Os (mig) der ikke har prøvet nok.....
Jeg ved ikke om jeg er pige eller kvinde. Nok på kanten - men hvor er kanten egentlig?? Jeg kalder det en "kvinde i min værste alder"...
Jeg har en sød mand (læs kæreste), som jeg slet ikke er i tvivl om skal være far til mine børn - altså sådan tænker jeg når jeg har mine gode dage.
Når jeg har mine dårlige dage, står jeg med tøserne og en fadbamse i byen og tænker, at jeg i virkeligheden ikke har prøvet særlig meget i mit liv. Min ungdom tæller tre alt for lange forhold uden muligheden for at slå sig løs. Jeg tænker, at det er NU - det er NU, mens jeg stadig er ung nok, at jeg skal udleve noget, hvis der er noget der skal udleves. Inden det er for sent....for tænk hvis jeg gik glip af noget. Tænk hvis jeg pludselig sad halvvejs i livet og opdagede....at det var nok et fejlvalg, jeg gjorde der?
I løbet af nogle minutter vender jeg tilbage til virkeligheden igen. Jeg går måske ikke glip af noget?! Tværtom har jeg fundet en mand, som virkelig er blevet min soul mate med tiden (hvilket jeg ellers overhovedet ikke troede kunne lade sig gøre igen, da jeg har nogle "lig i lasten" fra tidligere forhold). Det har taget mig 3 år at elske ham, som jeg gør i dag, så for pokker da jeg skammer mig, når jeg i nogle øjeblikke får lyst til at fyre ham på kosteskaftet til Bloksbjerg og leve det søde singleliv.... som måske i virkeligheden ikke er så sødt?? Don't know...have hardly ever been there!
Jeg skal ikke til at træffe en belutning...det har jeg gjort. Jeg elsker gemalen min - omsider har jeg knyttet mig til en, som jeg rent faktisk nyder tiden med i fulde drag...og det vil jeg ikke af med!!
Og så kan jeg få tanken om at smide det hele på gulvet....jeg skammer mig!
Jeg er i virkeligheden ret forkælet måske....hvis man har det ene, vil man have det andet...og hvis man har det andet, vil man have det ene.... Hvorfor ikke bare være glad for det, jeg nu engang har opnået, hvilket er mere end jeg turde drømme om i mine yngre dage... jeg tænker for meget[l]
Jeg troede altid, jeg havde svært ved at fungere uden at være i parforhold....nu viser det sig, at jeg faktisk slet ikke er god til at være i parforhold. Det er måske ting, der viser sig, når man pludselig står frem og begynder at tænke over, hvad fanden man har gang i, istedet for at flyde med strømmen som en død fisk.
Jeg har en sød mand (læs kæreste), som jeg slet ikke er i tvivl om skal være far til mine børn - altså sådan tænker jeg når jeg har mine gode dage.
Når jeg har mine dårlige dage, står jeg med tøserne og en fadbamse i byen og tænker, at jeg i virkeligheden ikke har prøvet særlig meget i mit liv. Min ungdom tæller tre alt for lange forhold uden muligheden for at slå sig løs. Jeg tænker, at det er NU - det er NU, mens jeg stadig er ung nok, at jeg skal udleve noget, hvis der er noget der skal udleves. Inden det er for sent....for tænk hvis jeg gik glip af noget. Tænk hvis jeg pludselig sad halvvejs i livet og opdagede....at det var nok et fejlvalg, jeg gjorde der?
I løbet af nogle minutter vender jeg tilbage til virkeligheden igen. Jeg går måske ikke glip af noget?! Tværtom har jeg fundet en mand, som virkelig er blevet min soul mate med tiden (hvilket jeg ellers overhovedet ikke troede kunne lade sig gøre igen, da jeg har nogle "lig i lasten" fra tidligere forhold). Det har taget mig 3 år at elske ham, som jeg gør i dag, så for pokker da jeg skammer mig, når jeg i nogle øjeblikke får lyst til at fyre ham på kosteskaftet til Bloksbjerg og leve det søde singleliv.... som måske i virkeligheden ikke er så sødt?? Don't know...have hardly ever been there!
Jeg skal ikke til at træffe en belutning...det har jeg gjort. Jeg elsker gemalen min - omsider har jeg knyttet mig til en, som jeg rent faktisk nyder tiden med i fulde drag...og det vil jeg ikke af med!!
Og så kan jeg få tanken om at smide det hele på gulvet....jeg skammer mig!
Jeg er i virkeligheden ret forkælet måske....hvis man har det ene, vil man have det andet...og hvis man har det andet, vil man have det ene.... Hvorfor ikke bare være glad for det, jeg nu engang har opnået, hvilket er mere end jeg turde drømme om i mine yngre dage... jeg tænker for meget[l]
Jeg troede altid, jeg havde svært ved at fungere uden at være i parforhold....nu viser det sig, at jeg faktisk slet ikke er god til at være i parforhold. Det er måske ting, der viser sig, når man pludselig står frem og begynder at tænke over, hvad fanden man har gang i, istedet for at flyde med strømmen som en død fisk.