Anorexi på konkurrenceplan
Da jeg gik i ottende klasse, gik det op for mig, at jeg faktisk var en smule tyk. Jeg kan huske, at min veninde havde tabt sig frygtelig meget over sommerferien, og fik en hulens masse opmærksomhed, og man kunne se en stolthed i hendes øjne som ikke havde været der før.
Jeg var SÅ misundelig. Så derfor bestemte jeg mig for, at gøre noget ved det. Hun skulle i hvert tilfælde ikke være den eneste, der skulle se sådan ud. Jeg ville under ingen omstændigheder være den tykke veninde.
Så der startede snebolden. De første kilo var lette nok. Jeg holdt bare op med at spise kød. Og lidt efter lidt tog kødet alt det andet med sig, og jeg levede til sidst af cola light og toastbrød og en masse motion.
Min veninde og jeg snakkede lidt sammen. Nu fik vi begge al den opmærksomhed, som var så rar. Alt virkede fint. Man fik en masse selvtillid af at vide, at man var fantastisk tynd. Alt kunne man gå med, alle kunne man snakke med. Og følelsen af sult gjorde en høj. Det blev til en konkurrence at tabe sig mest. Og det var let nok, for det næste mål, var let at få øje på. Alt, man skulle gøre, var at stille sig foran et spejl, række dine arme i vejret og suge maven ind. Man kan jo altid blive tyndere, end man var.
Da jeg gik ud af niende vejede jeg 40 kilo. Jeg havde tabt mig treogtyve kilo på et år. Ingen bekymrede sig yderligere. Vægten går jo op og ned for piger i den alder, så det var jo nok ganske normalt.
Det var først da jeg startede i gymnasiet, at det pludselig ikke var så fantastisk, jeg kom langt bagefter, for jeg kunne under ingen omstændigheder koncentrere mig i timerne. Men skolen er jo heller ikke så vigtig som ens udseende. Så konkurrencen fortsatte stadig.
En dag kollapsede jeg på vej hjem fra skolen. Jeg vågnede op i min seng, og væmemdes. Når jeg lå på siden, rørte mit maveskind ikke lagnet. Jeg hvilede på mine ribben og hofter, og da gik det op for mig, at legen var gået for vidt.
Det var først langt senere, at det gik op for mig, at det var anorexi jeg led af. Man har tendens til at håne andre med den slags. "Tag dig dog sammen pige! Spis noget!". Det var ikke rart, at finde ud af, at den opmærksomhed man fik, faktisk ikke havde været specielt positiv. At tænke sig, at folk følte sig frastødt ved synet af mig.
Jeg kom mig. Stille og roligt. Men al den selvsikkerhed jeg havde opnået forsvandt med hvert kilo jeg tog på. Og jeg følte mig skrækkelig tyk, da jeg atter rundede de 40 kilo.
Det er utrolig hvad man kan få sig selv til, og presse andre til at deltage i. Anorexi er en virus, du ikke kan slippe af med igen. Man får aldrig et ordentligt forhold til mad igen. Men vigtigst af alt: Anorexien hjælper ikke en ud af sine problemer skønt det kan føles sådan i starten. Den gør dem kun værre.
I dag kan jeg tydeligt se, når en pige ikke taber sig normalt. Og jeg har allermest lyst til at ruske hende og be hende om at stoppe tåbeligheden. Men anorexipiger/drenge vil ikke høre, de kan ikke høre før det går galt.
Jeg var SÅ misundelig. Så derfor bestemte jeg mig for, at gøre noget ved det. Hun skulle i hvert tilfælde ikke være den eneste, der skulle se sådan ud. Jeg ville under ingen omstændigheder være den tykke veninde.
Så der startede snebolden. De første kilo var lette nok. Jeg holdt bare op med at spise kød. Og lidt efter lidt tog kødet alt det andet med sig, og jeg levede til sidst af cola light og toastbrød og en masse motion.
Min veninde og jeg snakkede lidt sammen. Nu fik vi begge al den opmærksomhed, som var så rar. Alt virkede fint. Man fik en masse selvtillid af at vide, at man var fantastisk tynd. Alt kunne man gå med, alle kunne man snakke med. Og følelsen af sult gjorde en høj. Det blev til en konkurrence at tabe sig mest. Og det var let nok, for det næste mål, var let at få øje på. Alt, man skulle gøre, var at stille sig foran et spejl, række dine arme i vejret og suge maven ind. Man kan jo altid blive tyndere, end man var.
Da jeg gik ud af niende vejede jeg 40 kilo. Jeg havde tabt mig treogtyve kilo på et år. Ingen bekymrede sig yderligere. Vægten går jo op og ned for piger i den alder, så det var jo nok ganske normalt.
Det var først da jeg startede i gymnasiet, at det pludselig ikke var så fantastisk, jeg kom langt bagefter, for jeg kunne under ingen omstændigheder koncentrere mig i timerne. Men skolen er jo heller ikke så vigtig som ens udseende. Så konkurrencen fortsatte stadig.
En dag kollapsede jeg på vej hjem fra skolen. Jeg vågnede op i min seng, og væmemdes. Når jeg lå på siden, rørte mit maveskind ikke lagnet. Jeg hvilede på mine ribben og hofter, og da gik det op for mig, at legen var gået for vidt.
Det var først langt senere, at det gik op for mig, at det var anorexi jeg led af. Man har tendens til at håne andre med den slags. "Tag dig dog sammen pige! Spis noget!". Det var ikke rart, at finde ud af, at den opmærksomhed man fik, faktisk ikke havde været specielt positiv. At tænke sig, at folk følte sig frastødt ved synet af mig.
Jeg kom mig. Stille og roligt. Men al den selvsikkerhed jeg havde opnået forsvandt med hvert kilo jeg tog på. Og jeg følte mig skrækkelig tyk, da jeg atter rundede de 40 kilo.
Det er utrolig hvad man kan få sig selv til, og presse andre til at deltage i. Anorexi er en virus, du ikke kan slippe af med igen. Man får aldrig et ordentligt forhold til mad igen. Men vigtigst af alt: Anorexien hjælper ikke en ud af sine problemer skønt det kan føles sådan i starten. Den gør dem kun værre.
I dag kan jeg tydeligt se, når en pige ikke taber sig normalt. Og jeg har allermest lyst til at ruske hende og be hende om at stoppe tåbeligheden. Men anorexipiger/drenge vil ikke høre, de kan ikke høre før det går galt.