Totalt nede i kælderen.
Har virkelig brug for hjælp og et godt råd.
Har været gift i 24 år med min drømmepige. 2 dejlige børn. For 4 år siden startede nedturen.
Hun meddelte at hun ville flytte. Flyttede, men tryglede om at komme tilbage. Jeg tilgav og hun kom tilbage. Herefter er hun stukket af fra hus, hjem, børn, 3 gange og hver gang har jeg tilgivet. Det har været så UTROLIG hårdt ved mig og vores to børn. Sidst skreg den yngste: Tag hende ikke tilbage, Far. Den ældste var flyttet sammen med en ven men den yngste boede her ved mig. Jeg tog en silsmisse og fik forældremyndigheden efter ønske fra den yngste. Der gik 7 mdr. så stod min eks. her grædende og bad om tilgivelse og vi skulle leve sammen til døden skilte os. Igen tilgav jeg og ALDRIG har jeg været utro eller haft nogle ind imellem.
Jeg har knoklet ad H------ til for, at hun kunne gå hjemme og være mor for vores børn. Da jeg var alene knoklede jeg for at dække/betale for skilsmissen. Jeg har altid sat min familie højest. Har selvstændig firma, hus på landet, båd, bil og masser af ferierejser. Intet har været godt nok. Hun har spyttet på alt. Sidst jeg tog hende tilbage har hun brugt 7 mdr. på at omvende den yngste, så jeg til sidst fik en Fuck-finger op i hovedet. Hun er flyttet, har taget den yngste med, har fået mig til at få fælles forældremyndighed. Men jeg hører ALDRIG fra barnet. Jeg arbejder ad H.... til, kan ikke holde ud til, at være i et tomt hus. Mig og min radio. Frygter fremtiden/alderdommen i ensomhed. Vil SÅ gerne møde en sød og kærlig kvinde, men jeg går aldrig ud i byen, mener ikke at det er på et værtshus hun findes. Har prøvet dating, men det er sgu da total useriøse kvinder.
Det gør så ondt i sjælen. Tænk, at jeg tog hende tilbage for at MISTE ALT.
Og man opdager, at familie og vennner sender mail: Føler virkelig med dig, du har om nogle virkelig fortjent en sød og ærlig pige. Det kommer nok hen ad vejen, slut.
Ingen kommer ind af døren og giver en et knus, nej ALLE gemmer sig. Telefonen er DØD.
Hvor fanden er det menneskelige henne i dette liv. Alle holder sig væk. Sender en ud i en endnu mere ensomhed.
Nej, hvor er det hårdt for krop og sjæl.
Isolerer mig mere og mere i mit firma, her har nogle "brug" for mig. Er god nok.
Er 55 år og mange siger jeg ser langt yngre ud, sjovt, hvad hjælper det mig.
Hvor går man hen og finder en sød, ærlig, stabil pige, som man kan bygge et rigtig godt samliv op med?????????
Har været gift i 24 år med min drømmepige. 2 dejlige børn. For 4 år siden startede nedturen.
Hun meddelte at hun ville flytte. Flyttede, men tryglede om at komme tilbage. Jeg tilgav og hun kom tilbage. Herefter er hun stukket af fra hus, hjem, børn, 3 gange og hver gang har jeg tilgivet. Det har været så UTROLIG hårdt ved mig og vores to børn. Sidst skreg den yngste: Tag hende ikke tilbage, Far. Den ældste var flyttet sammen med en ven men den yngste boede her ved mig. Jeg tog en silsmisse og fik forældremyndigheden efter ønske fra den yngste. Der gik 7 mdr. så stod min eks. her grædende og bad om tilgivelse og vi skulle leve sammen til døden skilte os. Igen tilgav jeg og ALDRIG har jeg været utro eller haft nogle ind imellem.
Jeg har knoklet ad H------ til for, at hun kunne gå hjemme og være mor for vores børn. Da jeg var alene knoklede jeg for at dække/betale for skilsmissen. Jeg har altid sat min familie højest. Har selvstændig firma, hus på landet, båd, bil og masser af ferierejser. Intet har været godt nok. Hun har spyttet på alt. Sidst jeg tog hende tilbage har hun brugt 7 mdr. på at omvende den yngste, så jeg til sidst fik en Fuck-finger op i hovedet. Hun er flyttet, har taget den yngste med, har fået mig til at få fælles forældremyndighed. Men jeg hører ALDRIG fra barnet. Jeg arbejder ad H.... til, kan ikke holde ud til, at være i et tomt hus. Mig og min radio. Frygter fremtiden/alderdommen i ensomhed. Vil SÅ gerne møde en sød og kærlig kvinde, men jeg går aldrig ud i byen, mener ikke at det er på et værtshus hun findes. Har prøvet dating, men det er sgu da total useriøse kvinder.
Det gør så ondt i sjælen. Tænk, at jeg tog hende tilbage for at MISTE ALT.
Og man opdager, at familie og vennner sender mail: Føler virkelig med dig, du har om nogle virkelig fortjent en sød og ærlig pige. Det kommer nok hen ad vejen, slut.
Ingen kommer ind af døren og giver en et knus, nej ALLE gemmer sig. Telefonen er DØD.
Hvor fanden er det menneskelige henne i dette liv. Alle holder sig væk. Sender en ud i en endnu mere ensomhed.
Nej, hvor er det hårdt for krop og sjæl.
Isolerer mig mere og mere i mit firma, her har nogle "brug" for mig. Er god nok.
Er 55 år og mange siger jeg ser langt yngre ud, sjovt, hvad hjælper det mig.
Hvor går man hen og finder en sød, ærlig, stabil pige, som man kan bygge et rigtig godt samliv op med?????????