Tvivlen styrer (styrede) i mit liv
Jeg ved egentlig ikke, om dette indlæg kører til her. Jeg vil bare lufte mine tanker lidt for Jer Sol-folk!
Da jeg mødte min kæreste for 4 år siden, tænkte jeg: Er det nu det? Er det nu det rigtige? Er det det, jeg vil? Er det...er det....er det? Jeg er ikke typen, som forelsker mig blindt og slet ikke på mine "gamle dage". Og det giver jo endnu mere plads til den evigt nagende tvivl. Skal - skal ikke!
Nå, men jeg valgte at gå til en psykolog her i november. Mest fordi jeg var tynget af dårlig samvittighed over for min kæreste, og jeg synes selv det var noget rod (og fordi jeg bare havde det med at gøre, hvad andre sagde, for det var nemmere). Jeg har altid haft det sådan, men så har jeg bare fejet det af skuldrene og tænkt, jeg er ung, jeg har tid til at ændre mening 100 gange endnu.
Men nu er jeg ikke sååå ung mere, og det er da irriterende altid at skulle vende og dreje om noget er det rigtige for mig. Min kæreste har været klar over det fra starten og siger: Det er sådan piger tænker...hans søster havde åbenbart også haft det sådan altid.
Nå...men hold kæft det har været givtigt at gå til psykolog. Jeg er helt af med min dårlige samvittighed, for som hun siger, har min kæreste selv valgt at være i forholdet, og jeg skal ikke gøre mig klog på hvad han føler og tænker, og jeg skal ikke have dårlig samvittighed. Desuden skal jeg acceptere, atr tvivlen er en del af mig, af mit liv, og det bliver jeg nok nødt til at acceptere for en stund. Det kan ændre sig en dag, men sådan er det lige nu. Og tiden har vist, at jeg er vokset så tæt på min kæreste og elsker ham i dag. Jeg har kunne udvikle mig og leve med min tvivl samtidig.
I bund og grund handler det om at acceptere sig selv og den måde man tænker på. Hvis man ikke accepterer sig selv og sine tvivl og tanker, jamen så kan man jo ikke være nogen steder. At jeg så har fundet guldkornet til mand, er mit held. Når man først accepterer, at man har tvivl, har man faktisk ikke nogen tvivl. Does it make sense?😖
Da jeg mødte min kæreste for 4 år siden, tænkte jeg: Er det nu det? Er det nu det rigtige? Er det det, jeg vil? Er det...er det....er det? Jeg er ikke typen, som forelsker mig blindt og slet ikke på mine "gamle dage". Og det giver jo endnu mere plads til den evigt nagende tvivl. Skal - skal ikke!
Nå, men jeg valgte at gå til en psykolog her i november. Mest fordi jeg var tynget af dårlig samvittighed over for min kæreste, og jeg synes selv det var noget rod (og fordi jeg bare havde det med at gøre, hvad andre sagde, for det var nemmere). Jeg har altid haft det sådan, men så har jeg bare fejet det af skuldrene og tænkt, jeg er ung, jeg har tid til at ændre mening 100 gange endnu.
Men nu er jeg ikke sååå ung mere, og det er da irriterende altid at skulle vende og dreje om noget er det rigtige for mig. Min kæreste har været klar over det fra starten og siger: Det er sådan piger tænker...hans søster havde åbenbart også haft det sådan altid.
Nå...men hold kæft det har været givtigt at gå til psykolog. Jeg er helt af med min dårlige samvittighed, for som hun siger, har min kæreste selv valgt at være i forholdet, og jeg skal ikke gøre mig klog på hvad han føler og tænker, og jeg skal ikke have dårlig samvittighed. Desuden skal jeg acceptere, atr tvivlen er en del af mig, af mit liv, og det bliver jeg nok nødt til at acceptere for en stund. Det kan ændre sig en dag, men sådan er det lige nu. Og tiden har vist, at jeg er vokset så tæt på min kæreste og elsker ham i dag. Jeg har kunne udvikle mig og leve med min tvivl samtidig.
I bund og grund handler det om at acceptere sig selv og den måde man tænker på. Hvis man ikke accepterer sig selv og sine tvivl og tanker, jamen så kan man jo ikke være nogen steder. At jeg så har fundet guldkornet til mand, er mit held. Når man først accepterer, at man har tvivl, har man faktisk ikke nogen tvivl. Does it make sense?😖