... skulle det være lykken?

Det her er ikke lykken.
Jeg har glædet mig så meget til at flytte sammen med min kæreste, men det er som om det bare bliver værre og værre.
Jeg føler ikke jeg rigtigt har lov at være her og vi kommunikerer absolut ikke som vi gjorde engang, vi kan ikke diskutere noget uden hans stemme bliver hård og det er som om det jeg har sagt er forkert, endda selv når det drejer sig om mig… Min uddannelse er for ham uinteressant og for ham er det ikke anderledes med min uddannelse som er en kandidat uddannelse på universitet i forhold til hans egen butiksuddannelse, så han kan sagtens give råd i hvordan man tager noter mv.
Jeg elsker ham, men føler ikke han får det bedste frem i mig, tværtimod er jeg ofte ulykkelig og aner ikke hvordan jeg bliver rigtigt glad igen..
Mangler at der bliver taget hensyn til mig og hvad jeg gerne vil.. Vi fungerer bedst når jeg behager ham og tilfredsstiller ham, men det kan man bare ikke blive ved med.
Måske er det bare ideen om at have en kæreste og bo sammen og have familielivet der tiltrak mig, for jeg synes ikke han investerer det samme som jeg gør…
Jeg har nok også været for dårlig til at prioriterer venner og ikke altid sætte ham og forholdet i første række, også bliver skuffelsen endnu større når man kan mærke det ikke går den anden vej.
Det alt sammen som om jeg bare skal flytte for mig selv igen, men det er ikke det jeg ønsker, jeg vil virkeligt gerne have det til at fungere ved bare ikke hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte???

- hvad er det så du elsker ham for?

Det er jo nemt nok at sige at du skal smutte fra ham, når han ikke bringer det bedste frem i dig... Men du kan jo også prøve at tale med ham om det... Han kan ikke ændre det hvis han ikke ved at det generer dig, og hvordan du har det... Prøv at tale med ham... Hvis ikke der sker noget, så må du væk...

Inden han helt får taget din selvtillid fra dig!!!
Du har en højere uddannelse end han, vær opmærksom på det. Ikke alle mænd kan klare den forskel - til kvindens fordel - så det er meget muligt, at det er en form for (unødig) underlegenhedsfølelse, der får ham til at opføre sig sådan overfor dig.
Du kan ikke gøre så meget..ud over at give ham al din kærlighed, og afprøve ham, om det ikke er nok. Ellers skal du altså trække dig I TIDE!
Bare et godt råd...
Pusser:-)

at I at ved at vokse fra hinanden....shit men det sker ofte, når man er ungdomskærester, og under udvikling ( og I jeres tilfælde i forskellige retninger - du bliver jo AC'er).
Men kæmp nu alligevel lidt for forholdet. Tal med ham. Forlang at han besvarer dine spørgsmål - selvfølgelig på den søde og rolige måde.
Mærk med dig selv undervejs, hvad ønsker du i fremtiden? Selvfølgelig skal du være glad -du er jo en klog pige, du skal ikke gå og være nedtrykt. Halloooo - hvis du føles, at han nedgører dig - så fut fødderne og vad ud i livet. Du kan sagtens finde andre på dit "level".
God weekend søde - herfra.

Din kæreste er bare en mand.
vær realistisk og hold op med at ynke, indse det dog en kvinde kan aldrig blive helt tilfreds med en mand.....
Mænd er ik så stærke.
Enten finder du ud af at have det fint med at behage ham og lever med det mod og medspil en mand nu engang kan bidrage med, eller også holder du dig for mænd og sørger for at finde dien gamle veinder frem.
Fuck hvor er kvinder dog naive.
vær glad for at du ikke er nået at blive fyrre bitter og bygget alt op med en mand som bare aldrig bliver bedre...
Yes yes sandheden gør ondt :)