Ondt i sjælen

Hej mennesker.
Jeg orker ikke engang at skrive det her, men jeg er nødt til det, for nu er jeg ved at være desperat.
Jeg er en 17årig pige, som er midt i 2.g på gymnasiet.
Lige før julen 2008 fik jeg konstateret at jeg har en depression. Jeg fik medicin (20 mg Cipramil om dagen), hvilket hjalp rigtig meget på mit humør. Det medicin har dog nogle bivirkninger, bl.a. hukommelsestab og koncentrationsbesvær. De symptomer har gjort, at jeg ikke har været i stand til at lave mine afleveringer i skolen, og derfor er mine forældre, studievejlederen, en psykolog og jeg selv blevet enige om, at jeg skal på orlov fra skolen og så starte forfra i 2.g efter sommer. Jeg skal nu i psykologisk behandling, hvilket min mor og andre desperat prøver at opnå. Hvordan kan det være så svært for en 17årig der har det dårligt, at få noget hjælp??
Jeg glemte for to uger siden at tage nogle af mine piller og derfor har jeg været meget trist i den sidste uges tid. Jeg bryder sammen hele tiden, min kæreste har ændret adfærd og er begyndt at afvise mig, så jeg tror han har tænkt sig at slå op. Da jeg brød sammen foran ham i går og sagde at hvis han ikke havde tænkt sig at gøre det, så ville jeg, sagde han, at det fik jeg altså ikke lov til. Jeg blev glad igen, men i dag ville jeg have et kram og det gad han ikke. jeg var lige ved at bryde sammen igen for jeg kan ikke klare det men på den anden side forstår jeg ham godt. Hvad skal han gøre når han ved jeg har det dårligt? Og hvad skal jeg gøre for at hjælpe ham med at hjælpe mig?
Jeg er så bange for at miste ham at det gør ondt helt nede i maven. jeg græder hver gang jeg er alene og hver gang jeg kommer i tanker om min kæreste bryder jeg sammen i gråd fordi jeg på en måde bare venter på at han siger stop. Hvorfor kan man ikke bare være en glad 17årig med hele livet foran sig? Jeg tænkte på at gå ud foran en bil i dag og komme så slemt til skade at jeg blev indlagt. Det kan de da ikke ignorere. men jeg vil ikke risikere at dø, for så mister jeg også min kæreste. Han siger jeg lægger for meget i vores forhold. Jeg har lyst til at gøre det forbi så han ikke gør det, men så finder han en anden og så dør jeg af sorg!! Kunne man dog bare komme i narkose og vågne op og være glad og positiv...[:*(]
Jeg ved faktisk ikke hvilke svar jeg vil opnå ved denne besked, men nu fik jeg det da ud. SUK!!! Livet er sgu hårdt nogle gange. 😕
Venlig hilsen
Nanna.

Uden modgang, ingen medgang.
Der er også positive udfordringer pga. modgangen.
Hvis alt var nemt og kun lykke, så var det ikke værd
at leve. Smerten gør nemlig livet værd at leve, for
du kan føle det på din egen krop.

der er et ordsprog der hedder : "hvis du er bange for at miste nogen, gør du det sikkert også"
Kan ikke huske hvor jeg har hørt det... Men pointen er at hvis du er konstant klyngende om din kæreste i frygt for at miste ham, vil have forsøge at komme ud af dit kvælertag. I stedet for at gå og være bange for at miste ham så nyd ham alt hvad du kan. Når i er sammen, så forsøg at lave et eller andet sjovt (hvis du ellers er istand til det).
Jeg er selv kommet sammen med en pige der havde depressioner, så ved en lille smule om hvad jeg snakker om, men har dog aldrig selv haft depressioner, så har kun set situationen fra en side.
Synes det er super positivt at du har søgt hjælp, og at du har nogle bag dig der støtter dig. Og jeg lover dig for at det går over! Uanset om du er i det sorteste hul, så er det kun midlertidigt, så det er bare med at kæmpe videre.

Søde Nanna - hvor jeg altså føler med dig!
Jeg er 25 år og har haft angst, siden jeg var 21. Det er selvfølgelig ikke det samme som at have en depression, men jeg kender de følelser, du beskriver alt for godt. At man nærmest kan fantasere om at komme til skade, så de alle sammen kan se, at man har brug for hjælp og vil tage sig af en. Men på den anden side, så ønsker man sig heller ikke deres medlidenhed, men deres kærlighed. Og så kommer det brændende ønske om bare at være normal som alle andre!
Men sandheden er jo, at alle andre ikke er "normale". Det hjælper sikkert ikke det store at sige det, men du er ikke den eneste pige på 17 år, der kæmper med depression og en kæreste, der ikke er, som du ønsker det.
Jeg ved, hvordan det er at være pårørende til en depressiv person - min egen kæreste har nemlig også lidt af en depression to gange. Og selvom jeg ved nøjagtigt, hvad man som pårørende bør gøre i sådan en situation, så er det ikke altid, det lykkes for mig alligevel. Det fortæller jeg dig, så du kan forstå, at det sikkert er ufatteligt svært for din kæreste at gøre det rigtige.
Det bedste, du kan gøre, er, at du fortæller ham, hvad du har brug for, når du har det svært. Og ikke de store krav - bare sig til ham, at du f.eks. har brug for, at han holder om dig, når du er ked af det.
Og Nanna, hvis du skulle miste ham, så går livet også videre. Det ser ud som om, du har en familie, der støtter dig, og det er også guld værd. Kærestesorger kan også være dybe og føles næsten så slemme som dødsfald, men i begge situationer er der lys forude. Man bliver glad igen, og du har så meget af livet foran dig, at du helt sikkert vil blive lykkelig igen, selvom det kan føles fjernt lige nu.
Husk, at en depression er en tilstand, der går over igen. Det er som en lang influenza - man glemmer, hvad det vil sige at være rask, men man vil opleve det igen. Og nu bliver jeg lidt filosofisk og siger; ja, livet kan være forbandet hårdt, men det er også smukt, og du skal give dig selv lov og tid til at opleve det.
Jeg ønsker det bedste for dig - du skal nok klare det!