Politikerne har glemt de overflødiggjorte
Velkommen til trefjerdedelssamfundet!
Hver fjerde dansker mellem 18 og 64 år – 800.000 plus/minus – er på passiv forsørgelse. Sådan var det i 1990’erne. Sådan var det under opsvinget. Og sådan er det i dag. Det er ikke lykkedes at nedbringe antallet af overførselsmodtagere i den arbejdsdygtige alder med ét eneste menneske siden 1990. Det er pinligt.
Og dyrt. Tirsdag kunne vi her i avisen fortælle, at aktiveringsindsatsen – som altså ikke virker – ifølge OECD koster Danmark astronomiske 26 mia. kr. om året.
Dét fik her direktøren for forskningsinstitutionen AKF, Mette Wier, til at kalde jobindsatsen for både »virkningsløs« og en »kæmpeskandale«. Oven i den store regning kommer så en endnu større regning i form af rene overførselsindkomster.
Tænk nu, hvis man kunne begrænse antallet af overførselsmodtagere og bruge bare en del af de svimlende beløb på offensive investeringer i velfærdssamfundet i form af uddannelse, forskning, sundhed osv.?
Eller hvis en del af de 800.000 kunne være klar, den dag, vi mangler hænder? Det ville løfte velfærden, øge arbejdsudbuddet og begrænse underskuddet på de offentlige budgetter.
Alligevel fylder de ’800.000’ stort set intet i valgkampen. Regeringen har sjoflet udfordringen. Og i oppositionen foretrækker man at lade dem, der allerede arbejder, arbejde 12 minutter mere om dagen.
Det er helt uforståeligt, at ingen for alvor sætter ind mod hovedproblemet: at der hele tiden sendes nye generationer ud i gruppen af overflødiggjorte. Vi taler om en evighedsmaskine. Og den skal stoppes. Udstødningen handler først og fremmest om opskruede kvalifikationskrav på et stadig mere krævende arbejdsmarked præget af ny teknologi og global konkurrence. Og det kan vi kun imødegå med uddannelse, efteruddannelse og videreuddannelse.
Men skandalen er, at vi ikke gør det.
Tværtimod er vi i fuld gang med at tabe endnu en generation af unge på gulvet: Hver femte ung får ikke en ungdomsuddannelse. Og der mangler praktikpladser, selv om vi ved, fremtidens arbejdsmarked skriger på faglærte, og selv om vi ved, at der vil være én mindre på forsørgelse i de næste fyrre år for hver ny smed og laborant, vi uddanner.
De ’800.000’ vil formentlig blive det store tema efter valget. Men hvorfor vente, politikere? Sæt det dog på dagsordenen allerede nu.
Det vil DF rette op på, altså efter vi har smidt alle fremmedarbejderne ud af vores Danmark
Hver fjerde dansker mellem 18 og 64 år – 800.000 plus/minus – er på passiv forsørgelse. Sådan var det i 1990’erne. Sådan var det under opsvinget. Og sådan er det i dag. Det er ikke lykkedes at nedbringe antallet af overførselsmodtagere i den arbejdsdygtige alder med ét eneste menneske siden 1990. Det er pinligt.
Og dyrt. Tirsdag kunne vi her i avisen fortælle, at aktiveringsindsatsen – som altså ikke virker – ifølge OECD koster Danmark astronomiske 26 mia. kr. om året.
Dét fik her direktøren for forskningsinstitutionen AKF, Mette Wier, til at kalde jobindsatsen for både »virkningsløs« og en »kæmpeskandale«. Oven i den store regning kommer så en endnu større regning i form af rene overførselsindkomster.
Tænk nu, hvis man kunne begrænse antallet af overførselsmodtagere og bruge bare en del af de svimlende beløb på offensive investeringer i velfærdssamfundet i form af uddannelse, forskning, sundhed osv.?
Eller hvis en del af de 800.000 kunne være klar, den dag, vi mangler hænder? Det ville løfte velfærden, øge arbejdsudbuddet og begrænse underskuddet på de offentlige budgetter.
Alligevel fylder de ’800.000’ stort set intet i valgkampen. Regeringen har sjoflet udfordringen. Og i oppositionen foretrækker man at lade dem, der allerede arbejder, arbejde 12 minutter mere om dagen.
Det er helt uforståeligt, at ingen for alvor sætter ind mod hovedproblemet: at der hele tiden sendes nye generationer ud i gruppen af overflødiggjorte. Vi taler om en evighedsmaskine. Og den skal stoppes. Udstødningen handler først og fremmest om opskruede kvalifikationskrav på et stadig mere krævende arbejdsmarked præget af ny teknologi og global konkurrence. Og det kan vi kun imødegå med uddannelse, efteruddannelse og videreuddannelse.
Men skandalen er, at vi ikke gør det.
Tværtimod er vi i fuld gang med at tabe endnu en generation af unge på gulvet: Hver femte ung får ikke en ungdomsuddannelse. Og der mangler praktikpladser, selv om vi ved, fremtidens arbejdsmarked skriger på faglærte, og selv om vi ved, at der vil være én mindre på forsørgelse i de næste fyrre år for hver ny smed og laborant, vi uddanner.
De ’800.000’ vil formentlig blive det store tema efter valget. Men hvorfor vente, politikere? Sæt det dog på dagsordenen allerede nu.
Det vil DF rette op på, altså efter vi har smidt alle fremmedarbejderne ud af vores Danmark