Nogen der kender det?

Jeg er i skrevne stund ikke sikker på om det jeg oplever/føler i disse dage kan passe ind i nogen boks eller underlægges en reel diagnose.
For få dage siden lå jeg i min seng og gjorde mig klar til en god nats søvn, der dukkede tanken om at jeg en dag skal dø op, jeg har før tænkt tanken, jeg ved jeg skal dø, jeg er ateist og har ikke tidligere haft problemer med tanken og har som skrevet tænkt den før men min hjerne har sluppet tanken igen og jeg har kunne fungere og tænke på de almindelige dagligdags trivialiteter, smile, elske, hade osv.
MEN nu sidder den fast - Tanken om at jeg skal dø, ikke nu, ikke i morgen men når tid er.
Dog er tanken så overvældende at den fuldstændigt har invalideret mig og jeg kan ikke finde nydelse eller glæde i noget som helst, ikke engang min lille datter eller min kone som jeg begge elsker mere end noget andet.
Jeg bliver ved med at køre rundt i at det jo egentlig er ligegyldigt hvad jeg gør eller siger, da det jo ikke gør en disse forskel hvorvidt jeg står op, spiser god kost eller skidt, er aktiv eller inaktiv, ALT har mistet værdi / mening...
Jeg får det ikke overvældende fysisk skidt når jeg tænker tanken og er ikke bange for tanken, men det gør mig jo som enhver kan sætte sig ind i fuldstændig livsløs og tom indeni...Jeg er SÅ bange for at når jeg død bliver der INTET af mig tilbage, og det lidt der er tilbage eks. min datter jo også forsvinder i løbet af ingen tid relativt set..
Jeg søger vel egentlig en afklaring/forklaring på hvad jeg skal klassificere det jeg tænker og gennemgå som...Er det angst, er det tvangstanker eller noget helt andet ?! PLEASE hjælp jeg føler jeg er ved at miste mig selv.

Dette er ikke skrevet af mig, men det er noget jeg har fundet via google..
Det beskriver PRÆCIS hvordan jeg har det. (bortset fra jeg ik har en kone og datter, men jeg tænker sådanne tanker om min kæreste og søskende)
:'(
Nogen der evt kan hjælpe mig lidt her?

Jeg tror alle har kendt til tankerne omkring at være bange for at miste og i det hele taget bekymre sig om døden..
Da jeg var yngre var disse tanker noget der tit poppede op i mit hoved..
Jeg kunne forestille mig de væreste ting. Hvis mine forældre var forsinket forestilte jeg mig at de var kørt galt - jeg tænkte på al sorgen det ville medføre, begravelsen, hvordan jeg skulle komme videre, hvordan mine søskende ville håndtere det og om jeg ville få myndigheden over dem, hvordan vi skulle leve osv. - hele senariet var meget trist og jeg kunne da bestemt få mig selv til at græde over det - selvom der i realiteten ikke var noget at være ked af på det tidspunkt.
Jeg havde de samme tanker omkring at miste mine søskende og selvfølgelig også hvad der ville ske hvis jeg døde - hvordan ville folk/familie håndtere det, ville de blive sønderknuste, hvordan skulle begravelsen være, hvor skulle jeg begraves og hvem/hvor mange ville dukke op.
Jeg planlage i lang tid at skrive hemmelige breve til alle i min familie omkring hvor højt jeg elskede dem - bare hvis jeg nu skulle have været uvenner med dem lige inden de døde, så skulle de ikke gå med tanker omkring at jeg ikke kunne li' dem eller var sure på dem da jeg døde. Disse tanker kunne poppe op hvor og hvornår som helst og de gjorde mig virkelig ked af det.
Jeg tror at det er naturligt at have tanker omkring døden og de vil på et tidspunkt gå over igen..
Ja ulykker kan ske, men du kan ikke leve i frygt resten af livet for at det lige vil ske for dig og din familie. Du elsker din familie så højt at tanken om at miste dem ikke er til at bære..
Mine tanker omkring at efterlade et brev, holdte jeg nu fast i i mange år - indtil jeg tog en snak med min mor omkring min idé. Hun sagde direkte at sådan et brev ville hun ikke have for hvordan skulle hun nogensinde kunne ligge det fra sig og komme videre?
Det handler om at nyde livet nu - og det kan man ikke hvis man hele tiden frygter det væreste.. Du kan ikke gå og være rad for at der sker dig, din familie, kæreste og venner noget.. På et tidspunkt vil det gå op for dig at hvad end der sker så vil livet gå videre. Og chancen for at det vil ske for dig er meget lille ik..
Hvis du dog føler dig så påvirket af dine tanker at det ligefrem får dig til at blive deprimeret, vil jeg måske føreslå dig at snakke med en professionel - du kan evt. få en henvisning fra din læge til en psykolog eller teapeut. Ved en henvisning får du dækket noget af udgiften men det er ikke sikkert at du kan få den, da der skal være et solidt grundlag og tydelige tegn på at du lider. Hvis du ikke kan få en henvisning må du selv punge ud og det vil typisk koste omkring 900-1000 kr. for 1 time.