Blot en konstatering.
Tidligere kunne bogligt svage personer, med selvrespekten i behold, ernære sig ved fiskeri, landbrug og lignende erhverv. Til tider i en skøn blanding.
Nu om dage er mulighederne begrænset for denne gruppe, og mange er derfor på sociale overførselsindkomster.
Gruppen er derfor overrepræsenteret blandt dem man populært kalder sociale tabere, hvor misbrugsproblemer hindrer fornuftig trivsel.
Vi - samfundet - betaler gerne, blot de holder sig på afstand af os andre. Vi vil nemlig ikke konfronteres med deres forfald.
Egentlig kan man sige, at samfundets borgere i stor udstrækning lukker øjnene af dårlig samvittighed. Privatbilisme, alkoholforbud i midtbyen etc.
En gang i mellem optræder disse dog i medierne til forargelse/morskab for øvrige borgere.
Men hvor er den oprigtige interesse for disse menneskers muligheder ?
Vores efterhånden indgroede forestillinger om kapitalens pleje umuliggør det for enhvert politisk parti ærligt at bekymre sig om denne gruppe.
Formentlig forsvandt muligheden med socialdemokratiets jagt på resultater for den "almindelige" arbejder.
Skatteregler, komplicerede regler og love, papir og atter papir gør det ikke nemt for denne gruppe.
Hvilke politikere har i en globaliseringstid modet til ærligt at bekymre sig derom. Ingen - medmindre vælgerne stiller et regulært krav !
"Det er udviklingen", lyder den oftest fremførte afvisning, når emnet bringes på banen - "det kan du ikke ændre på !".
Lad mig bringe et billede på at det måske godt kan være anderledes:
Den økonomiske udvikling i 70'erne afstedførte kravet om afkast af hver en krone.
Ex.vis henlå store naturarealer udyrket hen til gavn for biotoperne i skov, krat og eng... Med de daværende nye skatteregler (formueskat etc.) kom disse arealer i anvendelse til skade for naturen.
I stedet endte det med at samfundet betalte store beløb for politisk bestemt naturbevaring via det offentliges kasser.
Idag er formueskatten af andre grunde afskaffet, hvorved kravet til forrentning er mindsket for skovejere etc.
Det havde oprindeligt nok været bedre, bare at lade enkefrue "Hansen" have sin næsten glemte skovpart i fred.
Jeg spørger igen, hvis det ikke alene af medmenneskelige årsager, er interessant - kan det så ikke være interessant af økonomiske årsager ?
Nu om dage er mulighederne begrænset for denne gruppe, og mange er derfor på sociale overførselsindkomster.
Gruppen er derfor overrepræsenteret blandt dem man populært kalder sociale tabere, hvor misbrugsproblemer hindrer fornuftig trivsel.
Vi - samfundet - betaler gerne, blot de holder sig på afstand af os andre. Vi vil nemlig ikke konfronteres med deres forfald.
Egentlig kan man sige, at samfundets borgere i stor udstrækning lukker øjnene af dårlig samvittighed. Privatbilisme, alkoholforbud i midtbyen etc.
En gang i mellem optræder disse dog i medierne til forargelse/morskab for øvrige borgere.
Men hvor er den oprigtige interesse for disse menneskers muligheder ?
Vores efterhånden indgroede forestillinger om kapitalens pleje umuliggør det for enhvert politisk parti ærligt at bekymre sig om denne gruppe.
Formentlig forsvandt muligheden med socialdemokratiets jagt på resultater for den "almindelige" arbejder.
Skatteregler, komplicerede regler og love, papir og atter papir gør det ikke nemt for denne gruppe.
Hvilke politikere har i en globaliseringstid modet til ærligt at bekymre sig derom. Ingen - medmindre vælgerne stiller et regulært krav !
"Det er udviklingen", lyder den oftest fremførte afvisning, når emnet bringes på banen - "det kan du ikke ændre på !".
Lad mig bringe et billede på at det måske godt kan være anderledes:
Den økonomiske udvikling i 70'erne afstedførte kravet om afkast af hver en krone.
Ex.vis henlå store naturarealer udyrket hen til gavn for biotoperne i skov, krat og eng... Med de daværende nye skatteregler (formueskat etc.) kom disse arealer i anvendelse til skade for naturen.
I stedet endte det med at samfundet betalte store beløb for politisk bestemt naturbevaring via det offentliges kasser.
Idag er formueskatten af andre grunde afskaffet, hvorved kravet til forrentning er mindsket for skovejere etc.
Det havde oprindeligt nok været bedre, bare at lade enkefrue "Hansen" have sin næsten glemte skovpart i fred.
Jeg spørger igen, hvis det ikke alene af medmenneskelige årsager, er interessant - kan det så ikke være interessant af økonomiske årsager ?