2nd rate citizen?

Jeg er alene med mit barn på 4. år og jeg synes at det er sejt. Min oplevelse
er, at man som aleneforældre ikke er i høj kurs hos kernefamilier og ikke bliver
lukket ind i det sociale fællesskab på lige fod med de som er far-mor-børn. Jeg
bor i en lille by, hvor 98% af indbyggerne er i kernefamilier ... og det er unde-
lynemig hårdt at opleve, at forældre net-worker/omgås, men ikke mig og mit barn (er
selvfølgelig meget bange for at mit barn bliver socialt "udstødt" på gund af min
civilstatus). - Min oplevelse er iøvrigt den samme i min private sfære ... førhen
kunne familie og venner godt komme spontant forbi (da jeg boede med faren), det sker
aldrig nu. Jeg er sgu så uendelig ked af at opleve dette, så ked af det, at jeg nærmest er ved at udvikle en social-fobi. Samtidigt kan jeg ogå tænke om jeg mon ser spøgelser?
Jeg diskriminerer ikke ml. par og ikke par, men samtidigt har vi brug for andet end singler i vores liv ... jeg kan sagtens hygge mig i selskab med par, men kan det virkelig passe at det ikke er sådan den anden vej rundt???? Som aleneforældre er man sgu
så sårbar og man skal kunne tackle en svær livssituation og så skal man også lige æde
at blive fravalgt ... beskeden, der bliver sendt er jo, at man ikke er værd at være sammen med medmindre der er en mand. Jeg er højtuddannet, ressourcestærk, har masser
af spændende interesser ... men det jeg oplever er ved at knække mig. Tror I, at det hænger sammen som jeg skriver; bliver man virkelig set på som værende 2. rangs selskab som enlig mor?
J

Hej Juliane!
Jeg ved ikke om det er fordi du bor i den der fantastiske by, hvor hele 98% skulle være kernefamilier, eller det er de signaler du sender.
Dit indlæg virker meget negativt, hvilket jo er forståeligt, for det er det du oplever. Men kunne det være, at du skal kigge lidt indad og se hvilke signaler du sender når du er blandt andre forældre?
Jeg er jo enlig mor og det er enormt hårdt, og så har manden også taget hele vennenetværket og jeg er bare enormt sårbar?
Det var bare en tanke, uanset hvor man færdes, kommer man længst med en positiv og åben attitude til tingene.
Når det så er sagt, så trænger du et venindenetværk, hvor du kan læsse af og hygge. Jeg kender jo ikke hele din situation, men hvad er der i vejen med dine bestående veninder?
Det er jo så typisk at den ene part i en skilsmisse render med barnet og den anden med vennerne. Og så skal man godt nok være aktiv, for ikke at blive ensom.
Når i holder børnefødselsdage, har så ikke noget med fælles forældrehygge, kaffe, vin og øl når poderne hentes?
Jeg tror uden at være sikker, at du er for sensitiv, jeg oplever bestemt ikke mig selv som ilde set, bare fordi jeg er enlig mor. Men så er 1/3 af min datters omgangskreds også skilsmisseramt, det kan måske være forklaringen.
Mit bud og god lørdag aften fra
Løvemor

Det kender jeg alt for godt.
Efter min ex og jeg gik fra hinanden, har jeg stort set ikke nogle venner-par tilbage. Og de jeg har, ses jeg kun sjældent med og har det fuldstændig i selskab med dem, som du beskriver det! Tonen overfor mig har virkelig ændret sig radikalt fra disse venne-par.
Jeg bor i en storby, så mon ikke det bare er sådan overalt?
Knus
A

kunne være forklaringen. Nogle ser på singler, børn eller ej, som farlige dyr der er på rov efter deres udkårne, mand eller kone.
Derfor er man måske lidt mere forsigtig med at invitere singler!?
Bare et forslag fra Løvemor

kan nikke genkendende til alt det du skriver.
Jeg er selv enlig mor.
http://singlemom.dk/
en mulighed for nyt netværk.
Anonym

.....især hvis de også er smukke
Anonym

alle for svar og tak, Løvemor, for dit lange reflekterende svar omkring en positiv
tilgang til situationen/omstændighederne. Du har ret i meget af det, som du skriver
... og jeg har i høj grad selv haft de tanker oppe og vende- tror egentlig slet ikke at jeg havde nogle negative tanker og/eller forventninger umiddelbart efter at jeg blev
alene - bortset fra rent praktiske forhold, forstås ... men syns' bare at der i de
forløbne år er kommet den ene oplevelse efter den anden, hvor jeg har følt mig som en
outsider. Her forleden udbrød en kollega, at "nu hørte hun til samfundets bund ..alenemor" (hun skal skilles) - hun er ingeniør!!!!!!!! Gået lidt på klingen, så
fortalte hun også, at hun ofte havde fravalgt at invitere sine single venner "fordi
hun bare havde synes, at det var hyggeligere med par". Jeg tror altså den er udbredt.
Een af de få, som jeg omgås i bitte-byen, hvor jeg bor, præsterer at kontakte mig når
hendes mand er ude og rejse ... for middag osv., men de kigger aldrig forbi når han
er hjemme - da omgås de par. Søde mennesker, ikke noget der, men det er bare så udtalt
og samtidigt SAVNER jeg i den grad mænd i mit liv. Jeg kan altså godt snakke med mænd :-). Desværre har jeg lært, at jeg er hyper-sensitiv ... jeg tager det ind og bliver så
ked ... SNØFT ....
J

Det er en uhyggeligt forstokket holdning.
Min far døde for mange år siden og min mor var alene det meste af min barndom. Hun oplvede også den her isolation, både fordi det er sværere at koordinere det sociale når man er alene med et barn, men også fordi andre kvinder følte sig truet af hende, selvom hun var helt almindelig og uden ønske om at "rende med nogen".
Det er simpelthen sådan en grim indstilling at have til andre. Det er jo ikke alle kvinder som bliver frivilligt singler eller netop går og "mangler" en mand i deres liv. Jeg synes det er synd for alle dem det går ud over :(