blir det nogensinde nemmere.....
Tusinde tanker flyver rundt..
Har den sødeste kæreste, men synes det er noget at en udfordring at være sammen med ham.
Vi har snart været sammen i snart et år. De første 4-5 mdr var han meget tilbageholdende og ordet kærester var meget farligt.. Men stille og roligt kom det af sig selv.
Vi bor dog med 50 km afstand så ses ikke hver dag.
Han er uden tvivl glad for mig - holdte jul sammen og nytår hvilket han aldrig har gjort med en kæreste. Men men de sidste 2 mdr er der sket ændringer.
Vi havde aftalt at om en mdr når vi havde været sammen et år - kunne vi tage snakken om jeg skulle opsige min lejl og rykke de 50 km.
Det skal siges jeg har børn ( teenagere 15-18 år ) hvor kun den mindste skal med og dog -tager han på efterskole i aug.
Min kæreste har ingen børn han er 7 år yngere end mig. Jeg blev mor meget ung.
Men de sidste 2 mdr har mit humør måske været lidt svingende af forskellige årsager- dog ikke sur eller gal.
Men har bøvlet med noget sygdom og intriger i venneforhold ( hans venner )
Og mig der tager turen til han 10 gange ud af 1 retur til mig.
Det er okay som regl da jeg nyder at være hos ham.
Men har bare gjort så så mange ting for ham og synes det er sjælendt der kommer et tak! Og han er begyndt med at påtale mine fejl.. Både i forhold til mine børn - som han ikke ser ret meget til og i forhold til mange andre ting.
Brænder aftaler - dog på pæn måde.. Kommer for sent til aftaler ( fødselsdage osv )
Det fysiske mellem os er noget på lav blus pt.
Men igen er det mig der skal høre mine fejl.
Han har aldrig før gjort disse ting..
Og kan slet ikke finde ud af hvad der forgår - får den der fornemmelse i maven af noget er lods.. Og ved at blive i tvivl om jeg skal rykke hele mit liv op og flytte..
Han er selvfølgelig stadig en dejlig mand - uden tvivl det er stort at skulle rykke sit liv op.. Han beholder hans - og føler nok det er mig der laver alle ofre i dette forhold og takken er at han nedgør min person..
Synes sku ikke det er nemt..
Har den sødeste kæreste, men synes det er noget at en udfordring at være sammen med ham.
Vi har snart været sammen i snart et år. De første 4-5 mdr var han meget tilbageholdende og ordet kærester var meget farligt.. Men stille og roligt kom det af sig selv.
Vi bor dog med 50 km afstand så ses ikke hver dag.
Han er uden tvivl glad for mig - holdte jul sammen og nytår hvilket han aldrig har gjort med en kæreste. Men men de sidste 2 mdr er der sket ændringer.
Vi havde aftalt at om en mdr når vi havde været sammen et år - kunne vi tage snakken om jeg skulle opsige min lejl og rykke de 50 km.
Det skal siges jeg har børn ( teenagere 15-18 år ) hvor kun den mindste skal med og dog -tager han på efterskole i aug.
Min kæreste har ingen børn han er 7 år yngere end mig. Jeg blev mor meget ung.
Men de sidste 2 mdr har mit humør måske været lidt svingende af forskellige årsager- dog ikke sur eller gal.
Men har bøvlet med noget sygdom og intriger i venneforhold ( hans venner )
Og mig der tager turen til han 10 gange ud af 1 retur til mig.
Det er okay som regl da jeg nyder at være hos ham.
Men har bare gjort så så mange ting for ham og synes det er sjælendt der kommer et tak! Og han er begyndt med at påtale mine fejl.. Både i forhold til mine børn - som han ikke ser ret meget til og i forhold til mange andre ting.
Brænder aftaler - dog på pæn måde.. Kommer for sent til aftaler ( fødselsdage osv )
Det fysiske mellem os er noget på lav blus pt.
Men igen er det mig der skal høre mine fejl.
Han har aldrig før gjort disse ting..
Og kan slet ikke finde ud af hvad der forgår - får den der fornemmelse i maven af noget er lods.. Og ved at blive i tvivl om jeg skal rykke hele mit liv op og flytte..
Han er selvfølgelig stadig en dejlig mand - uden tvivl det er stort at skulle rykke sit liv op.. Han beholder hans - og føler nok det er mig der laver alle ofre i dette forhold og takken er at han nedgør min person..
Synes sku ikke det er nemt..