7-årige slås med glasskår

Hej med jer,
jeg har tidligere skrevet ind omkring mine bekymringer mht. mit barns leg med nabobarn. Vi bor i en lille by med meget resourcestærke familier og der er så denne familie (mine naboer), som på alle måder skiller sig ud. Faderen er kriminel og har været inde og brumme den ad flere omgange ... og den store (14 år) er godt på vej til at følge i sin fars fodspor. Den lille (7 år) kan det næsten ikke gå anderledes for - i hans første skoleår, har han været udelukket for social arrangementer og er sendt hjem i tide og utide, da skolen ikke har haft resourcerne til ham. Nu har han vist fået støttepæd. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke tror på hans fremtid, primært p.gr.af hans miljø og begavelse. Jeg har i mange år forsøgt at være tolerant og åbnet mine døre 100% for den lille dreng med det resultat, at vi nu bliver totalt invaderet. Han ringer på adskellige gange om dagen, han kravler over hegnet og kigger ind i haven til os, åbner jeg døren, kan jeg være forvisset om at han står udenfor. Han lusker omkring udenfor. Det er absurd ud over alle grænser. Mit barn og nabodrengen har igennem flere år haft ufattelig dårlig opførsel sammen ,,, jeg har været desperat, rasende, i tide og utide forsøgt at begrænse deres leg sammen - men har så alligevel ladet dem lege igen efter et stk. tid. Mit barns opførsel i skolen har jeg heldigvis fået rettet op på. Med jævne mellemrum er de oppe og slås og for en måned siden blev mit barn truet og skåret med glasskår af nabodrengen. Jeg er naturligvis dybt chokeret, tog kontakt til moderen, som nægtede at tro det - altså ingen konsekvens for drengen. Jeg tog kontakt til skolen, for mit barn udtrykte angst for at blive angrebet i skolen. Uden at nævne navne, spurgte jeg om råd til at håndtere situationen - og det blev meget direkte (og off the record) sagt, at der var stor forståelse og støtte til mit ønske om "at jeg ikke vil have nabodrengen i mit hjem fremover" (det er en meget lille skole, så de ved udmærket hvem det handler om. Episoden er nu glemt for mit barn og nabodrengens side og de er perlevenner igen. Men jeg vil ikke have at mit barn leger med nabodrengen ,,, jeg har forbudt leg her og at mit barn er hos nabodrengen. Jeg har pænt bedt nabodrengen om ikke at komme og ringe på mere (han var der naturligvis dagen efter episoden med glasskåret). Han render rundt lige uden for vores hus HVER dag, har vi gæster står han næsten lige udenfor vores hoveddør (dog ikke på min matrikel :-)). Det er så ekstremt, ekstremt.
Har netop mødt storebroderen (14 år), som jeg altid (som een af de få i nabolaget) har synes om (på trods af, at jeg ved at han er og bliver en rod), som stirrede ISKOLDT på mig. GYYYYYSSSS! Moderen er rasende på mig (hvilket hun også har været før, da jeg pænt bad hende om at lade være med at spørge om lån af penge). - Og jeg sidder og hyler med resten af bykoret - ønsker inderligt at de bare ville flytte.
Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal håndtere detteher - min tolerance overfor nabodrengen (og hans familie) er opbrugt. Jeg VED godt, at det aldrig er børnenes skyld, men jeg kan ikke redde nabodrengen. Tanken om at se ham i mit hjem igen er utænkelig, samtidigt med at han dagligt står og kigger ind til os. Jeg ved at mit barn og drengen leger i skolen og jeg kan næsten ikke have det ,,, tænker paniktanker om at flytte mit barn til anden skole.
Har I nogle gode råd?
Bekymret mor

AFSNIT, DET ER JO TOTALT UOVERSKUELIGT AT LÆSE. DET MÅ DU KUNNE GØRE NOGET BEDRE, FOR DU VIL SIKKERT GERNE HAVE HJÆLP. MEN EN SÅ LANG TEKST SKREVET I EN SMØRE, DET KAN MAN IKKE KOMME IGENNEM, DET ER JO IKKE HOMERS ILIADE VI SKAL LÆSE. DEN ER TYK OG UOVERSKUELIG...

- tast der hedder Caps Lock Den sidder i venstre side 😮

men ud fra det du skriver, mener jeg du smider benzin på bålet. Sådan læser jeg dit indlæg. Jeg læser det, som om du overreagerer. Syvårige børn bliver jo uvenner og gode venner igen. Du skriver jo intet om lægebehandling.
Jeg forstår godt storebror ser koldt på dig, hvis du reagerer som beskrevet.
Sæt dig ned og tænk over om ikke du kunne handle anderledes. Jeg ville da aldrig behandle et barn, som du åbenbart gør. Herregud, det er da meget almindeligt børn er sammen så snart de kan.
Jeg kender ikke familien. Jeg læser det du skriver, så godt, som man nu kan. Det havde været rart med lidt mellemrum.
Jeg tænkte først om ikke du kunne have lidt god indflydelse på barnet, men jeg er ikke sikker. Jeg bryder mig ikke rigtig om din fremstilling. Jeg håber, jeg tager fejl.

din dreng at lege med nabodrengen.
Jeg går ud fra din søn også er omkring de 7 år.
Med forbud alene kommer du ikke langt. Du skal også forklare BEGGE drenge hvorfor du ikke vil have de leger sammen. Lad dem evt. lege under din/jeres opsyn hos jer og grib kun ind hvis deres leg bliver for voldsom.
Prøv også, på trods af det du skriver om din nabo, at gå over og få en konstruktiv snak om at du synes de to drenges lege er for voldsom. Men gå over til dem positivt indstillet. Eller du kan indvitere moderen over til dig på en kop kaffe og få en god og positiv snak med hende om drengenes leg.
Det hjælper ikke at flytte dit barn til en anden skole. Naboerne er der stadig.
Hvilken løbebane moderen hos naboen har skriver du ikke noget om, men prøv at bløde lidt op over for dem alle og støt moderen når faderen er inde at brumme.
Du skriver også at byen består af resourcestærke familier.......når moderen kommer til dig og gerne vil låne penge så sig nej, men du vil gerne hjælpe med mad så børnene kan få noget at spise og madpakke med i skolen. Du kan tro de vil blive glad for det.
Jeg har selv haft en nabo hvor faderen havde kriminel løbebane og jeg støttede moderen med snak og mad når manden ikke havde penge. Du kan tro hun blev glad. Den ene dag stod hun grædende for min dør og spurgte om penge til mad for hendes køleskab var gabende tomt. Jeg sagde nej til penge, men gik med hende til købmanden og vi købte vi ind til hende og børnene.
Håber du kan bruge det her.

Mht. manglende afsnit - er det hermed taget til efterretning.
Jeg har skrevet herind nedtop fordi, at jeg har det meget svært med at forbyde leg - og fordi, at jeg synes at det er forfærdeligt synd for børnene i nabofamilien. Som jeg skriver, så er det aldrig børnenes skyld, men som oftest skal roden til problemerne findes i familien. Det er der slet ingen tvivl om i dette tilfælde.
Jeg har nu igennem mange år forsøgt, at se igennem mit ubehag og utryghed ved at mit barn færdes i nabofamilien (modsat alle andre). Jeg har ladet den lille dreng komme her, nærmest ubegrænset, og jeg har inviteret ham (og indimellem også den store) med på alverdens udflugter, til dels fordi jeg ved at det er sjældent at de kommer ud med deres egen familie.
Begge drenge kan man ikke "nå". De er under påvirkning af deres håbløse tilfælde af en far, som de naturligvis elsker og ser op til. Tro mig, faderen er styg. Deres sprog, attitude, manglende manerer osv. er så tydeligvis fra hjemmet. Jeg er slet, slet ikke i tvivl om, at de har kurs mod samme "karriere" som faderen. Og nej, jeg kan ikke påvirke dem i positiv retning.
Mit eget barn holder jo gevaldigt af nabodrengen, men desværre er mit barn også påvirket af det miljø. Han er så småt begyndt, at forholde sig til og sige fra overfor nogle ting (fortæller han mig). Han bliver chokeret over den lille drengs attitude overfor voksne og er heldigvis også i det små begyndt at sige fra overfor de lidt alvorligere drengestreger. Men ikke helt.
Mht. den sidste slåskamp, så NEJ - der var ingen der røg på sygehuset, men jeg synes fanme at det er alvorligt, at et 7-årigt barn kan finde på at true og rent faktisk skære med glasskår. Når der ingen alvorlig konsekvens er fra hans egen families side, jamen, så gør han det såmænd nok igen næste gang, at han er presset. Den chance tør jeg simpelthen ikke at tage med mit barns ve og vel.
Jeg HAR hjulpet moderen med sukker, mel, mælk, kaffe, paraply, toiletpapir, gummistøvler, udklædningstøj til drengen, cykel, kørsel, pasning (fra 6.30 om morgenen), cykel til drengen, telefon, osv. osv. På et tidspunkt var det adskellige gange om ugen, at hun skulle låne. Men jeg har sagt NEJ til udlån af penge, hvor jeg efter 4 forespørgsel blev så vred, at jeg bad hende om at lade være. Resultatet var, at hun skældte mig ud og "at hun ikke vidste, at jeg gik i så små sko". Det blev jeg godt nok ked af med tanke på alt det, som jeg trods alt havde gjort for hende og hendes drenge.
Jeg tror, at jeg er ved at lande og finde mig til rette med, at det er den rigtige beslutning, at den lille dreng ikke længere skal komme i vores hjem. Det er svært, men det er ikke min opgave at "redde" nabodrengene, for det kan jeg ikke. Jeg ville stå på hovedet for andre børn, som havde brug for hjælp.
Den bekymrede.

Guddd hvor er du bare langt ude med dine holdninger og den måde du ser folk på...... og her smakker vi om børn.
Du har din lille lykkelige småborgerlige kernefamilie og alt der ikke ligner jer skrammer dig.

Håber dit barn ender som en taber

- når du pga. en stavefejl får formuleret, at noget "skrammer" hende. Lige bortset fra, at det var hendes barn, der fik skrammer.
Gad vide, om du selv vil tage det i stiv arm og føle voldsom empati, når et andet barn finder et glasskår og snitter lidt i dit eget barn? Hvis man i den situation er upåvirket og næstekærlig og overbærende over for nabobarnet, så er man vist den nye Messias.

Hej med jer,
jeg synes lige, at jeg vil komme med en afsluttende beærkning - og den bliver afsluttende.
Jeg skrev herind i håbet om at få nogle råd omkring en svær problemstilling - en problemstilling, som enhver forælder kan løbe ind i (og som derfor måske er af en vis generel relevans). - Jeg har fået et par ubehagelige svar fra, hvad jeg vurderer, er småt begavede, indebrændte og agressive mennesker. Derudover er det tydeligt, at min tekst (godt nok lang og i første ombæring uden afsnit) ikke er blevet læst ordentligt. Det korte af det lange er, at dette forum bestemt ikke er eet, som jeg vil besøge igen.
Mht. nabodrengen, så har jeg nu fået at vide, at han har ADHD og skal på specialskole. Jeg er så glad på hans vegne. Og med den viden, er det langt nemmere for mig at håndtere det hele. Den store dreng, bliver der også sat ekstra ind overfor. Jeg er stadigvæk ikke i tvivl om, at der er store sociale problemer i nabofamilien, som bestemt ikke har hjulpet drengene.
Bekymret mor

at I nu ved hvorfor de børn er vanskelige og I kan reagere ud fra det.
Moderens reaktioner (kan jeg se nu), kommer af frustrationer over at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre og havde med at gøre.
Indviter hende over på en kop kaffe ( har jeg rådet dig til i mit første svar til dig), hun har helt sikker brug for at snakke nu.
Håber I finder ud af det hele og god vind fremover.