Venninder med kæreste el mænd....

Ja, ved ikke lige hvor jeg skulle placere mit indlæg. Men her virker logisk nok, da det jo nok mest er kvinder jeg henvender mig til.. :-)
Jeg er singel.. Selvvalgt efter en del skrammer i mine sidste to forhold. Og har det fint med det.
Prinse på den hvide hest kommer når jeg engang er parat til det.
Men mine venninder......Når de finder en ny kæreste el bliver gift, for den sags skyld, sker der ligesom en ændring med dem.
Det eneste saliggørende her i livet er deres mænd. Man er som venninde, ikke lige det der bliver tænkt mest på. Jeg bliver inviteret med til de størrer begivenheder, men at invitere mig til lidt mad og hyggeligt samværd en week, når jeg har friweek, er der SLET ikke tale om.
Jeg føler snart at alt initiativ kommer fra mig. Ikke at de fleste siger nej, når jeg foreslår det, men alligevel. Og når vi skal mødes, skal det som regel foregå i dagtimerne. Jeg bliver træt af det i længen.
Ja, jeg har ikke lige en jeg kan drøfte daglidagens problemer med, når jeg kommer hjem, og jeg føler indimellem, at jeg driver "rovdrift" på mine venninder, selvom jeg virkelig forsøger at begrænse mine opringer til dem til et minimum.
Desværre er jeg, i en alder af 38, lige for tiden "løbet tør" for singel venninder.
Hvis jeg f.eks. skriver en sms en fredag, kan jeg kun vente svar søndag el mandag.. Hvis jeg overhovedet får svar.
Ringer jeg og har det virkelig dårligt, og beder en om at komme og snakke lidt, for det er det jeg har mest behov for lige nu, kan jeg få det svar, " at jeg har ikke lige tid nu, manden synes ikke liiige om at jeg skal afsted" og i den dur..
Det er sket to til tre gange på et år. Max

Jeg ved godt, at når venninder får en kæreste/mand,er man ikke længere det "vigtigste", og det accepterer jeg til en vis grænse, men er det også noget I oplever?
Jeg kunne da personligt ikke finde på, at hvis min venninde var i krise, at lade min mand, som jeg har kendt i mange år, komme i første række. Jeg ville da tage hånd om hende, og gerne forvente lidt forståelse fra mandens side.
Er jeg bare uheldig, eller det her meget normalt? Og hvad har I gjort for at løse problemet?
Jeg er bare ikke sådan selv over for mine venninder, og har nu aldrig oplevet, at det har været et problem for mine kæreste/mand.. :-)
Er jeg for krævende? Jeg ved det virkelig efterhånden ikke mere. Men må jo nok til at finde nogle nye "singel venninder".. Hi hi

for der er ikke mange chancer for, at de veninder du allerede har, finder på at ændre dén adfærd. Det eneste du jo selv kan gøre, er at gøre dem opmærksom på det, men det har du vel forsøgt.
Jeg tror, det er et meget udpræget fænomen, så tag det endelig ikke personligt. Jeg var selv alene i nogle år og oplevede præcist det samme, nu var det ikke generende i samme grad for mig, for jeg havde nok at give mig til i weekenderne med 3 børn, men til gengæld oplevede jeg da (modsat dig) ikke at blive inviteret til enkelte større begivenheder, og forklaringen på det var såmænd så simpel, at "nogen" følte jeg var en konkurrent, som de helst ville være foruden. - Bvdr.!! Har aldrig så meget som tilnærmelsesvis lagt an på veninders mænd, kærester og for den sags skyld brødre.
Vi har enkelte singler i vores omgangskreds og jeg forsøger at opføre mig bedre, end min veninder gjorde.
Vi bestræber os på at invitere lige antal par og singler samtidig, det er nemlig også pisseirriterende, som single, at være den eneste gæst - det kommer nemt til at minde om et socialt arrangement, og det andet forløber meget bedre.
Man skal nok have oplevet det selv for at være opmærksom nok til at lave om på det.
Så skriv dig det bag øret.

Ja - verden er ond.
Med fare for at lyde kynisk, bliver jeg altså nødt til at påpege at de valg vi træffer livet igennem må have følger. Vi har de senere år kunnet se den ene artikel eller TV-udsendelse efter den anden om specielt kvinder som skal realisere sig selv som single.
Fint for mig - men lad være med at beklage dig, når et sådant valg har konsekvenser. Såfremt man ikke er parat til at vælge mand (og børn) frem for en veninde - uanset hvor god, er man efter min opfattelse ikke parat til et parforhold. Alle de skilsmisser vi ser i dag, er alt for ofte et udtryk for at man vil "det hele" - men ihvertfald ikke "til døden os skiller"
Som du nok har gættet er jeg gift, meget lykkelig - men har også måtte tage nogle mindre nemme valg for at satse på ægteskabets sammenhold.
Så kort sagt: Find dig nogle nye (single-)veninder, eller vent til dine veninder vælger manden fra - statistisk set vil det jo desværre ske før eller siden.

Og jeg har da også tænkt mig at "annoncere" efter nogle singler i samme situation.. :-)
Jeg forlanger nu heller ikke det samme samværd, som da venninderne var singler.. Det ved jeg da godt er utopi.
Men meningen var nu at høre, om andre havde det på samme måde, med deres venninder, el om det kun var mig.. Og det kan jeg jo forstå på de første to indlæg, at det ikke er.
Jeg har da været gift,og har tre dejlige unger, men det gik desværre i stykker, og de sidste to forhold, jeg har haft, var det mændene der ikke ville mere.
Det er ikke altid fordi "man vil realisere sig selv", at tingene ikke altid fungerer.
Men tillykke med det lykkelige ægteskab..:-)
At jeg skrev, at det var en selvalgt singel tilværelse, bunder i, at jeg ikke bare har lyst til at vælge en fyr, fordi han vil mig... Tilbudene har der nu været nok af..
Nu handler det om ungerne, og om at vi har det godt i det daglige. De synes jo ikke altid, at det er sjovt, at mor har kærlighedssorger..

At når ægteskabet ender, så har de tid til at snakke problemer - deres egne!

- men jeg kender godt til "fænomenet"! Dog uden børn involveret.
Men rigtig mange af mine veninder har tendens til at isolere sig med kæresten/manden.
Det er rigtigt ærgeligt, og især i de situationer hvor man har brug for sin veninde til at tale med. Når det virkeligt brænder på...
Ja, jeg ved ikke, om der er noget at gøre ved det, men det er trættende at det forventes at man så står til rådig, når forholdet går i stykker.
Vælg dine nye veninder med omhu. Jeg har cuttet forbindelsen til dem, der kun tage, men ikke gi'.
Har nu nogle få, men uvurderlige veninder, som er der - kæreste eller ej.

jeg kunne såmænd godt selv have skrevet det brev,jeg er også sepereret ,har været deti et år.jeg sidder også tilbage og klør mig i hovedet og tænker ,,hvad var det nu lige der skete her med veninderne.Jeg har to--tre tilbage men ja de har også nok at se til..Jeg er en pige med gang i rumpen ,der må gerne ske lidt,,en tur i byen,men også i den grad tid til mine veninder hvis de har det skidt med problemer.Nu er der gået et år og nu er jeg så småt begyndt at gå ud på egen boldgade og kikke lidt på by-natte livet,jeg er kommet frem til at jeg må starte forfra med at finde veninder,hvis ikke jeg skal dø af kedsomhed.

Hvordan tacklede du dine singleveninder, da det var DIG der havde en mand?
Jeg tror det du er udsat for er ret almindeligt.