At ville ændre på andre: Tanker om debatførelse

Jeg tror man skal lade være med at ville ændre på andre.
Man kan derimod præge stemningen ved de bidrag man selv kommer med. Være sig selv og prøve ikke at lade sig rive med, men holde sig til det man selv mener og give det som indspark og bidrag til den samlede debat.
Nu er folk sjældent så blinde, at de ikke selv kan se billedet af hvad der sker. Måske man kan prøve at fortælle dem hvad de skal se, men især når det kommer til en værdimæssig vurdering, vil de fleste føle en personlig grænse overskrides.
Nu er det så ikke overraskende en meget stor del af denne debat: At overskride de andres personlige grænser. Jeg har gjort det, du har gjort det, alle her har gjort det. At diskutere livssyn er oftest ikke en fredelig beskæftigelse - det er en krig.
Her i debatten har jeg valgt mit fokus, som er opgøret med JV og den inddoktrinering jeg er blevet udsat for. Det er også dét, jeg ved noget om her, selvom jeg langtfra har alle svar. Jeg tror på at åbenhed i diskussionen er bedst og at hvert individ har sin indgangsvinkel som i sig selv altid er berettiget - alene fordi at det er sådan det anskues af individdet. Der kommer nogle personlige slagsmål indimellem, men fred være med det.
Derimod bør konstruktioner ikke være fredet. Dvs. f.eks. JV, som ER en konstruktion der i sin natur er menneskefjendsk. Ensretningen går her på, kun at se een "farve", som er designet, konstrueret og brugt af dem som står bag netværket.
Derfor bør især denne konstruktion ikke være fredet, og jeg forstår hvis folk foragter konstruktionen...og udtrykker det.
Hvis det derimod går mod selve personerne I maskineriet, så træder jeg et skridt tilbage. Det er ikke menneskene jeg er imod - det er konstruktionen, man kan håbe på at de vil befri sig fra, jeg er imod. Men de skal selv kunne se det. Her prøver jeg så at beskrive nogle forhold og sammenhænge, man kan tage og føle på.
En del af debatten her er så også at gå hinanden på klingen. At udtrykke sin mening om det man ser, sin værdimæssige dom. Beskyttertrangen kan melde sig, men i bund og grund må folk der giver sig i kast med debatten, selv svare for sig. Dem der er her, er her jo fordi at de har et personligt behov for at tage diskussionerne. De kan ikke holde sig væk. Og hver bringer deres værdier og værdidomme. Hvert indspark "forvirrer" debatbilledet.
Hvis vi ikke accepterer det, så vil sol-debatten istedet blive en ny maskine, der kværner argumenter ud med eet bestemt formål. Det vil blive meget værre. Det vil faktisk blive åndsfjendsk.

Så vi giver hver vores bidrag. Kompromisset er at det indimellem kammer over, men debatten holdes "levende".


mvh
Billen76
NB: Der er dog retningslinier og "gode råd" fastlagt af folkene bag sol, som man selv kan henholde sig til.

Jeg er en af dem som ikke kan holde mig væk selvom jeg lover migselv igen og igen at nu er det slut med bidrag til den cirkus.
Men som du skriver helt rammende, dette cirkus har en værdi, ikke mindst fordi ind imellem kommer der nogen og skriver et snus fornuftigt indspark.
Mange mange tak Billen [l]
Klaus

Citat:
Her i debatten har jeg valgt mit fokus, som er opgøret med JV og den inddoktrinering jeg er blevet udsat for
Derimod bør konstruktioner ikke være fredet. Dvs. f.eks. JV, som ER en konstruktion der i sin natur er menneskefjendsk. Ensretningen går her på, kun at se een "farve", som er designet, konstrueret og brugt af dem som står bag netværket.
Derfor bør især denne konstruktion ikke være fredet, og jeg forstår hvis folk foragter konstruktionen...og udtrykker det.
-----------------
Henry Ford udtalte:
Mine biler kan fås i alle farver - bare den er sort
Ligesom med din holdning og udtryk.
------
Kom og besøg Jehovas vidner og jeg skal vise dig et sted vor livet leves i harmoni med andre. Hvor medfølelse og gavmildhed trives. Den dybe og inderlige tro på Gud, og glæden ved at dele den med andre. Nogen du kan have tillid til ikke bare lader dig i stikken når det gælder.

De støtter og styrker, selvom såret på din sjæl gør ondt lige nu og her. De syge er dem der trænger til læse, og det kan gøre ondt før det bliver bedre.
En menighed er som en organisme, slår man knæet, vil alle mærke det. Den støtte man får er en hjælp, og smerten går over.
Det er meget trist hvis en amputation er nødvendig, Som når en vælger at forlade menigheden. Her er skaden dog ikke uoprettelig, døren er ikke låst
Hvis man selv lukker den op.
Her kan du selv vælge din familie, du vil se vi lever sammen af hinanden og for hinanden i et åndeligt fællesskab.
Alle gør det gode, så godt de kan.
Ændre på andre - nej opfordre til at ændre sind - og gøre det der er rigigt, de der vil.
Biblen siger: Lad os tale sandt med hinanden. Ja lad os gøre det.

en menighed er som en organisme forklarer jehovsas vidner
andre ved noget om de sygdommer der forkommer i deres vækst 😮

Jamen tak for det. Det kommer næppe bag på dig, at jeg er uenig - debatten bør ikke være en krig på ord (selvom den oftest bliver det). Krig skaber ikke liv: krig dræber. Og det gælder også her, hvor "krigen" har dræbt lysten til at undersøge og være nysgerrig - i stedet er det blevet til en skyttekrig, hvor man ved lige nøjagtigt hvilke formuleringer man skal undgå, fordi nogle formuleringer er lettere at "skyde ned" end andre.
At dit fokus er et opgør med JV må blive din sag - vi har alle et fokus. Men vi kommer ud af fokus, hvis vi går i krig - JV skal ikke "besejres", ligeså lidt som kristendommen skal besejres. Men vi kan kritisere det vi ikke bryder os om og rose det vi kan lide. Problemet er den stillingskrig: det er reelt ikke længere debatindholdet der roses eller kritiseres - hvis ftg skriver et indlæg er det ret forudsigeligt, hvem der roser og hvem der riser, uanset hvad han skriver, og tilsvarende hvis jeg skriver et indlæg.
Der er nogle der absolut vil gøre det til en krig, nemlig dem der ser debatten som en kamp mellem Gud og Satan. Sådan en kamp fortæller Bibelen os jo er i gang, men at udstrække det til at betyde, nogle debattører skal bekriges og andre fremmes synes jeg nok er en lovlig krigerisk konklusion - mit gæt er, at Satan er den der ønsker vi skal vælge side hvad angår personer og kirker, medens Gud ønsker vi skal vælge side hvad angår kærlighed og sandhed.

Hvis oplægget var et svar eller korrektion rettet specifikt mod dig, havde jeg her dedikeret det specielt til dig. Nu valgte jeg at sætte det op, pga det afspejler min holdning til debatførelse og fordi jeg syntes at det er bedre at diskutere holdninger på basis af hvad man selv står for, og ikke hvad man mener andre burde stå for.

Der er mange ting vi altid kan sige BURDE være anderledes - men det kan godt være det BURDE være sådan eller sådan, det er bare ikke sådan at det ER. Fokuserer man på BURDE, så bliver man aldrig tilfreds, før resten af verden er rettet til efter ens eget perspektiv. (og så stadigt ikke...)
Jeg tror at hvis nogen der har kendt mig for nogle år tilbage så hvad jeg har skrevet her, ville de trække på smilebåndet. At lige netop JEG skriver sådan er imidlertidigt et udslag af hvad jeg syntes at erkende og hvori jeg har fundet en egentlig ro: At acceptere andre som de er og få det bedste ud af det.
Hvad skaber "krigen" er nemlig ikke kamp. Hvad skaber krigen er manglende accept.
I sin tid skulle jeg af tandspecialisten overtales til at bære en natbøjle, der gjorde enormt ondt. Han satte mig i tandlægestolen, lagde stolen ned, satte lyset over mit hoved så jeg måtte lukke øjnene, og begyndte i en blød tone at fortælle mig at jeg skulle acceptere bøjlen. Se, det der fik mig til at rejse mig op, smide bøjlen og gå i vrede var hverken hans fornuftige argumenter eller om det klogeste for mig var at bruge bøjlen. Ej heller var det at bøjlen gjorde ondt. Problemet var hans manglende respekt for min person. Hvis han ville snakke med mig, måtte han sætte sig i øjenhøjde med mig, og lade mig protestere, svare på tiltale, acceptere mine beklagelser. Ja, acceptere min person og situation og tage "kampen" med mig. Havde han gjort det, var jeg normalt også til at snakke med.
Jeg bliver stadigt vred på ham når jeg tænker på situationen. Det gjorde jo også, at jeg ikke betragtede ordningen som en hjælp.

Nu tror jeg heller ikke jeg på noget tidspunkt har advokeret for at bestemte DEBATØRER skulle bekæmpes. Snarere at der netop er en konstrueret "ånd" bag ordene der kommer fra bestemte debatører, som jeg mener skal modgås i åben "kamp". Faktisk opfatter jeg det som en respekt for deres person, at jeg tager disse slagsmål på åben mark, så at sige.
For det ER en kamp, når det gælder livssyn. Uanset hvordan tonen er, går man i klinch med andres holdninger, idet at man stikker næsen frem.
Derimod kan forsøg på at ændre på tonen let fortolkes til at være et forsøg på bedrevidenhed: Man véd jo hvordan tingene hænger sammen. Lad os undgå kampen og lade sig indføre, finde de "rigtige" svar.
Det er meget ubehageligt at stå overfor. Hvad man overgiver er ens egen dømmekraft. Selv nægter jeg gerne at blankt overgive den til andres indførelse.

Vælge side og vælge side. Kommer lidt an på hvad du mener med det.
De fleste hævder kærlighed: Nogle mener den skal være "intelligent"...
Mange hævder at kende Sandhed: Nogle tager udgangspunkt i viljeløs overgivelse til instruktionen. (Instruktionen = Sandheden for modtageren)

Mit udgangspunkt er, at jeg har sagt Ja! til livet.
Forstås, at jeg værdsætter og elsker det og de der er omkring mig uden frygt.
Det er imidlertidigt ikke ensbetydende med, at der ikke er kampe at tage. Og at jeg tager kampe op bestemt ikke er ensbetydende med at jeg "hader" dem jeg krydser klinger med. Det betyder heller ikke man behøver at være enig i de mange spørgsmål der nu kan tages op. Værdier kan også være forskellige.
Kan man glæde sig over den forskellighed folk nu har, kan man også acceptere de "kampe" der tages hver dag, uden at føle behov for at finde "fred".
Jeg vil sige, at "krigeriskhed" skabes af insistering på "fred".
🙂


mvh
Billen76

NB: Konstruktioner er ikke lig med personerne