De kristne og navnet
INGEN kan sige nøjagtig hvornår de ortodokse jøder holdt op med at udtale Guds navn og begyndte at sige de hebraiske ord for Gud og suveræne Herre i stedet for. Nogle mener at Guds navn var forsvundet fra talesproget længe før Jesu tid. Der er dog stærke vidnesbyrd om at ypperstepræsten fortsatte med at udtale det ved religiøse handlinger i templet — især på forsoningsdagen — helt frem til templets ødelæggelse i år 70. Da Jesus var på jorden var navnets udtale altså kendt, selv om det måske ikke blev brugt ret meget.
Hvorfor holdt jøderne op med at udtale Guds navn? I det mindste en del af forklaringen synes at være at de misfortolkede ordene i det tredje bud: „Du må ikke bruge Jehova din Guds navn på en uværdig måde.“ (2 Mosebog 20:7) Dette bud var naturligvis ikke et generelt forbud mod at bruge Guds navn. Hvordan kunne Guds tjenere i fortiden, som for eksempel David, ellers bruge navnet så meget og alligevel have Jehovas velsignelse? Og hvordan kunne Gud selv udtale det over for Moses og befale Moses at bruge det når han forklarede israelitterne hvem det var der havde sendt ham? — Salme 18:1-3, 6, 13; 2 Mosebog 6:2-8.
På Jesu tid var man imidlertid blevet tilbøjelig til at give Guds rimelige bud en helt urimelig fortolkning. For eksempel skulle jøderne ifølge det fjerde bud overholde den syvende dag hver uge som en hviledag, en sabbat. (2 Mosebog 20:8-11) Ortodokse jøder førte dette bud ud i latterlige detaljer ved at opstille et utal af regler for hvilke bagatelagtige handlinger man enten måtte eller ikke måtte udføre på sabbaten. Det var uden tvivl den samme tilbøjelighed der fik dem til at føre det rimelige bud at Guds navn ikke måtte vanæres, ud i den helt urimelige konsekvens at navnet slet ikke måtte udtales.
Mon Jesus fulgte en sådan ubibelsk tradition? Det kan han næppe have gjort. Han undlod som bekendt ikke at helbrede syge på sabbaten, selv om det betød at han overtrådte jødernes menneskeskabte regler og endda satte livet på spil. (Mattæus 12:9-14) Han fordømte endda farisæerne som hyklere fordi de med deres traditioner gik ud over Guds inspirerede ord. (Mattæus 15:1-9) Det er derfor usandsynligt at han har undladt at udtale Guds navn, især da hans eget navn, Jesus, betød „Jehova er frelse“.
Ved en lejlighed trådte Jesus frem i en synagoge og læste et stykke af Esajas’ skriftrulle. Det afsnit han læste, var det vi i dag kalder Esajas 61:1, 2, hvor Guds navn forekommer flere gange. (Lukas 4:16-21) Ville han have undladt at udtale Guds navn dér, og læst „Herren“ eller „Gud“ i stedet for? Naturligvis ikke. Så ville han jo have fulgt de religiøse lederes ubibelske tradition. Og der står: „Han underviste dem som en der havde myndighed, og ikke som deres skriftlærde.“ — Mattæus 7:29.
Som vi allerede har set, lærte han netop sine disciple at bede til Gud: „Lad dit navn blive helliget.“ (Mattæus 6:9) Og i en bøn aftenen før sin henrettelse sagde han til sin Fader: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden. . . . Hellige Fader, våg over dem for dit eget navns skyld, det du har givet mig.“ — Johannes 17:6, 11.
I forbindelse med det at Jesus her henviser til Guds navn, forklarer bogen Der Name Gottes (Guds navn) på side 76: „Vi må være klar over den forbløffende kendsgerning at den traditionelle gammeltestamentlige forståelse af Guds åbenbaring er at det er en åbenbaring af hans navn, og at denne åbenbaring fortsætter helt frem til de sidste dele af Det gamle Testamente, ja endda videreføres til de sidste dele af Det nye Testamente, hvor det for eksempel i Jesu ypperstepræstelige bøn i Johannes 17:6 hedder: ’Jeg har åbenbaret dit navn.’“
Det ville altså være højst urimeligt at mene at Jesus undlod at bruge Guds navn — især når han citerede fra dele af De hebraiske Skrifter hvori navnet forekom.
Brugte Jesu disciple i det første århundrede Guds navn? Jesus havde befalet dem at gøre disciple af folk af alle nationer. (Mattæus 28:19, 20) Mange af de mennesker de skulle forkynde for, havde ingen forestilling om den Gud der havde åbenbaret sig for jøderne under navnet Jehova. Hvordan skulle de kristne omtale denne Gud over for dem, så de forstod at det var den sande Gud de talte om? Ville det være nok at kalde ham Gud eller Herren? Nej. Nationerne havde deres egne guder og herrer. (1 Korinther 8:5) Hvordan kunne de kristne klargøre forskellen mellem den sande Gud og de falske? Kun ved at bruge den sande Guds navn.
Ved et ældstemøde i Jerusalem sagde disciplen Jakob: „Simeon har i detaljer berettet om hvordan Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk for sit navn. Og med dette stemmer profeternes ord overens.“ (Apostelgerninger 15:14, 15) I sin velkendte tale på Pinsedagen pegede apostelen Peter på en vigtig side af det kristne budskab da han citerede profeten Joels ord: „Da skal enhver som påkalder Jehovas navn undslippe.“ — Joel 2:32; Apostelgerninger 2:21.
Apostelen Paulus lader ingen i tvivl om at Guds navn havde stor betydning for ham. I sit brev til romerne citerer han de samme ord af profeten Joel og tilskynder derefter sine medkristne til at vise deres tro på denne udtalelse ved at gå ud og forkynde Guds navn for andre, sådan at andre også kan blive frelst. (Romerne 10:13-15) Senere skrev han i sit andet brev til Timoteus: „Lad enhver som nævner Jehovas navn holde sig fra uretfærdighed.“ (2 Timoteus 2:19) Ved slutningen af det første århundrede anvendte apostelen Johannes Guds navn i sine skrifter. Udtrykket „Halleluja“, der betyder „lovsyng Jah“, forekommer flere gange i Åbenbaringens bog. — Åbenbaringen 19:1, 3, 4, 6.
Jesus og hans disciple havde imidlertid forudsagt at der ville ske et frafald i den kristne menighed. Apostelen Peter havde skrevet: „Der . . . vil være falske lærere blandt jer.“ (2 Peter 2:1; se også Mattæus 13:36-43; Apostelgerninger 20:29, 30; Andet Thessalonikerbrev 2:3; Første Johannesbrev 2:18, 19.) Disse advarsler kom til at holde stik. Det medførte blandt andet at Guds navn blev trængt i baggrunden. Det blev endda fjernet fra afskrifter og oversættelser af Bibelen!
Hvorfor holdt jøderne op med at udtale Guds navn? I det mindste en del af forklaringen synes at være at de misfortolkede ordene i det tredje bud: „Du må ikke bruge Jehova din Guds navn på en uværdig måde.“ (2 Mosebog 20:7) Dette bud var naturligvis ikke et generelt forbud mod at bruge Guds navn. Hvordan kunne Guds tjenere i fortiden, som for eksempel David, ellers bruge navnet så meget og alligevel have Jehovas velsignelse? Og hvordan kunne Gud selv udtale det over for Moses og befale Moses at bruge det når han forklarede israelitterne hvem det var der havde sendt ham? — Salme 18:1-3, 6, 13; 2 Mosebog 6:2-8.
På Jesu tid var man imidlertid blevet tilbøjelig til at give Guds rimelige bud en helt urimelig fortolkning. For eksempel skulle jøderne ifølge det fjerde bud overholde den syvende dag hver uge som en hviledag, en sabbat. (2 Mosebog 20:8-11) Ortodokse jøder førte dette bud ud i latterlige detaljer ved at opstille et utal af regler for hvilke bagatelagtige handlinger man enten måtte eller ikke måtte udføre på sabbaten. Det var uden tvivl den samme tilbøjelighed der fik dem til at føre det rimelige bud at Guds navn ikke måtte vanæres, ud i den helt urimelige konsekvens at navnet slet ikke måtte udtales.
Mon Jesus fulgte en sådan ubibelsk tradition? Det kan han næppe have gjort. Han undlod som bekendt ikke at helbrede syge på sabbaten, selv om det betød at han overtrådte jødernes menneskeskabte regler og endda satte livet på spil. (Mattæus 12:9-14) Han fordømte endda farisæerne som hyklere fordi de med deres traditioner gik ud over Guds inspirerede ord. (Mattæus 15:1-9) Det er derfor usandsynligt at han har undladt at udtale Guds navn, især da hans eget navn, Jesus, betød „Jehova er frelse“.
Ved en lejlighed trådte Jesus frem i en synagoge og læste et stykke af Esajas’ skriftrulle. Det afsnit han læste, var det vi i dag kalder Esajas 61:1, 2, hvor Guds navn forekommer flere gange. (Lukas 4:16-21) Ville han have undladt at udtale Guds navn dér, og læst „Herren“ eller „Gud“ i stedet for? Naturligvis ikke. Så ville han jo have fulgt de religiøse lederes ubibelske tradition. Og der står: „Han underviste dem som en der havde myndighed, og ikke som deres skriftlærde.“ — Mattæus 7:29.
Som vi allerede har set, lærte han netop sine disciple at bede til Gud: „Lad dit navn blive helliget.“ (Mattæus 6:9) Og i en bøn aftenen før sin henrettelse sagde han til sin Fader: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden. . . . Hellige Fader, våg over dem for dit eget navns skyld, det du har givet mig.“ — Johannes 17:6, 11.
I forbindelse med det at Jesus her henviser til Guds navn, forklarer bogen Der Name Gottes (Guds navn) på side 76: „Vi må være klar over den forbløffende kendsgerning at den traditionelle gammeltestamentlige forståelse af Guds åbenbaring er at det er en åbenbaring af hans navn, og at denne åbenbaring fortsætter helt frem til de sidste dele af Det gamle Testamente, ja endda videreføres til de sidste dele af Det nye Testamente, hvor det for eksempel i Jesu ypperstepræstelige bøn i Johannes 17:6 hedder: ’Jeg har åbenbaret dit navn.’“
Det ville altså være højst urimeligt at mene at Jesus undlod at bruge Guds navn — især når han citerede fra dele af De hebraiske Skrifter hvori navnet forekom.
Brugte Jesu disciple i det første århundrede Guds navn? Jesus havde befalet dem at gøre disciple af folk af alle nationer. (Mattæus 28:19, 20) Mange af de mennesker de skulle forkynde for, havde ingen forestilling om den Gud der havde åbenbaret sig for jøderne under navnet Jehova. Hvordan skulle de kristne omtale denne Gud over for dem, så de forstod at det var den sande Gud de talte om? Ville det være nok at kalde ham Gud eller Herren? Nej. Nationerne havde deres egne guder og herrer. (1 Korinther 8:5) Hvordan kunne de kristne klargøre forskellen mellem den sande Gud og de falske? Kun ved at bruge den sande Guds navn.
Ved et ældstemøde i Jerusalem sagde disciplen Jakob: „Simeon har i detaljer berettet om hvordan Gud for første gang vendte sin opmærksomhed mod nationerne for af dem at udtage et folk for sit navn. Og med dette stemmer profeternes ord overens.“ (Apostelgerninger 15:14, 15) I sin velkendte tale på Pinsedagen pegede apostelen Peter på en vigtig side af det kristne budskab da han citerede profeten Joels ord: „Da skal enhver som påkalder Jehovas navn undslippe.“ — Joel 2:32; Apostelgerninger 2:21.
Apostelen Paulus lader ingen i tvivl om at Guds navn havde stor betydning for ham. I sit brev til romerne citerer han de samme ord af profeten Joel og tilskynder derefter sine medkristne til at vise deres tro på denne udtalelse ved at gå ud og forkynde Guds navn for andre, sådan at andre også kan blive frelst. (Romerne 10:13-15) Senere skrev han i sit andet brev til Timoteus: „Lad enhver som nævner Jehovas navn holde sig fra uretfærdighed.“ (2 Timoteus 2:19) Ved slutningen af det første århundrede anvendte apostelen Johannes Guds navn i sine skrifter. Udtrykket „Halleluja“, der betyder „lovsyng Jah“, forekommer flere gange i Åbenbaringens bog. — Åbenbaringen 19:1, 3, 4, 6.
Jesus og hans disciple havde imidlertid forudsagt at der ville ske et frafald i den kristne menighed. Apostelen Peter havde skrevet: „Der . . . vil være falske lærere blandt jer.“ (2 Peter 2:1; se også Mattæus 13:36-43; Apostelgerninger 20:29, 30; Andet Thessalonikerbrev 2:3; Første Johannesbrev 2:18, 19.) Disse advarsler kom til at holde stik. Det medførte blandt andet at Guds navn blev trængt i baggrunden. Det blev endda fjernet fra afskrifter og oversættelser af Bibelen!