Bange for at være alene

Jeg er en pige på snart 15 år der har et lidt specielt problem.
For fem måneder siden havde jeg en mild depression. Jeg snakkede aldrig med andre om det. Jeg havde det virkelig forfærdeligt. Jeg havde ingen venner tilbage. Den eneste jeg havde tilbage, krænket mig seksuelt. Det var ikke en voldtægt, da det ikke var sammenlege, men han tog på mig, og holdte mig fast så jeg ikke kunne komme fri. Jeg har aldrig nogensinde følt mig så alene. Næsten alle på hele årgangen hadede mig. Til sidst blev det for meget. Jeg kunne mærke at hvis ikke jeg kom væk fra det her, ville min milde depression udvikle sig til noget meget mere alvorligt. Så jeg flyttede skole.
Jeg elsker min nye skole. Jeg er venner med næsten alle fra min nye klasse, og jeg er blevet en af de populære. Men jeg er blevet virkelig opmærksomheds krævende siden jeg flyttede skole. Jeg vil have at alle skal se på mig, lytte til mig, grine af mig og ikke mindst syndes om mig. Jeg kan ikke rigtig styre det.
Men når jeg kommer hjem bliver jeg til en helt anden person. Når jeg er i skolen skænker jeg ikke mit hjem en tanke. Og når jeg er hjemme tænker jeg aldrig på hvad der sker i skolen.
Når jeg kommer hjem, og det er meningen at jeg skal nyde min frihed, begynder jeg at blive ked af det. Jeg føler mig alene. Jeg får nogle af de samme følelser som dengang jeg var helt nede. Jeg er bange for at være alene. For når jeg er det, styrt dykker mit selvværd. Jeg bliver ved med at bilde mig selv ind at jeg er grim, dum og irriterende, og at der ikke er nogen der kan lide mig. Jeg vil virkelig gerne ud af det her. Jeg er bange for at udvikle autofobi (angst for at være alene) og jeg ved ikke hvad jeg kan gøre for at forhindre det. Jeg kan jo ikke være hjemme hos mine venner altid. Jeg skal jo også helst kunne være alene ikke?
Hvad skal jeg gøre?
ps. Undskyld hvis emmenet er placeret forkert

Hej hayli2.
Jeg forstår godt, hvor du vil hen med dit debatindlæg, da jeg selv har lidt af lignende situationer. Jeg kom hjem fra efterskole fordi, at der ikke var nogen, der snakkede specielt meget sammen de første par uger. Jeg kunne ikke klare det. Herefter havde jeg nogle meget deprimerende tanker, faktisk totalt sorte tanker. Jeg troede ikke, at jeg duede til noget fordi, der var jo ingen der havde henvendt sig til mig.
Et par måneder senere kom jeg så i 10. klasse.(folkeskole) Her kendte jeg nogle stykker i forvejen, hvilket betyder alt for mig. Jeg kom hurtigt til at snakke med alle i klassen - nogen mere end andre. Jeg blev faktisk så social og opmærksomhedskrævende, at jeg også følte mig som i et sort hul når jeg kom hjem. Min far arbejdede og min mor er stukket af da jeg var 14, har kun snakket med hendefå gange siden.
Jeg trøstespiste, men det er jo ikke ligefrem det bedste, når man er en smule overvægtig i forvejen.
Her i maj er det så 5 måneder siden at jeg begyndte til akt, som er en slags mentor man kan snakke med. Min mentor er min tysklærer - første gang jeg var deroppe var jeg utrolig skeptisk. Men nu, hvor jeg har mine tumulter fremme i lyset har jeg faktisk tabt mig 8 kg, blevet knap så opmærksomhedskrævende, vænnet mig til, at min mor er væk. Ja, jeg er kommet videre.. :-)
Jeg ønsker selvfølgelig det samme for dig - selvom jeg ikke kender dig. Mit råd er at du skal opsøge dit skolekontor og spørge efter om de kan tilbyde dig hjælp (de har tavshedspligt) eller gå ned på kommunen.
Du er også velkommen til at skrive til mig igen i denne debat, hvis du gerne vil have min mail - og måske "udveksle erfaringer"
Venlig hilsen
Frederik, 16 år, der går i 10. klasse (alibi-navn, da jeg ønsker at være forholdsvis anonym)