Ulykkelig forelsket i kollega
Ja... Så blev det min tur til at skrive en desperat mail i håb om at der er nogen derude som sidder med de vise sten.
Først.... Jeg ved godt at jeg har været en idiot, så den slags kommentarer er spildt.
Jeg er 31 år og har været sammen med min kæreste i 10 år. Vi har ingen børn. Vores forhold har altid været præget af at vi begge er ret konfliktsky, og derfor har vi nok også begge gået inde i os selv med nogle ting som måske ville have haft bedre af at komme ud. Vores forhold til sex er meget forskelligt. Jeg har lyst hver dag, mens en gang om ugen er rigeligt for hende. Dette har vi snakket om masser af gange uden egentlig at løse noget (og hvordan skulle man også løse det). Jeg har nok altid følt at jeg på baggrund af dette manglede noget bekræftigelse og har også sjældent følt mig begæret af hende. Dette har jeg nok kompenseret for ved at være meget flirtende overfor alle. Jeg nyder at kigge en pige i øjnene og få hende til at smile/grine ved at fortælle noget sjovt. Dette uden at jeg egentlig ønsker mere end bare at føle at det er mig som har gjort vedkommende glad. Desværre har jeg også konstateret at jeg når jeg får noget at drikke har sværere ved at trække en grænse, og det har betydet at jeg flere gange har kysset med andre piger (men ikke haft sex med dem).
For to år siden blev jeg forelsket i en anden. Vi snakkede meget sammen, og kyssede også, men gik aldrig i seng sammen. Jeg var dengang meget tæt på at forlade min kæreste til fordel for den anden, men efter at hun flyttede til udlandet gik forelskelsen over og jeg fandt tilbage til min kæreste.
I løbet af det sidste halve år er jeg faldet for en kollega, og vi har haft en affære. Hun var i starten meget insisterende og meget direkte, og det var nok det der førte mig i favnen på hende. Det var fantastisk at føle sig begæret. I starten var det kun sex, men hun blev hurtigt ret forelsket i mig (har jeg senere indset). Jeg var længere tid om at føle forelskelsen, men den kom lige så langsomt snigende. Min kollega datede på samme tid andre fyre, men efter at have set dem et stykke tid vendte hun alligevel tilbage til mig. Jeg bevægede mig på samme tid naturligt nok længere og længere væk fra min kæreste efterhånden som jeg blev gladere og gladere for min kollega.
Min kollega tilbød at hun ville vente på mig, hvis jeg havde brug for noget tid til at komme ud af mit forhold. Jeg ville ikke have hende til at love noget, som det ikke var sikkert hun kunne holde. Hun troede det var fordi jeg valgte at blive hos min kæreste, og besluttede sig derfor for at komme videre. Hun begyndte så (for en måned siden) at date en fyr fra den anden ende af landet, og denne gang kom hun og fortalte mig at det var den helt rigtige hun havde mødt. Det førte mig ned i et dybt sort hul, og efter en konfrontation med min kæreste besluttede vi at gå fra hinanden (ikke pga kollegaen, men pga at tingene var kørt helt skævt for os, hvilket de har gjort før).
Status er nu, at min kollega er sammen med sin nye fyr hver weekend. I de første par uger fortalte hun mig, hvor meget i tvivl hun var, men samtidig kunne jeg læse statusopdateringer på hendes facebook om hvor godt det gik (hun er typen der fortæller alt på sin fb). Jeg fortalte hende det med det samme da min kæreste og jeg var gået fra hinanden. Og sagde at jeg var klar til for alvor at være sammen med hende. Hun fortalte mig at hun ikke længere var forelsket i mig, men i den nye. Jeg sagde at det var ok, men at jeg så blev nødt til at afskære mest mulig kontakt med hende for at komme videre. Jeg slettede hende samme aften fra facebook. Det er det bedste jeg længe har gjort, da det var blevet en besættelse for mig. Den næste da ignorerede jeg hende på jobbet og snakkede tilfældigvis med en anden pige da min kollega kom forbi. Næste morgen lå der en sms, om at hun var bange for at hun var ved at begå sit livs fejl og at hun nu havde brug for noget tid til at finde ud af hvad hun ville. Vi snakkede sammen en time samme dag, og der sagde hun at hun at hun bare havde spillet komedie dagen før, og at hun ikke synes det gik den rigtige vej med den nye fyr, men at hun ikke turde prøve at være sammen med mig, da hun var bange for at blive såret. Derefter kyssede hun mig flere gange inderligt, hvorefter hun sagde: Jeg tror jeg elsker dig, men jeg skal finde ud af hvordan jeg elsker dig. Så gik hun... Dagen efter tog hun til sin nye kæreste. Den følgende mandag kom hun hen til mig og sagde at hun nu ikke længere var i tvivl. Han var den rigtige for hende lige nu, og jeg måtte gøre som jeg måtte for at komme over hende. Det er nu 1½ uge siden.
Min kæreste og jeg bor stadig sammen. Og vi snakker nu pludselig sammen igen. Jeg kan se at hun er et virkelig fantastisk menneske, og at jeg burde være ovenud lykkelig for at have hende. Vi snakker stadig om at flytte fra hinanden og kigger stadig efter lejlighed, men det er svært at finde noget nyt i området. Jeg holder ufattelig meget af hende, og hader derfor mig selv for hvad jeg har gjort imod hende. Jeg overvejer at fortælle hende hvad for en person jeg er, men er samtidig rædselsslagen for tanken om aldrig mere at skulle snakke med hende. Jeg har hamrende dårlig samvittighed over at det der har fyldt mest den sidste måned ikke er at vi skal flytte fra hinanden, men snarere tanken om at min kollega har fundet en anden, og at jeg aldrig får muligheden for at opleve de ting sammen med hende som vi har snakket om.
Jeg står tilbage med et hoved der er ved at eksplodere af tanker om bla.:
- Har jeg spildt muligheden med min kollega. Skal jeg bare opgive hende? Passer det at hun er kommet sig over mig.
- Hvordan klarer jeg en hverdag hvor jeg skal se hende hver dag - hvordan kommer jeg mig over hende? (lige nu har jeg slet ikke lyst til at komme mig)
- Kan jeg finde tilbage til at elske min kæreste. Hun er på mange måder perfekt. Måske findes hende der er 100% ikke. Og fortjener jeg hende overhovedet hvis jeg tænker sådan...
- Jeg vil jo i virkeligheden bare være tilfreds med mit liv. Have nogle fantastiske børn med en kone som jeg synes er fantastisk og aldrig har lyst til at lyve for. Men lige nu frygter jeg at jeg ender alene og bitter...
Først.... Jeg ved godt at jeg har været en idiot, så den slags kommentarer er spildt.
Jeg er 31 år og har været sammen med min kæreste i 10 år. Vi har ingen børn. Vores forhold har altid været præget af at vi begge er ret konfliktsky, og derfor har vi nok også begge gået inde i os selv med nogle ting som måske ville have haft bedre af at komme ud. Vores forhold til sex er meget forskelligt. Jeg har lyst hver dag, mens en gang om ugen er rigeligt for hende. Dette har vi snakket om masser af gange uden egentlig at løse noget (og hvordan skulle man også løse det). Jeg har nok altid følt at jeg på baggrund af dette manglede noget bekræftigelse og har også sjældent følt mig begæret af hende. Dette har jeg nok kompenseret for ved at være meget flirtende overfor alle. Jeg nyder at kigge en pige i øjnene og få hende til at smile/grine ved at fortælle noget sjovt. Dette uden at jeg egentlig ønsker mere end bare at føle at det er mig som har gjort vedkommende glad. Desværre har jeg også konstateret at jeg når jeg får noget at drikke har sværere ved at trække en grænse, og det har betydet at jeg flere gange har kysset med andre piger (men ikke haft sex med dem).
For to år siden blev jeg forelsket i en anden. Vi snakkede meget sammen, og kyssede også, men gik aldrig i seng sammen. Jeg var dengang meget tæt på at forlade min kæreste til fordel for den anden, men efter at hun flyttede til udlandet gik forelskelsen over og jeg fandt tilbage til min kæreste.
I løbet af det sidste halve år er jeg faldet for en kollega, og vi har haft en affære. Hun var i starten meget insisterende og meget direkte, og det var nok det der førte mig i favnen på hende. Det var fantastisk at føle sig begæret. I starten var det kun sex, men hun blev hurtigt ret forelsket i mig (har jeg senere indset). Jeg var længere tid om at føle forelskelsen, men den kom lige så langsomt snigende. Min kollega datede på samme tid andre fyre, men efter at have set dem et stykke tid vendte hun alligevel tilbage til mig. Jeg bevægede mig på samme tid naturligt nok længere og længere væk fra min kæreste efterhånden som jeg blev gladere og gladere for min kollega.
Min kollega tilbød at hun ville vente på mig, hvis jeg havde brug for noget tid til at komme ud af mit forhold. Jeg ville ikke have hende til at love noget, som det ikke var sikkert hun kunne holde. Hun troede det var fordi jeg valgte at blive hos min kæreste, og besluttede sig derfor for at komme videre. Hun begyndte så (for en måned siden) at date en fyr fra den anden ende af landet, og denne gang kom hun og fortalte mig at det var den helt rigtige hun havde mødt. Det førte mig ned i et dybt sort hul, og efter en konfrontation med min kæreste besluttede vi at gå fra hinanden (ikke pga kollegaen, men pga at tingene var kørt helt skævt for os, hvilket de har gjort før).
Status er nu, at min kollega er sammen med sin nye fyr hver weekend. I de første par uger fortalte hun mig, hvor meget i tvivl hun var, men samtidig kunne jeg læse statusopdateringer på hendes facebook om hvor godt det gik (hun er typen der fortæller alt på sin fb). Jeg fortalte hende det med det samme da min kæreste og jeg var gået fra hinanden. Og sagde at jeg var klar til for alvor at være sammen med hende. Hun fortalte mig at hun ikke længere var forelsket i mig, men i den nye. Jeg sagde at det var ok, men at jeg så blev nødt til at afskære mest mulig kontakt med hende for at komme videre. Jeg slettede hende samme aften fra facebook. Det er det bedste jeg længe har gjort, da det var blevet en besættelse for mig. Den næste da ignorerede jeg hende på jobbet og snakkede tilfældigvis med en anden pige da min kollega kom forbi. Næste morgen lå der en sms, om at hun var bange for at hun var ved at begå sit livs fejl og at hun nu havde brug for noget tid til at finde ud af hvad hun ville. Vi snakkede sammen en time samme dag, og der sagde hun at hun at hun bare havde spillet komedie dagen før, og at hun ikke synes det gik den rigtige vej med den nye fyr, men at hun ikke turde prøve at være sammen med mig, da hun var bange for at blive såret. Derefter kyssede hun mig flere gange inderligt, hvorefter hun sagde: Jeg tror jeg elsker dig, men jeg skal finde ud af hvordan jeg elsker dig. Så gik hun... Dagen efter tog hun til sin nye kæreste. Den følgende mandag kom hun hen til mig og sagde at hun nu ikke længere var i tvivl. Han var den rigtige for hende lige nu, og jeg måtte gøre som jeg måtte for at komme over hende. Det er nu 1½ uge siden.
Min kæreste og jeg bor stadig sammen. Og vi snakker nu pludselig sammen igen. Jeg kan se at hun er et virkelig fantastisk menneske, og at jeg burde være ovenud lykkelig for at have hende. Vi snakker stadig om at flytte fra hinanden og kigger stadig efter lejlighed, men det er svært at finde noget nyt i området. Jeg holder ufattelig meget af hende, og hader derfor mig selv for hvad jeg har gjort imod hende. Jeg overvejer at fortælle hende hvad for en person jeg er, men er samtidig rædselsslagen for tanken om aldrig mere at skulle snakke med hende. Jeg har hamrende dårlig samvittighed over at det der har fyldt mest den sidste måned ikke er at vi skal flytte fra hinanden, men snarere tanken om at min kollega har fundet en anden, og at jeg aldrig får muligheden for at opleve de ting sammen med hende som vi har snakket om.
Jeg står tilbage med et hoved der er ved at eksplodere af tanker om bla.:
- Har jeg spildt muligheden med min kollega. Skal jeg bare opgive hende? Passer det at hun er kommet sig over mig.
- Hvordan klarer jeg en hverdag hvor jeg skal se hende hver dag - hvordan kommer jeg mig over hende? (lige nu har jeg slet ikke lyst til at komme mig)
- Kan jeg finde tilbage til at elske min kæreste. Hun er på mange måder perfekt. Måske findes hende der er 100% ikke. Og fortjener jeg hende overhovedet hvis jeg tænker sådan...
- Jeg vil jo i virkeligheden bare være tilfreds med mit liv. Have nogle fantastiske børn med en kone som jeg synes er fantastisk og aldrig har lyst til at lyve for. Men lige nu frygter jeg at jeg ender alene og bitter...