Den sidste rejse

Et brusende farveorgie
strålede mod de hvide lofthvælvinger
orglets fine sprøde toner
satte alle i en tavs tilstand
Udenfor slog regnen hårdt mod ruden
og blæsten hvirvlede op i skarens hår
tavse stod vi forlegne stirrene
et stort sort hul foran os lå
Langsomt sænkede kisten sig ned
stående ensom i muldens sorte favn
jeg tænkte hvor ensom du måtte være
hvor koldt og mørkt omkring dig var
Ikke flere tårer kunne bane sig vej
følte mig tømt for alle resourser
Vendte mig stille og gik fra dig
nu kom tiden hvor ensomheden viste sig
Klokkerne ringer flaget går op
tænker om du mon følges den rette vej
hvis bare jeg vidste du ville vente på mig
så blev alting måske lidt lettere for mig

tror jeg du vil få det bedre. Jeg tog engang i Daniels Kirken en kirke hvor man kan møde sine afdøde slægtninge, og der mødte jeg så min mormor efter beskrivelsen!! Det var simpelthen så dejligt, at daværende Frank Munkø sagde at jeg ville blive forenet med hende igen, og hun boede hos mig og gav mig selvtillid og styrke.
Jeg kan fortælle dig at jeg har ikke grædt over hende siden, det var så befriende, om man så vil tro på det eller ej.