Baronens mand 12
Om aftenen kom Jonathan hen imod sine forældres hus med lidt mundgodt, som han havde købt hos den lokale købmand, da genboens Henriette kom ud fra indkørslen overfor på en cykel: - Hej. Nu må så vi se, om jeg kan undgå at blive så befippet over at se dig, at jeg vælter over kantstenen.
Jonathan smilede skævt til hende: - Hæ hæ, ja den er god med dig.
Hun stoppede op tæt ud for ham: - Undskyld. Hvordan går det med din hånd? Er skrammerne væk?
Knægten tog hånden op og betragtede det næsten forsvundne sår: - Ja, det er næsten væk. Det var ikke så slemt.
Efter lidt tavshed sagde hun: - Jeg flytter hjemmefra på lørdag. Jeg kunne godt bruge et par hænder mere til at hjælpe. Var det noget for dig? ... hvis ikke du har noget andet for.
Jonathan begyndte at tænke på, hvorledes han havde set hende i kikkerten, da hun badede i søen, og for blot ganske få timer siden havde han en intim affære med en anden Henriette i netop samme sø, blot 2/3 omme på den modsatte side.
- Det ved du måske ikke endnu? spurgte hun, da han ikke svarede.
Jonathan vågnede af sin dagdrøm og rømmede sig: - Øh jo. Det kan jeg faktisk godt. Hvad tid starter vi.
- Tja, lad os sige klokken halv elleve. Okay! Hun sprang op på cykelen og forsvandt ned af vejen.
Jonathan gik ind i sit eget hus, og i dagligstuen delte han ud af sine slikposer og andre godter til faderen og moderen, for selv at beholde nogle få: - Er der noget spændende på fjerneren i aften?
Moren rystede på hovedet: - Nej. Men godt det samme, du har nemlig besøg inde på dit værelse. En Thorkild, tror jeg han sagde.
- Jeg kender ingen Thorkild, svarede sønnike og gik spændt gennem entreen. Det viste sig at være hans kammerat fra landbrugsskolen, Hjorleif Thomsen: - Årh hej. Det var helt sjovt at se dig.
- I lige måde. Du bor da ganske nydeligt her. Bare det var mig.
Jonathan slog sig ned i en stol: - Såmænd så. Hvad skyldes æren?
Hjorleif tog et kulørt blad op af sin pose: - Jo, du husker nok, at du fortalte, at du havde gået i folkeskole med hende Se & Hør pigen for nogle måneder siden. Nu er hun i Ugens Rapport med nogle rigtig saftige billeder. Se selv.
Jonathan fik rakt bladet over og kiggede nysgerrigt på sagerne, mens han slikkede sig om munden: - Ja for pokker, de er godt nok gået tæt på lækkerierne. Tusind tak skal du have.
- Ingen årsag. Jeg tænkte nok, at du ikke holdt bladet. Men måske kan du gøre mig en tjeneste til gengæld. Jeg mener at huske, du fortalte, at hun ikke havde nogen kæreste. Forholder det sig stadig sådan?
Jonathan trak på skuldrene: - Det ved jeg søreme ikke. Men det kunne jeg måske finde ud af. Men hvorfor vil du vide det? ... hør, du er vel ikke blevet lun på hende?
Hjorleif fik lidt røde kinder og svarede nervøst: - For pokker, hun ser jo skide godt ud. Jeg har haft Se & Hør billedet hængende på min væg lige siden den gang.
- Okay, gryntede Jonathan forundret: - Men er du virkelig interesseret i en, der udstiller sig på denne måde?
Kammeraten lænede sig hårdt tilbage i rygstykket: - Selvfølgelig er jeg ked af, at alle mulige andre fyre har set så dybt ind i hendes intimere dele, hvis hun skulle blive min. Men det lærer jeg nok at leve med. Tid efter bliver det glemt igen.
Jonathan klappede bladet sammen: - Det må jeg sgu nok sige. Ja, jeg ved virkelig ikke, hvorvidt hun skulle have nogen interesse i en landbrugselev. Men hvis ellers hun bor hjemme endnu, så ved jeg, hvor det er og kan vise dig derhen.
Hjorleif klappede i hænderne: - Åh, vil du det? Det var vel nok vidunderligt. Det vil jeg aldrig glemme dig for.
De forlod villaen og vandrede ud til den modsatte ende af landsbyen, hvor Jonathan pegede på det sidste hus, inden de var kommet ud på landevejen med marker på begge sider: - Derinde. Lad os se, hvad der står på postkassen.
Det viste sig at være nogle med efternavnet Madsen: - Desværre. Det ser ud til, at hun og hendes familie er flyttet herfra.
- Øv, udbrød Hjorleif og kiggede på sit ur: - Nå, men jeg skal nå bussen her klokken 20.14. Vi ses til oktober.
Jonathan klappede ham trøstende på skuldrene: - Nu skal vise dig hen til stoppestedet. Det er nemmere at gå den her vej, end hele den anden vej rundt igen. Hvordan går det ellers ude på den gård, hvor du er kommet i praktik?
Hjorleif fulgte efter: - Ja, jeg får da prøvet nogle forskellige ting. Familien er ganske flink, og de har to tvillingedøtre, som ikke ser så værst ud. For tiden er de dog på ferie hos deres fem kusiner og en fætter.
Jonathan lyste interesseret op: - Det skulle vel ikke være Lisbeth og Katarina?
Kammeraten kiggede forundret på ham: - Jo, det er deres navne. Kender du dem?
- Ja. Det er ude på Perleborg, de ferierer. Jo, de er godt nok et par skønne sild. Indefra vores værksted er der et glughul ud til tennisbanen. Der kan jeg godt stå i middagspausen og nyde synet, når de spiller. Hver gang de slår til bolden flagrer deres korte kjoler op, så man kan se ballerne. De render begge rundt i g-strengs-trusser, berettede Jonathan men valgte klogelig nok ikke at forklare hans øvrige oplevelser, for det ville den anden næppe tro på.
Alligevel blev han ganske misundelig på denne mindre detalje: - Jeg må have foreslået Karl ... min arbejdsgiver ... at vi får bygget en tennisbane på Stampegården. Hvis pigerne kan lide det derude, så må de vel også kunne det derhjemme. Der går de ganske vist rundt i korte shorts, men de flagrer jo ikke op.
- Men inden de når at bygge den, så er du jo tilbage på skolen, indskød Jonathan og spolerede dermed den illusion.
Hjorleif sukkede: - Jeg har en fridag i næste uge. Må jeg komme og besøge dig på din praktikplads midt på dagen?
- For min skyld gerne. Men jeg ved ikke lige, hvad baronen siger til det.
De nåede frem til busskuret og blev enige om at ringes ved, om det kunne lade sig gøre, hvorefter Jonathan gik hjem efter på ny. Her mødte han undervejs en anden gammel skoleveninde, som kom gående sammen med hendes veninde. De faldt i snak, og derefter blev Jonathan budt med indenfor, hvilken han takkede ja til. Det udviklede sig til noget ganske fornøjeligt.
Jonathan smilede skævt til hende: - Hæ hæ, ja den er god med dig.
Hun stoppede op tæt ud for ham: - Undskyld. Hvordan går det med din hånd? Er skrammerne væk?
Knægten tog hånden op og betragtede det næsten forsvundne sår: - Ja, det er næsten væk. Det var ikke så slemt.
Efter lidt tavshed sagde hun: - Jeg flytter hjemmefra på lørdag. Jeg kunne godt bruge et par hænder mere til at hjælpe. Var det noget for dig? ... hvis ikke du har noget andet for.
Jonathan begyndte at tænke på, hvorledes han havde set hende i kikkerten, da hun badede i søen, og for blot ganske få timer siden havde han en intim affære med en anden Henriette i netop samme sø, blot 2/3 omme på den modsatte side.
- Det ved du måske ikke endnu? spurgte hun, da han ikke svarede.
Jonathan vågnede af sin dagdrøm og rømmede sig: - Øh jo. Det kan jeg faktisk godt. Hvad tid starter vi.
- Tja, lad os sige klokken halv elleve. Okay! Hun sprang op på cykelen og forsvandt ned af vejen.
Jonathan gik ind i sit eget hus, og i dagligstuen delte han ud af sine slikposer og andre godter til faderen og moderen, for selv at beholde nogle få: - Er der noget spændende på fjerneren i aften?
Moren rystede på hovedet: - Nej. Men godt det samme, du har nemlig besøg inde på dit værelse. En Thorkild, tror jeg han sagde.
- Jeg kender ingen Thorkild, svarede sønnike og gik spændt gennem entreen. Det viste sig at være hans kammerat fra landbrugsskolen, Hjorleif Thomsen: - Årh hej. Det var helt sjovt at se dig.
- I lige måde. Du bor da ganske nydeligt her. Bare det var mig.
Jonathan slog sig ned i en stol: - Såmænd så. Hvad skyldes æren?
Hjorleif tog et kulørt blad op af sin pose: - Jo, du husker nok, at du fortalte, at du havde gået i folkeskole med hende Se & Hør pigen for nogle måneder siden. Nu er hun i Ugens Rapport med nogle rigtig saftige billeder. Se selv.
Jonathan fik rakt bladet over og kiggede nysgerrigt på sagerne, mens han slikkede sig om munden: - Ja for pokker, de er godt nok gået tæt på lækkerierne. Tusind tak skal du have.
- Ingen årsag. Jeg tænkte nok, at du ikke holdt bladet. Men måske kan du gøre mig en tjeneste til gengæld. Jeg mener at huske, du fortalte, at hun ikke havde nogen kæreste. Forholder det sig stadig sådan?
Jonathan trak på skuldrene: - Det ved jeg søreme ikke. Men det kunne jeg måske finde ud af. Men hvorfor vil du vide det? ... hør, du er vel ikke blevet lun på hende?
Hjorleif fik lidt røde kinder og svarede nervøst: - For pokker, hun ser jo skide godt ud. Jeg har haft Se & Hør billedet hængende på min væg lige siden den gang.
- Okay, gryntede Jonathan forundret: - Men er du virkelig interesseret i en, der udstiller sig på denne måde?
Kammeraten lænede sig hårdt tilbage i rygstykket: - Selvfølgelig er jeg ked af, at alle mulige andre fyre har set så dybt ind i hendes intimere dele, hvis hun skulle blive min. Men det lærer jeg nok at leve med. Tid efter bliver det glemt igen.
Jonathan klappede bladet sammen: - Det må jeg sgu nok sige. Ja, jeg ved virkelig ikke, hvorvidt hun skulle have nogen interesse i en landbrugselev. Men hvis ellers hun bor hjemme endnu, så ved jeg, hvor det er og kan vise dig derhen.
Hjorleif klappede i hænderne: - Åh, vil du det? Det var vel nok vidunderligt. Det vil jeg aldrig glemme dig for.
De forlod villaen og vandrede ud til den modsatte ende af landsbyen, hvor Jonathan pegede på det sidste hus, inden de var kommet ud på landevejen med marker på begge sider: - Derinde. Lad os se, hvad der står på postkassen.
Det viste sig at være nogle med efternavnet Madsen: - Desværre. Det ser ud til, at hun og hendes familie er flyttet herfra.
- Øv, udbrød Hjorleif og kiggede på sit ur: - Nå, men jeg skal nå bussen her klokken 20.14. Vi ses til oktober.
Jonathan klappede ham trøstende på skuldrene: - Nu skal vise dig hen til stoppestedet. Det er nemmere at gå den her vej, end hele den anden vej rundt igen. Hvordan går det ellers ude på den gård, hvor du er kommet i praktik?
Hjorleif fulgte efter: - Ja, jeg får da prøvet nogle forskellige ting. Familien er ganske flink, og de har to tvillingedøtre, som ikke ser så værst ud. For tiden er de dog på ferie hos deres fem kusiner og en fætter.
Jonathan lyste interesseret op: - Det skulle vel ikke være Lisbeth og Katarina?
Kammeraten kiggede forundret på ham: - Jo, det er deres navne. Kender du dem?
- Ja. Det er ude på Perleborg, de ferierer. Jo, de er godt nok et par skønne sild. Indefra vores værksted er der et glughul ud til tennisbanen. Der kan jeg godt stå i middagspausen og nyde synet, når de spiller. Hver gang de slår til bolden flagrer deres korte kjoler op, så man kan se ballerne. De render begge rundt i g-strengs-trusser, berettede Jonathan men valgte klogelig nok ikke at forklare hans øvrige oplevelser, for det ville den anden næppe tro på.
Alligevel blev han ganske misundelig på denne mindre detalje: - Jeg må have foreslået Karl ... min arbejdsgiver ... at vi får bygget en tennisbane på Stampegården. Hvis pigerne kan lide det derude, så må de vel også kunne det derhjemme. Der går de ganske vist rundt i korte shorts, men de flagrer jo ikke op.
- Men inden de når at bygge den, så er du jo tilbage på skolen, indskød Jonathan og spolerede dermed den illusion.
Hjorleif sukkede: - Jeg har en fridag i næste uge. Må jeg komme og besøge dig på din praktikplads midt på dagen?
- For min skyld gerne. Men jeg ved ikke lige, hvad baronen siger til det.
De nåede frem til busskuret og blev enige om at ringes ved, om det kunne lade sig gøre, hvorefter Jonathan gik hjem efter på ny. Her mødte han undervejs en anden gammel skoleveninde, som kom gående sammen med hendes veninde. De faldt i snak, og derefter blev Jonathan budt med indenfor, hvilken han takkede ja til. Det udviklede sig til noget ganske fornøjeligt.