Uskyldige dyr og børn..

Er der mon andre her på sol der har det som jeg, eller er der noget helt galt med mig. ?
Mit sind er sådan indrettet, at når jeg ser og hører om dyr der bliver mishandlet, bliver jeg rigtig ked af det og gal..kan sidde og tude vildt over en video, eller et program, hvor et dyr bliver mishandlet.
Deres bange og undrende øjne brænder ind under huden.
Ser og hører jeg om børn der bliver mishandlet, reagerer jeg ikke på samme måde.
Jeg undrer mig over, at nogle kan finde på at gøre noget så grusomt, men jeg føler ingen sorg på samme måde, som jeg gør hvis det er et dyr.
Som du nok allerede nu har gættet, har jeg ingen børn og ønsker heller ikke at få nogle.
Det er ikke fordi jeg ligefrem hader børn, men de siger mig ikke noget.
Jeg kan blive irriteret over, at børn i dag er så egocentreret og får i hoved og røv.
Det gør ikke ligefrem børn til en fornøjelse, at være sammen med.
Får røde knopper af deres "mig mig mig" mentalitet.
Måske det er derfor mine følelser for dyr og børn er så forskellige. ?
Man siger at børn og dyr er uskyldige, men jeg ser kun dyr som uskyldige, ikke nutidens børn, der vil sælge deres bedstemor for et nyt Wii spil.
Jeg har en god ven som er politibetjent.
Jeg spurgte ham engang, om det ikke var hårdt at se børn blive dræbt i trafikken.
Det har han set nogle gange i de 25 år, han har været betjent.
Hans svar var, at han synes det var synd for de familier der skulle igennem denne sorg, men det var ikke noget der kunne få ham til at bryde sammen eller fælde tårer.
Hvert et dødsfald, barn som voksen, fik ham bare til at tænke på, at man skal huske at leve livet imens man har det.
Men hvis han havde en sag om dyremishandling, blev han meget gal og ked af det.
Det kunne få hans tårer frem.
I de situationer bruger han hans fritid til at arbejde med sagen, og bliver følelsesmæssigt involveret.
Min første tanke var, at det kan da ikke være rigtigt, at han værner mere om en sag følelsesmæssigt, når det gælder dyr end børn.
Men så tænker jeg jo på, at det er præcis sådan jeg også har det.
Så en blanding af forundring og genkendelse- lettelse over, at det ikke kun er mig der har det sådan.
Er der andre her der har det på samme måde, eller er jeg lidt mærkelig af sind. ?
Der er måske nogle der har det sådan, men bare ikke tør indrømme det. ?
Jeg kan ikke ændre på, hvordan jeg føler i de forskellige situationer.
Men hvorfor er det sådan❓Er jeg så fyldt op med overforkælede børn, at jeg ikke kan føle noget særligt for de børn der kommer galt afsted i ulykker. ?
Eller rammer dyr os som noget mere uskyldigt end børn ?

samme måde, men skal dog siges at det er mere de voksne jeg ikke har en skid tilovers for, og så lige nogle enkelte møgunger jeg render på.😉

har heller ikke følt noget særligt når det var børn, men blev rasende når det var dyr. Dyr virkede mere uskyldige og sagesløse. Sådan havde jeg det lige indtil jeg selv fik børn.
Nu ved jeg at børn er ligeså hjælpeløse og uskyldige...selvom de ikke virker sådan overfor fremmede (de er jo også trygge i forældrenes nærvær).
Tro mig, det ændrer sig når man selv får nogen unger.😉

Jeg kan sagtens følge dig i det med, at en stor del af de børn man møder, er nogle belastende møgunger.
Men op til en vis alder, er det forældrene og ikke børnene jeg bliver sur på.
Hvis børnene ikke er sådan indrettet, at de går og lyver e.l. for at få deres vilje, men udelukkende har et ego problem, bunder det som regel i en dårlig opdragelse.
De bliver jo opdraget til, at de altid har ret. Er der problemer i skolen, er det alle de andre der er problemet. Har ungen en dårlig dag, er det også bare så synd, og så skal man da have et eller andet for at blive glad igen.
De lærer af deres forældre, at de er verdens centrum, og så er det sq lidt svært at bebrejde dem noget, for det er i bund og grund forældrene der står for det meste.
Der er så også nogle "børn" der decideret pisser mig af. Jeg har faktisk en i familien jeg får lyst til at kvæle med mellemrum.
I en vis alder, prøver de forskellige ting af, og så er det jo bare med ikke at give efter.
Men når en på 8-10 år STADIG render rundt og er fuld af løgn, begynder at tude når man ikke lige vil give efter mv. Ja, så er man sq ked af at røvfulden er blevet afskaffet...
De børn der bliver udsat for decideret mishandling, er ofte dem der høre til taberne i vores samfund.
Dem har jeg oprigtigt ondt af, fordi de ofte ender i samme rille.
Der er ikke rigtig noget sikkerhedsnet der vil tage sig af dem. Det har jo været oppe flere gange nu. Kommunerne smider bare den type familier rundt, for det er for dyrt at gøre noget ved problemet.
Jeg sidder så ikke og græder snot, men jeg bliver noget så harm over sådan noget.
Jeg får sjældent tåre i øjnene over dyremishandling... Der har været for mange skræk-kampanger til at det går mig videre på.
Jeg har det lidt som med børn. Det er på ingen måde i orden.
Børn vælger ikke selv at blive født og komme ind i en familie. Det er noget forældrene vælger, og så skal de sq også behandle ungen ordentligt (dermed ikke sagt at ungen skal tro, at han/hun er verdens centrum).
Dyr er ligeledes noget man anskaffer sig af egoistiske grunde, så det er ikke i orden at mishandle dem. Når man tager et dyr ind, påtager man sig ansvaret for et liv. Desværre lever i et smid-væk samfund, hvor dyr også er noget man bare køber for hyggens skyld, og når man så ikke gider det mere, bliver det behandlet som noget gammelt ragelse.
Jeg tror det rammer forskelligt, alt efter erfaring og oplevelser.
Hvis man har forkælede børn som du snakker om tæt på, så lærer man efterhånden at det er forældrene og ikke børnene den er gal med.
At børn får tæsk og mishandling af dyr, har jeg også haft sådan relativt tæt på.
Det giver måske bare noget perspektiv, når man har set begge sider tæt på...
Men jeg kan sagtens følge dig med børn.
For en 10 år siden, da jeg gik i 9. oplevede jeg, at en lille unge fra 1. eller 0. klasse kaldte mig en kælling.
Jeg blev helt paf over den kommentar.
Jeg kan helt tydeligt huske hvordan jeg havde det, i de små klasser. Der var en tjans hvor man skulle skifte viskestykker rundt omkring. Det var fedt at få tjansen, men det var godt nok også skrækindjagende at komme op til 7.-9. klasserne, og vi turde knap kigge på dem ;)
Så et eller andet er der sket...

Jeg har det helt på samme måde...

du ikke længere ser på sagen objektivt, fordi du selv har fået børn.

Hvorfor er man mindre objektiv, bare fordi man selv har fået børn?
Man behøver jo ikke føle med alle andres børn, bare fordi man selv har børn.