SF på magtens vej
For cirka 10 år siden var jeg til et landsmøde i SF. Det foregik på en skole i Nordjylland. Dengang lagde jeg blandt andet mærke til, hvordan tv-journalister var på jagt efter mænd med sokker i sandaler, folk, der pustede luftmadrasser op, røde faner og brede seler. Journalisterne var ivrige efter at give et lettere komisk indblik i, hvordan de glade amatører i SF teede sig.
Ellers husker jeg mest landsmødet for lange heftige debatter, komplicerede afstemninger og samtidig god stemning på trods af de sædvanlige presseskriverier om konflikter i partiet.
Jeg var også til landsmøde i 2009. Det foregik i Århus, på SAS-hotellet. Meget var forandret. En episode, jeg bed mærke i, var søndag morgen, da jeg kom ind i landsmødesalen før de fleste andre. På scenen stod spidskandidaterne fra de fire største byer sammen med Villy Søvndal. En efter en talte de fire spidskandidater om deres politiske mærkesager, hvorefter Villy kvitterede og kommenterede. Den sidste af de fire var Bo Asmus Kjeldgaard fra København. Da han havde talt, gik han frem mod Villy. Begge hævede højre hånd og gav hinanden håndslag på valgsejren.
To timer senere gentog nøjagtig det samme scenarie sig. De samme taler, de samme kommentarer, de samme bevægelser, det samme håndslag. Nu var salen bare fyldt med landsmødedeltagere – og journalister. Jeg havde været vidne til både generalprøve og uropførelse.
Alt var planlagt, intet var tilfældigt, og den karakteristik kunne man stort set hæfte på hele landsmødet. Der var korte debatter mellem de indstuderede optrin, men en egentlig opposition til ledelsen var ikke til at få øje på – og det på trods af at landsmødet blandt andet behandlede og vedtog et ret vidtgående forslag om ændring af ledelsesstrukturen i partiet. Alt var enighed og fodslaw.
Når man har erfaring fra mange SF-landsmøder med heftige debatter og konstante problemer med at holde tidsplanen, var 2009-arrangementet en pudsig oplevelse.
Lidt forstemmende, for i SF har vi jo altid sagt til hinanden, at de til tider krasse meningsudvekslinger var et udtryk for medlemsdemokratiet. Vi har bandet over, at medierne år efter år udlagde vores debatter som dokumentation for splittelse, men vi har også vidst, at vi måtte leve med det i en verden totalt domineret af borgerlige medier.
Når man nu kunne følge det iscenesatte landsmøde i 2009, var det ikke svært at forstå hensigten. De timer, et landsmøde varer, er et fantastisk udstillingsvindue. Den danske befolkning skal se, at SF er et professionelt, stærkt og enigt parti, som man roligt kan overlade regeringsmagten til.
Holdningen er vel, at det er nødvendigt at spille spillet, og at det er naivt at lufte det beskidte vasketøj offentligt. Vil du i verden frem, så ret ind. Eller sagt med andre ord: Hvis der er procentpoint i at gå efter en positiv omtale af landsmødet, så må de interne debatter neddæmpes og indlejres.
Det er form mere end indhold, og det er et udtryk for, at SF har fået en helt anden rolle i dansk politik. Vejen ligger – næsten – åben for indflydelse, der vil noget. Partiet har i dén grad fået tag i den store gruppe i befolkningen, der er frustreret over tingenes tilstand. Dem, der vil et andet Danmark. Værdipolitisk kan de ikke identificere sig med den linje, der bliver lagt af regeringen og Dansk Folkeparti, og reelt er der jo tale om en flerpartiregering, hvor oppositionen kan protestere så meget, den vil. V, K, O træffer beslutningerne. Det er der mange, der har det skidt med, for de kan ikke få øje på den åbenhed, tolerance og solidaritet, de gerne ser i dansk politik.
De utilfredse er af meget forskellig politisk observans, og gennem de seneste år har de været på vandring for at finde en platform, hvorfra de kan få luft – og indflydelse.
Vi så det, da tilslutningen til de radikale i en periode eksploderede. Her var et parti med faste værdier, der stædigt stod fast mod Anders Foghs populisme og kræmmerpolitik, som den kom til udtryk i sloganet ’Noget for noget’.
Så snublede Marianne Jelved, og de vandrende vælgere mistede tiltroen til, at det var herfra, tingene skulle ændres.
I stedet blussede Liberal Alliance op under kampråbet ’Nok er nok!’. Nu skulle der endelig gøres op med Dansk Folkepartis tunge fodaftryk på dansk politik.
Den lille skare under ledelse af Naser Khader spændte som bekendt eftertrykkeligt ben for sig selv, og også det forsøg på at ryste VKO led skibbrud.
Imens havde SF valgt ny formand. Dengang var der mange hånlige bemærkninger om Søvndal, der jo slet ikke var så ung og fornyende, som de politiske kommentatorer mente, det var nødvendigt. De hvislede spydigt om »Velkommen til Villy. Velkommen til spærregrænsen«, og de tøvede ikke med at proklamere SF’s snarlige død.
Sådan gik det som bekendt ikke – slet ikke. Tværtimod har SF siden opnået den ene valgsejr efter den anden, og meningsmålingerne tyder på fortsat succes. Op mod hver femte vælger erklærer at ville stemme på SF næste gang.
Villy brød gennem lydmuren, da han i februar 2008 bad Hizb-ut-Tahrir og andre antidemokrater om at rejse ad Helvede til. Da fik de vandrende vælgere et nyt talerør.
Siden har Villy vist sig som en mand af folket, begge ben på jorden, ikke ufejlbarlig, men troværdig og med en humor, der er en mangelvare i det politiske spil.
Størrelsen af Villys succes har nok overrasket de fleste. På de indre linjer har de svimlende tal fra meningsmålingerne – og efterhånden også fra indtil flere valg – ført til, at SF med langt større styrke kan satse på den gamle strategi om at etablere et alternativ til den borgerlige regering. Socialdemokratiet, radikale og SF skal danne den centrum-venstre-alliance, der skal vælte V, K og O af pinden.
Første vigtige skridt på vejen har været etableringen af det faste samarbejde med Socialdemokratiet. Debatten om udlændingepolitikken blev lukket med en aftale, der på en række punkter rummer progressive takter, men som også befæster en fast linje i forhold til flygtninge. Ingen skal tro, at en ny regering vil invitere nye flygtningestrømme indenfor. De to partier er selvfølgelig klar over, at de vil være sårbare over for den slags beskyldninger i en kommende valgkamp.
De radikale har været svære at trække til truget. Hvad den økonomiske politik angår, er de ikke henrykte for at binde sig til SF, og flygtningepolitikken er fortsat et kerneelement i deres markeringer. Her har de svært ved at acceptere den S/SF-linje, som igen og igen bliver fremstillet som en klon af regeringens og Dansk Folkepartis.
Uanset problemer med de radikale er SF’erne så tæt på regeringskontorerne, som de aldrig har været før. Og som Villy siger: »Der har i mange år været en vis berøringsangst i forhold til magt og indflydelse på venstrefløjen. Men jeg tror på, at vi får mest politik igennem, hvis vi selv sidder med ved bordet«.
Den pris, SF betaler for at komme tæt på regeringsmagten, har været og er en lang række kompromiser, der ville have været utænkelige for bare få år siden. Skattestoppet er accepteret, selv om partiet er imod.
Det samme gælder 24-års reglen. Boligejerne får at vide, at de er fredet flere år frem. SF er en del af forsvarsforliget og siger dermed ja til at bruge milliarder på våben. SF er med i trafikforliget, selv om det betyder andre milliarder til privatbilismen. Retspolitisk gør partiets folketingspolitikere meget ud af at lægge en hård linje. Heller ikke minimumstraffe siger SF nej til. Senest har SF gjort tryghed til en form for slagord for sit politiske projekt. Det klinger ærlig talt ikke meget af samfundsforandring.
Samtidig er SF blevet spagfærdigt i situationer, hvor partiet tidligere med glæde kridtede banen op. Efter rydningen af Brorsons Kirke havde Villy for eksempel så meget uld i mund, at mange havde svært ved at finde ud af, hvad partiet egentlig mente om den sag.
Lømmelpakken og politiets fremfærd under klimatopmødet fik heller ikke partiets spidser til at tage bladet fra munden. Adskillige efterlyste, at Villy foldede sig ud, men han overlod helst ordet til den retspolitiske ordfører. Formelt set forståeligt nok, men det efterlader indtrykket af, at partiets øverste ledelse i den situation foretrak en taktisk tavshed. Villy har taget stilling, men han lagde vel at mærke afstand til de stenkastende ballademagere, inden han beklagede de mange ubegrundede anholdelser.
Erklæringen, der skulle tilfredsstille Kinas ønsker om at undgå mere bøvl om Tibets uafhængighed, fik også SF’s underskrift, på trods af at SF’s ledelse ikke var tilfreds med ordlyden. De bedyrer, at de stadig står bag Tibet, men hvorfor så skrive under? Åbenbart var det igen vigtigt at sende et klart signal om, at SF ikke er så umulige at have med at gøre.
I – næsten – hvert enkelt tilfælde er der en vis logik i, at ledelsen og folketingsgruppen gør, som den gør. Forlig og beslutninger får som regel SF-fingeraftryk. Ikke desto mindre er der så store kameler at sluge, at det ville have fået hovedbestyrelsen i det gamle SF til at holde krisemøder i hobetal.
Men hvor er hovedbestyrelsen for resten? I gamle dage var den berømt og berygtet for at sidde med den reelle magt i partiet.
Det var her, folketingspolitikerne stillede til spanking, hvis de var gået for langt i deres iver efter at spise kirsebær med de store.
Det seneste landsmøde gjorde op med den gamle hovedbestyrelse efter en blodfattig debat. Formentlig kunne det kun lade sig gøre, fordi den på det tidspunkt allerede havde udspillet sin rolle. Imens bliver der spist masser af kirsebær, og tilsyneladende uden at det fører til ret meget kritik. Alligevel er der dem, der mener, at der er flere sten end kirsebær i det spor, SF’s ledelse efterlader sig.
Igen og igen bliver partiet for eksempel anklaget for at tale med to tunger. Påstanden er, at partiet i mange vælgeres bevidsthed står for et, men at politikken i realiteten er en anden.
I mine øjne ligger forklaringen i, at partiets aktuelle succes ikke bare skyldes Villys popularitet og den nye, mere pragmatiske linje, men i lige så høj grad det mere principfaste image, der er bygget op gennem mange år. Vælgere mener at vide, at SF kæmper kompromisløst for social retfærdighed både nationalt og internationalt, for et grønt miljø og kollektiv trafik, for en human og forebyggende retspolitik, for de demokratiske rettigheder, imod krig og våben osv., osv.
Det billede bliver ikke bare vasket væk, selv om de seneste års SF-politik er langt mere nuanceret – hvis man skal udtrykke det positivt. Men på flere og flere områder krakelerer de skarpe ideologiske holdninger. Taktikken er gennemtænkt, og den handler først og fremmest om at vise regeringsduelighed. Profilen bliver så pudset af i enkeltsager, hvor det ikke kan genere Socialdemokraterne og de mange nye vælgere. Her handler det for eksempel om forslag om at forbyde internetsurfing på websites med bombeopskrifter!
Meningsmålingerne er fortsat flotte, og det er der mindst to gode grunde til. For det første er valgresultater og vælgertilslutning et ret væsentligt succeskriterium for ethvert politisk parti. Og hvordan kan man kritisere en formand og en ledelse, der helt åbenbart har trukket partiet ud af års dødvande; som har skabt basis for valgsejr efter valgsejr, og som efter alt at dømme har nye valgsejre i udsigt?
Den anden grund er, at det er pokkers svært at se alternativer. På den ene side ligger Enhedslisten og ligner en principfast anakronisme, de radikale er en skygge af sig selv, og Socialdemokraterne er tynget af deres indbyggede konservatisme. Så hvor skal man gå hen med sin usikkerhed ved SF’s nye linje?
Det er også en vigtig del af baggrunden for, at de vandrende vælgere holder fast ved SF. Man kan så mene, at det er et meget spinkelt grundlag, partiet bygger sin succes på. De vandrende vælgere er ikke nødvendigvis særlig SF’ske i deres holdninger.
Vi så jo, hvordan Liberal Alliance stormede frem, allerede før nogen havde en anelse om, hvad partiet ville, andet end at bekæmpe Dansk Folkeparti. Måske vil en del af de nye SF-vælgere være hurtige til at skifte hest, hvis Villy dummer sig to gange i træk.
På trods af fremgang og succes breder der sig en utryghed i SF og blandt SF’s kernevælgere. Mange føler sig usikre på, hvor de har deres parti. De spørger sig selv, om de bare er nyttige idioter for et partiapparat og for en kommende regering, der vil føre en politik, der kun har nuancer til forskel fra den nuværende regering. Hvis det er nødvendigt at udviske SF-profilen for at komme i regering, hvad er så meningen med at komme i regering?
Mange følger udviklingen med spænding. Der er kun at håbe på, at SF’s ledelse er sig sit kolossale ansvar bevidst og er klar over, at magten for magtens skyld intet er værd.
Man må jo indrømme at SF har klaret sig godt.
MVH. Amigo
Ellers husker jeg mest landsmødet for lange heftige debatter, komplicerede afstemninger og samtidig god stemning på trods af de sædvanlige presseskriverier om konflikter i partiet.
Jeg var også til landsmøde i 2009. Det foregik i Århus, på SAS-hotellet. Meget var forandret. En episode, jeg bed mærke i, var søndag morgen, da jeg kom ind i landsmødesalen før de fleste andre. På scenen stod spidskandidaterne fra de fire største byer sammen med Villy Søvndal. En efter en talte de fire spidskandidater om deres politiske mærkesager, hvorefter Villy kvitterede og kommenterede. Den sidste af de fire var Bo Asmus Kjeldgaard fra København. Da han havde talt, gik han frem mod Villy. Begge hævede højre hånd og gav hinanden håndslag på valgsejren.
To timer senere gentog nøjagtig det samme scenarie sig. De samme taler, de samme kommentarer, de samme bevægelser, det samme håndslag. Nu var salen bare fyldt med landsmødedeltagere – og journalister. Jeg havde været vidne til både generalprøve og uropførelse.
Alt var planlagt, intet var tilfældigt, og den karakteristik kunne man stort set hæfte på hele landsmødet. Der var korte debatter mellem de indstuderede optrin, men en egentlig opposition til ledelsen var ikke til at få øje på – og det på trods af at landsmødet blandt andet behandlede og vedtog et ret vidtgående forslag om ændring af ledelsesstrukturen i partiet. Alt var enighed og fodslaw.
Når man har erfaring fra mange SF-landsmøder med heftige debatter og konstante problemer med at holde tidsplanen, var 2009-arrangementet en pudsig oplevelse.
Lidt forstemmende, for i SF har vi jo altid sagt til hinanden, at de til tider krasse meningsudvekslinger var et udtryk for medlemsdemokratiet. Vi har bandet over, at medierne år efter år udlagde vores debatter som dokumentation for splittelse, men vi har også vidst, at vi måtte leve med det i en verden totalt domineret af borgerlige medier.
Når man nu kunne følge det iscenesatte landsmøde i 2009, var det ikke svært at forstå hensigten. De timer, et landsmøde varer, er et fantastisk udstillingsvindue. Den danske befolkning skal se, at SF er et professionelt, stærkt og enigt parti, som man roligt kan overlade regeringsmagten til.
Holdningen er vel, at det er nødvendigt at spille spillet, og at det er naivt at lufte det beskidte vasketøj offentligt. Vil du i verden frem, så ret ind. Eller sagt med andre ord: Hvis der er procentpoint i at gå efter en positiv omtale af landsmødet, så må de interne debatter neddæmpes og indlejres.
Det er form mere end indhold, og det er et udtryk for, at SF har fået en helt anden rolle i dansk politik. Vejen ligger – næsten – åben for indflydelse, der vil noget. Partiet har i dén grad fået tag i den store gruppe i befolkningen, der er frustreret over tingenes tilstand. Dem, der vil et andet Danmark. Værdipolitisk kan de ikke identificere sig med den linje, der bliver lagt af regeringen og Dansk Folkeparti, og reelt er der jo tale om en flerpartiregering, hvor oppositionen kan protestere så meget, den vil. V, K, O træffer beslutningerne. Det er der mange, der har det skidt med, for de kan ikke få øje på den åbenhed, tolerance og solidaritet, de gerne ser i dansk politik.
De utilfredse er af meget forskellig politisk observans, og gennem de seneste år har de været på vandring for at finde en platform, hvorfra de kan få luft – og indflydelse.
Vi så det, da tilslutningen til de radikale i en periode eksploderede. Her var et parti med faste værdier, der stædigt stod fast mod Anders Foghs populisme og kræmmerpolitik, som den kom til udtryk i sloganet ’Noget for noget’.
Så snublede Marianne Jelved, og de vandrende vælgere mistede tiltroen til, at det var herfra, tingene skulle ændres.
I stedet blussede Liberal Alliance op under kampråbet ’Nok er nok!’. Nu skulle der endelig gøres op med Dansk Folkepartis tunge fodaftryk på dansk politik.
Den lille skare under ledelse af Naser Khader spændte som bekendt eftertrykkeligt ben for sig selv, og også det forsøg på at ryste VKO led skibbrud.
Imens havde SF valgt ny formand. Dengang var der mange hånlige bemærkninger om Søvndal, der jo slet ikke var så ung og fornyende, som de politiske kommentatorer mente, det var nødvendigt. De hvislede spydigt om »Velkommen til Villy. Velkommen til spærregrænsen«, og de tøvede ikke med at proklamere SF’s snarlige død.
Sådan gik det som bekendt ikke – slet ikke. Tværtimod har SF siden opnået den ene valgsejr efter den anden, og meningsmålingerne tyder på fortsat succes. Op mod hver femte vælger erklærer at ville stemme på SF næste gang.
Villy brød gennem lydmuren, da han i februar 2008 bad Hizb-ut-Tahrir og andre antidemokrater om at rejse ad Helvede til. Da fik de vandrende vælgere et nyt talerør.
Siden har Villy vist sig som en mand af folket, begge ben på jorden, ikke ufejlbarlig, men troværdig og med en humor, der er en mangelvare i det politiske spil.
Størrelsen af Villys succes har nok overrasket de fleste. På de indre linjer har de svimlende tal fra meningsmålingerne – og efterhånden også fra indtil flere valg – ført til, at SF med langt større styrke kan satse på den gamle strategi om at etablere et alternativ til den borgerlige regering. Socialdemokratiet, radikale og SF skal danne den centrum-venstre-alliance, der skal vælte V, K og O af pinden.
Første vigtige skridt på vejen har været etableringen af det faste samarbejde med Socialdemokratiet. Debatten om udlændingepolitikken blev lukket med en aftale, der på en række punkter rummer progressive takter, men som også befæster en fast linje i forhold til flygtninge. Ingen skal tro, at en ny regering vil invitere nye flygtningestrømme indenfor. De to partier er selvfølgelig klar over, at de vil være sårbare over for den slags beskyldninger i en kommende valgkamp.
De radikale har været svære at trække til truget. Hvad den økonomiske politik angår, er de ikke henrykte for at binde sig til SF, og flygtningepolitikken er fortsat et kerneelement i deres markeringer. Her har de svært ved at acceptere den S/SF-linje, som igen og igen bliver fremstillet som en klon af regeringens og Dansk Folkepartis.
Uanset problemer med de radikale er SF’erne så tæt på regeringskontorerne, som de aldrig har været før. Og som Villy siger: »Der har i mange år været en vis berøringsangst i forhold til magt og indflydelse på venstrefløjen. Men jeg tror på, at vi får mest politik igennem, hvis vi selv sidder med ved bordet«.
Den pris, SF betaler for at komme tæt på regeringsmagten, har været og er en lang række kompromiser, der ville have været utænkelige for bare få år siden. Skattestoppet er accepteret, selv om partiet er imod.
Det samme gælder 24-års reglen. Boligejerne får at vide, at de er fredet flere år frem. SF er en del af forsvarsforliget og siger dermed ja til at bruge milliarder på våben. SF er med i trafikforliget, selv om det betyder andre milliarder til privatbilismen. Retspolitisk gør partiets folketingspolitikere meget ud af at lægge en hård linje. Heller ikke minimumstraffe siger SF nej til. Senest har SF gjort tryghed til en form for slagord for sit politiske projekt. Det klinger ærlig talt ikke meget af samfundsforandring.
Samtidig er SF blevet spagfærdigt i situationer, hvor partiet tidligere med glæde kridtede banen op. Efter rydningen af Brorsons Kirke havde Villy for eksempel så meget uld i mund, at mange havde svært ved at finde ud af, hvad partiet egentlig mente om den sag.
Lømmelpakken og politiets fremfærd under klimatopmødet fik heller ikke partiets spidser til at tage bladet fra munden. Adskillige efterlyste, at Villy foldede sig ud, men han overlod helst ordet til den retspolitiske ordfører. Formelt set forståeligt nok, men det efterlader indtrykket af, at partiets øverste ledelse i den situation foretrak en taktisk tavshed. Villy har taget stilling, men han lagde vel at mærke afstand til de stenkastende ballademagere, inden han beklagede de mange ubegrundede anholdelser.
Erklæringen, der skulle tilfredsstille Kinas ønsker om at undgå mere bøvl om Tibets uafhængighed, fik også SF’s underskrift, på trods af at SF’s ledelse ikke var tilfreds med ordlyden. De bedyrer, at de stadig står bag Tibet, men hvorfor så skrive under? Åbenbart var det igen vigtigt at sende et klart signal om, at SF ikke er så umulige at have med at gøre.
I – næsten – hvert enkelt tilfælde er der en vis logik i, at ledelsen og folketingsgruppen gør, som den gør. Forlig og beslutninger får som regel SF-fingeraftryk. Ikke desto mindre er der så store kameler at sluge, at det ville have fået hovedbestyrelsen i det gamle SF til at holde krisemøder i hobetal.
Men hvor er hovedbestyrelsen for resten? I gamle dage var den berømt og berygtet for at sidde med den reelle magt i partiet.
Det var her, folketingspolitikerne stillede til spanking, hvis de var gået for langt i deres iver efter at spise kirsebær med de store.
Det seneste landsmøde gjorde op med den gamle hovedbestyrelse efter en blodfattig debat. Formentlig kunne det kun lade sig gøre, fordi den på det tidspunkt allerede havde udspillet sin rolle. Imens bliver der spist masser af kirsebær, og tilsyneladende uden at det fører til ret meget kritik. Alligevel er der dem, der mener, at der er flere sten end kirsebær i det spor, SF’s ledelse efterlader sig.
Igen og igen bliver partiet for eksempel anklaget for at tale med to tunger. Påstanden er, at partiet i mange vælgeres bevidsthed står for et, men at politikken i realiteten er en anden.
I mine øjne ligger forklaringen i, at partiets aktuelle succes ikke bare skyldes Villys popularitet og den nye, mere pragmatiske linje, men i lige så høj grad det mere principfaste image, der er bygget op gennem mange år. Vælgere mener at vide, at SF kæmper kompromisløst for social retfærdighed både nationalt og internationalt, for et grønt miljø og kollektiv trafik, for en human og forebyggende retspolitik, for de demokratiske rettigheder, imod krig og våben osv., osv.
Det billede bliver ikke bare vasket væk, selv om de seneste års SF-politik er langt mere nuanceret – hvis man skal udtrykke det positivt. Men på flere og flere områder krakelerer de skarpe ideologiske holdninger. Taktikken er gennemtænkt, og den handler først og fremmest om at vise regeringsduelighed. Profilen bliver så pudset af i enkeltsager, hvor det ikke kan genere Socialdemokraterne og de mange nye vælgere. Her handler det for eksempel om forslag om at forbyde internetsurfing på websites med bombeopskrifter!
Meningsmålingerne er fortsat flotte, og det er der mindst to gode grunde til. For det første er valgresultater og vælgertilslutning et ret væsentligt succeskriterium for ethvert politisk parti. Og hvordan kan man kritisere en formand og en ledelse, der helt åbenbart har trukket partiet ud af års dødvande; som har skabt basis for valgsejr efter valgsejr, og som efter alt at dømme har nye valgsejre i udsigt?
Den anden grund er, at det er pokkers svært at se alternativer. På den ene side ligger Enhedslisten og ligner en principfast anakronisme, de radikale er en skygge af sig selv, og Socialdemokraterne er tynget af deres indbyggede konservatisme. Så hvor skal man gå hen med sin usikkerhed ved SF’s nye linje?
Det er også en vigtig del af baggrunden for, at de vandrende vælgere holder fast ved SF. Man kan så mene, at det er et meget spinkelt grundlag, partiet bygger sin succes på. De vandrende vælgere er ikke nødvendigvis særlig SF’ske i deres holdninger.
Vi så jo, hvordan Liberal Alliance stormede frem, allerede før nogen havde en anelse om, hvad partiet ville, andet end at bekæmpe Dansk Folkeparti. Måske vil en del af de nye SF-vælgere være hurtige til at skifte hest, hvis Villy dummer sig to gange i træk.
På trods af fremgang og succes breder der sig en utryghed i SF og blandt SF’s kernevælgere. Mange føler sig usikre på, hvor de har deres parti. De spørger sig selv, om de bare er nyttige idioter for et partiapparat og for en kommende regering, der vil føre en politik, der kun har nuancer til forskel fra den nuværende regering. Hvis det er nødvendigt at udviske SF-profilen for at komme i regering, hvad er så meningen med at komme i regering?
Mange følger udviklingen med spænding. Der er kun at håbe på, at SF’s ledelse er sig sit kolossale ansvar bevidst og er klar over, at magten for magtens skyld intet er værd.
Man må jo indrømme at SF har klaret sig godt.
MVH. Amigo