Verdens skabelse
"Niflheim, Muspelheim og Ginnungagab
I begyndelsen fandtes der hverken jord eller himmel. Det eneste der eksisterede var det isnende kolde Niflheim mod nord og det gloende varme Muspelheim mod syd. Midt imellem lå det mægtig tomme svælg Ginnungagab.
Urjætten Ymer skabes:
Fra Niflheim løb 12 iskolde floder ud i Ginnungagab og medførte enorme ismasser, der stødte sammen med den glohede varme fra Muspelheim. Heden fik isen til at smelte, og der opstod vældige dampskyer der fortættedes til store tunge regndråber, der efterhånden løb sammen og dannede et vældigt væsen. Væsenet antog efterhånden skikkelse af et menneske så stor, at det mindste hår på kroppen var større end det største træ i skoven. Det var urjætten Ymer der således blev skabt.
Jætterne skabes:
Nu begyndte der at ske mærkelige ting med Ymers krop. Medens sveden drev fra ham, dannedes en mand og en kvinde i hans armhule og hans ene fod avlede en søn med den anden. De blev til de onde væsener, der kaldes Jætter, og de begyndte straks at formere sig.
Guderne kommer til:
De store dampskyer drev stadig over Ginnungagab, og de tunge regndråber, der nu faldt, samlede sig til et nyt væsen i skikkelse af koen Audhumbla. Koen stillede sig med sit yver over Ymer, og lod ham die af dens fire mælkefloder. Isen fra Niflheim havde ført en saltsten med fra det yderste nord, og den begyndte Audhumbla nu at slikke på. Første dag den slikkede kom en mands hovedhår frem fra stenen. Anden dag dukkede hele hovedet frem, og tredje dag sprang en skikkelse ud af stenen. Det var guden Odins farfar Bure, og fra hans og jætternes slægter stammer de tre guder Odin, Vile og Ve.
Jorden og himlen skabes:
Da Odin Vile og Ve følte sig stærke nok, slog de kæmpejætten Ymer ihjel og parterede hans krop. Blodet der flød fra kroppen blev senere til verdens have, søer og floder, men først oversvømmedes hele verden, så alle jætter på nær to druknede. De to der overlevede, var desværre gift med hinanden, og førte derfor jætternes slægt videre, og snart var der lige så mange jætter som før Ymer blev dræbt.
Af Ymers krop lavede guderne himlen og jorden. Kødet blev til muld og knoglerne til fjelde. Hovedskallen dannede himmelhvælvingen, og de fygende gnister fra Muspelheim blev til stjerner. Solen og månen er vogne der kører hen over himmelen i de baner guderne har bestemt, og de danner forskellen mellem nat og dag. Skyerne er rester fra Ymers hjerne, som guderne smed op i luften til sidst, da de var færdige med at partere ham.
Dværgene skabes:
Der var dog stadig nogle små stumper kød tilbage. Af de maddiker der åd resterne, opstod nogle sælsomme små dværge, der bor under jorden i nogle dybe huler og høje udenfor gudernes bolig Asgård. Dværgene er både kloge og opfindsomme, og kan smede våben og redskaber der overgår alt andet.
Nat og Dag:
Den sorte jættekvinde Nat kører en gang i døgnet hen over himmelhvælvingen i sin kærre forspændt sin sorte hest Rimfaxe.
Nat er gift med guden Delling og de har sammen sønnen Dag. Dag fik en kærre af sin mor og af Odin fik han hesten Skinfaxe, hvis manke lyser og skinner over hele verden. Der blev også spændt en hest for solen og månen og de måtte løbe hurtigt over himlen, for de var forfulgte af de to glubske ulve Skall og Hate, der ville opsluge dem. Vanen Billings mænd beskyttede solen og månen mod de to ulve.
De første mennesker skabes:
En dag da Odin Vile og Ve var ude at gå en tur langs stranden, fandt de to træstammer på strandbredden. De snittede dem med en kniv så de kom til at ligne en mand og en kvinde, og Odin blæste liv i dem. Vile gav dem forstanden og af Ve fik de synet og hørelsen, samt evnen til at kunne tale. Det er stamforældrene til alle jordens mennesker, og de tre guder kaldte manden for Ask og kvinden for Embla. De byggede derpå en smuk gård til dem, hvor de skulle bo. Gården kaldte de Midgård og uden om gården satte de et gærde til værn mod jætterne. Gærdet lavede de af Ymers øjenvipper.
Da de var færdige drog Odin mod vest, Ve mod øst og Vile mod syd og siden har ingen hørt noget til Ve og Vile."
Som nedskrevet af Biskop Snorre Strulasson i 1200-tallet
Da dette er sandheden tager Bibelen fejl!
I begyndelsen fandtes der hverken jord eller himmel. Det eneste der eksisterede var det isnende kolde Niflheim mod nord og det gloende varme Muspelheim mod syd. Midt imellem lå det mægtig tomme svælg Ginnungagab.
Urjætten Ymer skabes:
Fra Niflheim løb 12 iskolde floder ud i Ginnungagab og medførte enorme ismasser, der stødte sammen med den glohede varme fra Muspelheim. Heden fik isen til at smelte, og der opstod vældige dampskyer der fortættedes til store tunge regndråber, der efterhånden løb sammen og dannede et vældigt væsen. Væsenet antog efterhånden skikkelse af et menneske så stor, at det mindste hår på kroppen var større end det største træ i skoven. Det var urjætten Ymer der således blev skabt.
Jætterne skabes:
Nu begyndte der at ske mærkelige ting med Ymers krop. Medens sveden drev fra ham, dannedes en mand og en kvinde i hans armhule og hans ene fod avlede en søn med den anden. De blev til de onde væsener, der kaldes Jætter, og de begyndte straks at formere sig.
Guderne kommer til:
De store dampskyer drev stadig over Ginnungagab, og de tunge regndråber, der nu faldt, samlede sig til et nyt væsen i skikkelse af koen Audhumbla. Koen stillede sig med sit yver over Ymer, og lod ham die af dens fire mælkefloder. Isen fra Niflheim havde ført en saltsten med fra det yderste nord, og den begyndte Audhumbla nu at slikke på. Første dag den slikkede kom en mands hovedhår frem fra stenen. Anden dag dukkede hele hovedet frem, og tredje dag sprang en skikkelse ud af stenen. Det var guden Odins farfar Bure, og fra hans og jætternes slægter stammer de tre guder Odin, Vile og Ve.
Jorden og himlen skabes:
Da Odin Vile og Ve følte sig stærke nok, slog de kæmpejætten Ymer ihjel og parterede hans krop. Blodet der flød fra kroppen blev senere til verdens have, søer og floder, men først oversvømmedes hele verden, så alle jætter på nær to druknede. De to der overlevede, var desværre gift med hinanden, og førte derfor jætternes slægt videre, og snart var der lige så mange jætter som før Ymer blev dræbt.
Af Ymers krop lavede guderne himlen og jorden. Kødet blev til muld og knoglerne til fjelde. Hovedskallen dannede himmelhvælvingen, og de fygende gnister fra Muspelheim blev til stjerner. Solen og månen er vogne der kører hen over himmelen i de baner guderne har bestemt, og de danner forskellen mellem nat og dag. Skyerne er rester fra Ymers hjerne, som guderne smed op i luften til sidst, da de var færdige med at partere ham.
Dværgene skabes:
Der var dog stadig nogle små stumper kød tilbage. Af de maddiker der åd resterne, opstod nogle sælsomme små dværge, der bor under jorden i nogle dybe huler og høje udenfor gudernes bolig Asgård. Dværgene er både kloge og opfindsomme, og kan smede våben og redskaber der overgår alt andet.
Nat og Dag:
Den sorte jættekvinde Nat kører en gang i døgnet hen over himmelhvælvingen i sin kærre forspændt sin sorte hest Rimfaxe.
Nat er gift med guden Delling og de har sammen sønnen Dag. Dag fik en kærre af sin mor og af Odin fik han hesten Skinfaxe, hvis manke lyser og skinner over hele verden. Der blev også spændt en hest for solen og månen og de måtte løbe hurtigt over himlen, for de var forfulgte af de to glubske ulve Skall og Hate, der ville opsluge dem. Vanen Billings mænd beskyttede solen og månen mod de to ulve.
De første mennesker skabes:
En dag da Odin Vile og Ve var ude at gå en tur langs stranden, fandt de to træstammer på strandbredden. De snittede dem med en kniv så de kom til at ligne en mand og en kvinde, og Odin blæste liv i dem. Vile gav dem forstanden og af Ve fik de synet og hørelsen, samt evnen til at kunne tale. Det er stamforældrene til alle jordens mennesker, og de tre guder kaldte manden for Ask og kvinden for Embla. De byggede derpå en smuk gård til dem, hvor de skulle bo. Gården kaldte de Midgård og uden om gården satte de et gærde til værn mod jætterne. Gærdet lavede de af Ymers øjenvipper.
Da de var færdige drog Odin mod vest, Ve mod øst og Vile mod syd og siden har ingen hørt noget til Ve og Vile."
Som nedskrevet af Biskop Snorre Strulasson i 1200-tallet
Da dette er sandheden tager Bibelen fejl!