Voldens sprog
Er hvad vi taler hver dag. Samtalen og dialogen er degraderet og empatien er blevet en suspekt størrelse, der hurtigt kan foranledige, at man sættes i bås som dette eller hint, siden almen fornuft og udsyn samt omtanke ikke er tidens stærke varemærke.
Militære indsatser (læs: Krig) bliver formidlet som humanitære indsatser, og ikke mange reaktioner på nedslagtning af helt almindelige mennesker, når frem til den offentlige debat. En kynisk forholden sikrer, at egentlig udrensning og overgreb kan foregå uden protester.
Når vi viser venskab, er det med våbenhandler til dem, der retter ind efter den nye hegemoni, som bliver presset ned over denne verden i skikkelse af USA.
Vi taler demokrati, men slagter demokratier, der ikke vil som den nye trend. Vi snakker den frie verden alt imens vi indskrænker friheden for den enkelte i samme verden.
I skikkelse af diplomati presses flere og flere lande til at indordne sig. Diplomatiet er mere vores egen selvforståelse for voldens sprog, der truer med sanktioner, hvis ikke man indordner sig.
Alle dem der ikke vil, bliver hvis det er muligt sat på listen over terrororganisationer, og de nye terrorlove sikrer, at ingen kan støtte dem, der bare gerne vil leve på andre præmisser.
Det næste offer for denne eh... sindsyge er formodentlig Iran, der vil blive udråbt som den næste store trussel mod verdensfreden, som vi fører krig for overalt i verden..... en besynderlig problemstilling, hvis man anvender lidt omtanke...hvilken fred huh?
Alt imens man udvikler mere og mere avancerede våben med mere og mere modbydelige effekter, skal resten af verden slagtes inden de når et lignende teknologisk stade. Alle moralske diskusioner er afbrudt, etik er en glemt opskrift og anstændighed er skubbet ud i kulden, da ingen af disse termer passer til den enfoldige og ikke mindst kynisk umenneskelige handlen.
Man har dygtigt mistænkeliggjort en religion som havende en indbygget voldslogik, medens man selv dyrker volden fysisk som mentalt og selv i sproget. Men ingen ser de indlysende modsætninger, mellem tale og handling. Selve mangelen på en fredelig løsning i Israel/Palæstina konflikten hviler på et neokonservativt religiøst mantra om, at man ikke kan dele området, da man har historisk religiøse forventninger til området. For at fastholde situationen opfindes utallige løgnehistorier til at dække over den manglende vilje til at skabe fred.
Det hele skriger til himlen om modstand, men det er ikke mere en fri verden, straffen for at gå imod er kontant og kommer prompte. Dialogen der kan føre til en egentlig debat er afskåret fra at komme ”til orde”, da man er suspekt, alene hvis man stiller spørgsmål ved denne voldens logik.
Det er i dag muligt, at hensætte befolkninger i en tilstand, hvor myter er billeder på virkelighed, ja det reproduceres af samme befolkninger uden yderligere kommentarer. Det er muligt at få dem til at acceptere overgreb som en nødvendighed, ja det henter end ikke kritiske spørgsmål fra dybet af en historisk udvikling indenfor humanismen, endskønt det er dennes idealer, man tror at forfægte.
Det er selvforstærkende, selvopfyldende i dets profetier, da man end ikke kan se det betimelige i, at ”de andre” slår tilbage. Snart vil vi se den kolde krig genoplivet med Rusland som ”ny” syndebuk og årsag til alverdens problemer, da man ikke kan se, at dette land nu er helt inddæmmet af vestens missilforsvar og amerikanske baser hele vejen rundt. De er rigtig slemme, for nu har de nemlig opfundet ”the Daddy of all bombs”, der kan man bare se, de er simpelthen så slemme. Virkeligheden er måske, at de blot taler samme sprog, ja er henvist til det?
Kan vi forvente et andet filter at se denne elendighed gennem i nær fremtid? Et filter der medtager os selv i sigtet? En anden sproglig ramme at beskrive vores medmennesker i?
Eller er voldens sprog kommet for at blive?
V.H. Modild
Militære indsatser (læs: Krig) bliver formidlet som humanitære indsatser, og ikke mange reaktioner på nedslagtning af helt almindelige mennesker, når frem til den offentlige debat. En kynisk forholden sikrer, at egentlig udrensning og overgreb kan foregå uden protester.
Når vi viser venskab, er det med våbenhandler til dem, der retter ind efter den nye hegemoni, som bliver presset ned over denne verden i skikkelse af USA.
Vi taler demokrati, men slagter demokratier, der ikke vil som den nye trend. Vi snakker den frie verden alt imens vi indskrænker friheden for den enkelte i samme verden.
I skikkelse af diplomati presses flere og flere lande til at indordne sig. Diplomatiet er mere vores egen selvforståelse for voldens sprog, der truer med sanktioner, hvis ikke man indordner sig.
Alle dem der ikke vil, bliver hvis det er muligt sat på listen over terrororganisationer, og de nye terrorlove sikrer, at ingen kan støtte dem, der bare gerne vil leve på andre præmisser.
Det næste offer for denne eh... sindsyge er formodentlig Iran, der vil blive udråbt som den næste store trussel mod verdensfreden, som vi fører krig for overalt i verden..... en besynderlig problemstilling, hvis man anvender lidt omtanke...hvilken fred huh?
Alt imens man udvikler mere og mere avancerede våben med mere og mere modbydelige effekter, skal resten af verden slagtes inden de når et lignende teknologisk stade. Alle moralske diskusioner er afbrudt, etik er en glemt opskrift og anstændighed er skubbet ud i kulden, da ingen af disse termer passer til den enfoldige og ikke mindst kynisk umenneskelige handlen.
Man har dygtigt mistænkeliggjort en religion som havende en indbygget voldslogik, medens man selv dyrker volden fysisk som mentalt og selv i sproget. Men ingen ser de indlysende modsætninger, mellem tale og handling. Selve mangelen på en fredelig løsning i Israel/Palæstina konflikten hviler på et neokonservativt religiøst mantra om, at man ikke kan dele området, da man har historisk religiøse forventninger til området. For at fastholde situationen opfindes utallige løgnehistorier til at dække over den manglende vilje til at skabe fred.
Det hele skriger til himlen om modstand, men det er ikke mere en fri verden, straffen for at gå imod er kontant og kommer prompte. Dialogen der kan føre til en egentlig debat er afskåret fra at komme ”til orde”, da man er suspekt, alene hvis man stiller spørgsmål ved denne voldens logik.
Det er i dag muligt, at hensætte befolkninger i en tilstand, hvor myter er billeder på virkelighed, ja det reproduceres af samme befolkninger uden yderligere kommentarer. Det er muligt at få dem til at acceptere overgreb som en nødvendighed, ja det henter end ikke kritiske spørgsmål fra dybet af en historisk udvikling indenfor humanismen, endskønt det er dennes idealer, man tror at forfægte.
Det er selvforstærkende, selvopfyldende i dets profetier, da man end ikke kan se det betimelige i, at ”de andre” slår tilbage. Snart vil vi se den kolde krig genoplivet med Rusland som ”ny” syndebuk og årsag til alverdens problemer, da man ikke kan se, at dette land nu er helt inddæmmet af vestens missilforsvar og amerikanske baser hele vejen rundt. De er rigtig slemme, for nu har de nemlig opfundet ”the Daddy of all bombs”, der kan man bare se, de er simpelthen så slemme. Virkeligheden er måske, at de blot taler samme sprog, ja er henvist til det?
Kan vi forvente et andet filter at se denne elendighed gennem i nær fremtid? Et filter der medtager os selv i sigtet? En anden sproglig ramme at beskrive vores medmennesker i?
Eller er voldens sprog kommet for at blive?
V.H. Modild