Blev næsten glad.

Hejsa Allesammen.
Jeg havde en kæreste i to år. Det første år var alt fryd og gammen. Jeg var så forelsket i hende - og hun i mig. Men langsomt blev det et meget usundt og uligebyrdigt forhold. Og til sidst ville jeg holde på hende for alt i verden. Hun kunne gøre alt ondt mod mig, og jeg ville stadigt elske hende betingelsesløst. Jeg var endt et meget, meget mørkt og skræmmende sted. Jeg levede fuldstændigt uden selvtillid og selvrespekt.
At det gik så galt var nok til dels min egen skyld, fordi jeg ikke kunne sige fra overfor hende og lod hende slippe afsted med alle de småting, der gør at den ene bliver mere end den anden. Men, det var absolut også hendes skyld. Når vi var i byen, var jeg luft for hende, mens mine lidt hippere venner, var det bedste i verden. Hun flirtede, som blev hun betalt for det, men ænsede knapt mig. Vi var ikke så gamle dengang. Omkring de 20. Jeg forstod intet - jeg var jo SÅ god ved hende! Behandlede hende som en dronning.
Jeg burde nok allerede dengang have sagt mig selv, at hun ikke var god for mig. Men.. Mennesker gør blind. (ja - ikke kærlighed!)
Uanset skete der jo de småting, der sker når man er ung og sammen i lang tid. Hun "kom til" at kysse på andre et par gange. Jeg tilgav. Altid.
Tiden gik og forholdet blev usundere og usundere. Jeg var intet, hun var alt. Jeg blev ligeså langsomt paranoid og nervøs konstant. Og det gik jo helt galt, da hun flyttede til en anden by langt væk.
Hun ringede og sagde, at hun ikke troede hun elskede mig mere. Jeg græd, hun græd. Vi endte med at slå op. (Jeg tog toget op til hende - det tog tre timer. Kommer ind i hendes nye lejlighed, jeg aldrig havde været i før, hvorefter hun slår op med det samme. Så sidder jeg der...)
Det jeg prøver at komme frem til er, at der altid, det sidste års tid, var en aura - ja, lad os kalde det det - af uærlighed omkring hende. Det var det, der efterhånden bragte mig ned under gulvet. Jeg følte simpelthen ikke, at jeg kunne stole på hende. Men hun benægtede jo alt, udover de "uskyldige kys" hun havde fortalt om. Alt dette foregår, mens hun stadigt bor i denne by. Efter hun flyttede snakkede vi ikke rigtigt sammen om sådan nogle ting, fordi jeg var et totalt vrag og hun jo havde det nye spændende sted, med alle de nye spændende mennesker. Jeg ville jo ikke skubbe hende længere væk. Men jeg kunne aldrig slippe den følelse af, at der var noget hun ikke fortalte mig. Der var SÅ mange ting, i bagklogskabens lys, der gør, at jeg nu betragter hende som et bund-uærligt menneske. Hun vil altid være sig selv nærmest. Hendes gamle (bedste-)venner og veninder herhjemme, er også begyndt at fornemme denne uærlighed omkring hende. Jeg vidste, at den fornemmelse jeg havde af hende og at der var hemmeligheder - løgne - måtte være sand. Men til stadighed i det år der er gået, har jeg tvivlet stærkt på det, og tænkt det nok bare var mig, der var paranoid.
Men så dumpede sandheden ind af døren i form af en ven. Som kunne berette, at min ex, faktisk havde været i seng med en anden, mens vi var sammen. Men det mærkelige er, at det var mens alt var godt. Vi var ligebyrdige og glade for hinanden. Så var det måske den fornemmelse, der ødelagde mig? Den uærlighed jeg kunne fornemme i hende efter, at hun havde været mig dybt utro, mens alt var godt? Uanset - på trods af gamle følelser i klemme og en masse situationer, der pludseligt blev sat i perspektiv og gav mening - blev jeg faktisk på en måde glad for at høre det. Det beviste jo, at jeg kunne stole på min intuition. Jeg hele tiden havde haft ret og ikke havde ødelagt mig selv uden grund. (Tro mig, der var virkeligt tider, hvor jeg tvivlede på min mentale sundhed!)
At jeg tilgav kys og holden lidt i hånd, har jeg ikke fortrudt siden. Men hun overskred klart en grænse, da hun gik i seng med én (som jeg udemærket ved hvem er!). Der går det fra, at være lidt uskyldigt fuldskabs-kysseri, til at være en bevidst handling. Simpelthen.
Men nu sidder jeg så i denne situation. Fik det at vide for en måneds tid siden af en meget, meget pålidelig kilde. Men jeg har valgt ikke, at bruge denne viden til noget. Kunne godt ringe op og skælde ud og kalde hende obskøne ting, men hvorfor? Hvad skulle det gavne?
Det gjorde ondt, da jeg fik det at vide, men jeg vil ikke rippe op i gamle ting og lande, hvor jeg var for et år siden. Og som sagt, var det rart at finde ud af, at jeg kunne stole på mig selv.
Har besluttet mig for ikke, at være smålig og bitter. Det har jeg simpelthen brugt for lang tid på, siden vi slog op. Skal dog lige siges, at jeg har afskåret hende totalt. Vil ikke spille med på hendes små spil længere. Men det er en helt anden historie, I må få en anden gang.
Ved ikke, hvorfor jeg skrev denne lange afhandling om gamle ting. Men måske er der nogen der forstår? Føles i hvert fald rart, at have gjort det. Pas på jer selv derude. Og lad ikke sådan nogle uærlige mennsker træde på jer, som hun gjorde ved mig.

hej.
Jeg kan udemærket forstå de følelser du har haft og det må have været virkeligt hårdt. selv har jeg aldrig været i et forhold og derfor vil der selvfølgelig være aspekter som jeg ikke forstår, blandt andet hvorfor du ikke smed hende ud med det samme, men som sagt er det fortid for dig nu og det er jo godt da det ikke lyder som et sundt forhold. jeg vil ønske dig alt held og lykke med kærligheds livet fremover.
Love from the virgin

jeg syns det er en utrolig sørgerlig historie på sin vis..
du virker virkelig som en fyr der bare er vildt følsom, og har brug for en pige, som er ærlig og tro, og som elsker dig og bakker dig op i den person du er - ganske enkelt sagt: en pige med både hjertet, og hjernen på rette sted! du har haft en dårlig oplevelse pgr. hende..du kunne ikke se det. men det kan de færreste se når de er i situationen!
jeg ønsker dig held og lykke fremover..
virkelig! det er sån noget der rammer mit hjerte, hvor jeg tænker "hvordan kan mennesker behandle hinanden sådan?!"...

Jeg har oplevet det samme. Jeg opfandt undskyldninger for hendes adfærd.
Til sidst måtte jeg bøje mig. Hun var bare ond.
Men man bliver klogere næste gang.

Jeg vil starte med at sige, at det er en bitterlig smerte, der skal bringe een frem til erkendelse...HVER ENESTE GANG...og man kan ikke beslutte sig for det skal være anderledes. Det er ikke en afgørelse der foregår i hjernen....Man er nødt til at have hjertet med i de erkendelser, man kommer frem til. Og det gør ondt...
Jeg har OGSÅ været der...men jeg er jo hunkøn, så det er med omvendt fortegn...min kæreste gennem flere år, var mig utro med min "bedste" veninde. Fuck hvor var man dog drønende naiv...at stole så blindt på dem begge to....
Min kæreste gik til bekendelse et år efter...og i al den tid, der havde jeg jo registreret det der, du kalder en "aura af uærlighed" (godt udtryk) omkring dem begge to. Jeg kunne ikke præcist forklare, hvad det var...men min fornemmelse, dunkede mig konstant i ryggen! Da han så endelig sagde det...så fik jeg en meget modbydelig aha-oplevelse...Arhhh ok, det var derfor I begge to var sådan overfor mig...ARrrhhh det var derfor jeg fik den der klamydia! Det havde været mig en GÅDE! Alting er så indlysende bagefter, men altså ikke mens man er i det, og mennesker, man stoler på, bedyrer en virkelighed overfor en, som altså viser sig at være et luftkastel! Jeg forstår fuldt ud, hvad du mener med at mennesker gør blind! Men det var jo min tro på dem, der fik mig til at forveksle kolde facts med indre ønsker om idyl!
Jeg var RASENDE, og spruttede af raseri, og skrev et megalangt hadefuldt brev til kællingen, var overbevist om at hun sank død om efter have læst brevet! Derefter forsøgte jeg med hver en fiber i min krop at tilgive min kæreste, for jeg elskede ham så højt.
Men tilliden var brudt...efter nogle år, måtte vi bare sande, at der ikke var noget at bygge på. Når fundamentet er brudt, så er det, man bygger ovenpå, altså vakkelvornt ad helvede til. Tilliden skal være på plads først, den kan man ikke ønske sig til, man skal arbejde for at opnå den.
Det hjalp mig ikke en fløjtende fis, at dræbe bekendtskabet med bitchen med det brev. Faktisk ringede hun til mig et år efter (hun var tilsyneladende ikke omkommet alligevel) for at sige at hun savnede mig, og at hun godt forstod min vrede. Jeg var stadig kold og afvisende, men fik sgu respekt for at hun havde så meget rygmarv til sidst, så hun ringede og sagde undskyld...Det var jo flot, og mig der var en idiot, at jeg ikke kunne kunsten at tilgive...
For virkeligheden var, at jeg ville have min kæreste for mig selv, og at han fandme aldrig skulle lave det nummer en gang mere, og at det derfor var "tilgivet, men ikke glemt"...halvhjertet pis. Det var min sårethed, der fastholdt alle de negative mekanismer, og de to kunne så gå rundt i al evighed og angre i forhold til mig...og hvad ville jeg have ud af det?..."tilgivet, men ikke glemt"...det fastholder i allerhøjeste grad, manglende tillid.
Det gavnede ingen af os, og alt kærlighed og venskab døde bitterligt.
Den vrede, som jeg rettede udaf ad mod kællingen, var drevet af en energi, der helt flyttede fokus over i at skylden lå hos dem. Det var DEM, der havde forrådt mig, ikke omvendt...det var DEM der måtte lide...ikke mig....men fordi jeg holdt fast i det inderst inde, så VAR det mig der led.
Jeg blevb blind af det..i mange år....jeg fik først synet tilbage, da jeg forstod at for at give denne energi forløsning, måtte jeg tage ansvaret for at ændre tingene...og det gjorde de først ved at jeg tilgav dem begge to.
Ikke sådan at jeg ringede til dem og sagde at nu var alting i orden, og nu kunne vi flytte tilbage på plads i det gamle, for det kan man ikke....men indeni mig selv skulle jeg slippe den følelse som naglede dem til skylden...frigive dem, for så fik jeg selv mit hjerte tilbage.
Når du spørger sådan ud i luften, hvad det ville nytte at ringe og skælde ud over, at hun har været dig utro, mens du elskede hende allerhøjest, så er det fordi din fornuft kan se een ting og dit hjerte en anden ting.
Din fornuft ved godt, at det ikke ændrer noget, men dit hjerte føler sig svigtet, forrådt, trampet på og al retfærdighedens harme ryster dig så meget, så du ind imellem er lige ved at give efter for det.....
Det er rigtigt at du ER blevet svigtet, og det er rigtigt at den følelse af uærlighed du kunne mærke omkring hende havde med hendes utroskab at gøre, men det var DET du registrerede. Du VIDSTE det faktisk godt. Da du fik meddelelsen om, at det var sådan det forholdt sig, der vidste du det godt...der fik du bare vished for dine inderste bange anelser, og det er den negative energi, der blev forløst, der lukker dine skælde-ud-tilbøjeligheder ud i lys luge.
Det er fordi du godt vidste det! Fuck at du kunne være så naiv!
Yeps....det kunne du, fordi du er menneske...ligesom en hel masse andre, som har oplevet ting, der ligner dit personlige helvede til forveksling. Og måske sker det igen...men se det ikke som en svaghed...se det som en styrke at du KAN forelske dig så voldsomt, og stole så meget på et andet menneske...Det er da smukt! Og måske vil den næste pige du banker ind i, være præcis ligeså dum og blind som dig, og forelske sig hovedkuls i dig og stole fuldt og fast på dig...
Ja, så vil jeg sige een ting, så VED du hvor stort det er, det hun giver dig.

Jeg forstår dig enormt godt. Sidder med husketårer i øjnene.
Jeg er selv i din alder, og har oplevet det samme. Hun nåede dog aldrig at være utro (håber jeg) men jeg var simpelthen for tomhjernet.
Hun flyttede også og sagde stop derefter. Man får flelsen af aldrig at have været noget værd, for var man kun en rebound indtil hun var klar til at gå videre.
Hvis jeg gjorde bare den mindste ting så græd hun, hun var guld for mig og jeg følte jeg var guld for hende. Men det gik hurtigt og hun skubbede mig væk på under en måned.
Det værste fr mig har været tiden efter. Hun sluttede med at sige hun elskede mig som en ven, og jeg kan godt se det er ok hvis hun ikke elsker mig mere. Men om hun har skrevet siden nej🙁og har kun svaret mig så hurtigt det kunne lade sig gøre uden at have interesse den anden vej for mig. Disse piger der udnytter en på den måde er onde piger. Jeg vil hende alt godt, men jo mere det går op for mig håber jeg hun aldrig vil blive lykkelig. Hun kan ikke engang behandle mig ordentigt.
FØLER NU: at jeg var støtte 1½ år.
Kan ikke se tilbage og tænke: Vi var kærester, det gik ikke, vi snakker nogle gange stadig, hun var dejlig kæreste, jeg var glad for hende.
Det gør så ondt, at man ikke kan se tilbage til noget der betød så meget, med glade øjne. Jeg ville sådan ønske vi var venner og hun VILLE være ven med mig, men det er hun ikke. JEG VILLE ØNSKE JEG KUNNE SKRIVE TIL HENDE UDEN AT VÆRE BANGE, FOR DET ER JEG.
Og tro mig, hvis du som x kæreste tror det hjælper ikke at holde snakke med xén, så gør det ikke han/hun vil kun blive mere såret.
Min situaion var ikke helt som din, men kender også tydeligvis delen med at give hende lov til alt. Det eneste positive er at jeg har lært noget, som vil sidde fra den dag jeg fyldte 20 til resten af mine dage, ingen pige skal mere lege med mig, og jeg vil aldrig lege med dem!
Vi skal elske os selv #0 der er ikke mange af os, og de der ikke slipper os med det samme, men holder os alt for længe. Er fordi de ikke vil miste alt det gode, men nye kæresteopleveleser KAN de ikke holde sig fra!

og bukker dybt.... at du kan bevare din selvkontrol, efter at have fået de dårlige nyheder, er flot.... Du har livet foran dig, og skal bruge dine kræfter på det, som du jo allerede er godt igang med,,, Så søde,,,, læn dig tilbage og betragt alle de skønne ærlige kvinder der er i dette land, og pluk en ud når du er parat,,,lev vel...

Mange tak for de søde svar, og rørende historier. Hvor er det dog en skam at høre, at mange mennesker kan være så onde ved hinanden.
Til HalfEvil - det var dog godt nok en skræmmende historie med kæresten og den bedste ven. Men det lyder som om, at du er ovenpå situationen nu og det er rart at høre. Jeg har også selv haft rigtigt svært ved, at slippe de negative mekanismer, som du kalder det. Og må da indrømme, at min mørke side til tider drømmer om det endelige opgør. At nedbryde hende indtil hun tilstår alt. For der er sikkert stadigt ting jeg ikke ved. Men jeg kender også mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke skal nære de følelser, for det ville aldrig ende, som jeg ønsker. Hun er simpelthen for kold og beregnende.
Bortset fra det, er hun mere eller mindre ude af mit system. Jeg skrev dette indlæg, ligeså meget for at mærke hvordan det føltes at skrive det hele ned. Er glad for, at der er så mange der forstår. :-)
Vil lige slutte af med at berette, at jeg faktisk har mødt en meget, meget sød pige, som jeg stoler på. Hun er et gennemgående godt menneske. Sød og betænksom. Smuk og dejlig. (Ja, det er stadigt meget nyt, hehe!) Og fremfor alt, ærlig. Omkring alt. Hun har selv været igennem noget lignende, dog med omvendte fortegn, som du skriver HalfEvil. Og jeg ved med mig selv, at jeg ikke kan ende dernede igen. Er blevet for bekendt med tegnende og kan nu sige fra i tide. Hårde lærepenge, men er glad for den erfaring jeg har nu.
Men endnu engang. Tak for de gode svar.

Jeg sidder her og får dårlige forestillinger i hovedet om hun har været sammen med andre inden vi slog op!
Jeg havde nemlig også den fornemmelse du nævner, og det ville gøre mig så ked af det at finde ud af det nu.
Og når jeg tænker mig om har hun faktisk gjort det før😖selvom jeg ikke kan tro det, men en gang utro altid utro! Eller?

ikke med mig, for at sætte det på plads :)

Alle de bedste tanker herfra. Du ved hvad kærlighed er, og hvis du elsker hende...jamen så vil hun blive ved at være smuk og underskøn...ligesom dig ;o)
Kærligst HalfEvil333

...på hvordan man tilgiver dette svigt...
at en kæreste og veninde har svigtet så usigeligt...
Ja jeg spørger fordi jeg har stået i samme situation, med den forskel at de intet har angret og idag er sammen som par og venter barn.
Men netop denne Bitterhed over svigtet, den mærker de jo intet til, det er kun en selv der mærker den, og gør at man ikke kan se videre.
Og den Biterhed kan gøre at man ikke er i stand til at lukke andre ind, og derfor måske går glip at et menneske i sit liv, som faktisk ville være en tro og elske en som man kunne elske ham/hende...hvis blot bitterheden ville slippe sit tag om hjertet.

Jeg tror også på at tilgivelse er langt sundere end vedvarende had, men alligevel...
Jeg har da også prøvet det, stor fest - min bedste veninde var temmelig fuld og træls at høre på...sidst på natten stod hun (endnu engang) og gned sig op af min kæreste, og imens hun holdt om ham sagde hun at hvis han droppede mig ville hun gerne have ham...jeg stod lige bagved hende/dem....derefter har jeg ikke talt med hende, og selv om jeg på en måde har tilgivet hende passer det mig nu fint ikke at have nogen form for kontakt - det passer mig rent faktisk rigtig godt, for sådanne mennesker er mit liv for kort til !!

Mvh.

Det der er der skam ingen, der har brug for. Hun fortjener da absolut ikke, at være din veninde. Og det er hun jo åbenlyst heller ikke, hvis hun opfører sig sådan. Forstår godt, at du har droppet kontakten, for sådan behandler man ikke venner.
Håber det går godt med dig og kæresten, på trods af hende. :-)
Ps. Det var mig der oprettede dette indlæg, bare lige så du ved det.