Pengene eller livet?av for den lede
Af Herman Knudsen 9. okt 2005
Tak til Politiken
Ja, hvad arbejder vi egentlig for? Ikke primært for pengenes skyld, tyder mange undersøgelser på. Så mon ikke regeringsparolen om, at 'det skal kunne betale sig at arbejde', snarere skal fremme en politik, der øger den sociale og økonomiske ulighed? Kronikøren er lektor ved Aalborg Universitet.
Det skal kunne betale sig at arbejde«, lyder det igen og igen fra statsministeren, beskæftigelsesministeren og deres bagland, som blandt andet omfatter den nyliberale tænketank Cepos og forskere i Rockwoolfonden.
Ja, det lyder jo oplagt, at det skal kunne betale sig at arbejde - det gamle ordsprog om, at arbejdet bærer lønnen i sig selv, tror vi ikke rigtig på. Men er det nu så oplagt? Og hvis det er så oplagt, hvorfor skal vi så hele tiden have det at vide?
Det er min påstand, at udsagnet om, at arbejdet skal kunne betale sig, bringes på bane for at fremme nogle bestemte samfundsmæssige forandringer. Forandringerne sigter på at påvirke indkomstmulighederne og derigennem arbejdsudbuddet både nederst og øverst i samfundspyramiden, og forandringerne er af en sådan karakter, at de øger den økonomiske og sociale ulighed i samfundet.
Nederst i pyramiden går forandringerne ud på at indrette de sociale ydelser og skattesystemet således, at der altid vil være en økonomisk gevinst ved at have et job frem for at modtage offentlig forsørgelse. Den vej er allerede blevet fulgt gennem længere tid, også under den forrige regering, hvor arbejdsløshedsunderstøttelsen fik lov til at sakke bagud i forhold til lønudviklingen. Under den nuværende regering er linjen blevet fortsat og skærpet gennem især forringelser af kontanthjælpen, indførelse af den lave starthjælp til nydanskere og indførelse af beskæftigelsesfradraget.
Disse forandringer har medført betydelige forringelser for mennesker, der ikke er i arbejde. For nogle har forringelsen været absolut, idet de har oplevet direkte faldende indkomst; for andre har den været relativ, idet afstanden mellem den sociale ydelse og en normal lønindkomst er vokset. Forringelserne er systematisk blevet fremstillet som tjenende et godt formål, nemlig ved at øge den økonomiske gevinst ved at få et job og - hævdes det - dermed også sandsynligheden for at få et. I det nyliberale sprog udtrykkes det på den måde, at man forbedrer de arbejdsløses incitamenter til at få arbejde, og det forventes så videre, at dette også rent faktisk vil resultere i, at flere får arbejde.
Denne logik rummer to alvorlige fejlslutninger.
For det første antages det, at det først og fremmest er penge, der motiverer mennesker til at arbejde. Ifølge undersøgelser af lønmodtageres holdninger og adfærd er dette imidlertid ikke tilfældet. I holdningsundersøgelser angives lønnen typisk som mindre vigtig end andre forhold såsom et godt arbejdsmiljø, det sociale samvær med kolleger og arbejdets karakter af at være udfordrende og nyttigt. Blandt arbejdsløse er manglen på kontakt og samvær med kolleger oftest det, der fremhæves som det værste ved at stå uden job. I en nylig opinionsundersøgelse svarede 72 procent af såvel danskere som indvandrere ja til spørgsmålet: »Hvis du rent økonomisk fik mindre ud af at arbejde end at modtage offentlige ydelser, ville du så arbejde?«.
Kun godt 20 procent svarede nej, mens resten undlod at tage stilling.
Også adfærdsundersøgelser bekræfter, at pengene ikke er afgørende. For eksempel har Rockwoolfondens undersøgelser vist, at en ikke helt uvæsentlig del af arbejdsstyrken arbejder til lønninger, der ligger under eller blot på niveau med, hvad man kan opnå på sociale ydelser. Pointen er - skønt den negligeres af Rockwool-forskerne selv - at folk netop arbejder, selv om det ikke kan betale sig. Arbejde opfattes altså som noget positivt af de fleste uanset lønnen. Der hersker heller ikke tvivl om, at det i vores samfund giver status og prestige at have et arbejde, næsten uanset hvad arbejdet konkret går ud på. Har man arbejde, betragtes man som en nyttig samfundsborger.
Jeg vil ikke afvise, at penge spiller en rolle som motivationsfaktor i forhold til arbejde. Men ud fra den viden, vi har om, hvad der motiverer mennesker til at arbejde, vil jeg afvise, at penge er den stærkeste faktor. Og alene det er nok til at sætte spørgsmålstegn ved en politik, der lægger stor vægt på økonomiske incitamenter.
Den anden alvorlige fejlslutning hos de nyliberale incitamentstænkere er, at de anskuer spørgsmålet om ledighed eller arbejde som et frit valg for det enkelte individ. Det er det bestemt ikke. Arbejdsløshed er grundlæggende ikke frivillig, men et samfundsmæssigt fænomen. Der findes ingen markedsøkonomier, hvor der ikke eksisterer arbejdsløshed i en eller anden udstrækning. Arbejdsløshed skyldes ikke grundlæggende, at de ledige ikke ønsker at arbejde, men derimod, at der ikke er efterspørgsel efter deres arbejdskraft. Den manglende efterspørgsel kan både skyldes, at der er lavkonjunktur i økonomien, og det forhold, at de ledige ikke har de kvalifikationer, som arbejdsgiverne efterspørger.
Regeringen undrer sig, men burde ikke undre sig over, at den nedsatte kontanthjælp ikke har bragt flere i arbejde. Det er blevet gunstigere at vælge arbejde frem for ledighed, men hvad hjælper det, når den ene valgmulighed - arbejde - ikke er til stede? For hvorfor skulle der opstå flere job, blot fordi mennesker på offentlig forsørgelse gøres fattigere? (Det er rigtigt, at der i lande med lave eller ingen sociale ydelser opstår lavtlønnede job af en type, som der ikke findes mange af i Danmark, men der er ikke meget, der tyder på, at den samlede beskæftigelse øges af den grund - blot bliver den gennemsnitligt af en dårligere kvalitet, og arbejdet udføres til en dårligere aflønning).
Ser vi på de konkrete vilkår, ledige er underlagt, er der absolut heller ikke tale om et frit valg mellem ledighed og arbejde. Modtagelse af offentlige ydelser i form af arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp er betinget af, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet, og at man kan bevise, at man gør det. Man skal kunne dokumentere, at man er aktivt jobsøgende, man skal lade sig aktivere, og man kan ikke ustraffet takke nej til et anvist arbejde. For ikke så længe siden fortalte en nær bekendt mig, at han var blevet trukket i dagpenge, fordi a-kassen havde vurderet, at han ikke i tilstrækkelig grad var aktivt jobsøgende. Man forventede, at han også sendte ansøgninger til stillinger, hvor der realistisk set ikke var en jordisk chance for, at han kunne få jobbet. Han har fået et job nu, men gennem en ledighedsperiode på godt et år nåede han at erfare, at det ikke blot er ufrivilligt og dyrt at være arbejdsløs, men også belagt med mange bureaukratiske krav.
Det er derfor at føje spot til skade, når regeringen og de nyliberale tænkere fremstiller det som en frivillig sag, om man vil gå ledig eller tage sig et job. Spotten er åbenbar, og den står i grel kontrast til de billeder, vi har set på tv-skærmen af mennesker, der bryder grædende sammen ved beskeden om, at deres arbejdsplads skal lukke. Hvori det skadelige består - ud over den forringede indkomst på offentlig forsørgelse - er måske mindre tydeligt, så det vil jeg gerne forsøge at forklare nærmere.
Når langt de fleste ledige ønsker at arbejde, uanset om det kan betale sig eller ej, og når mennesker oplever deres ledighed som påtvunget dem af forhold, de ikke selv er herre over - ja, så virker det direkte demotiverende at blive udsat både for lavere ydelser og antagelsen om, at man selv har valgt at være arbejdsløs. Ikke blot økonomisk, men også socialt og psykologisk får man vanskeligere ved at opfatte sig selv som en normal og anerkendt samfundsborger.
De nyliberale tænkere er for pæne til at kalde de arbejdsløse 'samfundsnassere', men det er det billede, de bidrager til ved at fremstille ledigheden som selvforskyldt og som betinget af for høje sociale ydelser. Med dette billede bliver det gjort endnu sværere for den ledige at erhverve sig de sociale kvalifikationer og den selvtillid, der kunne hjælpe ham eller hende til at komme ind i et job. Det bliver endvidere mere sandsynligt, at deres børn også bliver tabere i den store konkurrence om at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet, for forældrene har ikke overskud til at give dem en social og uddannelsesmæssig god opvækst.
Kort sagt, forringelsen af de arbejdsløses vilkår og billedet af ledighed som noget frivilligt er med til at stigmatisere de arbejdsløse, det undergraver deres reelle muligheder for at blive egnet til et job, og det øger risikoen for negativ social arv. At 'det skal kunne betale sig'-strategien så endvidere kobles med en reduceret uddannelsesmæssig indsats og en mindre satsning på at hjælpe de ledige med at forbedre deres kvalifikationer, gør kun tingene værre.
Mens mottoet om, at det skal kunne betale sig at arbejde, anvendes som pisk over for de arbejdsløse, ser de nyliberale samtidig gode muligheder for at anvende det som gulerod i den anden ende af samfundspyramiden. Her er det ikke lave sociale ydelser (pisken), men derimod en høj nettoindtægt ved arbejde (guleroden), der skal øge incitamentet til at arbejde. Der stilles krav om en sænkning af marginalskatten ud fra det argument, at jo mere der bliver tilbage efter skat, jo mere ønsker folk at arbejde. Altså jo flere penge man kan tjene, jo flere arbejdstimer vil man bruge på at tjene penge.
Igen bygger ræsonnementet på den fejlslutning, at mennesker kun eller primært motiveres af penge. Der er mig bekendt ingen sikker forskningsevidens for, at lavere marginalskat vil øge arbejdsudbuddet. Faktisk kan man lige så godt forvente det modsatte.
Det vil være tilfældet, hvis vi erstatter den nyliberale teori, der ser mennesket som et pengemaksimerende væsen, med en mere nuanceret antagelse om, at mennesket er et socialt væsen, der har en lang række forskellige behov, som det ønsker at få opfyldt på bedst mulig måde. Hvis marginalskatten sænkes, vil dette sociale menneske måske arbejde mindre, fordi en mindre arbejdsindsats nu er nok til at sikre midlerne til opfyldelsen af behovene. For som det blev sagt af den australske forsker i arbejdsetik, Sharon Beder, da hun sidste år besøgte Danmark: »Hvad har du ud af at købe en masse ting, når du dårligt har tid til at nyde dem, fordi du kommer hjem om aftenen og falder i søvn foran fjernsynet?«.
Da mennesket både er økonomisk og socialt motiveret og dertil præget af vaner og normer, er det mest sandsynlige dog nok, at de to mulige virkninger vil udligne hinanden - eller måske, at mændene vil arbejde lidt mere og kvinderne lidt mindre!
Mens virkningen på arbejdsudbuddet således er usikker, vil en sikker virkning af en sænkning af marginalskatten være øget økonomisk ulighed. Altså præcis det samme resultat, som man opnår i den anden ende ved relativt eller absolut at sænke de ydelser, man kan modtage som ledig på offentlig forsørgelse.
Statsministeren og beskæftigelsesministeren har for nylig gjort meget ud af at disciplinere en af deres kollegaer, socialministeren, fordi hun udtalte sig positivt om øget ulighed. Samtidig er de svorne tilhængere af reformer med det formål, at det skal kunne betale sig bedre at arbejde - reformer, som netop fører til øget ulighed.
Det er ikke troværdigt! Og det er hverken troværdigt eller sympatisk, at de fortsat fremstiller arbejdsløse som mennesker, der ikke ønsker at arbejde, fordi de har det for godt på offentlig forsørgelse.
Det er prisværdigt, at ministrene så klart har udtrykt, at de ikke ønsker et samfund med større ulighed, men der er ikke meget, der tyder på, at denne målsætning vil få høj prioritet i deres praktiske politik. Social- og beskæftigelsespolitikken er fortsat baseret på en meget enøjet, økonomistisk opfattelse af mennesket og af, hvad der motiverer mennesker til at arbejde.
Vi mennesker arbejder ikke primært for pengenes skyld, og det er heller ikke på grund af pengene, at nogle ikke har arbejde, men er henvist til offentlig forsørgelse! Fokuseringen på penge indebærer dybest set, at der lægges vægt på en negativ opfattelse af arbejdet - arbejdet ses som noget ubehageligt, som vi kun vil påtage os, hvis vi får en økonomisk gevinst ud af det. I stedet burde social- og beskæftigelsespolitikken turde satse på et positivt billede af arbejdet. Det ville være bedre i tråd med den positive motivation - interessen for sammen med andre at skabe noget og udfylde en rolle i den samfundsmæssige arbejdsdeling - som er drivkraften i langt de fleste menneskers forhold til arbejdslivet.
lang læsning men absolut værd at kikke på
Tak til Politiken
Ja, hvad arbejder vi egentlig for? Ikke primært for pengenes skyld, tyder mange undersøgelser på. Så mon ikke regeringsparolen om, at 'det skal kunne betale sig at arbejde', snarere skal fremme en politik, der øger den sociale og økonomiske ulighed? Kronikøren er lektor ved Aalborg Universitet.
Det skal kunne betale sig at arbejde«, lyder det igen og igen fra statsministeren, beskæftigelsesministeren og deres bagland, som blandt andet omfatter den nyliberale tænketank Cepos og forskere i Rockwoolfonden.
Ja, det lyder jo oplagt, at det skal kunne betale sig at arbejde - det gamle ordsprog om, at arbejdet bærer lønnen i sig selv, tror vi ikke rigtig på. Men er det nu så oplagt? Og hvis det er så oplagt, hvorfor skal vi så hele tiden have det at vide?
Det er min påstand, at udsagnet om, at arbejdet skal kunne betale sig, bringes på bane for at fremme nogle bestemte samfundsmæssige forandringer. Forandringerne sigter på at påvirke indkomstmulighederne og derigennem arbejdsudbuddet både nederst og øverst i samfundspyramiden, og forandringerne er af en sådan karakter, at de øger den økonomiske og sociale ulighed i samfundet.
Nederst i pyramiden går forandringerne ud på at indrette de sociale ydelser og skattesystemet således, at der altid vil være en økonomisk gevinst ved at have et job frem for at modtage offentlig forsørgelse. Den vej er allerede blevet fulgt gennem længere tid, også under den forrige regering, hvor arbejdsløshedsunderstøttelsen fik lov til at sakke bagud i forhold til lønudviklingen. Under den nuværende regering er linjen blevet fortsat og skærpet gennem især forringelser af kontanthjælpen, indførelse af den lave starthjælp til nydanskere og indførelse af beskæftigelsesfradraget.
Disse forandringer har medført betydelige forringelser for mennesker, der ikke er i arbejde. For nogle har forringelsen været absolut, idet de har oplevet direkte faldende indkomst; for andre har den været relativ, idet afstanden mellem den sociale ydelse og en normal lønindkomst er vokset. Forringelserne er systematisk blevet fremstillet som tjenende et godt formål, nemlig ved at øge den økonomiske gevinst ved at få et job og - hævdes det - dermed også sandsynligheden for at få et. I det nyliberale sprog udtrykkes det på den måde, at man forbedrer de arbejdsløses incitamenter til at få arbejde, og det forventes så videre, at dette også rent faktisk vil resultere i, at flere får arbejde.
Denne logik rummer to alvorlige fejlslutninger.
For det første antages det, at det først og fremmest er penge, der motiverer mennesker til at arbejde. Ifølge undersøgelser af lønmodtageres holdninger og adfærd er dette imidlertid ikke tilfældet. I holdningsundersøgelser angives lønnen typisk som mindre vigtig end andre forhold såsom et godt arbejdsmiljø, det sociale samvær med kolleger og arbejdets karakter af at være udfordrende og nyttigt. Blandt arbejdsløse er manglen på kontakt og samvær med kolleger oftest det, der fremhæves som det værste ved at stå uden job. I en nylig opinionsundersøgelse svarede 72 procent af såvel danskere som indvandrere ja til spørgsmålet: »Hvis du rent økonomisk fik mindre ud af at arbejde end at modtage offentlige ydelser, ville du så arbejde?«.
Kun godt 20 procent svarede nej, mens resten undlod at tage stilling.
Også adfærdsundersøgelser bekræfter, at pengene ikke er afgørende. For eksempel har Rockwoolfondens undersøgelser vist, at en ikke helt uvæsentlig del af arbejdsstyrken arbejder til lønninger, der ligger under eller blot på niveau med, hvad man kan opnå på sociale ydelser. Pointen er - skønt den negligeres af Rockwool-forskerne selv - at folk netop arbejder, selv om det ikke kan betale sig. Arbejde opfattes altså som noget positivt af de fleste uanset lønnen. Der hersker heller ikke tvivl om, at det i vores samfund giver status og prestige at have et arbejde, næsten uanset hvad arbejdet konkret går ud på. Har man arbejde, betragtes man som en nyttig samfundsborger.
Jeg vil ikke afvise, at penge spiller en rolle som motivationsfaktor i forhold til arbejde. Men ud fra den viden, vi har om, hvad der motiverer mennesker til at arbejde, vil jeg afvise, at penge er den stærkeste faktor. Og alene det er nok til at sætte spørgsmålstegn ved en politik, der lægger stor vægt på økonomiske incitamenter.
Den anden alvorlige fejlslutning hos de nyliberale incitamentstænkere er, at de anskuer spørgsmålet om ledighed eller arbejde som et frit valg for det enkelte individ. Det er det bestemt ikke. Arbejdsløshed er grundlæggende ikke frivillig, men et samfundsmæssigt fænomen. Der findes ingen markedsøkonomier, hvor der ikke eksisterer arbejdsløshed i en eller anden udstrækning. Arbejdsløshed skyldes ikke grundlæggende, at de ledige ikke ønsker at arbejde, men derimod, at der ikke er efterspørgsel efter deres arbejdskraft. Den manglende efterspørgsel kan både skyldes, at der er lavkonjunktur i økonomien, og det forhold, at de ledige ikke har de kvalifikationer, som arbejdsgiverne efterspørger.
Regeringen undrer sig, men burde ikke undre sig over, at den nedsatte kontanthjælp ikke har bragt flere i arbejde. Det er blevet gunstigere at vælge arbejde frem for ledighed, men hvad hjælper det, når den ene valgmulighed - arbejde - ikke er til stede? For hvorfor skulle der opstå flere job, blot fordi mennesker på offentlig forsørgelse gøres fattigere? (Det er rigtigt, at der i lande med lave eller ingen sociale ydelser opstår lavtlønnede job af en type, som der ikke findes mange af i Danmark, men der er ikke meget, der tyder på, at den samlede beskæftigelse øges af den grund - blot bliver den gennemsnitligt af en dårligere kvalitet, og arbejdet udføres til en dårligere aflønning).
Ser vi på de konkrete vilkår, ledige er underlagt, er der absolut heller ikke tale om et frit valg mellem ledighed og arbejde. Modtagelse af offentlige ydelser i form af arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp er betinget af, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet, og at man kan bevise, at man gør det. Man skal kunne dokumentere, at man er aktivt jobsøgende, man skal lade sig aktivere, og man kan ikke ustraffet takke nej til et anvist arbejde. For ikke så længe siden fortalte en nær bekendt mig, at han var blevet trukket i dagpenge, fordi a-kassen havde vurderet, at han ikke i tilstrækkelig grad var aktivt jobsøgende. Man forventede, at han også sendte ansøgninger til stillinger, hvor der realistisk set ikke var en jordisk chance for, at han kunne få jobbet. Han har fået et job nu, men gennem en ledighedsperiode på godt et år nåede han at erfare, at det ikke blot er ufrivilligt og dyrt at være arbejdsløs, men også belagt med mange bureaukratiske krav.
Det er derfor at føje spot til skade, når regeringen og de nyliberale tænkere fremstiller det som en frivillig sag, om man vil gå ledig eller tage sig et job. Spotten er åbenbar, og den står i grel kontrast til de billeder, vi har set på tv-skærmen af mennesker, der bryder grædende sammen ved beskeden om, at deres arbejdsplads skal lukke. Hvori det skadelige består - ud over den forringede indkomst på offentlig forsørgelse - er måske mindre tydeligt, så det vil jeg gerne forsøge at forklare nærmere.
Når langt de fleste ledige ønsker at arbejde, uanset om det kan betale sig eller ej, og når mennesker oplever deres ledighed som påtvunget dem af forhold, de ikke selv er herre over - ja, så virker det direkte demotiverende at blive udsat både for lavere ydelser og antagelsen om, at man selv har valgt at være arbejdsløs. Ikke blot økonomisk, men også socialt og psykologisk får man vanskeligere ved at opfatte sig selv som en normal og anerkendt samfundsborger.
De nyliberale tænkere er for pæne til at kalde de arbejdsløse 'samfundsnassere', men det er det billede, de bidrager til ved at fremstille ledigheden som selvforskyldt og som betinget af for høje sociale ydelser. Med dette billede bliver det gjort endnu sværere for den ledige at erhverve sig de sociale kvalifikationer og den selvtillid, der kunne hjælpe ham eller hende til at komme ind i et job. Det bliver endvidere mere sandsynligt, at deres børn også bliver tabere i den store konkurrence om at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet, for forældrene har ikke overskud til at give dem en social og uddannelsesmæssig god opvækst.
Kort sagt, forringelsen af de arbejdsløses vilkår og billedet af ledighed som noget frivilligt er med til at stigmatisere de arbejdsløse, det undergraver deres reelle muligheder for at blive egnet til et job, og det øger risikoen for negativ social arv. At 'det skal kunne betale sig'-strategien så endvidere kobles med en reduceret uddannelsesmæssig indsats og en mindre satsning på at hjælpe de ledige med at forbedre deres kvalifikationer, gør kun tingene værre.
Mens mottoet om, at det skal kunne betale sig at arbejde, anvendes som pisk over for de arbejdsløse, ser de nyliberale samtidig gode muligheder for at anvende det som gulerod i den anden ende af samfundspyramiden. Her er det ikke lave sociale ydelser (pisken), men derimod en høj nettoindtægt ved arbejde (guleroden), der skal øge incitamentet til at arbejde. Der stilles krav om en sænkning af marginalskatten ud fra det argument, at jo mere der bliver tilbage efter skat, jo mere ønsker folk at arbejde. Altså jo flere penge man kan tjene, jo flere arbejdstimer vil man bruge på at tjene penge.
Igen bygger ræsonnementet på den fejlslutning, at mennesker kun eller primært motiveres af penge. Der er mig bekendt ingen sikker forskningsevidens for, at lavere marginalskat vil øge arbejdsudbuddet. Faktisk kan man lige så godt forvente det modsatte.
Det vil være tilfældet, hvis vi erstatter den nyliberale teori, der ser mennesket som et pengemaksimerende væsen, med en mere nuanceret antagelse om, at mennesket er et socialt væsen, der har en lang række forskellige behov, som det ønsker at få opfyldt på bedst mulig måde. Hvis marginalskatten sænkes, vil dette sociale menneske måske arbejde mindre, fordi en mindre arbejdsindsats nu er nok til at sikre midlerne til opfyldelsen af behovene. For som det blev sagt af den australske forsker i arbejdsetik, Sharon Beder, da hun sidste år besøgte Danmark: »Hvad har du ud af at købe en masse ting, når du dårligt har tid til at nyde dem, fordi du kommer hjem om aftenen og falder i søvn foran fjernsynet?«.
Da mennesket både er økonomisk og socialt motiveret og dertil præget af vaner og normer, er det mest sandsynlige dog nok, at de to mulige virkninger vil udligne hinanden - eller måske, at mændene vil arbejde lidt mere og kvinderne lidt mindre!
Mens virkningen på arbejdsudbuddet således er usikker, vil en sikker virkning af en sænkning af marginalskatten være øget økonomisk ulighed. Altså præcis det samme resultat, som man opnår i den anden ende ved relativt eller absolut at sænke de ydelser, man kan modtage som ledig på offentlig forsørgelse.
Statsministeren og beskæftigelsesministeren har for nylig gjort meget ud af at disciplinere en af deres kollegaer, socialministeren, fordi hun udtalte sig positivt om øget ulighed. Samtidig er de svorne tilhængere af reformer med det formål, at det skal kunne betale sig bedre at arbejde - reformer, som netop fører til øget ulighed.
Det er ikke troværdigt! Og det er hverken troværdigt eller sympatisk, at de fortsat fremstiller arbejdsløse som mennesker, der ikke ønsker at arbejde, fordi de har det for godt på offentlig forsørgelse.
Det er prisværdigt, at ministrene så klart har udtrykt, at de ikke ønsker et samfund med større ulighed, men der er ikke meget, der tyder på, at denne målsætning vil få høj prioritet i deres praktiske politik. Social- og beskæftigelsespolitikken er fortsat baseret på en meget enøjet, økonomistisk opfattelse af mennesket og af, hvad der motiverer mennesker til at arbejde.
Vi mennesker arbejder ikke primært for pengenes skyld, og det er heller ikke på grund af pengene, at nogle ikke har arbejde, men er henvist til offentlig forsørgelse! Fokuseringen på penge indebærer dybest set, at der lægges vægt på en negativ opfattelse af arbejdet - arbejdet ses som noget ubehageligt, som vi kun vil påtage os, hvis vi får en økonomisk gevinst ud af det. I stedet burde social- og beskæftigelsespolitikken turde satse på et positivt billede af arbejdet. Det ville være bedre i tråd med den positive motivation - interessen for sammen med andre at skabe noget og udfylde en rolle i den samfundsmæssige arbejdsdeling - som er drivkraften i langt de fleste menneskers forhold til arbejdslivet.
lang læsning men absolut værd at kikke på