit liv, så du kan kigge fremad igen

Det lyder som om din far virkelig bekymrer dig, og har gjordt det i lang tid. Du vil aldrig få ro medmindre du bliver afklaret med din far. Er han der eller er han der ikke. Derfor vil jeg råde dig til at sende det, ellers vil du om to år stå med et nyt brev, men i samme situation. Jeg synes også du skal gøre brevet til et ultimatum og gøre det klart for ham. Vil han eller vil han ikke være din far. Vil han, er det super, vil han ikke skal du opgive ham, tage den psykiske nedtur det giver at afvise ham og derefter komme videre med dit liv.
Held og lykke

.. fordi de andre har givet dig gode råd.
Men din mor, sidder sandsynligvis fast i en voldsspiral. Det du kort beskriver, er at hun bliver misbrugt (verbalt overfuset, tvunget hjem igen og måske også noget fysisk vold, hun måske er for flov til at fortælle om) - typisk for den voldsramte, fordi man ved det er forekert, men efterhånden er så nedkørt, at man bebrejder sig selv at det sker...
Du kan give hende støtte i at det hun lever IKKE er et lykkeligt liv - det er liv i vold aldrig.
Og hun kan hente rådgivning - anonymt - på flg. tlfnr.:
70 266 112 - for kvinder ramt af vold i parforholdet
og
70 20 30 82 - også for kvinder ramt af vold.
- håber du mit i din egen smerte har overskud til at hjælpe hende i gang til at finde hjælp og støtte.
knus

sendte brevet til min far sidst i september.... -har ikke, og må nu erkende at jeg ikke får, en reaktion.