Depression eller......

Idag har jeg endelig fået tid til lægen og nu må jeg hører hvad der så end er galt med mig?
Har det sidste års tid været helt nede i kælderen, men har forsøgt at hive lidt i mig selv og presse mig til stadig at opretteholde mit job, men det har været svært.
Mandags da jeg skulle møde på job, blev jeg nødt til at ringe ind og síge at jeg var ´forsinket, dette undrede de sig meget over, da jeg altid er der en halv time før og jeg havde end ikke en forklaring.
Jeg tror jeg fik et angstanfald! Jeg begyndte at græde uden grund, blev svimmel, fik svedeanfald, hjertebanken og ikke foenemmelsen af at hele jorden var ved at bryde sammen ned i hovedet på mig.
Denne oplevelse var det værste jeg har oplevet i mig liv.
Jeg kan for tiden ikke passe min skole, og mit job kan jeg slet ikke overskue.
Mit forhold kører heller ikke så godt.
Han bliver ved at sige at jeg skal ta' mig sammen? hvilket jeg mener tyder på manglende forståelse fra hans side.
Jeg var ellers begyndt at have det bedre, men havde desværre en mindre ulykke i Dec måned som skadede mit syn og hørelse på højre side drastisk, det er nu ved at være iorden.
Har været inde og få scannet hovedet hvor de ikke kunne finde noget, men bliver ved at have hovedpine, spændning i nakke og ryg hvilket også påvirker mit humør.
Alt dette er meget svært for mig og det gør det ikke bedre af at jeg ingen har at tale med.
Har ingen kontakt til mine forældre eller søskende da de er meget disfunktionelle og egentlig bare skader mig mere end de gavner.
Jeg ved ikke om man kan kalde min sindstilstand en depresseion, eller bare produkt af flere års ligegyldighed fra mine forældres side, vold i hjemmet og anbringelse ude af hjemmet?
Hvad skal jeg gøre?
Jeg er meget opmærksom på den sociale arv og ønsker at bryde den- men hvordan.
Jeg ved ikke om jeg kan klare at fortsætte min skole, 4 gange jeg starter den uden at gøre den færdig. Mit job - ja kan mærke at hvis jeg bliver ved at holde masken, krakelerer den med et ordentlig brag, det var den jo ved i mandags.
Hvad skal man gøre......
På en og samme tid har jeg lyst til at fortsætte med at leve(normalt)og lyst til bare at blive fri for det hele.....

hold fast i det, lægen skal nok hjælpe, men du skal nok tage et kopi, af det du her har skrevet, så du ikke taber modet når du kommer der ind, held og lykke til dig, det skal nok gå hvis du er ærlig over for dig selv,

du måske har en depression.Prøv denne side www.depnet.dk. Jeg har selv fundet meget hjælp der.

Hej Mascha.
Jeg vil også sige, at du nu har taget det første vigtige skridt ved at gå til lægen. Det er yderst vigtigt for din fremtidige helbredelse at behandling bliver indledt hurtigt.
Det lyder rigtig meget som en depression - ikke at jeg er læge eller forsøger at gøre mig klog på andres dårligdomme, men min lillesøster på knapt 18 år fik for 4 uger siden selv diagnosen Depression, så jeg har det selv helt inde på livet. Hendes depression stammer også fra nogle uheldige oplevelser i hendes liv - vi har begge haft en god barndom med vore forældre, men der har været en del dødsfald i den nærmeste familie de sidste 10 år og vores far blev pludselig alvorligt syg for et års tid siden. Derudover var der nogle andre problemer som også krævede meget psykisk at komme igennem. Alt i alt må vi nu konstatere at min søster ikke har kunnet bearbejde det trods alle vore samtaler i familien... Hun knækkede simpelthen sammen for 4 uger siden, og kunne hverken klare skolen, vennerne, kæresten (som virkelig prøver at støtte alt han kan!), arbejdet, mange folk omkring hende får hende til at gå i sort... Nogle dage har hun det godt og er den samme glade pige som vi altid har kendt... Men senere samme dag eller dagen efter kan hun være den største sortseer, den mest ulykkelige pige og bare græde hele dagen... Hun forsøger også at sætte en facade op for at klare hverdagen sommetider, men nogle gange krakellerer det også for hende og så bryder hun grædende sammen. Hun har fået en folder om depression af sin læge som hun har kopieret til sin omgangskreds og sine lærere på HF, så de kan forstå hvad de har med at gøre og hvorfor hun måske bryder sammen midt i undervisningen. Dette har hjulpet hende meget, så hun ikke behøver være bange for at de vil se skævt til hende hvis hun er ked af det. Der behøver rent faktisk ikke være nogen grund til at man får en depression - den kan komme uden varsel... Men du har da helt sikkert været igennem noget som med stor sandsynlighed kan have lagt kimen til din nuværende situation. Jeg håber for dig at du får din kæreste til at forstå hvor alvorlig situationen rent faktisk er! For det er nu du har brug for allermest støtte og forståelse - især fra ham, som jo er din nærmeste! Måske burde han tage med dig til lægen - du kan godt få brug for nogen at snakke med lige efter...
Hvis du får lyst, er du velkommen til at sende mig en mail på adressen mail2kate@sol.dk.
Held og lykke Mascha...
Knus Kate

Det luner at se alle disse svar og ønsket om god vind fra folk man end ikke kender....
Jeg var til lægen og forklarede mere detaljeret hvad der var galt end jeg gjorde her, og hun sagde at det er folk på kommunen der afgør om man kan få støtte til psykolog eller ej.
Jeg ringer(Har aldrig været inde i det offentlige eller fået noget derfra)da jeg er studerende og mener jeg har "krav" på et sådan tilskud?
Disse konsultationer koster (sku' jeg hilse og sige) min. 650 kr pr. gang. Man kan vist roligt sige det koster at være syg????
Hende på kommunen siger og det mener jeg er fuldstændig latterliggørelse og negligering af mit problem at sige "ja med mindre du har været involveret i flodbølgen i asien skal du ikke regne med et tilskud,, Hva fanden ligner det at en skattebetaler bliver nægtet hjælp....
Jeg siger til hende at min "føldbølge" har været 25 år og at jeg også burde være berettiget til noget hjælp til selvhjælp, hvilket en psykolog ville være i mit tilfælde frem for at lad mig fuldstændig forfalde hen og til sidst blive rigtig syg i pæren, så syg at jeg ikke længere kan arbejde eller tage uddannelse.
Min egen læge kunne hjælpe mig med nogle vejrtrækningsøvelser når jeg og hvis jeg fik flere anfald.(har som nævnt tidligere haft disse anfald før og disse beyndte allerde da jeg var ca. 14-15 år)
Helt ærlig hvad fanden kan jeg bruge det til..... Ja det var da meget pænt af hende, men føler lidt at denne løsning er ligesom at sætte en sløjfe på en lort.
Nogen der ved hvordan man kan klage og hvortil......

Jeg ved godt, det er pokkers dyrt med de psykologtimer - og det gør det da bestemt ikke bedre, når man er studerende! Hvad med din skole? Er der ikke en skolepsykolog eller lignende tilknyttet? Min søster går på HF og der har de en... Hun har lige været til samtale der idag, hvilket hun var ret glad for.
Min kusine har for nogle år siden fået hjælp til betalingen gennem kommunen, trods en fast (men lav) arbejdsindkomst. Men hun er også enlig mor - måske forskellen ligger dér?
Jeg mener, at hvis du er medlem af Sygeforsikringen "Danmark", så kan du få hjælp til betalingen derigennem - men det ved jeg selvfølgelig ikke om du er...?
Jeg ved ikke hvor man kan klage over kommunens behandling/afgørelse, men det mener jeg, kommunen er forpligtet til at oplyse dig om. Måske Kommunernes Landsforening, Sundhedsministeriet eller...? Jeg ville ihvertfald også klage hvis jeg var i dit sted! Det hører simpelthen ingen steder hjemme at behandle folk på dén måde! Jeg kan sidde her og blive stiktosset på dine vegne!
Min søsters læge agerer psykolog for hende og det går rigtig godt med dén løsning. Dog er der mulighed for at hun skal ind under ungdomspsykiatrien istedet for - ikke fordi hun er helt gak! Men vist fordi angsten sidder så dybt, at en psykolog ikke er helt tilstrækkeligt i det lange løb.
Jeg håber inderligt at du finder en løsning, for du bør helt sikkert få noget ekspert hjælp!
Mange hilsner og tanker
fra Kate

Jeg er ved at komme ud af min depression, som jeg fik i efteråret. Jeg ventede alt for længe med at gå til læge, og da jeg efter 2 uger på "lykkepiller" ikke kunne se meningen med livet længere (pillerne virker nemlig først efter 2-3 uger)forsøgte jeg at begå selvmord og blev derfor indlagt på psykiatrisk afdeling. Der var jeg i 2 uger og det var ubeskrivelig hårdt, men det fik også ændret på den negative måde jeg tænker på. Efter jeg blev udskrevet fik jeg en fast psykiater, det hjalp mig rigtig meget, og nu går jeg så i gruppeterapi, hvilket også er kanon! Jeg har hørt om rigtig mange, som ikke får den hjælp de gerne vil have. Ikke fordi lægerne og kommunen ikke vil hjælpe, men fordi de ganske enkelt ikke har budgetter til at tilbyde alle behandling. De kan ikke gøre andet end at sige til dig at du selv skal betale, fordi de vurderer at du ikke er syg nok til at få hjælp på statens regning. Jeg siger BESTEMT IKKE til dig at du bare skal gøre som mig, for det er virkelig det dummeste du kan gøre!!! Lad endelig være med det! Men tro på at du enten får det bedre af dig selv (med venners hjælp f.eks.) eller hvis du bliver "syg nok" tager det offentlige sig af dig og giver dig den behandling de mener at du har brug for. Du skal nok få det bedre!!

For at kunne opretholde dit arbejde som du selv beskriver det, så er første skridt på vejen, at få kontaktet din læge så du kan få en henvisning til en psykolog. Det er meget vigtigt at få talt ud omkring det der går og nærer dig.
Hvis du ellers er interreseret kan jeg anbefale dig at tage evt. NLP kurser måske gennem din fagforening?!
Jeg fortælle at for 4 måneder siden krakelerede jeg bogstavlig talt, jeg kunne ikke engang stå ud af sengen, så det bedste jeg har gjort for mig selv er at få fat på en psykolog. Prøv også at tjekke igennem din indbosforsikring og der tilbydes psykolog hjælp, det ved jeg de gør hos TRYG.
Samtidig er jeg på noget personlig udvikling for kvinder på LO skolen i helsingør, hvor vi arbejder med NLP metoder.
Prøv det!
God bedring