Slagtebænk Dybdøl
DR skal lave en film om slaget 1864.
http://politiken.dk/kultur/film/article998805.ece
Historien er kort fortalt:Den fremmedfjendske danske regering under ledelse af den skumle Orla Lehmann og hans træske kumpaner i generalstaben har i 1848 – i strid med både FN og Den Europæiske Menneskeretskommission – angrebet det fredselskende Prøjsen og på det væmmeligste besat hele Holsten og Slesvig. Her har man på det grusomste undertrykt, plaget og ydmyget den indfødte befolkning af ligeledes fredselskende, multikulturelle, fredelige fredsaktivister. Men heldigvis befinder den ædle, gudeskønne, tapre og uselviske frihedskæmper Mustafa Al-Ali-Baba sig tilfældigvis i Altona, hvor han møder den skønne Brünhilde, datter af den retskafne prøjsiske kansler, Otto von Bismarck. Kærligheden slår straks ud i lys lue, hvilket bevæger Brünhilde til at belære faderen om de islamiske frihedsidealer og medmenneskelige værdier. Dette inspirerer den ellers noget knarvorne herr Bismarck i en sådan grad at han kaster Prøjsen ind i kampen for menneskerettighederne, d.v.s. lader sine østrigske, hannoveranske og prøjsiske fredsaktivister bryde de onde danskeres blokade mod de besatte, men kulturelt overlegne byer Flensborg, Kiel og Rendsborg. De fejge danskere trækker sig i 1864 kujonagtigt tilbage fra deres primitive jordvold, Dannevirke, og søger tilflugt hos nogle bonderøve i Dybbøl. Disse stædige landsbytosser med deres flagstænger, kolonihave og kakkelborde demoraliserer de danske soldater ved at holde øl-, snaps- og pølsegilder i den gamle mølle. Derfor kan Mustafa – under ledsagelse af sin elskede som nu er iført camouflage-burka – lede sine fredselskende fredsaktivister ind bag de stangdrukne danskere og med sin oratoriske begavelse og overlegne intelligens overbevise de mest ædru om at drikke videre nede i Sønderborg. De tilbageværende, umoralske og fremmedfjendske danskere vil ikke tage imod islamisk fornuft og i deres fuldskab fumler de med det krudt som de på det skammeligste havde tænkt sig at brænde af mod den undertrykte befolkning. Med det resultat at de sprænger sig selv med samt den gamle mølle i luften, de bonderøve. Herefter går solen ned i vest og i slutscenen ser man hvorledes hr. Bismarck under folkemassernes jubel giver sin datters hånd til den heltemodige frihedskæmper og uforfærdede fredsaktivist, Mustafa. Fin. End.
http://politiken.dk/kultur/film/article998805.ece
Historien er kort fortalt:Den fremmedfjendske danske regering under ledelse af den skumle Orla Lehmann og hans træske kumpaner i generalstaben har i 1848 – i strid med både FN og Den Europæiske Menneskeretskommission – angrebet det fredselskende Prøjsen og på det væmmeligste besat hele Holsten og Slesvig. Her har man på det grusomste undertrykt, plaget og ydmyget den indfødte befolkning af ligeledes fredselskende, multikulturelle, fredelige fredsaktivister. Men heldigvis befinder den ædle, gudeskønne, tapre og uselviske frihedskæmper Mustafa Al-Ali-Baba sig tilfældigvis i Altona, hvor han møder den skønne Brünhilde, datter af den retskafne prøjsiske kansler, Otto von Bismarck. Kærligheden slår straks ud i lys lue, hvilket bevæger Brünhilde til at belære faderen om de islamiske frihedsidealer og medmenneskelige værdier. Dette inspirerer den ellers noget knarvorne herr Bismarck i en sådan grad at han kaster Prøjsen ind i kampen for menneskerettighederne, d.v.s. lader sine østrigske, hannoveranske og prøjsiske fredsaktivister bryde de onde danskeres blokade mod de besatte, men kulturelt overlegne byer Flensborg, Kiel og Rendsborg. De fejge danskere trækker sig i 1864 kujonagtigt tilbage fra deres primitive jordvold, Dannevirke, og søger tilflugt hos nogle bonderøve i Dybbøl. Disse stædige landsbytosser med deres flagstænger, kolonihave og kakkelborde demoraliserer de danske soldater ved at holde øl-, snaps- og pølsegilder i den gamle mølle. Derfor kan Mustafa – under ledsagelse af sin elskede som nu er iført camouflage-burka – lede sine fredselskende fredsaktivister ind bag de stangdrukne danskere og med sin oratoriske begavelse og overlegne intelligens overbevise de mest ædru om at drikke videre nede i Sønderborg. De tilbageværende, umoralske og fremmedfjendske danskere vil ikke tage imod islamisk fornuft og i deres fuldskab fumler de med det krudt som de på det skammeligste havde tænkt sig at brænde af mod den undertrykte befolkning. Med det resultat at de sprænger sig selv med samt den gamle mølle i luften, de bonderøve. Herefter går solen ned i vest og i slutscenen ser man hvorledes hr. Bismarck under folkemassernes jubel giver sin datters hånd til den heltemodige frihedskæmper og uforfærdede fredsaktivist, Mustafa. Fin. End.