Tolvte del af krimi-føljetonen
En blå Citroën stopper op på parkeringspladsen udenfor Sønderborg Kaserne. Torben Ollingmann stiger ud og tripper over til vagten: - Goddag.
- Har De ikke lært at gøre honnør? spørger vagten tjenstivrigt.
- Næh, hvad betyder det?
- Sådan, forklarer Michael Schultz, rejser sig og viser en eksemplarisk demonstration af nævnte handling.
- Hvad skal det gøre godt for? tilspørger Torben forundret og kigger på klokken: - Er det muligt at komme ind på det af jeres kontorer, hvor I opbevarer oplysninger om gamle medlemmer?
- Medlemmer! Hvad dælen mener De? ... vi har ikke medlemmer her, kun sergentelever og højere rangspersoner.
- All right. Jeg er netop ude efter en, der læste til sergent her i år 2000. En der hedder Martin Jensen. Kender du ham?
- De!
- Hvaba?
- Her siger vi altså De til hinanden. Martin Jensen, nej det siger mig ikke noget. Måske kaptajn Hestegård ved det. Et øjeblik. M. Schultz ringer et kort nummer og forelægger sagen for en person i den anden ende af røret: - Javel hr. kaptajn. Tak. Vagten lægger røret: - De kan gå over til den røde bygning den vej ... og husk, jeg holder øje med, at De ikke bevæger Dem nogen andre steder hen.
- Hvis det er der, jeg kan få oplysningen, hvad skulle jeg så foretage mig andre steder? Torben tripper hen til anviste bygning og josker indenfor til skranken: - Jeg skulle tale med en kaptajn Hestegård.
- Han kommer lige der, svarer damen venligt og flader hånden ud mod trappen ned fra 1. sal.
- Rita! Vagten har lige ringet, der skulle være en civilist, som ville tale med mig, brøler kaptajnen gennemtrængende.
- Ja, han står lige her, svarer hun ydmygt: - Han har lige spurgt til Dem.
- Er det den splejs der. Ja han kunne godt ligne en, der kunne trænge til at komme en tur ud i felten. Hvor har De været rekrut henne?
- Rekrut!? ... hvad betyder det? ... næh, jeg er kommet for at finde adressen på en Martin Jensen.
- Vi er altså ikke noget postkontor! oplyser den brovte kaptajn ikke særlig venligt: - Martin Jensen, siger De. Det er da ikke et navn, som siger os noget, hvad Rita?
- Nej ikke umiddelbart, svarer kvinden forknyt, og lader sig nok engang irritere over, at han ikke bruger hendes efternavn, som er kutymen for alle andre på området. Han skal ikke tro, jeg er interesseret.
- Jeg tror, De har henvendt Dem det forkerte sted. Tak for besøget og kom godt hjem.
- Det drejer sig altså om en, der læste til sergent her i år 2000, så han er her sikkert ikke længere.
- Læse! Man læser sig sgu ikke til sergent, brøler kaptajnen: - Det er hårdt arbejde fra årle til silde.
- Fra hvaffor noget? ... Forstår I, Martin Jensen har gjort min kæreste gravid, og nu vil jeg gerne vide, hvor han befinder sig, så vi kan få udbetalt nogle børnepenge.
- Sådan noget kunne vores sergentaspiranter da aldrig finde på ... vel Rita? De sidste to ord sagt med et lille glimt i øjet.
Henriette stopper en politibil på vej ind i gården ved stationen: - Hej. Er der ikke åbent nogen steder?
- Nej. Det er jo lørdag, svarer betjenten i passagersiden og ruller vinduet længere ned: - Kom igen på mandag.
- Tja, det har selvfølgelig ingen hast ... pigen har været myrdet i 5 år.
- Myrdet! udbryder betjenten, fatter straks mere interesse og stiger ud: - Vær venlig at følge med.
Henriette bliver ført gennem gården, op af en trappe og ind i vagtstuen: - Lad mig straks høre. Hvad er dit navn?
- Henriette Juul. Jeg er 23 år og har gennem de sidste 8 måneder boet sammen med en mand, som jeg troede var verdens dejligste, men pludselig viser det sig, at han er morder, men aldrig dømt.
- Det lyder ikke godt. Du sagde en pige, der blev myrdet for 5 år siden. Hans forhenværende kæreste måske?
- Nej, nej. Pigen var kun 1 år gammel. Men han forklarede mig udførligt, hvordan han bar sig ad. Han brugte en spade, først til at slå hende ned og derefter til at begrave hende.
Den anden, noget ældre, betjent har fået parkeret bilen og kommer til: - Frits, er der nogen kriminalfolk i huset?
- Det tror jeg ikke. Jo, der er vist ham praktikanten, men han er vildt optaget af ispindesagen. Hvorfor?
- Det er bedst, at vi har dem med fra starten, når det drejer sig om mord.
- Vi kan da godt foretage en afhøring og skrive en rapport, mener Frits: - Kan vi ikke, Hugo?
- Principielt ja. Men I har ikke tid nu, der er netop opstået et større slagsmål i den nordlige ende af gågaden. Ad sted med jer to, kommanderer vagthavende.
- Øv, svarer Frits og rejser sig: - Vi må se videre på det her, når vi kommer tilbage. Vil du blive her så længe?
- Det kan jeg ligeså godt, svarer Henriette og falder opgivende tilbage i stolen: - Varer det længe?
- Det kan man aldrig vide, svarer Hugo, da de andre allerede er ude af døren. Han foretager en opringning: - Det er vagthavende. Du var færdig med ispindesagen, sagde du ... godt, så har jeg en ny sag klar hernede.
Snart står en overstadig Anton Padegaard i lokalet: - Ja, hvad drejer det sig om?
- Den kvinde der vil gerne tale med dig om et barnemord, oplyser Hugo og forstyrres af en opringning. En kat har forvildet sig op i et træ. Noget af det værste og mest bedrøvelig en vagthavende ved.
Fyr og flamme sætter Anton sig overfor Henriette: - Fortæl. Men i løbet af et kvarter begynder han at få sværere og sværere ved at holde gabene inde: - Ja undskyld, men jeg har arbejdet hele natten igennem ... men med succes.
Fortsættelse følger.
- Har De ikke lært at gøre honnør? spørger vagten tjenstivrigt.
- Næh, hvad betyder det?
- Sådan, forklarer Michael Schultz, rejser sig og viser en eksemplarisk demonstration af nævnte handling.
- Hvad skal det gøre godt for? tilspørger Torben forundret og kigger på klokken: - Er det muligt at komme ind på det af jeres kontorer, hvor I opbevarer oplysninger om gamle medlemmer?
- Medlemmer! Hvad dælen mener De? ... vi har ikke medlemmer her, kun sergentelever og højere rangspersoner.
- All right. Jeg er netop ude efter en, der læste til sergent her i år 2000. En der hedder Martin Jensen. Kender du ham?
- De!
- Hvaba?
- Her siger vi altså De til hinanden. Martin Jensen, nej det siger mig ikke noget. Måske kaptajn Hestegård ved det. Et øjeblik. M. Schultz ringer et kort nummer og forelægger sagen for en person i den anden ende af røret: - Javel hr. kaptajn. Tak. Vagten lægger røret: - De kan gå over til den røde bygning den vej ... og husk, jeg holder øje med, at De ikke bevæger Dem nogen andre steder hen.
- Hvis det er der, jeg kan få oplysningen, hvad skulle jeg så foretage mig andre steder? Torben tripper hen til anviste bygning og josker indenfor til skranken: - Jeg skulle tale med en kaptajn Hestegård.
- Han kommer lige der, svarer damen venligt og flader hånden ud mod trappen ned fra 1. sal.
- Rita! Vagten har lige ringet, der skulle være en civilist, som ville tale med mig, brøler kaptajnen gennemtrængende.
- Ja, han står lige her, svarer hun ydmygt: - Han har lige spurgt til Dem.
- Er det den splejs der. Ja han kunne godt ligne en, der kunne trænge til at komme en tur ud i felten. Hvor har De været rekrut henne?
- Rekrut!? ... hvad betyder det? ... næh, jeg er kommet for at finde adressen på en Martin Jensen.
- Vi er altså ikke noget postkontor! oplyser den brovte kaptajn ikke særlig venligt: - Martin Jensen, siger De. Det er da ikke et navn, som siger os noget, hvad Rita?
- Nej ikke umiddelbart, svarer kvinden forknyt, og lader sig nok engang irritere over, at han ikke bruger hendes efternavn, som er kutymen for alle andre på området. Han skal ikke tro, jeg er interesseret.
- Jeg tror, De har henvendt Dem det forkerte sted. Tak for besøget og kom godt hjem.
- Det drejer sig altså om en, der læste til sergent her i år 2000, så han er her sikkert ikke længere.
- Læse! Man læser sig sgu ikke til sergent, brøler kaptajnen: - Det er hårdt arbejde fra årle til silde.
- Fra hvaffor noget? ... Forstår I, Martin Jensen har gjort min kæreste gravid, og nu vil jeg gerne vide, hvor han befinder sig, så vi kan få udbetalt nogle børnepenge.
- Sådan noget kunne vores sergentaspiranter da aldrig finde på ... vel Rita? De sidste to ord sagt med et lille glimt i øjet.
Henriette stopper en politibil på vej ind i gården ved stationen: - Hej. Er der ikke åbent nogen steder?
- Nej. Det er jo lørdag, svarer betjenten i passagersiden og ruller vinduet længere ned: - Kom igen på mandag.
- Tja, det har selvfølgelig ingen hast ... pigen har været myrdet i 5 år.
- Myrdet! udbryder betjenten, fatter straks mere interesse og stiger ud: - Vær venlig at følge med.
Henriette bliver ført gennem gården, op af en trappe og ind i vagtstuen: - Lad mig straks høre. Hvad er dit navn?
- Henriette Juul. Jeg er 23 år og har gennem de sidste 8 måneder boet sammen med en mand, som jeg troede var verdens dejligste, men pludselig viser det sig, at han er morder, men aldrig dømt.
- Det lyder ikke godt. Du sagde en pige, der blev myrdet for 5 år siden. Hans forhenværende kæreste måske?
- Nej, nej. Pigen var kun 1 år gammel. Men han forklarede mig udførligt, hvordan han bar sig ad. Han brugte en spade, først til at slå hende ned og derefter til at begrave hende.
Den anden, noget ældre, betjent har fået parkeret bilen og kommer til: - Frits, er der nogen kriminalfolk i huset?
- Det tror jeg ikke. Jo, der er vist ham praktikanten, men han er vildt optaget af ispindesagen. Hvorfor?
- Det er bedst, at vi har dem med fra starten, når det drejer sig om mord.
- Vi kan da godt foretage en afhøring og skrive en rapport, mener Frits: - Kan vi ikke, Hugo?
- Principielt ja. Men I har ikke tid nu, der er netop opstået et større slagsmål i den nordlige ende af gågaden. Ad sted med jer to, kommanderer vagthavende.
- Øv, svarer Frits og rejser sig: - Vi må se videre på det her, når vi kommer tilbage. Vil du blive her så længe?
- Det kan jeg ligeså godt, svarer Henriette og falder opgivende tilbage i stolen: - Varer det længe?
- Det kan man aldrig vide, svarer Hugo, da de andre allerede er ude af døren. Han foretager en opringning: - Det er vagthavende. Du var færdig med ispindesagen, sagde du ... godt, så har jeg en ny sag klar hernede.
Snart står en overstadig Anton Padegaard i lokalet: - Ja, hvad drejer det sig om?
- Den kvinde der vil gerne tale med dig om et barnemord, oplyser Hugo og forstyrres af en opringning. En kat har forvildet sig op i et træ. Noget af det værste og mest bedrøvelig en vagthavende ved.
Fyr og flamme sætter Anton sig overfor Henriette: - Fortæl. Men i løbet af et kvarter begynder han at få sværere og sværere ved at holde gabene inde: - Ja undskyld, men jeg har arbejdet hele natten igennem ... men med succes.
Fortsættelse følger.