Skabelsesberetningen i Første Mosebog - videnskabelig korrekt.
I LIGHED med meget andet der er blevet misforstået eller forkert fremstillet, fortjener Bibelens første kapitel i det mindste at blive hørt. Målet med at undersøge beretningen må være at bedømme om den stemmer med kendte fakta, ikke om den kan bringes til at passe med en eller anden teori. Samtidig må man huske på at skabelsesberetningen i Første Mosebog ikke blev skrevet for at give en forklaring på hvordan skabelsen fandt sted. Nej, den omtaler blot de vigtigste begivenheder skridt for skridt, idet den fortæller hvad der blev skabt, i hvilken rækkefølge det blev skabt, og i løbet af hvilken skabelses„dag“ eller tidsepoke de enkelte dele blev skabt.
Når man undersøger beretningen i Første Mosebog, er det godt at have i tanke at den beskriver det hele fra menneskers synspunkt. Den beskriver altså begivenhederne sådan som jordiske iagttagere ville have set dem hvis de havde været til stede. Det lægger man mærke til når man læser beskrivelsen af det der skete på den fjerde „dag“. Solen og månen omtales her som store lysgivere i sammenligning med stjernerne. Der er imidlertid mange stjerner som er langt større end solen, og månen er helt ubetydelig i sammenligning med dem. Men ikke for en jordisk iagttager. Set fra jorden er solen ’den største lysgiver, som har herredømme over dagen’, og månen er ’den mindste lysgiver, som har herredømme over natten’. — 1 Mosebog 1:14-18.
Den første del af Første Mosebog viser at jorden kan have eksisteret i milliarder af år før den første skabelses„dag“ — hvor længe siger den ikke noget om, men den beskriver jordens tilstand umiddelbart før den første „dag“ begyndte: „Jorden var dengang formløs og øde og der var mørke over dybet; og Guds virksomme kraft var i bevægelse frem og tilbage over vandene.“ — 1 Mosebog 1:2.
Mange mener at ordet „dag“ i Første Mosebog, kapitel 1, sigter til et bogstaveligt døgn på 24 timer. Men i Første Mosebog 1:5 inddeler Gud selv dagen i mindre perioder og kalder blot den lyse del for „dag“. Og i Første Mosebog 2:4 omtales alle skabelsesperioderne som én „dag“: „Dette er en historisk beretning om himmelen og jorden på den tid de blev skabt, på den dag [alle de seks skabelsesperioder] Jehova Gud frembragte jord og himmel.“
Det hebraiske ord jom, der oversættes med „dag“, kan betegne perioder af forskellig længde. I bogen Old Testament Word Studies opgiver William Wilson blandt andet denne betydning: „En dag; det benyttes hyppigt om tid i almindelighed, eller om lang tid; en hel periode som der er tale om . . . Dag benyttes også om et bestemt tidsrum hvor en særlig begivenhed indtræffer.“1 Denne sidste sætning synes at passe på skabelsesdagene, for det var i høj grad noget særligt der indtraf i disse perioder. De kan således have været af meget længere varighed end 24 timer hver.
I forbindelse med skabelsesperioderne bruges vendingen „det blev aften og det blev morgen“. Viser det ikke at det var bogstavelige døgn? Nej, for ordene „aften“ og „morgen“ kan udmærket bruges i overført betydning, som i udtrykkene „livets aften“ og „livets morgen“. At der tales om „aften“ og „morgen“ begrænser derfor ikke ’dagenes’ længde til 24 timer.
Ordet „dag“ kan i Bibelen omfatte sommer og vinter, årstiderne som kommer og går. (Zakarias 14:8) Tusind år sammenlignes med en dag. (Salme 90:4; 2 Peter 3:8, 10) „Dommens dag“ strækker sig over mange år. (Mattæus 10:15; 11:22-24) Det synes rimeligt at slutte at de ’dage’ der omtales i Første Mosebog, også kan have omfattet lange tidsperioder — årtusinder. Hvad skete der så i disse skabelsesperioder? Er Bibelens beretning videnskabeligt korrekt? Lad os i det følgende gennemgå hvad Første Mosebog siger om disse ’dage’.
Første „dag“
„’Lad der blive lys.’ Så blev der lys. Og Gud kaldte herefter lyset Dag, men mørket kaldte han Nat. Og det blev aften og det blev morgen, første dag.“ — 1 Mosebog 1:3, 5.
Solen og månen havde naturligvis befundet sig i verdensrummet længe før denne første „dag“, men deres lys var ikke trængt igennem til jordens overflade sådan at en iagttager på jorden havde kunnet se det. Nu på den første „dag“ blev lyset imidlertid synligt, og den roterende jordklode begyndte at have skiftevis dage og nætter.
Lyset kom åbenbart ved en gradvis proces, i løbet af en længere periode, og ikke pludseligt som når man trykker på en kontakt. Dette fremgår af J. W. Watts’ oversættelse af Første Mosebog, som siger: „Og lyset blev gradvis til.“ (A Distinctive Translation of Genesis) Dette lys kom fra solen, men selve solen kunne ikke ses gennem skylaget. Det lys der nåede jorden var følgelig „diffust lys“, som det fremgår af en kommentar til vers 3 i Rotherhams Emphasised Bible. — Se fodnote b til vers 14.
Anden „dag“
„’Lad der blive et udstrakt rum midt i vandene, og lad det danne skel mellem vandene det ene sted og vandene det andet sted.’ Så gik Gud i gang med at frembringe det udstrakte rum og at sætte skel mellem vandene der skulle være under det udstrakte rum og vandene der skulle være over det udstrakte rum. Og således blev det. Og Gud kaldte herefter det udstrakte rum Himmel.“ — 1 Mosebog 1:6-8.
Nogle oversættelser bruger ordet „hvælving“ eller „firmament“ i stedet for „udstrakt rum“. Det er baggrunden for det argument at beretningen i Første Mosebog har lånt nogle træk fra gamle skabelsesmyter, der fremstiller „hvælvingen“ eller „firmamentet“ som en metalkuppel. Men det hebraiske ord raqi´a', der anvendes her, betyder at spænde ud, at udbrede eller udvide — og sigter altså til noget der er udstrakt.
Beretningen siger at Gud gjorde det, men ikke hvordan han gjorde det. Uanset hvilken måde den omtalte adskillelse foregik på, ville det se ud som om det øvre vandlag var blevet hævet op fra jorden. Og senere kunne det siges at fuglene fløj „hen over den udstrakte himmel“, som der står i Første Mosebog 1:20.
Tredje „dag“
„’Lad vandene under himmelen samle sig på ét sted og lad det tørre land komme til syne.’ Og således blev det. Og Gud kaldte herefter det tørre land Jord, men samlingen af vandene kaldte han Hav.“ (1 Mosebog 1:9, 10) Som sædvanlig oplyser beretningen ikke hvordan det skete. Der må uden tvivl have foregået enorme bevægelser i jorden da landområderne blev dannet. Geologerne omtaler sådanne omfattende landhævninger som katastrofer. Men Første Mosebog viser at en Skaber ledede og kontrollerede det hele.
I en senere beretning i Bibelen hvor Gud udspørger Job om hans kundskab om jorden, beskrives en række forskellige sider af jordens tilblivelseshistorie: dens mål, dens skymasser, dens havområder, og at landjorden satte grænser for bølgerne — mange generelle ting om skabelsen, ting hvis tilblivelse strakte sig over lange tidsperioder. Gud sammenlignede blandt andet jorden med en bygning, og han spurgte Job: „På hvad er dens fodstykker sænket, eller hvem har lagt dens hjørnesten?“ — Job 38:6.
Det er interessant at der her tales om jordens „fodstykker“, for under kontinenterne og især under bjergkæderne trænger jordskorpen dybt ned i den underliggende kappe, omtrent som træernes rødder trænger ned i jorden. „Den opfattelse at bjerge og kontinenter har rødder, er blevet efterprøvet gang på gang og har vist sig at være rigtig,“ siger bogen Putnam?s Geology.2 Under havene er jordskorpen kun omkring 8 kilometer tyk, men rødderne under kontinenterne går ned til cirka 35 kilometers dybde, og rødderne under bjergene trænger omtrent dobbelt så langt ned. Og alle jordens lag presser indad mod jordens kerne, så kernen kan udmærket omtales som en stor understøttende „hjørnesten“.
Uanset hvad der fik landjorden til at hæve sig, er det væsentlige punkt at både Bibelen og videnskaben siger at dette var et af trinnene i den proces der fandt sted da jorden blev dannet.
Plantevækst på den tredje „dag“
Den bibelske beretning siger videre: „’Lad jorden få græs til at gro frem, planter der bærer frø, frugttræer der bærer frugt med frøene indeni, efter deres arter — på jorden.’ Og således blev det.“ — 1 Mosebog 1:11.
Ved slutningen af denne tredje skabelsesperiode var der altså blevet skabt tre omfattende kategorier af planter på landjorden. Det diffuse lys må da være blevet så kraftigt at det muliggjorde fotosyntesen, som er af afgørende betydning for grønne planter. Beretningen nævner i øvrigt ikke hver eneste planteart der blev frembragt. Mikroorganismer, vandplanter og andre slags planter nævnes ikke specielt, men de blev sandsynligvis også skabt på denne „dag“.
Fjerde „dag“
„’Lad der komme lysgivere på den udstrakte himmel til at sætte skel mellem dagen og natten; og de skal tjene til tegn og til afmærkning af årstider og til afmærkning af dage og år. Og de skal tjene som lysgivere på den udstrakte himmel til at lyse på jorden.’ Og således blev det: Gud gik i gang med at frembringe de to store lysgivere, den største lysgiver til at have herredømme over dagen, og den mindste lysgiver til at have herredømme over natten, samt stjernerne.“ — 1 Mosebog 1:14-16.
Tidligere, på den første „dag“, blev der sagt: „Lad der blive lys.“ Det hebraiske ord der her gengives med „lys“ er ’or, som betyder lys i almindelighed. Men om lyset på den fjerde „dag“ bruges et andet hebraisk ord, ma?or´, der betegner lyskilden. Rotherham siger i en fodnote til ordet „lysgivere“: „I vers 3: ’ôr, diffust lys.“ Derefter nævner han at det hebraiske ord ma?or´ i vers 14 betyder noget „som afgiver lys“. På den første „dag“ trængte der åbenbart noget diffust lys igennem, men kilden til dette lys kunne ikke ses fra jorden på grund af det skylag der stadig omgav den. Nu, på den fjerde „dag“, indtrådte der åbenbart en ændring.
En atmosfære der i begyndelsen var rig på kuldioxid kan have bevirket at der var et varmt klima over hele jorden. Men den frodige plantevækst i den tredje og fjerde skabelsesperiode har sikkert absorberet en del af dette lag af kuldioxid, der holdt på varmen. Til gengæld har planterne frigjort ilt — som dyrene ville være afhængige af. — Salme 136:7-9.
Hvis der havde været en iagttager på jorden på dette tidspunkt, ville han have kunnet skelne solen, månen og stjernerne, der skulle „tjene til tegn og til afmærkning af årstider og til afmærkning af dage og år“. (1 Mosebog 1:14) Månen fastsatte længden af en måned, og solen længden af et år. De årstider der opstod på den fjerde „dag“, var sikkert ikke så ekstreme i temperaturer som de blev senere. — 1 Mosebog 1:15; 8:20-22.
Femte „dag“
„’Lad vandene vrimle med en vrimmel af levende sjæle og lad flyvende skabninger flyve over jorden, hen over den udstrakte himmel.’ Og Gud gik i gang med at skabe de store havuhyrer og hver levende sjæl af dem der myldrer omkring og som vandene lod vrimle frem efter deres arter, og hver vinget flyvende skabning efter sin art.“ — 1 Mosebog 1:20, 21.
Læg mærke til at de skabninger som vandet skulle vrimle med, omtales som „levende sjæle“ selv om det ikke var mennesker. Denne betegnelse bruges også om ’de flyvende skabninger der skulle flyve over jorden, hen over den udstrakte himmel’, og om de forskellige livsformer i havet, deriblandt de havuhyrer som forskerne har fundet fossiler af i vor tid.
Sjette „dag“
„’Lad jorden få levende sjæle til at fremkomme efter deres arter, husdyr og myldrende smådyr og jordens vilde dyr efter deres arter.’ Og således blev det.“ — 1 Mosebog 1:24.
På den sjette „dag“ blev de landdyr der betegnes som vilde dyr og husdyr altså frembragt. Men denne sidste „dag“ var ikke forbi med det. Der manglede endnu en betydningsfuld „art“:
„Og Gud sagde videre: ’Lad os frembringe mennesker i vort billede, så de ligner os, og lad dem råde over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og husdyrene og hele jorden og alle smådyr der myldrer omkring på jorden.’ Og Gud gik i gang med at skabe mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det; som mand og kvinde skabte han dem.“ — 1 Mosebog 1:26, 27.
Kapitel 2 i Første Mosebog indeholder en lidt mere detaljeret beretning. Men dette er ikke, som nogle hævder, en anden skabelsesberetning som er i strid med beretningen i kapitel 1. Den tager bare tråden op et sted på den tredje „dag“ efter at det faste land er kommet til syne, men før planterne på landjorden er blevet skabt, og føjer nogle detaljer til om menneskene — den levende sjæl Adam, hans hjem, Edens have, og hans hustru, kvinden Eva. — 1 Mosebog 2:5-9, 15-18, 21, 22.
Det foregående skulle gøre det lettere for os at forstå hvad Første Mosebog siger. Og denne helt igennem realistiske beretning vidner om at skabelsesprocessen strakte sig over en periode der ikke blot varede 144 (6 × 24) timer, men mange tusind år.
Hvad ligger til grund for beretningen?
Mange synes det er vanskeligt at acceptere denne skabelsesberetning. De hævder at den bygger på gamle folkeslags skabelsesmyter, i første række myter fra fortidens Babylon. Men et nyere bibelleksikon siger: „Man har endnu ikke fundet nogen myte som klart og tydeligt omtaler universets skabelse,“ og myterne „kendetegnes af polyteisme og gudernes kampe om overherredømme — en klar kontrast til den hebr[aiske] monoteisme i [Første Mosebog, kapitlerne] 1 og 2“.3 Og hvad de babyloniske skabelsessagn angår, siger en publikation som er udgivet af bestyrelsen for British Museum: „De grundlæggende forestillinger der gives udtryk for i den babyloniske og den hebraiske beretning, er i det væsentlige forskellige.“4
Det vi har gennemgået, understreger at skabelsesberetningen i Første Mosebog er et dokument som er videnskabeligt forsvarligt. Den fortæller om de store hovedgrupper af planter og dyr med deres mange varieteter, og siger at de udelukkende formerer sig „efter deres arter“. Dette bekræftes af fossilerne, som viser at hver „art“ kom til syne pludseligt. Der findes ingen overgangsformer som forbinder én „art“ med en tidligere „art“, sådan som udviklingsteorien forudsætter.
Al den viden som Ægyptens vismænd sad inde med, kunne ikke have givet Moses, som nedskrev Første Mosebog, nogen idé om hvordan skabelsen var foregået. Oldtidens skabelsesmyter havde ingen lighed med det Moses skrev. Hvorfra fik Moses da kendskab til alt dette? Åbenbart fra en som var til stede da skabelsen fandt sted.
En sandsynlighedsberegning giver os et tydeligt bevis for at skabelsesberetningen i Første Mosebog må stamme fra en som vidste hvad der skete. Beretningen nævner ti hovedtrin i denne rækkefølge: (1) en begyndelse; (2) en urjord i mørke, indhyllet i tunge gasser og vand; (3) lys; (4) et udstrakt rum eller en atmosfære; (5) store landområder; (6) planter på landjorden; (7) solen, månen og stjernerne kan skelnes på himmelen, og årstiderne begynder; (8) store havdyr og flyvende skabninger; (9) vilde og tamme dyr, pattedyr; (10) mennesket. Videnskaben anbringer disse stadier i samme rækkefølge. Hvor stor er sandsynligheden for at den der skrev Første Mosebog, kan have gættet sig til denne rækkefølge? Lige så stor som sandsynligheden for at man fra en æske med ti klodser nummereret fra 1 til 10 tilfældigt kan tage alle klodserne op i den rigtige rækkefølge. Sandsynligheden for at man vil gøre dette ved første forsøg er som 1 til 3.628.800! Det er med andre ord helt urealistisk at sige at skribenten bare ved et tilfælde nedskrev en oversigt over begivenhederne i rigtig rækkefølge.
Når man undersøger beretningen i Første Mosebog, er det godt at have i tanke at den beskriver det hele fra menneskers synspunkt. Den beskriver altså begivenhederne sådan som jordiske iagttagere ville have set dem hvis de havde været til stede. Det lægger man mærke til når man læser beskrivelsen af det der skete på den fjerde „dag“. Solen og månen omtales her som store lysgivere i sammenligning med stjernerne. Der er imidlertid mange stjerner som er langt større end solen, og månen er helt ubetydelig i sammenligning med dem. Men ikke for en jordisk iagttager. Set fra jorden er solen ’den største lysgiver, som har herredømme over dagen’, og månen er ’den mindste lysgiver, som har herredømme over natten’. — 1 Mosebog 1:14-18.
Den første del af Første Mosebog viser at jorden kan have eksisteret i milliarder af år før den første skabelses„dag“ — hvor længe siger den ikke noget om, men den beskriver jordens tilstand umiddelbart før den første „dag“ begyndte: „Jorden var dengang formløs og øde og der var mørke over dybet; og Guds virksomme kraft var i bevægelse frem og tilbage over vandene.“ — 1 Mosebog 1:2.
Mange mener at ordet „dag“ i Første Mosebog, kapitel 1, sigter til et bogstaveligt døgn på 24 timer. Men i Første Mosebog 1:5 inddeler Gud selv dagen i mindre perioder og kalder blot den lyse del for „dag“. Og i Første Mosebog 2:4 omtales alle skabelsesperioderne som én „dag“: „Dette er en historisk beretning om himmelen og jorden på den tid de blev skabt, på den dag [alle de seks skabelsesperioder] Jehova Gud frembragte jord og himmel.“
Det hebraiske ord jom, der oversættes med „dag“, kan betegne perioder af forskellig længde. I bogen Old Testament Word Studies opgiver William Wilson blandt andet denne betydning: „En dag; det benyttes hyppigt om tid i almindelighed, eller om lang tid; en hel periode som der er tale om . . . Dag benyttes også om et bestemt tidsrum hvor en særlig begivenhed indtræffer.“1 Denne sidste sætning synes at passe på skabelsesdagene, for det var i høj grad noget særligt der indtraf i disse perioder. De kan således have været af meget længere varighed end 24 timer hver.
I forbindelse med skabelsesperioderne bruges vendingen „det blev aften og det blev morgen“. Viser det ikke at det var bogstavelige døgn? Nej, for ordene „aften“ og „morgen“ kan udmærket bruges i overført betydning, som i udtrykkene „livets aften“ og „livets morgen“. At der tales om „aften“ og „morgen“ begrænser derfor ikke ’dagenes’ længde til 24 timer.
Ordet „dag“ kan i Bibelen omfatte sommer og vinter, årstiderne som kommer og går. (Zakarias 14:8) Tusind år sammenlignes med en dag. (Salme 90:4; 2 Peter 3:8, 10) „Dommens dag“ strækker sig over mange år. (Mattæus 10:15; 11:22-24) Det synes rimeligt at slutte at de ’dage’ der omtales i Første Mosebog, også kan have omfattet lange tidsperioder — årtusinder. Hvad skete der så i disse skabelsesperioder? Er Bibelens beretning videnskabeligt korrekt? Lad os i det følgende gennemgå hvad Første Mosebog siger om disse ’dage’.
Første „dag“
„’Lad der blive lys.’ Så blev der lys. Og Gud kaldte herefter lyset Dag, men mørket kaldte han Nat. Og det blev aften og det blev morgen, første dag.“ — 1 Mosebog 1:3, 5.
Solen og månen havde naturligvis befundet sig i verdensrummet længe før denne første „dag“, men deres lys var ikke trængt igennem til jordens overflade sådan at en iagttager på jorden havde kunnet se det. Nu på den første „dag“ blev lyset imidlertid synligt, og den roterende jordklode begyndte at have skiftevis dage og nætter.
Lyset kom åbenbart ved en gradvis proces, i løbet af en længere periode, og ikke pludseligt som når man trykker på en kontakt. Dette fremgår af J. W. Watts’ oversættelse af Første Mosebog, som siger: „Og lyset blev gradvis til.“ (A Distinctive Translation of Genesis) Dette lys kom fra solen, men selve solen kunne ikke ses gennem skylaget. Det lys der nåede jorden var følgelig „diffust lys“, som det fremgår af en kommentar til vers 3 i Rotherhams Emphasised Bible. — Se fodnote b til vers 14.
Anden „dag“
„’Lad der blive et udstrakt rum midt i vandene, og lad det danne skel mellem vandene det ene sted og vandene det andet sted.’ Så gik Gud i gang med at frembringe det udstrakte rum og at sætte skel mellem vandene der skulle være under det udstrakte rum og vandene der skulle være over det udstrakte rum. Og således blev det. Og Gud kaldte herefter det udstrakte rum Himmel.“ — 1 Mosebog 1:6-8.
Nogle oversættelser bruger ordet „hvælving“ eller „firmament“ i stedet for „udstrakt rum“. Det er baggrunden for det argument at beretningen i Første Mosebog har lånt nogle træk fra gamle skabelsesmyter, der fremstiller „hvælvingen“ eller „firmamentet“ som en metalkuppel. Men det hebraiske ord raqi´a', der anvendes her, betyder at spænde ud, at udbrede eller udvide — og sigter altså til noget der er udstrakt.
Beretningen siger at Gud gjorde det, men ikke hvordan han gjorde det. Uanset hvilken måde den omtalte adskillelse foregik på, ville det se ud som om det øvre vandlag var blevet hævet op fra jorden. Og senere kunne det siges at fuglene fløj „hen over den udstrakte himmel“, som der står i Første Mosebog 1:20.
Tredje „dag“
„’Lad vandene under himmelen samle sig på ét sted og lad det tørre land komme til syne.’ Og således blev det. Og Gud kaldte herefter det tørre land Jord, men samlingen af vandene kaldte han Hav.“ (1 Mosebog 1:9, 10) Som sædvanlig oplyser beretningen ikke hvordan det skete. Der må uden tvivl have foregået enorme bevægelser i jorden da landområderne blev dannet. Geologerne omtaler sådanne omfattende landhævninger som katastrofer. Men Første Mosebog viser at en Skaber ledede og kontrollerede det hele.
I en senere beretning i Bibelen hvor Gud udspørger Job om hans kundskab om jorden, beskrives en række forskellige sider af jordens tilblivelseshistorie: dens mål, dens skymasser, dens havområder, og at landjorden satte grænser for bølgerne — mange generelle ting om skabelsen, ting hvis tilblivelse strakte sig over lange tidsperioder. Gud sammenlignede blandt andet jorden med en bygning, og han spurgte Job: „På hvad er dens fodstykker sænket, eller hvem har lagt dens hjørnesten?“ — Job 38:6.
Det er interessant at der her tales om jordens „fodstykker“, for under kontinenterne og især under bjergkæderne trænger jordskorpen dybt ned i den underliggende kappe, omtrent som træernes rødder trænger ned i jorden. „Den opfattelse at bjerge og kontinenter har rødder, er blevet efterprøvet gang på gang og har vist sig at være rigtig,“ siger bogen Putnam?s Geology.2 Under havene er jordskorpen kun omkring 8 kilometer tyk, men rødderne under kontinenterne går ned til cirka 35 kilometers dybde, og rødderne under bjergene trænger omtrent dobbelt så langt ned. Og alle jordens lag presser indad mod jordens kerne, så kernen kan udmærket omtales som en stor understøttende „hjørnesten“.
Uanset hvad der fik landjorden til at hæve sig, er det væsentlige punkt at både Bibelen og videnskaben siger at dette var et af trinnene i den proces der fandt sted da jorden blev dannet.
Plantevækst på den tredje „dag“
Den bibelske beretning siger videre: „’Lad jorden få græs til at gro frem, planter der bærer frø, frugttræer der bærer frugt med frøene indeni, efter deres arter — på jorden.’ Og således blev det.“ — 1 Mosebog 1:11.
Ved slutningen af denne tredje skabelsesperiode var der altså blevet skabt tre omfattende kategorier af planter på landjorden. Det diffuse lys må da være blevet så kraftigt at det muliggjorde fotosyntesen, som er af afgørende betydning for grønne planter. Beretningen nævner i øvrigt ikke hver eneste planteart der blev frembragt. Mikroorganismer, vandplanter og andre slags planter nævnes ikke specielt, men de blev sandsynligvis også skabt på denne „dag“.
Fjerde „dag“
„’Lad der komme lysgivere på den udstrakte himmel til at sætte skel mellem dagen og natten; og de skal tjene til tegn og til afmærkning af årstider og til afmærkning af dage og år. Og de skal tjene som lysgivere på den udstrakte himmel til at lyse på jorden.’ Og således blev det: Gud gik i gang med at frembringe de to store lysgivere, den største lysgiver til at have herredømme over dagen, og den mindste lysgiver til at have herredømme over natten, samt stjernerne.“ — 1 Mosebog 1:14-16.
Tidligere, på den første „dag“, blev der sagt: „Lad der blive lys.“ Det hebraiske ord der her gengives med „lys“ er ’or, som betyder lys i almindelighed. Men om lyset på den fjerde „dag“ bruges et andet hebraisk ord, ma?or´, der betegner lyskilden. Rotherham siger i en fodnote til ordet „lysgivere“: „I vers 3: ’ôr, diffust lys.“ Derefter nævner han at det hebraiske ord ma?or´ i vers 14 betyder noget „som afgiver lys“. På den første „dag“ trængte der åbenbart noget diffust lys igennem, men kilden til dette lys kunne ikke ses fra jorden på grund af det skylag der stadig omgav den. Nu, på den fjerde „dag“, indtrådte der åbenbart en ændring.
En atmosfære der i begyndelsen var rig på kuldioxid kan have bevirket at der var et varmt klima over hele jorden. Men den frodige plantevækst i den tredje og fjerde skabelsesperiode har sikkert absorberet en del af dette lag af kuldioxid, der holdt på varmen. Til gengæld har planterne frigjort ilt — som dyrene ville være afhængige af. — Salme 136:7-9.
Hvis der havde været en iagttager på jorden på dette tidspunkt, ville han have kunnet skelne solen, månen og stjernerne, der skulle „tjene til tegn og til afmærkning af årstider og til afmærkning af dage og år“. (1 Mosebog 1:14) Månen fastsatte længden af en måned, og solen længden af et år. De årstider der opstod på den fjerde „dag“, var sikkert ikke så ekstreme i temperaturer som de blev senere. — 1 Mosebog 1:15; 8:20-22.
Femte „dag“
„’Lad vandene vrimle med en vrimmel af levende sjæle og lad flyvende skabninger flyve over jorden, hen over den udstrakte himmel.’ Og Gud gik i gang med at skabe de store havuhyrer og hver levende sjæl af dem der myldrer omkring og som vandene lod vrimle frem efter deres arter, og hver vinget flyvende skabning efter sin art.“ — 1 Mosebog 1:20, 21.
Læg mærke til at de skabninger som vandet skulle vrimle med, omtales som „levende sjæle“ selv om det ikke var mennesker. Denne betegnelse bruges også om ’de flyvende skabninger der skulle flyve over jorden, hen over den udstrakte himmel’, og om de forskellige livsformer i havet, deriblandt de havuhyrer som forskerne har fundet fossiler af i vor tid.
Sjette „dag“
„’Lad jorden få levende sjæle til at fremkomme efter deres arter, husdyr og myldrende smådyr og jordens vilde dyr efter deres arter.’ Og således blev det.“ — 1 Mosebog 1:24.
På den sjette „dag“ blev de landdyr der betegnes som vilde dyr og husdyr altså frembragt. Men denne sidste „dag“ var ikke forbi med det. Der manglede endnu en betydningsfuld „art“:
„Og Gud sagde videre: ’Lad os frembringe mennesker i vort billede, så de ligner os, og lad dem råde over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og husdyrene og hele jorden og alle smådyr der myldrer omkring på jorden.’ Og Gud gik i gang med at skabe mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det; som mand og kvinde skabte han dem.“ — 1 Mosebog 1:26, 27.
Kapitel 2 i Første Mosebog indeholder en lidt mere detaljeret beretning. Men dette er ikke, som nogle hævder, en anden skabelsesberetning som er i strid med beretningen i kapitel 1. Den tager bare tråden op et sted på den tredje „dag“ efter at det faste land er kommet til syne, men før planterne på landjorden er blevet skabt, og føjer nogle detaljer til om menneskene — den levende sjæl Adam, hans hjem, Edens have, og hans hustru, kvinden Eva. — 1 Mosebog 2:5-9, 15-18, 21, 22.
Det foregående skulle gøre det lettere for os at forstå hvad Første Mosebog siger. Og denne helt igennem realistiske beretning vidner om at skabelsesprocessen strakte sig over en periode der ikke blot varede 144 (6 × 24) timer, men mange tusind år.
Hvad ligger til grund for beretningen?
Mange synes det er vanskeligt at acceptere denne skabelsesberetning. De hævder at den bygger på gamle folkeslags skabelsesmyter, i første række myter fra fortidens Babylon. Men et nyere bibelleksikon siger: „Man har endnu ikke fundet nogen myte som klart og tydeligt omtaler universets skabelse,“ og myterne „kendetegnes af polyteisme og gudernes kampe om overherredømme — en klar kontrast til den hebr[aiske] monoteisme i [Første Mosebog, kapitlerne] 1 og 2“.3 Og hvad de babyloniske skabelsessagn angår, siger en publikation som er udgivet af bestyrelsen for British Museum: „De grundlæggende forestillinger der gives udtryk for i den babyloniske og den hebraiske beretning, er i det væsentlige forskellige.“4
Det vi har gennemgået, understreger at skabelsesberetningen i Første Mosebog er et dokument som er videnskabeligt forsvarligt. Den fortæller om de store hovedgrupper af planter og dyr med deres mange varieteter, og siger at de udelukkende formerer sig „efter deres arter“. Dette bekræftes af fossilerne, som viser at hver „art“ kom til syne pludseligt. Der findes ingen overgangsformer som forbinder én „art“ med en tidligere „art“, sådan som udviklingsteorien forudsætter.
Al den viden som Ægyptens vismænd sad inde med, kunne ikke have givet Moses, som nedskrev Første Mosebog, nogen idé om hvordan skabelsen var foregået. Oldtidens skabelsesmyter havde ingen lighed med det Moses skrev. Hvorfra fik Moses da kendskab til alt dette? Åbenbart fra en som var til stede da skabelsen fandt sted.
En sandsynlighedsberegning giver os et tydeligt bevis for at skabelsesberetningen i Første Mosebog må stamme fra en som vidste hvad der skete. Beretningen nævner ti hovedtrin i denne rækkefølge: (1) en begyndelse; (2) en urjord i mørke, indhyllet i tunge gasser og vand; (3) lys; (4) et udstrakt rum eller en atmosfære; (5) store landområder; (6) planter på landjorden; (7) solen, månen og stjernerne kan skelnes på himmelen, og årstiderne begynder; (8) store havdyr og flyvende skabninger; (9) vilde og tamme dyr, pattedyr; (10) mennesket. Videnskaben anbringer disse stadier i samme rækkefølge. Hvor stor er sandsynligheden for at den der skrev Første Mosebog, kan have gættet sig til denne rækkefølge? Lige så stor som sandsynligheden for at man fra en æske med ti klodser nummereret fra 1 til 10 tilfældigt kan tage alle klodserne op i den rigtige rækkefølge. Sandsynligheden for at man vil gøre dette ved første forsøg er som 1 til 3.628.800! Det er med andre ord helt urealistisk at sige at skribenten bare ved et tilfælde nedskrev en oversigt over begivenhederne i rigtig rækkefølge.