Når lærere gør mobning til drilleri

I går kunne man desværre læse om et gammelkendt problem, som - stik imod al viden og erfaring - får lov til at blomstre og sprede sig uhindret: nemlig at indsatsen imod mobning i skolerne er sat i bero. Der tilføres ikke længere økonomiske midler, og lærere er begyndt at omformulere det til drilleri, når forældre henvender sig for at få hjælp.
Det er mærkeligt med den viden som ligger på bordet. Det er jo helt elementært at kunne begå sig socialt. Kan du ikke begå dig socialt, kan du godt glemme alt om uddannelse og god opførsel. For du kan stort set ikke bruge det til noget i dit voksne liv. Jeg har hørt om eksempler på mennesker som ikke kunne noget fagligt, men som var dygtige til at begå sig socialt. - Og de fik faktisk en pæn karriere ud af det, fordi de havde de rigtige kontakter. Omvendt har jeg hørt om mobbede mennesker som, som har knoklet for at dygtiggøre sig, men som aldrig får en chance på arbejdsmarkedet, fordi de "falder igennem" socialt. Der er få succeshistorier om nogen, som klarer sig på trods, men det er fåtallet. Og nogle af dem bliver endog kendte mennesker - de ryger på forsiden af Se og Hør. Resten klarer sig måske med næsen over vandoverfladen (enten på støtten eller i fleksjob) - og de sidste procent begår selvmord.
Og det er lidt utroligt, at der så ikke gribes ind i skolerne, når socialt blinde børn føres til slagtebænken. Og at socialt intelligente børn får lov at more sig uhindret mens de slår deres offer ihjel!
Men det er fordi det er et elementært gammelkendt problem som ligger og ulmer i os alle. Social udstødelse betyder den visse død. Og lærerne ryster i bukserne af skræk - for de ved, at griber de ind, kan tyranerne i klassen vende blikket imod lærerne selv! Derfor tør de ikke. Så hellere ofre barnet end udsætte sig selv.
Men hvad der er endnu værre er, at lærerne er blevet så bange, at de er begyndt at følges med de andre børn hen til slagtebænken for selv at stikke en kniv i offeret. Det gør de, når de begynder at undskylde hændelserne med, at det er barnets egen personlighed, som er årsagen. Så kan det ikke bliver værre. For barnet. Det sidste er simpelt hen så uartigt. Og de gør det imod bedre vidende.

Vi skal have lærer Andersen fra Matador på banen.. så skal de små skiderikker nok makke ret.
Jeg ser det bare for mig.. lige så snart læreren forsøger at gribe ind i mobning bliver mobningen vendt mod ham/hende.. og ikke nok med at det er ungerne.. så kommer forældrene til mobberen sikkert også på banene med trusler og advokater.. for deres lille "øjesten" kunne aldrig finde på den slags.. og det er nok læreren der har misforstået noget og den det går ud over er nok selv skyld i det..
Jeg fatter ganske enkelt ikke at folk i dagens danmark gider være lærer.. de får ikke andet end lort i hovedet.. men hatten af for dem der holder ud

Tjah, de omtalte artikler kan vel i grunden ikke forbavse nogen. Men godt, det kommer frem, at skolerne ofte ikke tager mobning alvorligt. Og at man tværtimod bagatelliserer og vender tingene på hovedet, så mobbeofre og forældre får at vide, de på en måde selv er ude om det.
Vi har både selv oplevet det og hørt om andre, der oplever det.
Nu behøver mobning jo ikke at have noget at gøre med den mobbedes sociale evner. Det viser sig jo tit, at problemet forsvinder, når barnet skifter skole. Det har jeg da set eksempler på. Det er jo unægtelig også svært at være "social", hvis man er udstødt af klassen. Så hvad kommer først.
Mobning kan udspringe af tilfældigheder.
For vores datters vedkommende opstod den fra den ene dag til den anden, da hun blev uvenner med en toneangivende pige og tidligere tæt veninde, i en desværre ret lille klasse. Fra da af og hele resten af skoleåret var hun luft og ikke eksisterende, når hun da ikke blev ondskabsfuldt nidstirret. Hun beskriver det idag flere år efter som et helvede.
Problemet forsvandt gradvist, da klassen blev lagt sammen med parallelklassen, og der kom en anden (pige)sammensætning, som mobberen tilsyneladende havde svært ved at få med sig.
Gymnasieårene var en stor succes for vores datter, hvor hun trivedes godt og havde mange venner. Men at mobning forfølger én er helt sikkert. Det var bl.a. helt afgørende for vores datter, at hun ikke kom til at gå på samme gymnasium som den primære mobber fra folkeskolen, og helst ikke i klasse med de andre. Hvilket heldigvis lod sig gøre, bl.a. fordi hun helt bevidst begyndte et år tidligere, og dermed startede i en helt "frisk" klasse.
PS En anden historie fra samme skole handlede om en meget "stærk" mobber, som ingen leder eller lærer på skolen turde røre ved, for pigen var nemlig datter af en af de andre (lidt trendy) lærere. Pigen mobbede uanfægtet adskillige andre børn i flere år både på skole og i fritidsordning.

hvis der ikke er nogen mobbepolitik på skolen og det er op til læreren selv at kontakte forældrene ansigt til ansigt, så tror jeg faktisk du har ret i, at visse forældre vil true læreren.
Men hvis man lavede en overordnet mobbeplan som blev rettet mod alle elever i klassen (f.eks i form af klassemøder) og hvis kommunerne gad bruge bare lidt flere penge på kampagner (som man gør det imod spritbilister), så var der vel ingen forældre som klagede???? for hvad skulle de klage over? At vi skulle behandle hinanden ordentligt?

At lille Per griber mobiltelefonen og klager til farmand over at en lærer har prøvet at opdrage ham.
10 minutter efter stiller farmand og skælder læreren huden fuld.
-MIN søn gør intet forkert, vi har opdraget ham til at føre sig frem i livet, og det skal Du overhovedet ikke ødelægge.

at mobning ikke behøver at have noget at gøre med den mobbedes sociale evner - altid.
Og du har også ret i, at det er svært at være "social", når man først er blevet udstødt af klassen. Det var godt, du fik den med, for det er så rigtigt som det er sagt. For hvem kan tåle det pres i virkeligheden? Hvem vil ikke bukke under? Og hvad kommer først (som du selv spørger om)? Og tit er det små ting, som starter det hele.
Jeg kender et eksempel fra en pige i min egen klasse, som var med i sammenholdet og som ikke holdt sig tilbage for at gå bag om ryggen på andre. Men det var en hård klasse med mange stærke elever og deres opførsel kørte på frihjul uden nogen bremsede dem. En dag havde et par af pigerne så besluttet, at de ville prøve at fryse hende ud. Det gjorde de så, og det endte med at hun brød grædende sammen, for "sådan havde de da aldrig opført sig før"!
Og det her var en tilfældighed. De kunne lige så godt have besluttet sig for at det skulle være en anden, der skulle fryses, men nu blev det altså hende.
Hvor er jeg glad for at høre, at din egen datter slap fri af den anden pige. Jeg synes også det blev løst på en smart måde, selvom det var en tilfældighed, at klasserne skulle lægges sammen og at de andre piger ikke gad hoppe med på vognen. Men det var smart af hende at starte en årgang tidligere i gymnasiet. Tak for din beretning.🙂
Carla

og ikke tolererer kritik af sit barns opførsel, kan læreren holde klassens time med alle elever om, hvordan man opfører sig pænt overfor hinanden. Man har før set, at det virker.