Allerførst: sidste gang en kvinde sagde til mig, at hun var HELT tryg ved mig, da tog jeg det ikke som en kompliment *LOL*
Verden forandrer sig.
Da jeg var barn, fortalte min mor om en stor mand i sognet, at han havde problemer med vandladningen, men han lod sig aldrig mærke med noget, "han var en fin mand". I vore dage ville dette indebære en "rutinemæssig" prostata-operation og så færdig med det.
Men desværre er det ikke alt, der er så ligetil som dette. Og der er opstået en utrolig klientgørelse / patientgørelse. For en gangs skyld synes jeg, ordet "utrolig" er på sin plads, for det meste synes jeg, det er misbrugt, men her er det virkelig utroligt, i hvert fald i min bog.
Og tingene går hurtigt, udsvingene er store. Det ses bl.a. på anbefalingerne til, hvad der er sundt at spise. Hvis vi følger anbefalingerne til punkt og prikke, kan vi skifte indmaden i køleskabet fuldstændigt ud hver anden måned.
Det er, som om religionens overdrevne metoder har fundet vej til sundhedsapostlenes ordforråd også. Misforstå mig ikke, jeg er en god, barnlig kristen, men jeg har store problemer med fanatikere af enhver art.
Menneskelivet er farligt, man kan dø af det. Og de fleste af os nulevende vil sandsynligvis dø før eller senere. I hvert fald håber jeg for mit eget vedkommende, at jeg vil dø, når min tid er kommet. Og helst på en værdig måde, uden livsforlængende foranstaltninger ude på overdrevet. Det har jeg også skrevet i mit livstestamente, men jeg er ikke helt tryg ved, om det nu bliver respekteret.
Hvis man som du og jeg har levet længe, kan vi godt kigge lidt ned "ovenfra" og se, at der altid har været svære sygdomme, og der vil nok altid være det, men vi har nok aldrig haft så svært ved at acceptere død og sygdom som nu. Vi er langt mere "fremmedgjort" og tilbøjelig til at lytte til "specialister", som kan løse helt afgrænsede problemstillinger, hvis vi bare vil gøre, som de siger. Men mange af dem, jeg har kendt af den slags, de har minsandten ikke ret meget forstand på at leve.
Jeg kunne da godt ønske mig, at jeg havde passet bedre på mig selv i tidens løb, så min astma måske ikke havde været så belastende, men det er nu da et lille hjørne af mit liv. Og jeg ville ikke dengang - og nok heller ikke nu - have ændret min tilværelse helt ud i askesen og afholdenheden for at mildne de gener, jeg har nu.
"Prædikanterne" med "trylleformularen" ser kun en lillebitte del af det at være menneske, men da de er så fuldstændig enøjede, kan de bare ikke fatte, at det, de prædiker, det faktisk også kan gøre skade. Og forståelse for, at vi måske gerne vil nyde nuet og så tage problemet, når / hvis det opstår, frem for at føle efter på og i os selv hele tiden for nu for alt i verden at fange sygdommene i opløbet, den ligger åbenbart de missionerende fjernt.
Generel mammografi af voksne kvinder en gang om året f.eks., det er "jummy" for specialisterne. Men alene selvundersøgelsen har givet forfærdelige jag af skræk hos mange mennesker. Og hvad den rædsel har medført, det har vi ingen anelse om.
Nå, det var ikke min mening at skrive en bog. Jeg er for det meste en positiv sjæl, selv om jeg kan have en snært af depression en gang imellem. Men så hjælper musikken.
Hvordan kommer jeg nu rimeligt ud af dette igen - med tanke på din smukke "Lean on me" ?
Eagles, Take it to the limit:
http://www.youtube.com/watch?v=OHsWf64oVRs
You know I’ve always been a dreamer
(spent my life running ’round)
And it’s so hard to change
(can’t seem to settle down)
But the dreams I’ve seen lately
Keep on turning out and burning out
And turning out the same