Bekymret for en ven

Jeg er efterhånden blevet meget bekymret for min gode ven A, som jeg har kendt siden vi begge to var ganske små. Han bliver kontrolleret fuldstændigt af sin stedfar. Han arbejder i hans firma, og bruger hver eneste weekend hos sin mor og sin stedfar, han lever af hans penge, får sine regninger betalt, og bor i en lejlighed, som stedfaderen har lejet. Hele min vens liv drejer sig om stedfaderen.
Det har været sådan lige siden hans mor smed hans biologiske far ud, og flyttede sammen med stedfaderen. Min ven er altid blevet opdraget meget strengt og gammeldags af både hans biologiske far og stedfaderen. Jeg kan tydeligt huske, hvordan hans forældre plejede at ringe til mine når han var ude at lege, for at få ham til at komme hjem og læse lektier. Han har aldrig rigtigt fået lov til at have et selvstændigt ansvar for sine egne sager eller at disponere over sin egen tid, og har derfor aldrig rigtigt lært at klare sig selv. Han er således i dag meget umoden.
Fædrene og stedfaderen har også haft meget stor magt over hans mor, der derfor ikke har kunnet gøre noget ved det.
Nu hvor han for to år siden er flyttet hjemmefra for at studere datalogi, og han er meget isoleret. Han holder sig for sig selv, og interesserer sig kun for computere. Fester interesserer ham ikke (nok på grund af, at hans biologiske far var alkoholiker). Selvom han benægter det kan man mærke på ham, at han længes efter at få en kæreste, men da han læser datalogi (hvor der er meget få piger), og aldrig går til fester, er det meget usandsynligt, at han finder en.
Selv benægter han alt, og bliver ligefrem agressiv, hvis jeg prøver at tale med ham om det. Jeg vil gerne hjælpe ham til at blive mere moden og til at rive sig løs fra stedfaderen. Desværre ved jeg ikke hvordan jeg skal gøre det, han interesserer sig som sagt ikke for andet end computere, og han vil ikke tale om det. Har I nogen gode forslag?

Hej R.K.!
Først skal du have ros for at bekymre dig om en anden person i dit liv, der lader til at have det svært. Men du må prøve at forstå, at den eneste der i sidste ende kan ændre på A's situation er ham selv. Tror det bliver svært for dig at stå på sidelinjen og blive frusteret og være magtesløs, når du virkelig lader til at ville ham det bedste og ønsker at A får det godt. Du siger selv at A benægter at have problemer og han bliver aggressiv når du bringer emnerne på bane... det er et sikkert tegn på, at A skammer sig over sin situation og ikke ønsker at nogen skal "afsløre" ham - han har sikkert ikke meget tilovers for sig selv og er bange for at du vil svigte ham, hvis du finder ud af alt det han går og gemmer i sit indre. Sådan har du det selvfølgelig ikke, men A skal selv turde vise dig sin værdi som det menneske han nu engang er og med det han indeholder. Når han som nu ikke har det mindste selvværd, så kan du på ingen måde overbevise ham om det modsatte. Hårdt, når man nu synes han er alletiders fantastiske fyr, han kan - eller vil - bare ikke selv se det!!!
A lyder godtnok meget umoden - og tror du har ret i din observation af hvad det stammer fra.. forholdet til forældrene. Men A er også en voksen mand nu, og hvis han virkelig ønsker at slippe ud af "offer-rollen" ("Jeg havde en hård og uretfærdig barndom") så må han mærke det der gjorde ondt dengang - for det gør det sgu stadig så mange år efter. Men det lader til at han hellere vil "gemme" sig bag sin computer end at tage fat på livet med alle de glæder, sorger og dejlige ting det medfører. Han foretrækker sikkert hvis nogen kommer og serverer det for ham, så han ikke - igen- risikerer at skulle blive såret, være afhængig og have skyldfølelser over det ene eller det andet. Men der er mange der lider af det ene eller det andet de oplevede for mange år siden... Idag er man voksen, og nogle vælger at blive i hængedyndet mens andre forholder sig til livet og kommer videre! Ting tager tid og din ven har sikkert brug for meget af den for at blive voksen og tage ansvar for sig selv. Det virker som om han forsøger at kontrollere de følelser fra barndommen der er svære og gør ondt (men man kan jo ikke kontrollere følelser) fremfor at kontrollere det kontrollerbare, menlig sin adfærd (sin væremåde overfor omverdenen, der gerne vil i kontakt med ham.. dig, fester og andre venner). HUSK, det er ham selv der bestemmer hvilke indre værdier han vil leve efter... du kan ikke "hjælpe" ham til at få det godt. Tværtimod, det fanger ham endnu mere i "offer-rollen". Mit råd kan kun være: Støt ham hvis han be'r om hjælp og ellers accepterer ham for at være den han er på hans måde. Al hans vrede og aggression over forældrenes kontrol har han vendt mod sig selv, hvilket selvfølgelig ikke gavner nogen. Det lader til at han er blevet overkontrolleret og ingen rigtig har set ham som han nu engang er.. Moderen brugte ham sikkert som trøst fordi hun savnede mandens opmærksomhed (måske var hendes behov af forskellige grunde umenneskeligt stort) og mændene i hans liv har aldrig fortalt ham at det var okay at han var som han var.. Alt i alt har han nok været overladt til moderens omklamring (og er blevet en rigtig sød dreng) mens han samtidig har tørstet efter at én af mændene ville acceptere ham for hans følsomhed, hans evner og egenskaber. Og idag er han fanget uden at kunne få taget hul på den store smerte det er at have savnet varme, kærlighed og opmærksomhed på hans præmisser i alle disse år.. Gid han ville indse det selv en dag og få nogle samtaler med en psykolog! Men første skridt på vejen er at han overkommer sin skam, for han går sikkert med de største skyldføleleser over ikke at kunne slå til nogen steder.. DET ER JO IKKE HANS SKYLD; SÅ HAN HAR JO IKKE NOGET AT SKAMME SIG OVER!!!
Ved det måske ikke passer på din ven det hele, men det er et meget klassisk mønster for mænd. For øvrigt findes der en rigtig god bog skrevet af en mandlig psykolog, for mænd, om mænd og deres 'indre verden'.Den hedder "Hvis mænd kunne tale, her er hvad de ville sige.." og den er skrevet af ALON GRATCH. Den er ikke helt let at læse, men fantastisk spændende (også for kvinder der vil forstå deres mænd bedre!)... og så har den en seksuel indgangs-vinkel, der gør den meget underholdende.. F.eks hvorfor hetero-seksuelle mænd har fantasier om at blive penetreret af en anden mand.. Svaret i følge bogen er, at de er bange for at miste deres maskulinitet hvis de står ved deres ønske om at blive taget vare på, altså står ved deres ønske om at modtage omsorg fra en kvinde. Mange mænd frygter selvfølgelig at de er bøsser når de fantaserer om mænd, og derfor fortrænger de helt disse fantasier... men det er ikke hovedparten med den slags fantasier, der er bøsser. Bogen har 7 hovedtemaer SKAM, MANGLENDE FØLELSESMÆSSIG BEVIDSTHED, MASKULIN USIKKERHED, AGRESSION, SELVOPTAGERHED, SELVDESTRUKTIVITET OG SEX!!! Alon Gratch har sikkert også en hjemmeside, når A nu alligevel bruger al sin tid foran computeren.. :-)Bogen er måske en gaveidé? :-) Så kan han jo altid læse lidt i den når han er klar til at bearbejde det, der forhindrer ham i at have et godt liv med normal kontakt til omverdenen.
Du har gjort hvad du kunne, og du er en god ven!!! Hvis du har lyst er du velkommen til at skrive til mig, hvis du har brug for at skrive lidt mere om hans problemer.. det bliver helt sikkert ikke let for dig at se ham "ignorere" sine problemer, men jeg kan se i dit indlæg at du holder meget af ham.. han er heldig! Min mail adresse er dinmalene@sol.dk og du er velkommen til at bruge den!
Ellers lad mig høre her på debatten, hvordan det kommer til at gå!
knus og kram
Malene :-)

Kære Malene!

Mange tak for dit lange og grundige svar på mit indlæg om min ven. Du har meget ret i, at det kun er ham selv, der kan gøre noget ved det, men for at han skal gøre det, så må han erkende sit problem, hvilket jeg ikke har nogen opfattelse af, at han er tæt på at gøre. Jeg tror selv, at noget af det eneste, der kan hjælpe ham ville være, hvis han tog et opgør med stedfaderen, men det er meget usandsynligt, at det nogensinde sker. Stedfaderen (der bedst kan beskrives som Monrad & Rislunds Aage Brodtgaard, der bare ikke er sjov), har på sin vis taget min vens mor som ’gidsel’ i hele affæren. Moderen ligger også under for stedfaderen, og min ven ’dækker’ over hende ved ikke at sige noget til stedfaderen. Hvis min ven skal erkende problemet, så er han samtidigt nødt til, at trække tæppet væk under sin mor. Hele situationen er således låst fast, og det vil kræve utroligt store ressourcer – ressourcer som de allerfærreste har – at bryde ud af det.
Hvis han bryder med stedfaderen kommer han også til at trække tæppet væk under sig selv. Hele hans liv, hans økonomi, hans bolig er jo centreret om stedfaderen. Hvis det pludselig forsvinder, bliver der ikke meget tilbage for ham, at støtte sit liv på. Jeg tror derfor, at et eventuelt brud med stedfaderen ligger meget langt ude i fremtiden – hvis det overhovedet kommer. Der er i hvert fald ikke noget, der tyder på at det sker inden for en overskuelig tidshorisont.
Som den bog, du nævner, antyder, så er vi mænd ikke gode til at kommunikere følelser. Det kræver en del overvindelse for os, at tale om dem, og hvis man sætter det sammen med de store problemer, der vil opstå, hvis han bryder med stedfaderen, så er det på sin vis klart, at han ikke vil tale om det. Imidlertid vil jeg jo gerne hjælpe ham til at erkende, hvor skadelig stedfaderens massive indflydelse er, så han kan begynde at komme ud af det; men det kan vanskeligt lade sig gøre, og jeg har ingen idé om hvordan jeg skal gøre det – hvis det overhovedet er muligt.
Men som du skriver, så er det eneste, jeg kan gøre jo, at acceptere ham som han er, hvilket jeg da også prøver på. Selvom det ikke direkte løser problemet, så giver det vel lidt opmuntring. Her i weekenden har vi da også planlagt at tage en tur til København, og hvis jeg er heldig, så kan jeg måske få ham til at tale om det. Måske det hjælper, at komme lidt væk. I hvert fald kan det jo kun være godt, hvis vi har en god tur, og han kommer lidt ud.
Endnu en gang tak for, at du ville besvare mit indlæg så godt og så grundigt.


Venlig hilsen
RK

PS: Hvis du har lyst, så kriv gerne tilbage på rk@platweb.dk

www.ensomung.dk

Kære "R.K".
Det er i orden at bekymre sig. Men det er hans liv og hans beslutning. Hvis du vil gøre noget godt for din ven, synes jeg at du skal anerkende ham og rose ham, for det ved ham du kan lide.
Der er mange, som sidder fast i en uønskelig livssituation og ikke har selvværdet til at handle.
Får vi støtte til at være dem vi er inderst inde, vil vi lettere turde vove pelsen i de svære sager.
Din opgave er nok nærmere, at mærke efter hvorfor det fylder så meget i dig.